Området er jo fyldt med små hyggelige byer, og da vi ikkekan gå til dem alle og trods alt har en stor limo holdende udenfor døren,valgte vi at køre rundt og besøge dem, Lad det være sagt med det samme, at detbliver aldrig en glæde for nogen af os at køre rundt på smalle veje, op og nedog hårnålesving, samtidig med at man skal finde ledige p-pladser, specielt ikkenår området hernede i forvejen er fyldt op med biler og mange mærkværdigebegrænsninger, som vi alligevel ikke forstår.

Nå, men vi fik set lokalområdet og fik fastslået, at Camoglier den suverænt flotteste og mest charmerende by, så vi satte endnu mere prispå den om aftenen, da vi slentrede rundt i ”vores by” for at finde et nyt oggodt spisested.

Et af de mest omtalte og smukkeste steder i Italien erCinque Terre = de 5 byer, som er på alle bevaringsværdige lister og et af desteder, man må se, inden det er for sent. Der er tale om 5 kystbyer, beliggendepå eller hugget ind i klipperne, og hvor den eneste forbindelses mulighed igamle dage var via havet, hvis man ellers kunne komme ind.

Sydligst ligger Riomaggiore, dernæst Manarola, så kommerCorniglia, Vernazza, og til sidst Monterosso al Mare.

Vi tog toget til Riomaggiore, men var nær ikke kommet af, datoget stoppede i en tunnel !! Problemet var, at perronnen var meget kort, togetmeget langt, så vi skulle stå af og gå frem til udgangsstedet, hvilket skabte lidtforvirring og panik hos de mange passagerer, der skulle af, og ikke vidste hvadder skete.

Alle 5 byer er meget små, og Riomaggiori er den næststørste,så der er der 3 gader. Vi måtte lige se lidt af byen, inden vi startede vorestogt mod næste by, men det var hurtigt overstået, så af sted mod Manarolo afVia dell Amore, en tur på kun 1 km og med et rimeligt underlag at gå på.  Via Del Amore havde det meget pudsigekendetegn, at der var hængt hængelåse op alle steder, så vi formoder, at i detkatolske (og kyske ??) Italien, må symbolisere evig troskab eller blot enpraktisk foranstaltning, idet manden ”deponerer” nøglen til konenskyskhedsbælte her.  Manarolo liggerved første øjekast højt på klipperne, men det viser sig, at byen er bygget opind i slugten og op i dalen, en meget smal by med én vej, og en ekstrem lille”havn”, der ikke kan have bådene liggende, så de bliver hejst op og lagt påhovedgaden, hvor der er plads, mellem restauranternes udendørs servering oggrønthandlernes varer.

Videre derfra til Corniglia, og vejen er fortsat rimelig,dog begynder stigningerne at komme, og da vi når frem til byen, præsenteres vifor fodgængernes ”San Francisco nedkørsel”, hvor vejen op til byen slynger sigsom den berømte nedkørsel for biler i S.F. , og der var mange trin op,  skal jeg hilse og sige !! Igen en meget,meget lille by, der lå højt, og vi fik lige tid til en kop kaffe på torvet (ja,der er kun det samme) inden vi fortsatte mod Vernazza.

Nu startede strabadserne for alvor, her var der megetuvejsomt med kraftige stigninger og stejle stier ned, nu gik vi på granit,trærødder, skovbund & grus, og der var ikke meget plads til at passerelangtsomt gående eller ”modkørende”, t-shirtene var nu godt gennemblødte ogsveden haglede af os.

Vi kom ind fra bjergkammen, og skulle (modsat Corniglia) gåned til byen, og det var gennem vinmarker og almindeligt vildnis, men udsigtenvar flot. Der blev tid til at spise lidt af den medbragte mad, og inden benenebegyndte at gøre for ondt, kom vi videre.

Strækningen til Monterosso er klart den hårdeste,stigningerne og faldene er de kraftigste og stierne er flere steder så smalle,at man ikke kan passere andre, men blot skal passe på, ikke at falde ned ibuskadset/krattet et par meter nede af bjerget. Vi grinede lidt af, at nårklippen gik lodret ned uden buskads, var der rækværk, men lige så snart der varkrat - typisk med brombær, var rækværket sparet væk, så det var bare om athåbe, at det ville gribe en, hvis det gik galt.

En lavthængende gren slog mine solbriller af, så jeg måtte entur ned i buskadset for at hente dem, heldigvis var der en rimelig bund under,men jeg havde godt nok rifter overalt, da jeg kom op igen.

Vi kom frem til Monterosso, som er den klart kedeligste byaf de 5, og vi nåede lige at shoppe lidt lokal vin og tapanade, inden vibelønnede os selv med en stor fadbamse og et glas koldt vin.

Incl. byvandringer, kaffe & vandpauser, lidt frokost,temmelig meget fotografering klarede vi turen på lidt under 6 timer.

For folk, der kommer på disse kanter, kan turen varmtanbefales, den er sindssyg flot, udfordrende og spændende, og man behøver ikkeat tage alle 5 byer, idet toget stopper i samtlige, så når man ikke orker mere,tager man bare toget hjem.

For lige at få benene i gang ovenpå Cinque Terre turen togvi en vandring dagen efter i vores eget bagland, hvor vi gik op i bjergene forat få udsigt over bugten, hvilket vil sige både den italienske og franskeriviera. I supergodt vejr kan man se Cap Ferrat – det vil jeg ikke påstå, at vikunne, men det var klart vejr og vi kunne følge bugten langt ind i Frankrig,men ikke identificere de enkelte byer eller halvøer.  På vejen tilbage måtte vi lige have en kaffe i byen Ruta, somligger ca. 15 min gang oven over lejligheden. Da vi opdagede at kaffebarenhavde et udsøgt valg af diverse vine, lækre retter, så måtte vi jo også smagepå det. Det kan anbefales – la Nico er et besøg værd, og udsigten fra højesteterrasse er fremragende – man kan se helt til Genova. For Whiskey elskere erder også lidt at vælge imellem (4 1/2 siders udvalg (slurpp)).

Vi har været rigtig glade for at bo her i Camogli, dejligtområde med masser af muligheder for fede naturoplevelser, Portofinohalvøen erspændende og alsidig, Cinque Terre er tæt på, og Genova ligger blot en halvtimes kørsel herfra, så der er lidt for enhver smag. Byen Camogli ercharmerende, dejlige restauranter og barer/enoteca’er, dog er stranden med altfor store sten og der ser ud til at være en del strøm (dog ikke afprøvet).