Familien tager på tur - til Sydafrika - til Nyati, der ligger tæt på Krüger Nationalpark - for at fejre Michael og Helles sølvbryllup samt begges 50 års fødselsdag.
Vi rejser ud af Kbh. fredag d. 29.1.2010 og ankommer til Nyati lørdag middag Her opholder vi os en uges tid, inden vi d. 6.2.2010 "splitter op", idet mor og far, samt tøserne Pia, Carina og Katja tager retur til København, mens Michael og Helle, Jummer og jeg tager videre til Cape Town, hvorefter vi holder yderligere 14 dages ferie, inden vi returnerer til Kbh lørdag d. 20.2. (Michaels 5o års fødselsdag) med ankomst søndag.
Programmet er, at vi starter med 5 dage i Cape Town, hvor vi blandt andet skal på helikoptertur over byen og Cape-halvøen, besøge en lokal township med en lokal præst, hvor kontakten er skabt gennem Steffen og Katrina på 1ste sal. Herefter kører vi til vinlandet, hvor vi bor 2 nættter i Franschhoek, og forventer at besøge flere vingårde, inden vi kører videre til Montagu. Her er der bestilt bord hos en af top-20-restauranterne i S.A. og bor i byen i 2 dage, inden vi triller videre til Oudtshoorn, hvor vi skal køre i bjerge, se grotter og ride på strudse. Vi slutter af med 3 overnatninger i Wilderness, der ligger ved kysten og i forbindelse med Garden Route. Her er bord bestilt på en gourmetrestaurant, som vi glæder os til at besøge.
Jeg vil forsøge med en regelmæssig ajourføring af rejsebogen, da der skulle være gode netforbindelser undervejs, og vi medbringer bærbar.