Saa er jeg desvaerre igang med sidste del af mit dejlige ophold i landsbyen Nuestra Tierra. Der er kun en uge tilbage og det er rigtig trist, da jeg er blevet rigtig glad for at vaere der. Jeg kunne sagtens blive der meget laengere, maaske endda undvaere noget af det andet vi skal senere, for at blive, selvom det andet selvfoelgelig ogsaa bliver fedt. Lige nu har jeg bare lidt svaert ved at finde saa meget entusiasme omkring at skulle vaere i storbyer resten af tiden. Men der er selvfoelgelig den fordel at jeg lettere kan komme i kontakt med alle i dejlige mennesker i Danmark.

Tiden gaar bare super staerkt, det er slet ikke til at foelge med, nu har jeg naesten allerede vaeret her halvdelen af tiden, det har jeg ca. om en uge naar landsbyopholdet er slut. Det er bare super underligt, jeg foeler slet ikke at jeg har vaeret hjemmefra i halvanden maaned, selvom det selvfoelgelig foeles lidt langt tid naar jeg savner jer i Danmark og jeg glaeder mig til at komme hjem til jer igen. 

Jeg maa hellere lige starte med at rette en liiille fejl fra sidste beretning. Fejlen skyldes desvaerre mit daarlige spanske, og det kan jeg godt vaere lidt aergerlig over, stoltheden har det jo lidt svaert, men sandheden er super god, det er jo vigtigst. Fejlen er at jeg har misforstaaet at den lille 2aarige soester i min familie aldrig nogensinde kommer til at kunne gaa igen, hun er begyndt at gaa ligesaa stille og man kan se fremskridt, det er super sejt. Men jeg undrede mig selvfoelgelig ogsaa lidt over det i starten, jeg troede jo jeg havde forstaaet historien rigtigt, men det er super fedt at hun gaar igen. Jeg er virkelig glad paa hende og familiens vegne over det. :) Og hun er bare saa kaar, saa hun fortjener bare at komme nogenlunde over den ulykke, men hun vil jo stadig vaere vansiret paa det meste af kroppen resten af livet. Stakkels pige.

Siden sidst, for fjorten dage siden, da jeg skrev sidste beretning om tiden i landsbyen, har der vaeret mere variation i vores arbejde, det er rigtig dejligt. I kaffemarken har vi baade hjulpet med at save doede kaffetraer ned, der ikke duer til at lave kaffe paa, saa der kan komme nye skud. Det er virkelig en svaer vurderingssag at vaere sat til for os, for det er jo boendernes levebroed vi faelder, men heldigvis har vi haft en nicakvinde til at gaa ved siden af og hjaelpe med at fortaelle hvilke traer der skulle faeldes. Det var rigtig hyggeligt at faa lov til at gaa og arbejde saa taet med nicakvinderne, tidligere har vi i brigaden bare gaaet lidt mere for os selv.

Vi har ogsaa faaet lov til at slaebe de traer sammen, som vi havde faeldet, i kaempe stakke, efter at sidegrenene paa traet var blevet skaaret af. I det arbejde gaar man rigtig meget frem og tilbage i svaert terraen og det haardt for skuldren at baere de mange stammer, men det var fint at goere et par dage.

Lige for tiden arbejder vi med noget helt nyt, vi er nemlig lige startet paa et projekt for landsbyen. Lidt oppe paa et af bjergene ved landsbyen ligger der en stor daemning i en lille flod. Men floden har gennem mange aar faaet lov til at fylde daemningen op med eroderet jord og sand fra laengere oppe paa bjerget. Da landsbyens ikke ved hvor laenge deres nuvaerende vandforsyning bliver ved med at give dem vand, har de spurgt os om vi vil hjaelpe med at toemme daemningen. Det er endda allerede lidt kritisk med den anden vandforsyning, for de har sat tidspunkter paa dagen hvor der ikke er vand, for at spare paa det. Lige nu er der vand fra kl. 6 om morgenen til kl. 10 og saa igen fra kl. 14 til kl. 18. Det er lidt upraktisk for nogle, men de har faaet det til at fungere alligevel. Det vaerste vi oplever er bare at vi maa vente en hel time paa at komme i bad naar vi kommer hjem fra arbejde, det kan godt vaere lidt upraktisk nogle gange, men vi finder jo ud af det.

Vi er super glade for at kunne hjaelpe med dette projekt og folk har super meget entusiasme og energi til det, fordi det er et projekt hvor vi kan se at vi konkret hjaelper med noget landsbyen ikke noedvendigvis ville faa gjort lige nu, hvis ikke vi havde vaeret der. Saa var der maaske gaaet et stykke tid. Samtidig er det et projekt hvor man kan se fremskridtene og saa foeles det lidt som vores projekt, fordi det er kun er os der arbejder, der har hoejst vaeret to nicaraguanere med ude ad gangen. Daemningen er 2 meter dyb, 6 meter bred og 7 meter lang og det er rigtig haardt arbejde at grave alt det jord op og faa det smidt ud over daemningens kant. MEn vi er super sej, for vi er ca. naaet halvvejs paa lidt under 3 dage. Vores hjaelpemidler til arbejdet er 7 spader, 2 hakker, 4 spande og tre slanger til at lede vandet udenom daemningen mens vi graver. Vandet er da ogsaa det der har voldet os mest besvaer. Flere gange er vores hjemmelavede daemninger brudt sammen af vandet, saa det er stroemmet ud og igen har daekket det vi har naaet at grave. Samtidig har det vaeret svaert at lede vandet udenom daemningen fordi slangen er noedt til at ligge en smule hoejere paa midten, der hvor den kan ligge, og paa trods af at vi laver undertryk har det vaeret svaert at faa vandet til at loebe igennem, men det er da lykkedes for os til sidst og vi har faaet lavet nogle foranstaltninger, saa nu fungere det ret godt. Det bliver bare spaendende at se hvordan det ser ud naar vi kommer tilbage efter weekenden. Selvom det er haardt arbejde og et arbejde der er fyldt med forhindringer er det et fedt projekt og folk er klar paa at deltage og det gennemfoert, og det er super fedt!

Mange af jer kender vist mig som en smule klodset ind imellem, og det gar jeg da heller ikke sluppet for at vaere hernede, selvom jeg synes at jeg er sluppet billigt indtil videre, dejligt, hehe. Men en af dagene da vi gravede loes ned i daemningens jord, snublede jeg i mudderet, som kan vaere svaert at gaa i, og tabte samtidig spaden mod kanten af daemingen, og den blev kastet tilbage fra kanten i lige ind i min pande lige over hoejre oeje, saa nu har jeg en meget fin bule. De andre siger at det var et meget fint stunt jeg fik lavet og at det saa rigtig skaegt ud, saa det er da dejligt at man kan underholde lidt...

Soendagen i sidste weekend brugte vi brigadister paa at lave en boernedag for koorporativets boern og det var super vellykket. Vi legede banke-boef med dem og det deltog de bare i med hud og haar, dejligt. Vi malede dem ogsaa i hovederne som katte, sommerfugle og spiderman og de kunne male fine billeder med tusser eller maling. Og saa byggede vi drager  af plastik, pinde, tape og snor med dem, som vi floej med til sidst og boernene var ellevilde, super fedt. Det virker til at de havde en rigtig sjov og god dag og det havde foraeldrene vist ogsaa, bare ved at kigge paa og grine af boernenes leg. Nogle gange kan man godt maerke paa foraeldrene at de er ligesaa vilde med at lege, fordi de aldrig rigtigt har faaet lov til, fordi man skal blive saa hurtigt voksne et sted som dette. Det var super dejligt med et godt arrangement.

I torsdags var der ogsaa et arrangement i landsbyen om formiddagen, men det var en masse organisationer fra Matagalpa der lavede for landsbyen og de omkringboende boender. Arrangementet hed Fiesta de Salud, som betyder en fest for helbredet eller noget lignende. Det var arrangeret saa alle kunne faa en vaccination og saa var der 3 smaa foredrag under pavillioner, om sexualundervisning, kvindens krop og en tredje ting om helbredet, som jeg ikke lige fik set. Samtidig var der konkurrencer og der kom en klovn og underholdte alle boernene med piñatas, sjove lege og lidt klovnenumre. Det var rigtig hyggeligt og hele landsbyen var nyvaskede og de deres fineste toej. Sjovt at opleve.

I denne weekend er vi igen paa bybesoeg, for at moedes med de andre brigadister fra landsbyen i Jinotega, lige som sidst jeg skrev en beretning, hvor vi var paa besoeg hos dem og se Jinotega og deres landsby. Det samme sker i denne weekend, hvor vi i gaar fredag og i dag loerdag bor i Matagalpa og oplever en smule civilisation, med internet, butikker, anderledes kost end i landsbyen, fx junk food og frugt, varmt vand, bloede senge, biograftur i aftes og et par oel paa en bar bagefter. Det er dejligt med lidt luxus efter at man er saa primitiv i landsbyen, selvom jeg faktisk er glad for det lidt primitive og gerne vil blive der laengere. Paa soendag tager de andre fra Jinotega saa med ud og besoeger vores landsby, hvor vi skal grille og lave aktiviteter og vise dem hvordan vi bor, det bliver ret sjovt.

Det er dejligt naar man oplever at ens spanske bliver bedre, paa trods af misforstaaelser, og at man kan snakke en del med sin familie. Jeg har baaede snakket om politik her og i Danmark, religion, klima- og hoejdeforskelle paa de 2 lande, prisforskelle, forskelle paa mad og hvad vi har i Danmark af anderledes hjaelpemidler end i landsbyen, som de maaske har set herinde i Matagalpa.

Jeg er super glad for min familie og de har sagt at de kommer til at mangle mig i huset naar jeg er taget afsted og at de bliver triste over det, det er vildt soedt. Jeg kommer selvfoelgelig ogsaa til at savne dem og jeg er ked af at jeg kun skal vaere der saa kort tid endnu.

Samtidig kan jeg ikke rigtig finde begejstring for det andet vi skal, selvom det selvfoelgelig nok skal blive fedt, saa er det ikke det jeg har mest lyst til lige nu, men jeg maa jo tage det som det kommer og bare vaere aaben overfor at opleve endnu mere nyt. Det er bare lidt haardt ind i mellem, at vi flytter saa meget rundt og hele tiden skal starte paa noget nyt, naar man lige foeler at man er faldet til. Men det er vel ogsaa en del af charmen. Jeg kommer i hvert fald til at savne landsbyen og Matagalpa by, som jeg ogsaa er blevet rigtig glad for.

Det er det for denne gang, for jeg skal ud og finde et par smaa gaver til min familie, og der er ikke saa laenge til vi skal spise. Jeg haaber paa at finde en lille bamse til den mindste og nogle armbaand eller haarbaand til de store piger, men foraeldrene ved jeg ikke endnu. Maa laegge hovedet i bloed og finde noget godt.

Hav det super godt i Danmark, jeg savner jer alle og taenker meget paa jer.

- Ida Christine.