Saa lakker det hele mod enden. Den mest fantastiske rejse er ved at vaere slut. En rejse der har indeholdt nedture, men som har aendret mange ting i mig og som har fantastiske minder og de skoenneste mennesker der altid vil vaere gemt i mit hjerte.

Vi er blevet faerdigt med vores rejsebrevspengeprojekt, som jeg naevnte i sidste beretning. Det er et slags skur, som egentlig er fire stolper med et tag, til de skraldemaend som vi har arbejdet med hernede. Vi har selv startet projektet, bygget det hele selv og i dag indviet det med en tale, et rodt baand der skulle klippes over og sodavand til alle. Helt efter bogen. Jeg er super stolt af det projekt vi har faaet lavet og det er blevet super flot. Alt traevaerket er malet sort og taget bestaar af tinplader, det ser rigtig godt ud, bortset fra at det er svaert at arbejde med meget skaevt traevaerk, men man kan aabenbart ikke faa andet i Nicaragua. Skuret er godt surret fast, for vi startede med at grave fire dybe huller som stolperne kom i, med cement rundt om. Vi har ogsaa faaet bygget to flotte baenke og et lille bord til dem, koebt en lille grill, en gryde de kan lave deres kaffe i, lidt kaffe og saa har vi haengt plastikkopper op paa to af stolperne paa smaa kroge. Vi har endda malet et skilt til dem hvorpaa der staar Los Grandes der betyder De Store, fordi en af dem paa en tidspunkt jokede med at saette sig op paa en cykeltaxa og sige; nu er jeg en af de store. Men vi mener at de er de store, fordi de goer et rigtig godt arbejde, som det er et daarligt job de har. Derfor synes vi de fortjente det flotte skur og tilbehoeret.

Mens vi har vaeret her i byen har vi faaet et lille chok, for her i byen fester og drikker de meget og de har vaeret meget opsatte paa at vi ogsaa skulle med til fest. Saa en uge efter vi kom var vi med paa diskotek, hvor de havde arrangeret en smule for os og hvor vi dansede og sang kareoke, men ikke drak mere en et par oel, fordi vi havde lidt svaert ved at vejre hvordan det ville blive set og samtidig fordi vi ikke synes det er super fedt at vaere fulde sammen med vores familier. Men det virkede mest som om de gerne ville have vi skulle drikke og feste og de var ogsaa rigtig vilde paa dansegulvet.

Vores weekender her i byen er ogsaa gaaet med fest og ballade og aktiviteter, men det har vaeret uden familierne. Den anden fredag her i byen var vi til Perozompopokoncert, det var rigtig fedt. Det er et nicaraguansk rockband der spillede i byen Masaya der ikke ligger saa langt herfra. Det gjorde vi sammen med de andre brigadister, som bor i Ciudad Sandino. Rigtig fed koncert og bytur bagefter. Loerdagen brugte vi til at slappe af paa stranden med toemmermaend og saa saa vi en film om aftenen. Soendag var vi med den fagforening, hvis medlemmer vi bor hos, paa sightseeing i Masaya. hvor vi saa deres helt Sandinos museum, en katolsk kirke, et flot udsigtssted over en smuk soe og et marked der har en masse flotte suveniers og spoejse ting.

Weekenden efter moedtes vi med dem fra Ciudad Sandino i Managua og holdte moede, inden vi fik den fedeste tur med canopying, det var super fedt! For folk der ikke ved hvad det er, saa bliver man haengt i en talje paa en lang wire og saa bare skubbet ud i luften meget hoejt over jorden og den soe vi gjorde det ved. Det var saa fedt at proeve og da vi var faerdige havde vi allermest bare lyst til at goere det tyve gange mere. Super fed oplevelse! Om aftenen tog vi foerst ud og spiste lidt fint fordi det var sidste gang hele brigaden var samlet herpaa turden og saa tog vi i byen og havde det sjovt. Soendag aften kidnappede vi vores kordinator Leo, som rejste fra os i tirsdags fordi han skal til bryllup, gav ham bind for oejnene og satte ham ind i en taxa og koerte ham ud til et hyggeligt sted med en swimmingpool, musik og mad. Der hyggede vi os hele aftenen og legede en masse i poolen. Rigtig sjovt.

I morgen er saa vores afslutningsdag, hvor vi om formiddagen skal spille fodbold med vores familier og om aftenen holder afskedsfest. Det bliver noget af en fest en lang tale, som holdes af alle os 9 brigadister, og saa holder de sikkert ogsaa en masse for os (det gjorde de i hvert fald i mandags, hvor bare Leo rejste) og saa har vi arrangeret nogle sjove boernefestlege som stopdans og limbo og saa ender aftenen sikkert med at vi sidder og skraaler kaeroke, det skal nok blive sjovt.

Soendag er det saa farvel til familierne og saa tager vi ud i en hytte ved en stor soe og skal bruge den naeste uge, kun os 20 brigadister, paa at evaluere hele opholdet og feste om aftenen, inden jeg naeste soendag hopper paa et fly til Danmark. Det er virkeligt underligt at det er saa taet paa at det hele er slut og jeg er fyldt med ambivalente foelelser. For paa den ene side glaeder jeg mig rigtig meget til at komme hjem til jer igen og paa den anden side har jeg ikke lyst til til at forlade dette fantastiske land og denne fede rejse, det har vaeret skoent.

Vi ses i Danmark, Ida Christine.