Det er onsdag morgen. Jeg har siddet i vores bus i omkring en time og endelig kører vi ind på gårdspladsen til Zawan hospital og børnehjem. Her skal jeg være resten af formiddagen, skønt. Det første jeg møder i gårdspladsen er en statue af jomfru Maria og en masse smukke blomster. Sådan en dejlig idyl. Vi har kørt langt for at komme her ud, da det ligger langt ude på landet i den dejligste natur.

Jeg går ind af døren til hospitalet, hvor jeg har min gang med en sygeplejerske. Det første der møder mig er 12 senge i samme rum, hvor der ligger syge babyer. De ligger på noget der mest af alt ligner felt madrasser omringet af fluer og støv. Sygeplejersken går og synger og alle siger Sanu (betyder hej i hausa). Det er en dejlig atmosfære. Sygeplejersken er så sød og glad når vi kommer. Vi går i gang med at gøre de beskidte senge rene og rede patienternes senge. De bliver så glade når vi gør det, for det er slags ekstra service for dem. De skal nemlig selv sørge for mad og forplejning og hvad der ellers er. Familien har en stor rolle. Sygeplejerskerne sørger kun for det rent sygeplejemæssige. Det er super fedt at kunne være noget for dem når de ligger og er syge. Bare et smil kan jo gøre så meget når man ligger og har det rigtig dårligt. Jeg hjælper også med at trøste babyerne og holde dem i hånden, når de skal stikkes og have lagt drop. Det er skønt at hjælpe på den måde.

Dette hospital er meget anderledes end, hvad vi oplever i Danmark, men det er bare endnu en oplevelse at se den store forskel. Jeg lærer også en del om, de sygdomme de har hernede og hvordan de måler blodtryk på gammel måde og sådan. Det er meget spændende. Jeg synes man lærer utrolig meget af at se, hvordan tingene også kan gøres. Det kan godt være man ikke altid kan finde logikken i den måde de gør det på, men det giver stof til eftertanke. Det er der meget der gør hernede. Det er utroligt, hvor meget man kan lærer på 3 måneder.