Lake Titicaca

Fra La Paz tog vi videre mod den lille hippieby Cobacabana, der ligger ved foden af verdens højeste sø Lake Titicaca. Her er hovedattraktionen de gamle inkaruiner på Isla del Sol og Isla del Luna (solens og månens ø). Vi brugte et par dage på at udforske de gamle ruiner og ikke mindst de hyggelige små landsbyer der ligger i området. Selve Lake Titicaca ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru og minder mest om et kæmpe hav, der lige fra inkatiderne har fascineret med sin beliggenhed og klare dyb blå farve.

Efter Cobacabana krydsede vi over grænsen til Puno. Her tog vi endnu en båd ud på søen, men denne gang for at se de flydende øer. De flydende øer er befolket af Uros folket, der har boet på søen fra før inkaerne styrede kontinentet. I dag lever Uros folket stadig permanent på deres små sivøer, men de supplerer nu fiskeriet med indtægter fra turisme. Det var fedt at opleve Uros folket alt der omgiver dem var lavet af siv, ikke kun øerne, men også huse, både og møbler. Det mest mærkværdige er dog, at de også spiser sivene, de bruger dem i deres madlavning og rå som snacks.

Selve øerne er lavet af masser af lag af siv og derefter bundet til søbunden med reb. Rimelig praktisk, for hvis man ikke kan lide sine naboer og ønsker at flytte, hiver man bare ankeret på sin lille ø op og driver videre. Og selvfølgelig skulle vi da også lige afprøve hvordan affjedringen på en flydende ø var, næsten som at hoppe på en trampolin – men stadig ikke nok til at få mig rundt i en salto.