Saa har jeg tilbragt over halvdelen af tiden her i byen Tipitapa, og jeg maa nok indroemme at da jeg kom for to og en halv uge siden var jeg ikke saerlig indstillet paa hvad det var jeg skulle lave her. Men lige nu har jeg overhovedet ikke lyst til at skulle hjem til Danmark om kun 17 dage selvom jeg savner alle i dejlige mennesker. Det haenger nok sammen med at det pludselig gaar op for en at det er ved at vaere slut og man ikke lige kommer til opleve noget lignende lige foreloebigt igen.

Vi havde tilbragt en nat sammen i Managua alle sammen efter paaskeferien. Da delte vi os op i to anderledes grupper end dem i landsbyerne, paa 11 og 10 (fordi en af pigerne desvaerre har maattet tage hjem til Danmark fordi hendes far er meget syg - det vaerste man kunne taenke sig der skulle ske -  stakkels pige!). Min gruppe koerte saa ud til en slags forstad til Managua, men som mere kan kaldes en by i sig selv, der hedder Tipitapa. Her maatte vi vente en del tid paa at der skete noget, fordi der faktisk ikke var nogen der vidste at vi skulle komme og den eneste der vidste noget var lige rejst til Spanien. Men saadan er det bare hernede saa vi har naermest vaennet os til det, og vi gik ud for at finde lidt frokost og slappede lidt af den dag indtil de fik styr paa det hele og om aftenen moedte vi saa de familier vi bor hos.

Som sagt var jeg ikke ligefrem indstillet paa hvad det var jeg skulle lave her, fordi det hele tiden havde vaeret landsbyopholdet som man indstillede sig paa og fordi vi lige havde haft noget der lignede 14 dages ferie. Saa det var meget surealistisk at sidde der foerste aften sammen med den nye familie og proeve at indstille sig paa at her skal man bo 4 uger og man skal laere de her mennesker at kende. Det var meget svaert foerste aften, men i loebet af nogle dage faldt man selvfoelgelig til alligevel.

Min familie er rigtig soede og tager sig rigtig godt af mig. Jeg bor sammen med 8 mennesker, hvoraf der naesten altid er nogen paa arbejde, men til gengaeld er der ogsaa meget ofte endnu flere mennesker i huset. Familien bestaar af faren Ramón, der arbejder som sikkerhedsvagt paa markedet i byen, oftest om natten, moren Carmen som er arbejdsloes og meget traet af det og mormoren Juana der er meget syg.

Den aeldste soester i huset hedder Escarleth og hendes mand kan jeg pinligt nok ikke huske hvad hedder, men jeg har heller ikke rigtig snakket med ham for han arbejder meget og gemmer sig paa han og Escarleths vaerelse naar han er hjemme. Baaede soesteren og hendes mand arbejder i Zona Francas ogsaa kendt som frihandelszoner.

Zona Francas er forfaerdelige fabrikker hvor udenlandske firmaer, ofte fra oesten der arbejder for store maerkevarefirmaer fra vesten, kan faa lov til at lave en masse snavs og ikke betale skat mens landets regering kigger den anden vej fordi der hersker helt andre regler for disse fabrikker end for alt andet arbejde. Der er virkeligt daarlige arbejdsforhold, utroligt lave loenninger og arbejderne arbejder 10 timer om dagen ofte med overarbejde som ofte slet ikke bliver betalt. Men der er saa meget mangel paa arbejde at arbejderne ikke har noget valg og selvom de gaar sammen mod fabrikkerne bliver de bare fyret for forgodtbefindende fordi der er tusindvis af andre mennesker der staar i koe for at faa deres arbejde. Det er forfaerdeligt, men det er den eneste maade at tjene penge paa for utroligt mange mennesker i lande som Nicaragua.

For at gaa tilbage til min familie er der ogsaa en soen paa 19 Haviér, som ogsaa arbejder i zonerne, og en soen paa 14, som jeg faktisk ikke er sikker paa helt hvad laver, men jeg mener at han er faerdig med det der svarer til folkeskolen. Om han saa arbejder nu eller gaar i skole, ved jeg faktisk ikke, men jeg ville gaette paa skolen. Den yngste i familien er datteren Josi paa 13 som gaar i Secundaria, som er den sidste del af folkeskolen her i Nicaragua. Hun hjaelper ogsaa sin mor med at passe huset og bliver hunset meget rundt af resten af familien, hvilket er ret haardt at hoere paa.

Vi 9 mennesker bor sammen i et lille lyseblaat hus med veranda paa en sidegade fra hovedgaden, og jeg har et minuts gang til det sted hvor brigaden altid moedes inden arbejde eller til moeder, det er rigtig dejligt. Huset bestaar af en slags gang som egentlig er stuen, men meget smal, hvor der i den ene side er en reol med tv og dvd, og ved siden af en fryser og i den anden side staar fire stole som man saa sidder paa.

Lige naar man kommer ind i stuen er der en indgang til venstre til foraeldrenes vaerelse og vist ogsaa nogle fleres, for vi bor ret mange mennesker. Det er et lille rum der er lidt stoerre end en dobbeltseng, hvilket der ogsaa er derinde.

Stuen bliver halvvejs skaaret over af en halvvaeg, hvor bagved jeg bor nu. Jeg har kun plads til en seng og en sengebord for hovedgaerdet og saa kan min taske lige staa ved siden af. Det er en lille hule. Til at starte med boede jeg egentlig i det rum som man kan gaa ind af en indgang i til venstre for min seng. Der bor bedstemoren ogsaa og det bestaar bare af en seng i hver side og et par smaa borde. Jeg blev flyttet derfra fordi bedstemoren er syg og tisser i sengen om natten, nu er det den yngste datter der bor der.

Gaar man lige ud forbi mit vaerelse kommer man ud i koekkenet som er et lille rum med et gaskomfur, en plasticbor og et koeleskab som egentlig er en fryser. Min familie er ret spojs, de har fire frysere og intet koeleskab, men det er fordi de saelger frossen vand, ogsaa kaldet is til folk i byen.

Til venstre i koekkenet er der ogsaa en aabning ind til den aeldste soester og hendes mands vaerelse, som faktisk er ret stort. De har en dobbeltseng midt i rummet og en halv meter paa hoejre side og foran sengen. Der er en masse reoler og skabe, hvor de opbevarer en masse forskellige ting og foran sengen er der et stort tv.

Gaar man fra koekkenet ud bagved kommer man ud i en lille bitte baggaard, hvis den overhovedet kan kaldes det, hvor der er to kummefrysere, en vask til baade opvask, vasketoej, bad og madlavning, et latrin med forhaeng og en masse skrammel og forskellige ting.

Herude bor ogsaa familiens hund Boby, som ligger paa en vaskerist i et hjoerne det meste af dagen, for den har ikke mulighed for at flytte sig meget, da den er bundet fast med en kaede. Stakkels hund, den kan kun gaa lidt over en meter vaek fra dens lille hjoerne og det er der knap nok plads til fordi der staar en masse ting. Jeg kan ikke helt se logikken ved at have en vagthund ude i en baggaard hvor der ikke kan komme nogle mennesker medmindre de gaar igennem hele huset. Stakkels dyr.

Der bor to dyr mere i huset, en rigtig kaer gul kat, som er kaelen naar den har taalmodighed til det og en fin groen papegoeje, der modsat hunden godt kan faa lov til at flyve frit ret tit. Den er virkelig kaer og naar den foerst har fundet kaerlighed for ens fingre, slipper man ikke lige foreloebigt.

Som sagt er der ofte endnu flere mennesker i huset, enten foraeldrenes aeldste soen Freddy, der er flyttet hjemmefra, hans kone Susena og deres datter lille Jenifer paa et par aar tror jeg, eller morens bror Maruricio, hans kone og fire smaa boern. Der er ofte ogsaa bare samlinger af boernenes venner ude paa verandaen, saa man kan sjaeldent sige at der er ro i vores hus. Kun mellem kl. 10-10.30 om aftenen og kl 5. om morgenen er der roligt for andet end rotterne paa taget.

Jeg kan desvaerre ikke naa at skrive mere om mit ophold i byen Tipitapa lige nu, fordi tiden paa internettet loeber ud og jeg skal til moede. Saa jeg maa fortaelle om vores arbejde og aktiviteter en anden dag. Hasta luego amigos!