»Mongolske heste er blide, men det meste af tiden går de rundt ude i naturen, så de er på en måde også halvvilde,« siger Tonga, da vi går fra vores gerer og ned til tre heste, der venter på Jacob, far og mig.

Blide og halvvilde? Hvad vil det sige? Først klapper man dem – og så sparker de?

Da vi når frem til dyrene, kommer en dreng galopperende på sin hest. Med sin kasket på skrå minder han en del om den lille dreng fra den anden Indiana Jones-film. Og han griner lige så meget.

Første mand i sadlen er far. Hesten ser pludselig meget lille ud, men både Tonga og drengen griner højt, da vi spørger, om den kan klare lasten.

Drengen rækker ud efter seletøjet på den næste hest. Med en hurtig bevægelse drejer den hovedet og snapper ud efter ham.

»Det er din hest!« siger Jacob til mig.

Snart efter bevæger vi os i skridt op over bakken ved lejren. Det er sidst på dagen, og himlen over vores hoveder er ved at skifte farve. Skyerne bliver langsomt violette, og bjergene gløder. Klipperne danner de særeste formationer. Her står en familie linet op til et portræt – dér ligger en kæmpe og sover med sin store næse i vejret.

Idyllen varer dog ikke ved. Fars hest har tilsyneladende spist kål, for ikke nok med at den skrupskider, den stinker også. Og det er ikke muligt at styre min egen hest udenom. Selv om jeg hiver og slider i tømmen, insisterer den på at gå med mulen lige op i nummeren på fisens ejermand.

»Pyyyyyh!« råber drengen og vifter sig om næsen.

Hestene keder sig vist. Rundt om på bakkedragene står deres venner og græsser, mens vores endnu ikke må få fyraften. Heste spiller en enorm rolle i Mongoliet. Overalt ser vi hyrder til hest, som passer deres dyreflokke – hvoraf mange består af heste. Kødet spises, mælken bruges til ost og den gærede drik araig, og når gerene skal transporteres til nye områder, er det ofte hestene, der må holde for.

»Jiiing-beeels! Jiiiing-beeels!«

Bag os synger drengen i vilden sky. Han rider op på siden af os og smiler fra øre til øre, hvorefter han gentager teksten:

»Jiiing-beeels! Jiiing-beeels!«

Han griner højt, da det endelig går op for os, hvad der er for en sang, han er i gang med, så vi selv kan synge med:

»Bjældeklang – bjældeklang – over vej og sti kan man høre vintervejrets kendingsmelodi…«

Vores unge guide ridder hen til mig og rejser sig i stigbøjlerne.

»Vrrruuuum! Vruuuuum!« spørger han.

»No-no-no-no-no!« siger jeg og nær ved at snuble over ordene, for jeg kan da lige forestille mig, hvor mange knogler jeg ville kunne brække, hvis hesten sætter i galop.

I stedet rider vi i samme adstadige tempo retur til lejren, hvor vi lige får tid til at se solnedgangens sidste farvespil på den højt hvælvede mongolske himmel.

I dag har vi lært, at…

• at landskabet i Mongoliet konstant ændrer sig. Vi har oplevet gold steppe, grønne flodsenge, bjerge, ørkenlandskab og græsklædte bakker – alt sammen inden for ca. 300 km fra Ulan Bator.
• man i Mongoliet kan få luftfrisker med chokoladeduft. (Nu kan jeg så ikke lade være med at tænke på, hvad Jacob har foretaget sig på toilettet….!)

Søren