Efter at have haft de 9 gæster ombord virkede det nu helt stille på båden med kun Mr. og Mrs.. Men meget rart med lidt mere tid, så vi kunne få samlet op på al det forsømte. Og igen havde vi nu tid til at tage med ud og dykke, fiske, snorkle, hike eller hvilke andre aktiviteter der nu finder sted den pågældende dag. Efter alle gæsterne var rejst hjem forlod vi st. John og brugte de næste 3 uger med at cruise omkring the British Virgin Islands, St. Thomas, St. Maarten og St. Barth.  

2 uger før Mr. og Mrs. skulle hjem, måtte vi sende vores kaptajn, Anthony, hjem til Australien.

Anthonys far er alvorlig syg, han synger nu på sidste vers efter 5 års kamp med kræft. Hele crewet føler Anthonys fars op- og nedture, for en kaptajns humør påvirker hele skibet. Men heldigvis er det mest drengene der mærker til det, for indenfor er det cheifstew Shannon der regerer. Efter Anthony er taget hjem, har vores 1. mate Scott taget pladsen som kaptajn. Han er helt fantastisk og alle ombord synes godt om den måde han styrer båden på. Man mærker at alle er mere afslappede og arbejder som et team. Det har helt sikkert været en stor udfordring for Scott at tage over og det er første gang Anthony har forladt os, mens vi stadig havde gæster ombord og skulle sejle skibet omkring. Sagen er nemlig, at på en så gammel båd som vores, er alt absolut upålideligt og det er en større mission at lægge til kaj. Kort før jeg kom på båden, havde de en større ulykke fordi al styringen pludselig forsvandt under en ”docking”. Resultatet var, at skuden, med fuld speed, stødte frontalt ind i en cementkaj, heldigvis blev der kun pådraget materiel skade. Og sådan fortsætter de gode historier; Første dag efter Anthony var rejst gik den motor, som giver hydraulik til at hive anker og ankerkæde op i stykker. Heldigvis fandt Eugene og Riad problemet og kunne fixe det på stedet, ellers havde alternativet været – 20 mand til at hive anker + kæde op og dernæst direkte en tur tilbage til en shipyard in The U.S og få en kran til at løfte hele ankerdelen ud. På vej fra st. Barth til st. Maarten begyndte det at ryge op fra flugtlugen – tyk sort røg… ingen kunne dog finde problemet, og lige så pludselig som røgen var opstået, forsvandt det hele igen. Vi har endnu ikke fundet ud af hvad der er brændt sammen, så forhåbentlig, og kryds fingre for, at det ikke er noget vigtigt. Sagen er jo desværre, at jo mere der går i stykker jo længere tager det før vi når til Sydamerika.

Den sidste uge inden Mr. og Mrs. skulle hjem til Ohio havde de inviteret deres søn, Michael, og hans kæreste ombord. Men de var heldigvis rigtig nemme og taknemlige gæster. Desværre havde mr. M ikke en særlig god uge, hovedsagelig fordi hans firma havde mistet 24 mio. dollars på én dag. Ikke sjovt at være på service den dag. Men det er jo til gengæld meget forståeligt og vi har selvfølgelig alle sammen lov til at have en dårlig dag en gang imellem. – også selvom 24 mio. dollars kun er en dråbe i havet i et firma så stort som hans.