Den 18. januar 2012 ankommer jeg til Christchurch i New Zealand for at tage en fire ugers cykeltur rundt på sydøen. Jeg er tilbage i Danmark den 15. februar.
Jeg glæder mig meget til denne tur, som jeg har haft i tankerne det sidste års tid og brugt en del tid på at planlægge de seneste par måneder.
I efteråret 2010 brugte jeg en del tid på motion og især cykling, hvilket fik mig til at fundere over hvorledes jeg kunne udnytte den indvundne rutine. Med vores biltur i New Zealand i starten af 2010 i tankerne blev jeg egentlig lidt lun på at genopleve en del af dette på cykel. Og da jeg på Internettet fandt en artikel om et ældre ægtepar der havde cyklet 1.500 km rundt på New Zealand, så begyndte ideen at udmønte sig i en planlægning.
Hvis der skal være et formål for turen er det vel noget i retning af at jeg vil nyde den skønne natur i det gæstfrie land samtidig med at jeg udfordrer mig selv fysisk og også socialt ved at cykle alene, skabe kontakter til lokalbefolkningen og overnatte i sovesale med andre farende svende.
Jeg tager fra København mandag den 16. januar kl. 15:40 med SAS-fly til Tokio, hvor jeg lander efter 11 timers flyvning. Derefter er der 8 timers ventetid inden jeg flyver videre med NZ Air-fly til Christchurch, hvor jeg lander efter 11½ time onsdag den 18. januar kl. 10:00 lokal tid (17. januar kl. 22:00 dansk tid).
Jeg rejser fra Christchurch den 14. februar kl. 20:30 lokal tid (8:30 dansk) med NZ Air-fly og lander efter 1½ time i Auckland på New Zealands nordø. Efter knap en times ventetid flyver jeg videre med et andet NZ Air-fly over USA mod London, hvor jeg lander efter 25 timer. Undervejs er der et to timers ophold i Los Angeles i USA, hvorfra jeg fortsætter med samme fly. I London er der godt tre timers ventetid inder jeg tager et British Airways-fly til København, hvor jeg lander den 15. februar kl. 17:00.
Planen for cykelturen, der er beregnet til at vare 26 dage og omfatte ca. 1.600 km plus det løse, er:
- 19. januar: Christchurch - Darfield: 45 km
- 20. januar: Darfield - Methven: 57 km
- 21. januar: Methven - Geraldine: 69 km
- 22. januar: Geraldine - Fairlie: 46 km
- 23. janaur: Fairlie - Tekapo: 43 km
- 24. januar: Tekapo - Mt Cook Village: 101 km !!!
- 25. januar: Mt Cook Village: "Hviledag" - Vandretur i Hooker Valley
- 26. januar: Mt Cook Village - Omarama: 101 km
- 27. januar: Omarama - Cromwell: 111 km !!!!!
- 28. januar: Cromwell - Queenstown: 61 km
- 29. januar: Queenstown - Wanaka: 81 km
- 30. januar: Wanaka - Makarora: 65 km
- 31. januar: Makarora: "Hviledag" - Siberia Experience
- 1. februar: Makarora - Haast: 82 km
- 2. februar: Haast - Lake Paringa: 52 km
- 3. februar: Lake Paringa - Fox Glacier: 69 km
- 4. februar: Fox Glacier: "Hviledag" - Lake Matherson og Gletscher
- 5. februar: Fox Glacier - Okarito: 51 km
- 6. februar: Okarito - Hari Hari: 57 km
- 7. februar: Hari Hari - Hokitika: 72 km
- 8. februar: Hokitika - Greymouth: 40 km
- 9. februar: Greymouth - Reefton: 77 km
- 10. februar: Reefton - Lewis Pass: 66 km
- 11. februar: Lewis Pass - Hanmer Springs: 74 km
- 12. februar: Hanmer Springs - Waipara: 77 km
- 13. februar: Waipara - Christchurch: 58 km
Dette er planen, og der er reserveret overnatning alle steder på nær et enkelt, hvor alt var optaget.
Hvis jeg skulle blive forsinket undervejs, så er der muligehed for at indhente det, idet der er mulighed for at få cyklen med bus på det meste af ruten.