Endelig er det muligt at komme paa nettet igen. Det har ellers vaeret besvaerligt, baaede pga. manglende tid, men ogsaa fordi det ikke er alle steder i Nicaragua hvor internet er lige godt repraesenteret. Og der har jeg selvfoelig tilbragt min ellers super dejlige ferie i denne paaske.

Saa jeg vil ogsaa lige naevne for alle i dejlige mennesker der sender mig skoenne mails at i ikke er glemt, jeg har bare endnu ikke haft tid til at faa svaret endnu. Det kommer der saa snart som muligt!

Naa, for at starte fra hvor jeg slap sidst, saa foeles det godt nok laenge siden, fordi der er sket super mange ting siden. Men jeg vil proeve at huske tilbage saa godt jeg kan.

Soendagen efter jeg skrev sidst, havde vi den anden halvdel af brigaden, dem der bor i Jinotega, paa besoeg i vores landsby til en rigtig hyggelig dag. Vi startede med at vise dem hvor vi har arbejdet med vores kaffeplanter og vores kaempe hul, som vi har gravet i daemningen og det sted hvor vi har saaet vores loeg, som hedder Hordalisas og bagefter viste vi stolte vores huse og familier frem, saa de kunne faa et billede af hvordan vi har boet uden dem. Saa gik alle os fra brigaden lidt op ad et bjerg og holdte en rigtig hyggelig picnic med udsigt over bjergene og dalene omkring landsbyen. Dejligt afslappende og hyggeligt. Da vi havde slaaet mave og hygget os laenge nok var det tid til at vi havde en aftale med koorporativet. Vi moedtes med dem alle sammen oppe paa omraadet Hordalisas og saa var der ellers doemt fest resten af aftenen. Der var forberedt en masse sjove konkurrencer og lege Nicaerne og danskerne imellem, samtidig med at vi var et madhold som gik i gang med at knokle med et festmaaltid med grillkoed, ris, groentsager og salat. Efter at der var blevet leget og grint en masse blev der saa ellers sat gang i dansemovesne, hvor danskere, nicafaedre, -moedre og -boern dansede til meget karakteristisk nicamusik. Det var rigtig skaegt og selvom moerket faldt paa foer maden blev klar, havde alle taalmodighed og nicaerne har en loesning paa et hvert problem. De satte nemlig bare to lysstofroer op, saa man stadig kunne danse. Men maden maatte vi stadig faerdiggoere i moerke, hehe. Det var en rigtig dejlig succes den dag, super hyggeligt.

Ugen efter gik igen med at arbejde med at grave den store daemning fri for jord, men desvaerre maatte jeg sige fra onsdag, da min ryg voldte mig alt for store problemer og det eneste der hjalp var at slappe af i den. Men selvom det irriterede mig meget ikke at vaere med hele vejen igennem vores faelles, seje projekt, saa var det faktisk en rigtig dejlig afslutning paa lansdbyopholdet at faa lov til at gaa derhjemme med mine soestre og vaere meget sammen med familien i de sidste dage inden vi rejste. Super dejligt at lege med mine soestre og tilbringe en masse god tid sammen med dem, de er virkelig kaere og jeg savner dem nu hvor jeg er rejst fra dem. Det er rigtig underligt at man ikke skal se de mennesker igen, vi har alligevel levet taet sammen i halvanden maaned og nu er det bare slut. Underligt.

Om torsdagen i den sidste uge blev jeg inviteret med ned paa skolen, hvor de havde en anderledes skoledag, hvor de havde valg til skolens bedste laerer. Det var rigtig sjovt at opleve. Boernene var selv med til at lave stemmeurnerne og laererne var selvfoelgelig inhabile, saa der var tilkaldt foraeldre til at hjaelpe boernene med at stemme og til at taelle stemmerne op. Da det hele var klart til at gaa igang oplevede jeg noget fantastisk. Alle boernene stod helt stille uden at sige et ord i raekker udenfor skolen og sang ogsaa en fin sang inden de foerste boern fik lov til at gaa ind for at stemme. Det var virkelig en oplevelse, fordi det er meget svaert at forestille sig med de boern som vi har oplevet vaeret meget larmende og uden megen disciplin, men i skolen fungerer det aabenbart rigtig godt. Saa alle boernene fik stemt mens resten ventede i raekkerne og saa fik de lov til at lege mens foraeldrene talte stemmerne op. Det skulle jo gaa rigtigt til, saa der kom til at gaa rigtig laenge fordi det aabenbart ikke passede sammen. Mens vi ventede paa resultatet fik vi alle sammen serveret en laekker ret mad, fordi de har den ordning at forskellige foraeldre skiftes til at lave mad til boernene paa skolen. Om det sker hver dag eller kun er til arrangementer ved jeg ikke, men jeg vil gaette paa at det er til arrangementerne det sker. Rigtig dejligt at opleve denne dag i skolen, selvom det ogsaa kunne have sjovt at opleve en almindelig skoledag, men det mulighed fik jeg altsaa ikke.

Fredag lavede vi danskere et virkelig skoert projekt, som egentlig bare startede med en stak sjove ideer, men som vi rent faktisk har foert ud i livet. Vi havde snakket om at lave en mudderkalender, fordi vi jo havde al den mudder i daemningen som vi gravede i. Og da vi jo var 11 mennesker kunne man faa en maaned hver og saa have december til et gruppebillede. Saa vi skejede ud i bikini og shorts og havde hakker og spader med i graven og tog en masse sjove billeder af hinanden i mudderet. Det var super skaegt og hvis i er heldige faar jeg nok lagt et af billederne herud og saa har jeg jo en kalender at haenge op naar jeg kommer hjem til Danmark, hehe. En eftermiddag af skoere ideer og hoeje grin. Dejligt.

Loerdagen var afsat til at skulle vaere afskedsfest, saa om eftermiddagen efter dagens arbejde hoppede alle i bad og saa var der ellers fest hele eftermiddagen oppe i Hordalisas igen. Super hyggelig eftermiddag, hvor det denne gang var nicaerne der styrede slagets gang. De holdte tale for os og fortalte os hvor meget det havde betydet at vi havde vaeret hos dem i den sidste halvanden maaned og de fortalte os ogsaa hvordan vi helt konkret havde hjulpet dem i cordobas (nicapenge) og arbejdstimer, det var rigtig dejligt at opleve at man faktisk har gjort en forskel, skoent. Vi udtrykte ogsaa vores taknemmelighed og gav dem det projekt som vi har brugt pengene fra rejsebrevene til. Nemlig et lille bibliotek, hvor vi har koebt dem en masse forskellige fag og skoenlitteraere boeger, som vi har bundet ind for dem og som de saa kan have staende paa skolen til faelles brug. Et rigtig dejligt projekt. Bagefter fik vi enchiladas, som er en super laekker ret de kan lave, det var rigtig dejligt. Saa blev der taget millioner af billeder af de forskellige familier og af alle mennesker baade med et kamera der var i landsbyen og en alle vores kameraer. Resten af den rigtig dejlige dag gik saa med at danse, det var rigtig sjovt. Efter festen hyggede jeg mig rigtig meget med min familie hjemme i det lille hus, pjattede med pigerne og saa flettede moren mit haar, det var rigtig hyggeligt.

Saa kom pludselig den sidste dag. Det var efter halvanden maaned tid til at pakke alle sine ting ned og faa sagt farvel til sin familie. Det var en trist dag, men det blev foerst virkelig alvorligt da vores ting blev proppet op paa ladet af den pickup vi skulle med og alle folkene fra landsbyen stod omkring vognen og vi fik knus og nogle af foraeldrene faktisk graed da vi skulle afsted. Det var meget underligt, og det sidste farvel gik saa hurtigt at man slet ikke naaede at opfatte hvad der skete. Jeg fik naermest et chok over at jeg begyndte at graede, det havde jeg ellers slet ikke regnet med at jeg ville komme til. Men naar man har boet med mennesker saa taet, saa laenge og det pludselig gaar op for en at man ikke noedvendigvis kommer til at se dem igen nogensinde, saa bliver det haardt. Det hele gik saa staerkt og pludselig var landsbyen og menneskene vaek bag svinget og vi var paa vej mod noget nyt. En rigtig underlig og haard oplevelse at sige farvel.

Samme dag skulle vi med bus mod vores nye destination, byen Leon hvor vi skulle paa en uges politisk/kulturel uge. De fleste tog bussen til Leon, men vi var fem der ikke kunne overskue at skulle staa op i over tre timer i en varm bus, saa vi legede en billig bil og tog roadtrip nordpaa. Det var vores koordinater Leo der koerte bilen og han har heldigvis erfaring med at koere i disse slags lande, saa det var rigtig fint. Vi koebte nogle Cuba Libres, chips og slik med til turen og saa koerte vi ellers med fed musik i anlaegget derud ad og stoppede bare et par gange for at tisse eller koebe et par oel til turen. Super hyggelig og rigtig sjovt tur med Leo, Trine, Lilja og Tina paa vej mod Leon.

Da vi ankom til Leon var der desvaerre problemer med at finde det hus vi skulle bo i, og der var heller ikke blevet skaffet madrasser til os, saa det blev en lidt lang aften inden vi endelig kunne komme til ro. Huset var en stor lagerbygning, hvor vi havde halvdelen plus en lille gaard foran hvor vi spiste og hyggede os. I resten af huset boede den familie der ejer det. Vores del af huset var delt op i en slags entre hvor der ogsaa var et lille tv, to vaerelser og saa et stoerre rum med koeleskab, komfur og vask, saa vi selv kunne lave mad, det var rigtig dejligt. Mens lagerbygningen var meget hoej til loftet, var vaeggene i rummene ikke saerligt hoeje saa alt var meget lydt og det foeltes naermest som om vi sov paa en sovesal. Vi sov paa madrasser spredt rundt i de to smaa rum og i det store og foelte at vi var paa lejrskole. Men det var rigtig hyggeligt.

Ugen i Leon blev brugt paa at vi snakkede med en masse forskellige folk fra partier og besoegte forskellige projekter. Vi snakkede med en kvinde fra kommunen som fortalte os hvordan deres kommune fungere, og hvor meget indflydelse de fx har i forhold til staten.

Saa snakkede vi med folk fra de to hovedpartier i landet, regeringspartiet FSLN og oppositionspartiet PLC om deres politikker, og specielt med FSLN om hvad de har af planer, nu hvor de endelig igen er kommet til magten efter 16 aar med det liberale parti PLC ved magten, efter at FSLN fik magten ved en revolution i 1979. Det var rigtig spaendende og vi snakkede ogsaa med deres ungdomsparti en af dagene.

Vi var ude og besoege et par af de projekter der foregaar i kommunen, det ene var et kvindehus hvor de hjaelper kvinder med psykiske og fysiske problemer i deres liv, som vold, voldstaegt og en masse andet. Rigtig spaendende, og det virkede som om de havde rigtig meget styr paa det og rigtig meget energi at bruge af, dem der stod for det. Det virkede som om der skete noget.

Det andet projekt vi besoegte var et sted for gadeboern, hvor de kan komme naar de ikke er i skole og lave forskellige kreative ting og faa hjaelp til lektierne, naermest som et slags fritidshjem. men hvor de ogsaa hjaelper foraeldrene til at hjaelpe deres boern og hvor de soerger for at boernene i det mindste faar et godt maaltid om dagen. Det var rigtig sjovt at se, de havde lavet et danseshow for os, og saa var der nogle af boernene der holdte en lille tale. Desvaerre kunne man godt maerke at det var en reklame og at de gerne ville have os til at stoette projektet, men det kan man selvfoelgelig ogsaa godt forstaa at de goer.

I loebet af ugen snakkede vi ogsaa med biskoppen i Leon og det var en rigtig sjov oplevelse, for naar vi stillede ham nogle kritiske spoergsmaal var han meget god til at gaa udenom dem eller sige at det ikke var en diskussion han havde lyst til at gaa ind i fordi han ikke ville stoede eller kraenke os. Det var et spoejst, for det ville man jo normalt sige skulle vaere omvendt. Det er svaert at kraenke nogle ateister som de fleste af os er. Men en hyggelig gammel mand der synes det var hyggeligt at have os paa besoeg.

Det sidste besoeg vi lavede var paa universitetet i byen, som er meget kendt for at den netop er en universitetsby og det var rigtig spaendende at hoere om hvordan deres universitet fungere, og saa var det lidt sjovt fordi det lidt var en uddannelseforsker der fremlagde det meget kritisk, saa meget af det vi fik at hoere var om hullerne i systemet, der hvor han mente at man skulle saette ind og rette nogle ting. Det var fedt at opleve at de vidste hvordan de ville goere det bedre, og ogsaa havde ideer til hvordan det kunne foeres ud i livet. Vi snakkede ogsaa med dem om hvordan pigerne hernede har det i systemet, fordi vi godt ved at der er en stor machokultur hernede og at det er mange kvinder der ikke arbejder, og vi fik at vide at selvom der faktisk er flest kvinder i uddannelsessystemet, saa er der mange af dem der stoeder mod en mur naar de kommer ud i arbejdslivet, og ikke kan komme til at faa noget arbejde, eller finder en mand som ikke vil have at de arbejder, og derfor bliver tvunget til at gaa hjemme. Det er trist, men de sagde ogsaa at der sker en drejning og specielt i den gruppe af unge der studerer bliver det mere accepteret at de skal arbejde og derfor begynder det at blive lidt lettere at faa arbejde faa dem.

Det var vist det meste af det vi lavede af de politiske og kulturelle ting, med mindre jeg har glemt noget, men det tror jeg ikke. En laererig uge, selvom det nogle gange blev haardt at skulle vente laenge foer der kom en oversaettelse af det man sidder og lytter til og jeg er da blevet meget bedre til spansk og kan godt foelge med i nogle sammenhaeng, men naar det bliver foredrag som dette er det at det begynder at blive svaert for mig og jeg har vaeret rigtig glad for at der har vaeret oversaettelse paa til alle foredragene.

Vi lavede ogsaa lidt aktivt i denne uge, men stadig meget kulturelt, vi var nemlig inviteret til en softballkamp med det lokale kvindehold paa det lokale stadion, som faktisk var kaempe stort, om loerdagen og havde ogsaa en traeningstime om torsdagen. Det er nemlig et spil der minder meget om baseball og begge spil bliver spillet meget herovre. saa det var rigtig skaegt at proeve. Desvaerre blev det lidt stenet om loerdagen da vi skulle spille mod dem fordi de lidt havde regnet med at vi var bedre end vi var og da de havde spillet lidt med os, holdt de op med at give sig lige saa meget, det var lidt synd at de ikke bare spillede, det havde vaeret federe at opleve. Men det var rigtig skaegt.

Resten af tiden brugte vi bl.a. paa en dag paa stranden, en halv time en eftermiddagen hos en massoer, paa at faa ordnet og reseveret i forhold til paaskeferien og saa var der da ogsaa et par aftener hvor vi tog i byen. Der var gang i den om aftenen i denne by fordi det er en by med mange studerende, men der var ogsaa mange backpackere at snakke med. Brigaden blev rigtig sluppet ud af buret et par dage der, der blev rigtig givet den gas og vi havde det rigtig skaegt,

Soendag var sidste dag i Leon og starten paa paaskeferien, hvor vi i den sidste uge har haft en uges fri og har kunnet goere hvad vi ville. Saa denne dag forsvandt alle paa forskellige tidspunkter og bevaegede sig med bus eller taxa mod deres egne maal. Jeg har rejst hele ugen sammen med Marie, men ogsaa sammen med nogle af de andre paa skift. Foerste dag valgte vi at starte med at overleve vores toemmermaend i Leon sammen med Nanna og Tanja paa en junkfoodbar, inden vi fire tog en bus mod Managua og checkede ind paa det hotel vi var paa de foerste dage da vi ankom til Nicaragua. Eftermiddagen og aftenen brugte vi i et mall hvor vi gik i biografen og saa The Illusionist med masser af snacks, inden vi gik lidt shopamok i storcenteret. Dejligt.

Mandag stod Marie og jeg tidligt op og kom med taxa og bus til en lille by ved Nicaraguasoen, hvor vi sejlede med en lille ferie ud til en smuk oe, Ometepe, der bestaar af to vulkaner. Der tog vi bus lidt laengere syd paa oen og fandt det strandhotel hvor vi skulle bo med to andre piger fra brigaden, Maria og Anne, og hvor ogsaa Trine, Fie og Cecilie boede. Det var rigtig hyggeligt og eftermiddagen brugte jeg paa at gaa en dejlig tur med Anne og Maria ud paa en lille pynt, hvor vi paa vejen saa en masse flotte papegoejer og soede aber i traerne lige over os. Paa den lille pynt, sad vi lige over vandet med udsigt til de to vulkaner, oen imellem og vandet i den store bugt. Det var rigtig smukt og der sad vi bare og snakkede og noed det mens kaempe store flotte oerne floej omkring lige to meter over hovederne paa os og ud for os under pynten. Dejligt. Om aftenen efter aftensmaden sad vi og drak et par koelige oel paa stranden og noed den stille nat.

Tirsdag brugte vi paa sightseeing i en minibus der koerte os rundt paa oen til forskellige spaendende ting. Foerst saa vi et lille bitte museum i oens stoerste by og bagefter gik vi en tur med guide og blev fortalt om nogle aeldgamle sten hvori de indfoedte har lavet petroglyffer af alle forskellige slags, de var rigtig flotte. Desvaerre valgte himlen at aabne sine sluser netop paa denne tur saa vi blev rigtigt gennembloedte, men det grinede vi og havde sjov over, for det gjorde jo egentlig ikke saa meget, vi froes jo ikke. Efter det var vi ude ved en kilde kaldet Oro de Agua - Vandoejet- hvor man kunne bade og springe i det dejligste bloede vand, det var rigtig sjovt. Og selvom jeg havde glemt mit badetoej gjorde det jo ikke noget fordi jeg var gennembloedt i forvejen, hehe. Paa vejen tilbage blev Marie og jeg saa sat af i byen Altagracia, hvor vi havde vaeret paa museum tidligere, fordi vi skulle bo der de naeste par dage sammen med en anden pige Nanna. Der koebte vi saa lidt ind til dagen efter og gik saa tidligt i seng efter aftenensmaden.

For onsdag stod vi tidligt op og maatte vente en halvtimes tid paa vores nicaguide, som viste os vej op paa toppen af den store af de to vulkaner som oen Ometepe bestaar af.Den hedder Concepción og er en aktiv vulkan paa 1610 m. Det var en fantastisk tur paa 11 timer, rigtig haard, men rigtig fed. Desvaerre var det overskyet den dag, saa det var kun en tredjedel oppe, lige inden vi gik under skydaekket at vi fik den smukkeste udsigt over oen og havet. Men det var ogsaa nok, det var rigtig smukt. Det var ogsaa okay at det var overskyet saa vi ikke var blevet stegt af solen paa vejen op. Men jo hoejere vi kom jo hoejere blev luftfugtigheden og vi var fuldstaendig gennembloedte deroppe. Samtidig blaeste det rigtig meget oppe paa toppen og det var rigtig stejlt, saa jeg var rigtig bange selvom jeg normalt ikke er hoejdeskraek, men naar man ikke er sikker paa at ens krop vil lystre fordi den er saa udmattet, kold og gennembloedt, saa er det rigtig haardt at klatre saa stejlt med en saa haard vind. Men vi kom op paa toppen og kunne desvaerre ikke se krateret fordi det var saa taaget, men kunne maerke varmen stige op dernede fra dybet. Det var fantastisk fedt. Og saa gik vi selvfoelgelig ned igen og gjorde alt for ikke at falde i mudderet, selvom Marie satte sig paa roeven fire gange, hvor det faktisk saa rigtig vildt ud, men uden at der heldigvis skete noget alvorligt. Aftenen brugte vi paa at fejre vores tur med dejlig mad og et par oel inden vi gik kolde paa hotelvaerelset af udmattelse.

Torsdag efterlod Marie og jeg saa Nanna paa Ometepe og rejste videre mod byen ved Stillehavskysten, San Juan del Sur, uden noget maal, fordi vi ikke havde kunnet finde et hotelvaerelse foer vi tog afsted. Saa det var lidt med hjertet i halsen at vi tog bussen til San Juan del Sur og naaede byen ved solnedgang. Vi gik hen til et hostel, kaldet Casa Oro som vi haabede paa at kunne vaere paa og fik i foerste omgang selvfoelgelig at vide at der var fuldt, fordi byen er proppet med mennesker i paasken, den er en stor festival. Men fordi vi i sidste uge havde skrevet en mail og snakket lidt med ejeren paa trods af at man ikke kunne resevere plads paa disse dormrooms som vi gerne ville bo paa, og forddi det var ved at blive moerkt, bestemte han sig for at lade os bo paa to madrasser paa en balkon paa hotellet. Det var super fedt og vi foelte os som to heldige kartofler. Da vi havde spist en smule aftensmad gik vi ud for at se paa dette festmekka af en by, hvor der var fyldt med mennesker over det hele og fulgte stroemmen ned mod stranden hvor det var lavet en kaempe scene med diverse barer nede paa stranden og hvor der laa smaa barer langs hele gaden der gaar paa langs med vandet. Der var smaa boder med mad, smykker, cigaretter og oel over det hele og saa var der et optog med spillede og dansende maend og kvinder, det var rigtig fedt. Det blev vi for at se og hoejere et stykke tid og saa gik vi hjem og gik tidligt i seng.

Fredag stod vi saa tidligt op for at vaere klar hvis der var nogle der checkede ud fra vaerelserne, saa vi kunne faa plads i sengene. Og som heldet igen smilede til os smuttede to piger, saa det var plads til os, vi jublede og var rigtig glade. Det var nemlig et rigtig godt sted vi var kommet, man kunne selv lade mad, der var hele tiden vand, hvilket der ikke hele tiden var i byen, der var koeleskabe og endda bar man kunne koebe vand og oel i. De arrangerede ture til to rigtig flotte strande et stykke vaek og saa havde de et kaempe tv hvor de havde dvder man kunne laane og se. Og saa var de bare rigtig soede mennesker, der baade arbejdede og boede der. Et super fedt sted.

Da vi var flyttet ind i vores nye senge proevede vi at finde noget internet, men det lykkedes kun en halv time inden stroemmen igen gik i byen, som den goer en gang i mellem, aev. Saa vi gik ned paa stranden i byen istedet, hvor vi havde svaert ved at finde os et sted at ligge, fordi de gaar paa stranden helt anderledes her i verden. Man ligger ikke og steger paa samme maade paa et haandklaede paa stranden, men er enten ude i vandet, der mange flere mennesker i vandet end i Danmark, eller ogsaa staar eller gaar man rundt paa stranden. Saa vi foelte os lidt malplacerede, men det var meget hyggeligt alligevel. Bagefter kiggede vi paa vejen hjem i de mange smykkeboder ved stranden og gik saa hjem og lavede mad inden aftenen gik op i fest og farver sammen med en masse sjove backpackere som vi laerte at kende paa hotellet. Det var virkelig fede mennesker at snakke med, alle er saa aabne og snakker med hinanden, det var virkelig fedt at opleve. Det var skoent at klikke med mennesker fra en helt anden verden og bare have det rigtig sjovt sammen.

Loerdag tog vi med Shuttlebussen og mange af de fede mennesker vi havde laert at kende ud til de super fede strande og tilbragte dagen med at bade i de fede boelger og ligge og stege og snakke paa stranden. Rigtig hyggelig dag. Da vi kom hjem om aftenen kokkerede vi igen i koekkenet og festede igen til den lyse morgen, det var super fedt fordi vi var nede paa den store scene paa stranden, hvor man betaler 200 cordobas og saa er der fri bar. 200 cordobas svarer til 67 kr. saa det var super fedt. Der var propfyldt med mennesker og vi festede med baade nicaer og alle dem fra hotellet og havde det rigtig sjovt. Dejlig aften.

Soendag maatte saa blive toemmermaendsdagen hvor vi brugte dagen paa at se film paa hotellets store tv, det var rigtig hyggeligt og afslappende. Aftenen brugte vi bare paa at hygge med et par oel paa hotellet og snakke med nogle flere hyggelige mennesker ogsaa gik vi kort paa en bar som hurtigt lukkede og saa gik vi bare lidt rundt paa stranden og hyggede os. For der var nemlig sket et kaempe skift. Paa en dag var alle meneskene og bilerme stroemmet ud af byen igen og alle barer og scener taget ned og der var naermest fuldstaendigt stille, byen var helt doed efter en uge fyldt med mennesker og fest. Det var ret specielt at opleve.

Mandag rejste vi saa til Managua og moedtes med alle de andre, hvor vi sov til i dag og i dag begynder saa et nyt kapitel. Vi skal flytte ind hos vores nye nicafamilier her i byen Tipitapa. Igen er vi blevet delt op i to grupper som er i hver sin del af Managua og lige nu sidder vi saa og venter paa at de faar styr paa de sidste ting med vores familier. Det er rigtig underligt at taenke paa at vi i aften kommer til at skulle sove hos en ny familie og der igen skal vaere genert og akavet samtale med dem, det er jeg slet ikke indstillet paa. Jeg var meget mere nervoes og spaendt sidste gang, men jeg har slet ikke forstaaet inde i mit hoved hvad det er der skal ske. Saa det bliver spaendende at se hvordan det hele kommer til at gaa.

Nu vil jeg smutte, jeg skal tilbage og moedes med de andre, saa vi kan moede vores familier. farvel.