Efter 10 timer over Atlanten traengte vi eller til at skaekke benene. Det var faktisk en utrolig flot flyvetur - vi floej bl.a. over Island og Groendland. I Atlanta Lufthavn havde vi 5 timer inden vores naeste fly gik mod Fort Lauderdale/Hollywood.

De 5 timer viste sig at gaa nemmere end vi havde troet. Efter at have hentet vores tasker skulle vi nemlig igennem imigrationen. Normalt ikke noget der er nogen ben i - fungerer naesten ligesom en paskontrol, bare med lidt spoergsmaal oveni. Desvaere mente den sure politidame bag skranken at der var noget lusket ved os.

Hvorfor hun skriver et stort H paa vores imigrationspapirer.

Nu skal det lige naevnes, at vi inden turen jo havde vaeret paa den amerikanske ambassade i Koebenhavn og faaet det visum, som man skal have for at faa arbejde paa baadene. Visumet hedder B1/B2, og det giver tilladelse til at opholde sig i USA i 6 maaneder af gangen. Det er altsaa stadigt ulovligt at soege og tage arbejde i USA. 

Men tilbage til lufthavnen hvor Henrik og jeg bliver hevet ind i hver vores forhoeringslokaler. Total ligesom paa film. Her bliver jeg krydsforhoert at skiftevis af good cop/bad cop om alt ligefra Henriks tilligere jobs, min lejlighed, job, familie og ikke mindst formaalet med rejsen. Heldigvis lader de efter en times forhoer mig gaa.

Vi var blevet advaret om at hvis de finder begrundet mistanke ryger man lige paa roeven hjem igen - Det er naturligvis for egen regning. Vores problem laa i at vi havde opholdstilladelse til 6 md, men ikke penge nok med til at forsoerege os selv i 6 md. Plus vi ikke havde nogen returbillet! 

Men hurtigt gaar det op for os at vi ikke er faerdige med imigrationen endnu. For som vi skal tjekke vores baggaege ind til naeste afgang, bliver jeg hevet til side og Henrik bliver bedt om at forlade tjek-in omraadet. Her bliver hele min taet pakkede sportstaske rodet igennem af en betjent, som starter med de samme spoeergsmaal som de tidligere betjente. Heldigvis havde jeg hverken spor af yachtpapirer eller ligende i tasken.