Hej alle sammen,

Så kommer der lige en lang opdatering herfra det smukke New Zealand. Vi startede med sydøen, hvor vi kom hele vejen rundt. Nu er vi på Nordøen og er klar til at indtage den.

New Zealand, det fjerneste rejsemål fra DK, begynder for alvor at gøre sig bemærket. Landet, som var den sidste nation der blev kolonisiret., stormer nu ind på listen blandt de populæreste rejsemål. Især efter trilogien om Ringenes Herre blev optaget på lokationer rundt på de to ø’er. New Zealand er fantastisk og nok det smukkeste og mest varieret sted i verden. Luften smager af Chardonnay og ting som at springe faldskærm, bungyjumpe og rafting er helt naturlige fritidsaktiviteter her.

New Zealand er 2 ø’er med færge forbindelse mellem dem. Nordøen og Sydøen. Der bor kun 3.8 mil mennesker i dette land på størrelse med UK, Til gengæld lever her 45 mil. Får. I New Zealand er udvalget enormt og mulighederne talrige.

Sydøen.

21/2 2010

Efter godt tre timer i fly landede vi i Christchurch - Den største by på sydøen med sine 400.000 indbyggere. Vi fik hurtigt fat i en taxa og blev kørt ind i byen, hvor vi skulle hente vores bil for den næste måned. En lækker bil. Det er en ombygget minibus med dobbeltseng, dvd, minikøkken og køleskab (se billeder). Vi fandt en campingplads og blev her resten af dagen.

22/2 2010

Vi brugte det meste af formiddagen i Christchurch, hvor vi kiggede lidt på butikker og ellers bare tullerede rundt. Herefter gik kursen mod syd, hvor vi fandt en stor park. Her gjorde vi et kort frokoststop. Herefter stoppede vi i en lille by kaldt Fairlie. Her satte vi os ned og læste diverse brochurer og guides om sydøen, så vi vidste hvad vi skulle prøve. Ruten blev fastlagt (se billede). Vi overnattede i Fairlie.

23/2 2010

Så nu begynder vi at opleve noget, som vi kører rundt i dette smukke landskab. Den første time kan man køre langs kysten og de hvide strande og det andet øjeblik køre inde ved bjergene, hvor der er sne på toppen. Fantastisk. Vi stod op og forlod Fairlie. Første stop var Lake Tekapo. En stor smeltevandssø for foden af bjergene. Vandet var så lækkert og klart, men ubeskriveligt koldt. Så det blev ikke til nogen svømmetur i denne omgang. Næste stop var Mt. Cook, men inden vi kom så langt gjorde vi stop ved en stor laksefarm, som holdte til på en af floderne. Her købte vi lidt billigt og lækkert laks. Så kom vi endelig frem til Mount Cook - New Zealands højeste bjerg. Det er også her landets største Gletsjer ligger. Tasman Gletsjeren hedder den og nogle steder er isen op til 600 m tyk.

Så kørte vi ud mod kysten igen og vinkede farvel til bjergene for en stund. I stedet kørte vi et stort område med bakket terræn, grønne søer, grønne enge og åbne marker, hvor de mange får går og græsser sig fede. Vi nåede kysten til eftermiddag og her gjorde vi et kort stop ved nogle store rullesten på stranden. Helt runde sten, som tilfældigt ligger på stranden. Til aften tid nåede vi Dunedin, hvor vi hurtigt brugte lidt tid på turistkontoret. Så var vi klar til at køre ud på en halvø, hvor dyrelivet skulle være helt fantastisk. Vi kom ved 19.00 tiden, her var der ikke så meget at se. Vi spottede et par Albatrosser - verdens største fugl med et vingefang på over 3 m. Vi fik noget at spise inden vi igen gik på jagt efter dyreliv. Denne gang så vi da alle de små pingviner kom ind på stranden for at passe deres unger oppe i klitterne. Det var et sjovt øjeblik, at se disse små fjollede dyr hoppe rundt.

24/2 2010

Vi fik pakket bilen sammen og kørte op, hvor vi så pingviner aftenen før. Her kommer der nemlig engang i mellem babysæler forbi om morgenen. Og ganske ja, vi var heldige at se 5-6 små sæler boltre sig i vandet og på klipperne. Herefter fortsatte vi langs kysten af en rute lige ud til havet. Første stop var et vandfald i 3 niveauer inde i en tæt bevokset skov. Ved middagstid nåede vi frem til Curio Bay. Her lever de sjældne Hector Delfiner i bugten. Vi var desværre ikke så heldige at se nogle, men i stedet lå der 3 store fede søløver på stranden og bare nød solens varme. Herefter fik vi en lækker picnic inden vi nåede Invercargill, hvor vi fandt et godt spot for overnatning.

25/2 2010

Efter en god nats søvn satte vi kursen mod Fiordland National park, som er en af verdens største med sine 1.5 mil. Hektar. Her regner det tit. Der er ca 200 nedbørsdage om året og det regn der kommer opgøres i meter! Vi gjorde stop i byen Te Anau, som er opkaldt efter floden ved samme navn, som ligger op til byen. Vandet her i er så rent, at mange af de lokale pumper vand op til at forsyne hele husholdningen uden at filtrere det. Vi tog en kop vand fra søen, og ja det er absolut drikkeklar.

Vi tog med en båd ud til nogle store grotter inde i bjergene. Vi skulle være helt stille inde i grotterne og måtte ikke bruge nogle former for lys. Det var der heller ikke brug for, fordi grotten blev oplyst af millioner af sankthansorme. Det var som en klar stjernehimmel i mørket. Helt utroligt. Vi tog med båden tilbage, hvor vi fortsatte med vores rute. Ruten lød på 120 km. Denne rute er verdenskendt og betegnes af mange, som det ottende vidunder. Man kører i gennem store bjergpas, som ligger gemt inde i små bugter. Den mest kendte og smukkeste bugt er Milford Sound, som heldigvis også er den nemmest tilgængelig. Det er også her verdens smukkeste vandresti/pilgrimsrute går - Milford Track, som tager 5 dage. Nå, lige meget hvor meget vi prøver at beskrive denne rute bliver det ikke tilfredsstillende. Det kan ikke beskrives med ord eller billeder. Det skal opleves. Det er så smukt.

Vi nåede halvvejs op langs ruten, inden vi fandt et lille spot ved en rindene flod, hvor vi søgte ly for natten. Her tog Kasper et bad i den lille flod. Virkelig koldt bjergvand!

Inden vi kom hertil havde vi bl.a. gået en længere vandretur i de smukke omgivelser og holdt ved Mirror Lakes. En klar sø, hvor man ser et perfekt spejlbillede i søen af de store bjerge i baggrunden.

Vi gik til ro, så vi kunne være friske til igen at opleve disse smukke og helt utrolige natur scenarier igen i morgen.

26/2 2010

Den første ting vi gjorde, da vi stod op var at gå en lille halv times vandre tur i den store mos beklædte skov. Det var en dejlig frisk morgentur, hvor duggen stadig hang i græsset. Herefter fik vi lidt morgenmad inden vi fortsatte op af ruten mod Milford Sound. Vejret i dag var dejligt, høj solskin og ingen vind. Det har vi været heldige med, fordi det i gennemsnit regner hver anden dag i dette område. Som vi kørte langs vejen kom vi først gennem dybe skove og senere forbi imponerende naturfænomener såsom Avenue of the Disappering Mountain, hvor man ikke tror sine egne øjne, fordi bjerget ser ud til at blive mindre, jo nærmere man kommer. Vi passerede floder, små søer inden vejen gik op i gennem de store bjergpas. Her stoppede vi for at gå en lille tur oppe i bjergene omringet af is og sne. Herefter i gennem Homer Tunnel. En 1240 m lang tunnel hugget i de massive klipper. Den er blevet bygget, så det er muligt at nå helt ud til Milford Sound. 5 mand indledte arbejdet i 1935 med hakke skovl og trillebør. De boede i telte frem til 1954, hvor de blev færdige og arbejdet havde kostet tre af dem livet.

Herfra var der stadig 10 km ned til Milford Sound, her går vejen bare ned af gennem smalle veje og et utal af hårnålesving. Vi nåede bunden og hvilket syn der mødte os. Denne store skjulte fjord med de enorme bjerge med hvide toppe omringet af de lavt hængende skyer er den perfekte baggrund for det klare rolige vand. Vi havde booket en tur på en båd, som ville tage os ud gennem fjorden til det åbne hav og tilbage igen. Vi kunne dog lige nå en kop varm kakao i de smukke omgivelser inden vi var klar til at gå ombord. Vi kom på båden og sejlede ud af. Det var ubeskriveligt smukt at sejle ud gennem fjorden, hvor man følte sig meget lille, da vi var omringet af store bjerge. De dybeste steder her i fjorden er op til 300 m dybt, og gemmer på bl.a. på sorte koraller, blæksprutter og massevis af fisk. Vi sejlede tæt på bjergene, hvor de adskillige vandfald vælter ud over bjergskråningen. Vandet her er kun 4 grader, da det er smeltet is og sne der fosser ned fra bjergene. Vi fortsatte længere ud, hvor en hel sæl koloni lå og solede sig på de voldsomme klippeskrænter. Vandet var meget roligt i dag, så vi kunne fortsætte helt ud på det store åbne hav inden vi vendte om igen. Her kom der en flok på 10 små delfiner svømmende, de hoppede og legede kun 10m væk fra båden. Det var en lækker bådtur, som viste os det smukkeste af New Zealand og dyrelivet der høre til. Vi kom i land og satte kursen tilbage ad denne smukke rute. Igen gennem tunnel, bjerge, søer, floder, skove og åbne dale. Fantastisk. Vi fortsatte mod Queenstown, som er næste stop. Vi gjorde dog hold 80km inden for at få aftensmad og en god nats søvn.

27/2 2010

Vi sov forholdsvist længe i dag. Vi fik pakket sammen og satte kursen mod Queenstown. En lille by på omkring 12.000 indbyggere, men en by, hvor der er gang i den. Byen ligger lige ned til en af de mange smeltevandssøer. Det er her man kan få stillet sin lyst til adrenalin kick. Om vinteren er det en stort skiområde, hvor de mange pister går ned af bjergkæden The Remarkebels. Om sommeren er byen centrum for alt hvad hjertet begære inden for ekstrem sport. Alt fra skydiving og bungyjump til klatring og riverrafting ned af de skummende floder. New Zealænderne er innovative og det er kun fantasien der sætter grænser for de utallige muligheder der er tilstede. Vi ankom tidlig på dagen, hvor vi kiggede lidt i de mange små ski og snowboard butikker. Herefter tog vi en gondol lift op på bjerget, dels for at nyde udsigten, men bestemt også for at komme hurtigt ned igen. Vi tog en stolelift yderligere op af bjerget også var vi klar til at suse ned af igen. Det forgik på en blanding mellem en kælk og gokart. Her susede vi ned af bjerget på de byggede baner. Der var god fart på og når vi nåede bunden var det bare op med liften og prøve igen. Efter en håndfuld ture fandt vi en campingplads i byen, hvor vi lavede lidt aftensmad. Herefter tog vi på bar, men ikke bare en tilfældig en. Nej vi tog på isbar og ikke en af dem, hvor du kan få en isvaffel med 3 kugler. Vi tog på en bar, hvor alt var lavet af is, ja selv glassene. Vi fik handsker og store vinterjakker på inden vi trådte ind i den minus 7 grader kolde bar. Her var der mange is skulpturer. Alt fra en indianerhøvding, til store sofaer og endda en nøgen mand, hvor man kunne tage et shot gennem hans ædlere deleJ . Alt var hugget i is. Alle skulpturene bliver skiftet hver 3 måned. Vi var herinde en halv times tid, det var alt vi kunne holde til. Vi fik en vodka drink, selvom en øl havde været bedre, men det serveres ikke, da det ikke er muligt pga. kulden. Det var dejligt at komme ud i varmen igen. Også kunne vi hoppe hjem i køjen.

28/2 2010

Hold da op for en dag! Tror nok lige vi fik et adrenalin kick i dag. Vi stod op kl. 07.00 så vi var klar til at tage med en bus ud for at river rafte ned af de skummende floder. Vejen dertil var i sig selv nervepirrende. En lille grusvej op og ned langs bjergskråning i en gammel turistbus. Denne vej er den eneste vej i New Zealand, hvor der ikke er nogle former for forsikring der vil dække ved uheld. Efter en god halv times tid var vi fremme ved floden. Her fik vi hurtigt skiftet til våddragter og fik spændt hjelmen. Efter en kort sikkerheds briefing var vi klar til at hoppe i gummibådene. Her skulle vi bruge de næste to timer, hvor vi ville blive revet med af strømmen 16 km ned af floden gennem store strømhvirvler, store sten, klipper, brusende vandfald, smalle passager, tunneller inden vi til sidst ville ramme det store fald. Der var virkelig fart på og vi skulle holde godt fast for at undgå at falde i den kolde flod. Det var en våd, men absolut vild oplevelse der fik adrenalinet til at pumpe i hele kroppen. Efter et velfortjent varmt bad satte vi kursen ud mod vestkysten. Vi stoppede lige ved en stor bro, hvor der springes bungy jump. Det var her man opfandt denne frit faldende aktivitet og her man foretog de første spring. Vi stod og kiggede lidt på broen og det frie fald ned mod floden. Pludselig var Kasper væk og i det næste øjeblik stod han klar til at springe. Han skulle egentlig have været nøgen, men det tillod de ikke helt. Det blev i stedet en slags g-streng version. 1 - 2... 2½…………….3 også svævede jeg bare mod afgrunden. Det var virkelig vildt og grænse overskridende og tror jeg kom med på en del hjemmevideoer, da der stod en masse og filmede springet. Jeg nåede op igen og var så høj. Det var så vildt. Tror nok jeg har prøvet min del af ekstremsport. I hvert fald for i dagJ Herefter gik kursen mod vestkysten. Vi fandt en campingplads, hvor vi slog os ned for natten, så vi kunne være klar til at køre langs kysten i morgen.

1/3 2010

En rigtig regnvejrsdag. Regn, regn og mere regn. Der har ikke været så meget at lave i dag. Vi ville egentlig have været oppe i gletsjerne i dag, som er det mest populære på vest kysten. Vejret gjorde det ikke muligt at vandre rundt på isen. Så vi gik kun en lille tur til starten af gletsjeren. Man kan kun komme derop med helikopter og de flyver ikke i dette vejr. Der er ikke så meget på vestkysten, så vi kom et godt stykke op i dag. Helt op til Greymount, som er den største by her på vestkysten. Her fandt vi et sted at sove.

2/3 2010

Vejret så mere lovende ud i dag heldigvis. Vi fortsat op ad kysten, hvor vi gjorde stop ved “Pancake Rocks”, som er klipper der ligner pandekager stablet oven på hinanden. Efter en gåtur i klipperne satte vi kursen mod den anden kyst. Så vi tog turen fra vest til øst. Det tog os ca. 4 timer. Her kom vi frem til Kaikoura, som er en lille ferie by. Det er her, hvor der er flest delfiner og store hvaler i hele New Zealand. Vi ankom forholdsvist tidligt på dagen. Vi fandt en lækker campingplads med pool og boblebad. Her slappede vi bare af resten af dagen, mens den varme sol bagede på os. Lækkert og afslappende.

3/3 2010

Vi stod tidligt op, så vi igen kunne dase i boblebadet inden vi måtte ckecke ud. Herefter satte vi kursen nordpå op langs kysten. Vi gjorde stop ved en masse klipper, hvor hundredvis af store pelssæler lå og solede sig. Vi forlod hurtigt sælerne, da de var meget aggressive og ihærdigt forsøgte at angribe os, når vi kom for tæt på. Vi kom et godt stykke op og nåede helt op til nordkysten, hvor vi gjorde stop. Her badede vi lidt i havet, solbadede og fik et slag minigolf inden vi gik i seng.

4/3 2010

Vi fik tjekket ud og satte kursen mod Abel Tasman National Park. Vi kørte på hovedvejen, som gik i gennem massevis af æble, pære og kiwi plantager samt vinmarker. Vi nåede ind i Abel Tasman National Park. Her gjorde vi stop på toppen af bjergpasset for at stå og nyde udsigten. Herefter gik det bare nedad de næste 25 km gennem 366 hårnålesving! Vi drejede af hovedvejen for at komme ned til Pupu Springs - New Zealand største kilde. Hvilket fantastisk syn der mødte os. Kilden blev kendt verden over, da man målte, at kilden giver det klareste vand på kloden med en sigtbarhed på 62 m under vandet. Det ser virkelig fantastisk ud, det er som at se gennem luft. Vandplanterne vokser kraftigt og kilden minder om en ferskvands udgave af et koralrev. Der svømmede fisk rundt i vandet og på billederne ligner det bare en fisk der flyver over planterne, men der er faktisk vand. Helt utroligt syn. Så smukt og klart. Efter denne oplevelse kørte vi ud mod Farewell Spit - en 35 km lang sandodde, lidt ligesom Skagens odde, bare meget meget længere. Herefter kørte vi få kilometer ud mod en øde strand. Gåturen dertil var besværlig gennem skov, klitter og over åbne marker og bakker. Vi kom ud til stranden, hvor der var bunker af sand, ja nærmest en hel sandflod hele vejen ned til vandet. Efter gåturen kørte vi tilbage af samme vej, som vi kom fra - mod Picton, hvor vi skal med en færge op til Nordøen i morgen.

5/3 2010

Vi stod tidligt op og kørte til Picton, hvor de store færger sejler til Nordøen. Her brugte vi lige et par timer inden vi kørte ombord på færgen. Turen tog godt 4 timer. Vi ankom til Wellington - New Zealand hovedstad, som er hjemby for en masse kontorbygninger, parlamentet, teatre og masser af kunst. Ting der ikke siger os så meget, så vi kørte i stedet 10 km nord for hovedstaden, hvor vi fandt en campingplads, hvor vi overnattede.

Ellers går det bare godt og vi nyder rejsen fuldt ud.

Håber også det går godt hjemme i lille Danmark.

De bedste hilsner herfra NZ