74 km.
Vi stod op kl 6:00. Efter morgenmaden kørte vi kl 8:00 til Andenes færgehavn. Overfarten til Gryllefjord tog 1 time og 40 min. og kostede 75 kr for hver person. Der var hård sø, så det blev en rigtig gyngetur. Men jeg lagde mig til at sove, og vågnede først da vi ankom til kajen i Gryllefjord.
Efter ankomsten til Gryllefjord, som var en lille by, cyklede vi hen på en kro, hvor vi fik et dejlig morgenmåltid med æg, bacon, kaffe og te. 2 tyskere på cykel var også søgt ind her.
Vi cyklede videre (mod Finnsnes hvor vi ville overnatte på en campingplads) og da vi kom ned til enden af Gryllefjord, kom vi på en lang og hård opstigning på modsatte side, for at komme op over bjerget. Men oppe på toppen, havde vi en fantastisk udsigt og vejret var dejlig.
Langt om længe nåede vi over i nærheden af Finnsnes. Vi kom forbi et skilt, der viste 8 km til Senja Camping. Men vi valgte at køre ind til byen. Vi håbede at der var en campingplads tættere på. Vi kom forbi en fodboldsbane, hvor Arne gik hen for at spørge om, hvor der var en campingplads. Men vi skulle udenfor byen, rundt om en sø og ad nogle grusveje igennem noget skov. Først kom vi forbi et skilt, der viste 3 km til en campingplads! Det var meget misvisende, fordi vi blev ved med at cykle, op og ned ad bakker. Tilsidst kunne vi se at vi havde kørt rundt, og var på vej ud på den vej, vi kørte på før vi kom til byen.
Langt om længe kom vi til Senja Camping, men vi havde kørt en lang omvej og kom nu fra modsatte side. En teltplads kostede 150 kr. Vi spurgte ejeren af Senja Camping om Hurtigruten fra Tromsø sejlede fra Finnsnes til Tromsø: Nej det gjorde den ikke. Han mente vi skulle køre 50 km nordpå til Gibostadt for at komme med.
Det troede vi ikke rigtig på! Ifølge kortet skulle den sejle derfra, så vi besluttede at vi ville cykle til Finnsnes, og det viste sig da også at være rigtig. Hurtigruten sejlede derfra og til Tromsø.
Så vi sparede en cykeltur på 50 km.