Jeg er ked af at jeg ikke har faaet skrevet flere beretninger herinde, men det er alligevel et stoerre projekt naar der er mange ting man gerne vil skrive, men man aldrig har saerligt langt tid paa nettet, naar man endelig finder et sted hvor computerne duer nogenlunde. Saa de sidste par gange jeg har haft tid, har jeg prioriteret at faa lagt at par billeder ind, som man kan se i mapperne. De er kun en lille broekdel af alle de billeder jeg faar taget paa turen, men jeg kan ikke komme til at laegge dem alle sammen ind.

Sidst jeg skrev en beretning herinde var vi paa sprogskolen i Estelì en uge, hvorefter hele gruppen paa 22 blev delt op i to grupper a 11, som rejste til hver vores by i hvert vores region i Nicaragua. De andre rejste til Jinotega og vi rejste til Matagalpa, hvor vi var et par dage.

Min gruppe var saa heldige at komme lige midt i en byfest som de holdte i byen, saa der var fyldt med mennesker, boder, musik og alt muligt goegl. Det var rigtig skaegt, for vi boede paa et hotel lige midt i det hele, rundt om hjoernet fra den plads hvor der var mest plads, lige ved scenen, saa selv naar vi ikke frivilligt var med i festen, var den lige om oerene paa os. Vi fik set rigtig meget af byen, danset, drukket et par oel med nogle natives og hoert baade rock, salsa og andet spaendende nicaraguansk musik.

Efter et par dage i Matagalpa tog vi ud til den landsby hvor jeg bor nu, i seks uger. Lige nu har jeg vaeret der i lidt over to uger og er rigtig glad for at vaere der, selvom det ogsaa har vaeret haardt. Landsbyen hedder Nuestras Tierra og ligger i Matagalparegionen. Der bor 83 familier i hele landsbyen, hvoraf 30 af dem er medlem af det koorporativ som jeg bor hos.

At de er i et koorporativ betyder at de er gaaet sammen om at dyrke deres kaffe. Det betyder ogsaa at de har mulighed for at organisere en masse ting sammen. Fx har de et raad i koorporativet, som de vaelger ved demokratisk afstemning, med en praesident, en der holder regnskab og et par flere poster, som lidt styrer koorporativet. Udover at de dyrker deres kaffe sammen, dyrker de ogsaa lidt salat, loeg og noget andet sammen, som de saelger inde i byen.

Landsbyen minder en smule om et kolonihavehusomraade. Husene er ca. samme stoerrelse og de ligger ligesaa taette, paa hver deres lille grund. Men husene er saa bare lavet af tynde, ujaevne og uens planker af forskelligt trae, sort plastik og boelgede tinplader i varierende maengde paa de forskellige huse. Det der ville svare til haver ved kolonihavehuse i Danmark, er saa toerre jordomraader med en smule bevoksning langs kanten af grunden og maaske et par traeer. Nogle steder er der lidt mere bevoksning end andre, men generelt er der de fleste steder farverige blomster iblandt den smule bevoksning der er.

Vi 11 mennesker fra Danmark bor hos hver vores familie fra koorporativet. Jeg bor i det foerste hus til hoejre for den store vej  der gaar igennem landsbyen naar man kommer indefra Matagalpa. Det vil sige et af yderhusene i landsbyen. Det er et lille bitte hus med et lille koekken, et stort og to smaa rum og saa et latrin og et bad udenfor.

Koekkenet bestaar af et lille haevet ildsted med nogle mursten paa to af siderne af baalet, til at laegge to jernstange paa, hvorpaa gryderne staar naar der laves mad. Ovenover ildstedet er der en lille hylde, hvor bestik og nogle af deres madvarer ligger, hvis ikke de ligger i den kurv der haenger under loftet eller haenger et sted paa en af vaeggene. Der er ogsaa et meget lille bord, som er en kort planke ovenpaa en pael der er banket i jorden, hvorpaa majspresseren er sat fast. Der staar ogsaa et par spande med lidt vand, som de henter ude i badet, hvor den eneste vandhane er.

Det ene af de to smaa rum sover foraeldrene og den yngste datter i og det bestaar af en seng som kun er haarde braedder med et tyndt taeppe ovenpaa, dog har de for et par dage siden faaet koebt en lille madras til sengen, fordi deres yngste datter har problemer med  ryggen, som jeg skriver mere om senere i beretningen. Ellers er der et lille bitte skab og nogle saekke hvor de opbevarer alt deres toej, legetoej, boeger og hvad de ellers har af smaating. Til gengaeld fylder deres store stereoanlaeg ret meget og det bliver ogsaa brugt flittigt. Fra kl. fem om morgenen inden arbejde, sikkert ogsaa mens jeg er paa arbejde, naar faderen holder middagspause efter arbejde, ofte om eftermiddagen og saa igen om aftenen naar alle skal til at sove. Det er ret haardt at der hele tiden koerer musik, det er svaert at faa ro i sit hoved ind i mellem, ogsaa fordi der bare generelt hele tiden er larm overalt i landsbyen, kun om natten bliver der naesten stille, bortset fra rottetrin paa taget.

Det andet lille rum i huset er det der er blevet lavet til mit vaerelse, som er afskaermet af plastik. Det bestaar af min tiherra, som er et  ret bredt, men for kort stykke pressening, der er sat spaendt ud paa et stel der er et kryds af trae. Over den haenger mit myggenet og en lille, kort toerresnor, hvor mit haandklaede haenger paa. Ved siden af min seng er der knap en meters bredde at staa paa, incl. et langt sengebord, hvorpaa ogsaa min store taske staar. Paa vaeggen haenger mit spejl og ellers ligger mine ting i tasken, paa det lille bord eller i sengen. Det er maegtigt fint, men desvaerre ikke helt taet. Der haenger plastik paa det meste af mine to udadvendte vaegge, men op til en meters hoejde hele vejen rundt er der ikke noget, og der er ret store mellemrum mellem plankerne over det hele. Der er ogsaa store huller under tinpladetaget, og det blaeser meget her i landsbyen, saa foer vi fik koebt varme taepper i Matagalpa, froes vi en del om natten. Men nu er det dejligt varmt paa mit lille vaerelse.

Det store rum der er i huset er paa samme stoerrelse som de to smaa vaerelser til sammen og er en slags stue. Der er intet bord, men de har en plastikstol til at sidde paa, en sodavandskasse og en traestub. Der haenger en haengekoeje tvaers igennem rummet, som er haengt vaek op paa vaeggen nogle gange, som den yngste datter sover til middag i og som ogsaa bliver brugt lidt som stol. Der ligger ogsaa en del saekke majs i et hjoerne og saa staar tiherraen, som de to store doetre sover paa, klappet sammen op ad vaeggen, indtil den bliver klappet ud om aftenen. De to udgange i hver ende af huset, udgangen til koekkenet, aabningen ind til det lille rum og "doeren" ind til mit vaerelse, som bestaar af et lille forhaeng, er alle udgange fra dette rum, da det er husets centrum eller stue.

Udenfor huset, i det omraade der er paa stoerrelse med huset og som jeg nok vil kalde baghaven, hvor man opholder sig hvis man er udenfor huset, staar badet og latrinet. Latrinet er ret fint, da koorporativet vi bor hos har vaeret med i et projekt fra EU, der har lavet latriner til dem og informeret dem en smule omkring hygiejne i forhold til det. Det er smalle tinhuse, hvor man lige kan vaere i, der staar paa et ret heojt, stoebt betonfundament  med fire trapper op til, og hvor det man sidder paa er et stykke jern, stoebt sammen med betonen inde i tinhuset, med et hul i midten.

Badet er et bredere hus, maaske dobbelt saa stort som latrinet i omfang, lavet af et traestolpeskelet med hvid presseningagtigt, meget tykt plastik rundt om. Der ligger ogsaa en boelgeplade af tin paa som tag. Inde i badet er, som sagt, husets eneste vandhane med en balje placeret under, midt imellem en masse sten der er spredt ud paa jorden derinde. I det ene hjoerne er en stor, flad, lidt ujaevn sten lagt ovenpaa nogle andre store sten, hvorpaa man vasker sit toej ved at gnuppe det paa stenen eller med en haard boerste. Oeverst i den ene side er der en hylde, med plads til at laegge sit toej og haandklaedet mens man er i bad. Desvaerre er der en del huller i plastikken omkring badet, men jeg krydser stadig fingre for at de ikke er store nok til at man kan se ind.

Latrinerne er ens hos alle familierne i koorporativet, men ellers varierer huse, koekkener, opdeling af vaerelser og bade meget fra sted til sted. Mit hus er et godt eksempel paa hvordan det er hos en af familierne.

Den rigtig soede familie jeg bor hos bestaar af faderen Reynaldo, moren Juanna og deres tre doetre, Milady paa 12, Reina paa 9 og den yngste Sotjil paa 2 aar. Pigerne er alle super kaere og er glade for at lege med mig. Dem har jeg helt sikkert allerede mistet mit hjerte til og det er rigtig hyggeligt at vaere havnet i en familie kun med piger, det er lidt meget mig, hehe.

De foerste dage jeg var i landsbyen var jeg lidt forvirret over den familie jeg boede hos, fordi det kun var faderen, Milady og Reina der var der. Og fordi der var en kvinde som jeg foerst troede var moren, men som kun kom og lavede mad til os. Efter lidt tid fandt jeg ud af at moren og den lille 2aarige Sotjil var paa hospitalet og som saa kom hjem omkring en 4-5 dage efter jeg var kommet. Grunden til at de var paa hospitalet, har jeg foerst lige faaet en af de sidste dage, og den er ret uhyggelig. En tidlig morgen for 3 maaneder siden var lille Sotjil loebet op paa den store vej, der jo ligger lige ovenfor mit hus, hvor hun var blevet koert ned af en af de kaempe store busser, som de har herovre. Saadan nogle store nogle som i amerikanske film, det er samme slags. Stakkels Sotjil var blevet hevet rundt med et af hjulene og alle troede foerst at hun var doed, men koerte hende med det samme ind til Matagalpa hospital, hvor hun laa i tre dage inden de sendte hende til hovedstadens hospital, hvor hun som sagt var i 3 maaneder. Hendes ryg havde vaeret helt spraekket op, og begge hendes ben var braekkede. Op ad hendes ben bagpaa og hele vejen op ad hendes ryg har hun nu lyseroede firkanter, som er transplanteret hud, som hun har faaet fra andre steder paa sin egen krop og fra moren. Paa hvert laar har hun et langt ar, hvor de har syet hende sammen efter at hendes ben var braekkede. Paa laenden er huden helt maerkelig, det ser ud som om det er et stor braendsaar, men det er vist ogsaa transplanteret hud, og netop laenden goer stadig ondt paa hende, hvilket er grunden til at de har koebt en madras til foraeldrenes seng. Sotjil kan ikke gaa efter ulykken, hun minder lidt om et barn der skal til at laere at gaa fordi hun ofte tager fat i noget ogsaa gaar lidt, meget ved  hjaelp af hendes haender som holder ved. Foerst troede jeg at det var fordi hun bare skal laere at gaa igen, men har saa faaet at vide at hun aldrig mere kommer til at gaa igen, fordi hun er blevet en smule lam. Stakkels pige! Det er slet ikke til at holde ud at taenke paa at hun hele resten af sit liv vil vaere handicappet, specielt ikke ude i den landsby, hvor der bare slet ikke er mulighed for at en koerestol kan komme frem eller noget lignende. Lige nu kan storesoestrene og foraeldrene jo godt baere rundt paa hende, men det kan de jo ikke resten af hendes liv. Jeg kan godt nok undre mig over hvordan de vil klare det, men jeg haaber paa alt godt for dem.

Jeg er super glad for den dejlige familie jeg bor hos, de er alle sammen rigtig soede og taalmodige med mit spansk og de forkaeler mig med mad, i forhold til standarden, specielt fordi de giver mig godt tilbehoer til det normale: ris, boenner og tortillas. Jeg har oplevet at faa baade smaa stykker kylling, godt nok kun skind og ben, smaa stegte stykker svin, aeg, pasta, groen salat, tomat, stykker af guleroedder, kartofler, juga, der er en groentsag der smager lidt af kartoffel bare en smule soedere, andre groentsager jeg ikke kender, tun, broed, som er noget meget lyst noget som poelsebroed og som er ret dyrt for dem at koebe, og saa det bedste jeg har faaet, som er advokado. Foer vi tog ud i landsbyen regnede vi jo bare med at vi kun ville faa serveret ris, boenner og tortillas indsmurt i olie hele tiden, saa det er rigtig dejligt med alt det tilbehoer, men som desvaerre ogsaa er soebet ind i olie. Men meget af det der goer at vi kan faa saa varieret en kost, er at vi vaelger at koebe noget godt tilbehoer naar vi handler ind til landsbyen i gruppen. 

De er rigtig gode til at give en rigtig store portioner mad at spise, og selvom at man siger at man bare gerne vil have lidt eller levner noget, saa har de meget svaert ved at forstaa at man ikke kan spise saa meget, og specielt at vi ikke er vant til at spise saa meget i Danmark. Desvaerre har jeg ogsaa vaeret lidt syg et par dage og ingen appetit haft i lidt flere dage, og generelt er det bare rigtig svaert at sige nej til deres mad, baade fordi de maaske har koebt noget mere dyrt end de plejer og fordi de bruger saa langt tid paa at lave det. Det er lidt haardt. Heldigvis er min appetit kommet tilbage, og min familie har samtidig forstaaet at jeg ikke spiser saa meget, saa nu faar jeg portioner som jeg kan spise, det er rigtig dejligt.

Min dag i landsbyen starter med at radioen som sagt bliver taendt kl. fem, hvilket jeg vaagner af, men proever at blunde lidt videre paa trods af til kl. halv seks. Der staar jeg op, goer mig klar og faar kaempet mine kontaktlinser ind i oejnene i det svage lys fra min pandelygte foran mit lille spejl.

Saa moedes jeg med de andre danskere og arbejderne oppe ved vejen kl. seks, inden vi bevaeger os ud i kaffemarkerne, der ligger i afstand af fra lige ved landsbyen og til et langt stykke vaek inde i skove, op og ned af bakker og paa stejle skraenter. Her arbejder vi indtil kl. 13 med at lue ukrudt paa alle kaffeplanterne. Side om side gaar vi op og ned imellem lange raekker af baade store og smaa kaffeplanter og luer for alle mulige og umulige slags snerler og hoejt graes der klynger sig til planterne. Vi luer traerne med vores machetter, som er meget store, lange knive, der bliver slebet helt skarpe og som man hugger alting over med. Det er de eneste knive de har i landsbyen og de bliver brugt til alt, endda ogsaa til madlavningen i koekkenet. Arbejdet i markerne er fysisk haardt, specielt i den haarde sol, men det er rigtig fint at lave. Man kan tage det i det tempo man kan holde til og gaa og snakke med hinanden imens og saa er det bare super laekkert at arbejde i naturen.

Imens vi knokler for at rengoere de mange kaffeplanter oplever vi en masse seje dyr. Smukke, moenstrede sommerfugle, milliarder af farverige insekter, store firben, der skifter farve mens man kigger paa dem, paa en gang rigtig flotte og super klamme edderkopper paa stoerrelse med min haandflade (altsaa uden fingre) og super seje gifte groenne slanger.

Naar jeg kommer hjem fra kaffemarken kl. 13 tager jeg et bad inden jeg faar min frokost stukket i haanden. Saa plejer jeg ofte at vaere saa kvaestet at jeg kun har overskud til at sove en times tid foer jeg kan klare andet, men der er altid super meget larm i mit hus, mest pga. radioen der koerer saa ofte. Saa mine eftermiddage er ofte gaaet sammen med de andre danskere, med enten at ligge paa hvad vi kalder "det hemmelige sted", en mark udenfor landsbyen hvor vi kan slippe for nysgerrige og legesyge boern hele tiden, eller hos en af de andre, hvor vi har laest i boeger, skrevet dagbog eller breve, hoert musik paa mp3ere, spist slik(for naar vi spiser det alene er der ingen boern der ser det og som ogsaa vil have del i det, det kan nemlig godt vaere rigtig haardt), synget sange eller bare snakket. Nogle eftermiddage har vi ogsaa leget med boernene eller hjulpet med at arbejde mere.

For koorporativet dyrker som sagt ogsaa andet end kaffe sammen og vi har saa hjulpet dem om eftermiddagene med at saa loeg. Oftest er det bare et par stykker af os der er med, dem der kan overskue det, men jeg tror at dem fra landsbyen er ret glade for at vi goer det. Det er bare lige med at have kraefterne til det, specielt hvis man ikke lige har kunnet faa sovet en time til middag eller bare have faaet lidt ro. Men jeg har vaeret med derude to gange og det er super hyggeligt. Man kan komme til at hakke jorden saa den bliver klar til at saa i, vande jorden og saa loegene i bedene. Jeg har proevet det hele, men at hakke er super haardt, det er en rigtig daarlig stilling for ryggen og man skal have baade gode arme, ben og rygmuskler for at klare en del af den slags arbejde.

Nogle eftermiddage har jeg selvfoelgelig ogsaa bare hygget mig med familien, og dette plejer jeg ogsaa at goere sidst paa eftermiddagen, hvis jeg har lavet noget andet tidligere, mens jeg gaar og venter paa min aftensmad eller hjaelper til med at lave den.

Hver aften har vi indtil videre haft moede kl. 19 nede ved skolen, for lige at faa samlet op paa faelles planer, store sorger og glaeder og saa slutte af med et stort faelleskram. Bagefter er det saa forskelligt om folk vaelger at gaa i seng, enten fordi de er traette eller deres familie gaar tidligt i seng, eller om man bliver lidt sammen og spiller kort eller synger en sang. Nogle aftener gaar man selvfoelgelig ogsaa bare hjem og hygger med familien, proever at snakke lidt med dem, inden man falder omkuld omkring halv ni-ni efter lige at have faaet skrevet om dagen i dagbogen, mens radioenen spiller de sidste sange inden soevnen kommer.

I sidste weekend arbejde vi ikke, saa vi brugte loerdagen og det meste af soendagen paa at forberede et arrangement vi lavede for landsbyen soendag eftermiddag. Arrangementet skulle begynde kl. 15, men foerst kl. 16 var der kommet saa mange mennesker at vi kunne gaa igang. Saadan er det meget hernede med "Mañana, mañana!", at tiderne er lidt loese. Det laerer man at leve med, men det kan godt vaere lidt belastende ind i mellem, naar man er et punktligt menneske. Men det er nok ogsaa sundt at proeve at det hele ikke handler om tid saa, at tingene nok skal blive naaede alligevel.

Vi startede vores arrangement med et foredrag paa spansk om Danmark, hvor vi fortalte dem lidt om geografi, familien, politik og oekonomi. Desvaerre var der proppet med boern, der larmede saa man ikke kunne hoere hvad vi sagde, og som ikke forstoed naar vi sagde at de skulle vaere stille eller gaa udenfor. Det var ret traelst, og noget vi ser som ret respektloest, lidt et kulturchok, men saa maa vi jo laere til naeste gang at det kun skal vaere voksne til saadan noget.

Efter foredraget haengte vi piñattas op, som er dukker lavet af papmachè, men som man skal slaa til som om det var fastalavnstoender. Det goer de rigtig meget i hernede, naermest til alle fester med boern hvor de kan komme til det bruger de dem. Det foregaar ikke helt som ved den danske fastalavn, for her haenger dukken i en snor, der er smidt over en bjaelke og som en voksen har fat i den anden ende af og hiver op og ned for at goere det svaert for den der slaar. Samtidig har den der slaar bind for oejnene, saa det gaar lidt vildt til, naar de proever at ramme dukken der flyver rundt over det hele, med en koelle og barnet maa gerne ramme flere gange, indtil en voksen synes det er nok og faar bremset barnets kamp. Saa det er ikke alle der faar proevet at ramme dukken, men hernede handler det heller ikke om at faa lov til at slaa, men at faa fat i alt slikket og legetoejet der er indeni, saa alle styrter bare til, ind over hinanden, ligesaa snart der falder lidt slik ud af dukken. Da de havde maltrakteret de fire dukker som vi havde koebt til dem og stoppet deres lommer med slik, gik vi alle sammen udenfor for at lave snobroed som var den sidste del af vores arrangement. Det var en rigtig stor succes, alle boernene ville proeve og synes det var skaegt, og mange foraeldre har siden spurgt om opskriften og boernene spoerger hvornaar vi skal lave det igen, super dejligt.

Desvaerre er det jo ikke alting der er helt godt hernede, ind imellem er det ogsaa rigtig haardt. Fx er der ret mange af os der har vaeret syge, jeg tror kun at der er tre der har vaeret saa heldige at slippe for noget indtil videre. Det er virkeligt haardt at vaere syg hernede, fordi at man naar man er syg bare allerhelst vil hjem i sin egen seng og man kommer til at savne Danmark rigtig meget naar man bare ligger og har det skidt. De fleste dage i marken har vi manglet mindst en person, ofte flere, og det gaar meget paa skift med hvem der er syg, men der er ogsaa en eller to der har vaeret lidt meget syge.

Noget andet der har vaeret lidt negativt hernede er at det faktisk er lidt koldt nogle gange, fordi det blaeser ret meget. Specielt om natten fordi husene ikke er taette, saa vi har maattet koebe nogle tykke taepper  og nogle varme bluser til os alle sammen i Matagalpa. Lige saa snart solen forsvinder bag en sky eller bag bjergene om aftenen, bliver det lynhurtigt koldt og der er ret mange skyer hernede. Et par dage har det vaeret helt overskyet og en af de foerste dage havde vi endda en regnvejrsdag. Men det er selvfoelgelig dejligt naar det er overskyet og det blaeser om formiddagen mens vi arbejder i marken, hvor det er rigtig haardt at arbejde i solen.

Jeg haaber at alle har det super godt hjemme i lille Danmark og at alt gaar som det skal. Jeg maa jo nok indroemme at jeg er begyndt at savne jer alle rigtig meget. Jeg ville oenske at jeg kunne dele denne kaempe oplevelse med sammen med jer og i kan vaere helt sikre paa at i er i mine tanker. Jeg gaar og savner jer og glaeder mig til at komme hjem til Danmark igen, mens jeg nyder den fantastiske oplevelse helt ind til benet.

En lang fortaelling fra en lille pige i en stor verden. - Ida Christine.