En noget kølig formiddag og en varm eftermiddag
Jeg kørte fra Reefton ved ni-tiden og var fremme i Maruia Springs 4½ timer senere. Undervejs holdt jeg en kombineret kaffe- og frokostpause.
Dagens terræn var præget af en opadgående tendens. Jeg startede i 200 meters højde og dagens mål ligger i 600 meters højde. Undervejs måtte jeg dog op over en top der ligger i 700 meters højde, hvorfra det gik ned til 430 meters højde. Og så op igen til 600 meter.
Landskabet var præget af flade platauer med græssende køer og stadig en del regnskov; nu mest bestående af bøgetræer. Jeg har undersøgt lidt nærmere hvad der skal til for at en skov kaldes regnskov. I følge min kilde, så skal der årligt falde mindst 2.000 mm regn i området. Og denne dag bidrog til denne mængde.
Ved starten fra Reefton havde det regnet lidt men det var tørvejr og noget køligt da jeg tog afsted. Jeg havde derfor kun overtrækstøj på. Jakken tog jeg af efter en halv time, da jeg begyndte at svede. Men snart begyndte de lavthængende skyer at afgive vand, så jeg blev efterhånden ret våd. Jeg fortsatte dog uden at tage regntøj på.
Jeg havde på forhånd besluttet at holde frokostpause ved Springs Junction, der ligger 45 km efter Reefton og 15 km før dagens mål. Da jeg nåede dertil, skiftede jeg så til en tør T-shirt og tog regntøjet på da jeg kørte derfra.
I cafeen ved Springs Junction fik jeg foruden kaffen, bacon og æg samt en citron-passionsfrugt-ostekage.
Regnen fortsatte efter frokost og holdt først lidt op da jeg kom frem til Maruia Springs, hvor jeg indlogerede mig på det japansk-prægede hotel der ligger der. Jeg fik et godt værelse der med en god udsigt.
Hotellet er blevet bygget i nærheden af varme kilder med det formål at kunne byde gæsterne på helsebringende bade. Vandet fra kilderne svinger mellem 40 og 60 grader, men "nedkøles" i bassinerne til ca. 40 grader. Jeg har benyttet mig af disse bademuligeder indtil flere gange denne dag og håber at dette giver mig øget styrke til den videre færd.
Jeg har netop nydt en lækker middag i hotellets restaurant: Pandestegt laksefillet på en bundt af lagdelte kartoffelskiver og salatblade efterfulgt af en dessert bestående af en mandel-chokoladekage med mandelcreme og hjemmelavet vaniljeis samt kaffe.