Det er søndag aften i Dar es Salaam. Vi er kommet ind med båden fra Zanzibar i regntidens skyld og blæst, med flere søsyge passagere ombord...:(

Vi har nu drukket vores sidste passionjuice og spist de sidste billige tropiske frugter. Det er tid til at tage afsked, sige farvel og tak og skrive den sidste beretning inden vi kører mod lufthavnen. Jeg forstår det stadig ikke.

I et sentimentalt, glædeligt men også vemodigt øjeblik vil jeg prøve at samle lidt op, konkludere og se tilbage på alt det jeg fik, tiden der gik.

"MIT AFRIKA"

Mit Afrikanske eventyr synger på aller sidste vers. 4,5 måned er, tror det eller ej,  gået siden jeg sad hjemme i Ølgod i november kulde og mørke, med sommerfugle i maven, uvidne om hvad der ventede mig under syden sol.

Nu har jeg været her! Jeg har set det jeg ville, jeg har oplevet Afrika, i øst og vest, på godt og ondt. Jeg har været tæt på og jeg har iagttaget fra afstand. Jeg er blevet glædeligt overrasket, fået sus i maven, blevet draget væk i afrikanske rytmer, farver og smil. Men jeg er også blevet både frustreret og skuffet.

Jeg synes jeg har erfaret at der ikke findes et endegyldigt svar på den perfekte tilværelse, det perfekte samfund, det perfekte menneske - Det perfekte liv. Jeg ved nu at alt er "både og" og at verdenen er en regnbue af nuancer. "Lykken" som vi kalder den og higer efter har ingen opskrift og intet hjem. Jeg tror den findes det sted hvor kærligheden gror, hvor tiden er og meningen forståes og bliver skabt på ny.

Livet har igen overrasket mig og prøvet mig af, skubbet mig helt ud til kanten. Livet har mødt mig i skarpe sving på vejen og i solnedgangens stilhed. Mødet med et kontinent der er SÅ anderledes end mit eget, har provokeret mit liv til at få en ny demintion og blive sat i et nyt perspektiv. Mange indtryk har medført dybe aftryk.

Jeg har en fornemmelse af at jeg fandt det jeg søgte. Jeg fandt meningen. Eller i hvert fald et par brikker af den til mit evige puslespil. Jeg fandt og fik undervejs en større tro på mig selv som menneske og eksistens i en større sammenhæng. Jeg fandt mit ståsted i en verden der strækker sig vidt og bredt, på flere måder.

Samtidig blev jeg på ny bekræftiget i at noget er større end mig selv. Jeg må sætte min lid og min tro til det. Alene formår jeg langt fra alt og faktisk nyder jeg at kunne hvile i, at jeg ikke skal klare ALT selv. Selvom det kan synes svært i et samfund der råber af mig, skubber til mig og tvinger og til at blive individualist.

DET VAR DET HELE VÆRD!

Undervejs har jeg fået anledning til at lade alle mine tanker sive ud og opsamle dem i en lang perlekæde. Hele min lille verdens situation er blevet roteret og tiden i Dakka gav mulighed for at "rydde op" og se tilbage på de første 20 år af mit liv. Fortælle min historie på ny og få en større forståelse og tro på mig selv. Jeg synes jeg er blevet klogere:) Især på mig selv men også på verdenen om alt det den er skabt med. Jeg har fået ekstra mod på livet og glæder mig til min "videre rejse".

Jeg elsker at se min horisont udvides, at krydse endnu et ocean og se den samme sol gå ned, mens vinden løfter nye indtryk, lyde og lugte og et væld af smil. Det er det jeg elsker ved at rejse, det er får min til at blive ved. At mærke min rygsæk blive tungere og vende hjem med fornyet kræfter.

Jeg synes verdenen rummer mange uforklarligheder, man uretfærdigheder. Jeg oplevede meget jeg helst ville glemme, men som ikke kan glemmes. Jeg har prøvet at skrive og snakke mig ud af disse øjeblikke, men det er svært. Jeg kan ikke redde hele verden. Men jeg kan være et plaster på såret for en stund, en skuldre at læne sig op af. Jeg kan holde en syg kvindes hånd eller græde med hende over hendes døde barn. Og det er nok for mig! Det giver mit liv mening.

Det handler om at få det bedste ud af livet, lige nu. Tage billedet i dag, synge sangen i dag og ikke udskyde alt til i morgen. Alt har en tid. Og nu er det tid til at sige: Sai wata rana: Farvel til vi mødes igen! (hausa)

I skal alle have TAK fordi I læste og så med! Tak for jeres tanker og hilser undervejs. I skal vide at jeg er stolt og glad for at have alle jer at vende hjem til.

Jeg logger af for denne gang!

På kærligt gensyn!

Kristina Anna