Så er der tid til at skrive videre igen... Der er masser at fortælle endnu og det er ikke til at vide hvor mange dele den her tur bliver delt op i:)

De næste tre dage blev brugt på at slappe af og prøve vandreskoene af. Vi gik ca. 10 km både fredag og lørdag og jeg kunne godt godkende mine vandresko:) Vi begav os afsted fredag, godt smurt ind i solcreme og med vand i drikkedunken og første stop var et smukt sted, hvor vi havde mulighed for at komme ind at stå bag ved et vandfald. Det var en fed fornemmelse. Det var virkelig det smukkeste landskab vi gik i. Man kan bare ikke tro det kan blive bedre, men det ene overgår bare det andet hele tiden. Vores guide Glenn var kørt afsted i jeep sammen med de skadede og halvsyge folk og dem mødtes vi med efter at have hoppet fra sten til sten og med små minivandfald til alle sider. Vi spiste lidt frokost, badede i lagune, hyggede og sluttede af med vandrutsjebane ned af nogen sten. Vandet løb ned over stenene og man lagde sig bare ned , ligesom i en rutsjebane og så gled man ellers bare derned af. Det var lidt ømt for røven, men det var det hele værd.

Søndag skulle vi forlade San Francisco igen. Planen var at vi skulle sove længe og have lækker brunch inden vi kørte, men det blev ikke til noget da høvdingen i byen skulle holde møde i hytten med de andre høvdinger. Og jeg vil lige slå fast, at når jeg siger indianer og høvding, så er det ikke sådan nogen, som render rundt med fjer i toppen og maling i ansigtet. Jeg blev også selv lidt skuffet:) De ligner helt normale mennesker, men lever bare på en helt anden måde. Men vi kørte tidligere end planlagt hen til den sidste camp inden vi mandag skulle starte med at bestige Roraima.

Så kom dagen endelig, hvor vi skulle have rygsækken på ryggen og begive os afsted mod toppen af Roraima. Vi skulle bruge 3 dage på at bestige bjerget, have en dag på toppen og bruge 2 dage på at komme ned igen. Den første dag skulle vi gå et stræk på 11 km. Tasken var fyldt godt op, da vi alle havde fået en mængde mad, som vi skulle bære på. Vi forsøgte at komme tidligt afsted om morgenen, men det er vi ikke så gode til. Og nej, jeg er ikke altid den sidste, selvom I nok tror det derhjemme;) Jeg havde inden vi startede troet at jeg ville være i stand til at gå i et nogenlunde tempo og følge lidt med de hurtige, men det fandt jeg hurtigt ud af, at det kunne jeg godt glemme!:) Da vi mødte den første "lille" bakke gik jeg fuldstændig død. Det gik ellers lige så godt, men det stoppede der. Jeg fik kæmpet mig op med en hel del pauser undervejs, men derefter gik det nogenlunde ligeud hele vejen. Det var til at holde til, bare man sørgede for at drikke en masse vand og for mit vedkommende holde en masse pauser:) Vi gik i små forskellige grupper alt efter hvor meget fart folk havde på. Vi kom helskindet frem til det sted vi skulle have frokost og derfra havde vi kun en halv time hen til første camp, hvor vi skulle overnatte. Jeg havde ikke fået drukket nok vand i løbet af dagen, så jeg havde et rigtig dårligt om aftenen og havde overhovet ingen kræfter til noget som helst og slet ingen appetit, så jeg tilbragte mere eller mindre hele dagen og aftenen i teltet. Jeg havde det heldigvis bedre næste morgen og de efterfølgende dage drak jeg masser af vand:) Så kan jeg bare lære det. Vi havde fået af vide på forhånd at anden dagen ville blive den hårdeste, så jeg havde forberedt mig på det værste. Og ja, den var hård! Jeg kunne hurtig fornemme, at den her tur ville kræve meget at mig og blive det hårdeste jeg nogensinde har været udsat for. Biip-test er jo piece of cake ved siden af;) Jeg gik alene det meste af andandags turen. Det passede mig faktisk ganske fint. for så kunne jeg helt selv bestemme mit tempo. Jeg kunne hverken se nogen mennesker foran eller bag mig, men kunne bare se en masse bakker som jeg vidste jeg skulle op over. Og når jeg siger bakker, er det IKKE bare halbakken, men bakker der bare bliver ved med at gå opad og opad. Solen stod lige på en hele dagen og de gange hvor jeg fandt bare lidt skygge, smed jeg  rygsækken og så var det ellers bare om at komme ned og ligge-SKØNT! Det gik lige så stille fremad og det var sindssygt hårdt! Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget så hårdt!! Jeg nåede at tænke rigtig mange gange, at det her gør jeg aldrig mere. Jeg mødte en af guiderne og spurgte ham hvor langt der var igen til campen. Jeg skulle "bare" lige op over en mere bakke og gå et lille stykke, så var jeg der. Endelig kunne jeg se en ende på det. Min krop var SÅ øm og total smadret, da jeg kom frem til målet, men efter at have fundet en plads i skyggen og slappet af på det dejlige oppustlige liggeunderlag, var jeg da i stand til at hjælpe med at lave frokost. Resten af dagen slappede vi bare fuldstændig af. Det er rigtig primitivt på sådan en tur, dvs. ingen toilet, bad eller køkken. Så jeg er mester i at finde de gode tissebuske:) Men glad for jeg ikke har diarre på den her tur, for det foregår på den måde, at vi får stukket en pose i hånden, går ud og finder os et godt sted og sidder der lidt, slår en knude på posen og smider den i en fælles skidepose, som en af de lokale guider får ekstra penge for at slæbe rundt på. KLAMT! Men vi vænnede os efterhånden til det primitive liv.

På tredje dagen begyndte vi at gå op af selve bjerget. Det var et helt andet terræn end de andre to dage. Der var 4 km op ad bjerget, lyder ikke af meget, men det var altså 4 km, hvor det gik enten op eller ned, mest OP! Vi gik på en lille sti mellem blade, træer, enkelte blomster og masser af sten. Vi var nødt til at kravle på alle 4 og bruge armene nogen steder, fordi det var så stejlt. Man brugte så mange kræfter og det syrede til i alle muskler i ens ben. Jeg har fået virkelig gode ben af det her:) Vi gik to sammen og vi hjalp hinanden med at komme fremad. Vi kunne hele tiden se mod toppen og der syntes bare så langt derop hele tiden. Jeg følte overhovedet ikke vi nærmede os. Det sidste stykke var vildt stejlt og man skulle virkelig koncentrere sig om at sætte fødderne rigtigt og få røven med sig, ellers kunne det hurtigt skride lidt, da der lå mange løse sten. Endelig fik vi øje på en af guiderne, som stod og vinkede til os, så vi vidste vi var tæt på nu. Vi fandt op til ham og troede vi var tær på de andre fra grupen nu, men det viste sig, at vi lige skulle gå en times tid mere før vi kunne slappe helt af. Heldigvis gik det lige ud, men man skal stadig koncentrere når det er sten man går på. Det var en virkelig mærkelig følelse at gå med, da jeg nærmere mig campen og dermed toppen. Jeg var fuldstændig smadret, mine ben kunne snart ikke bevæge sig mere og jeg syntes på det tidspunkt ikke det var specielt fedt at havde nået toppen. Jeg havde forventet, at jeg ville være lidt mere begejstret og oppe at køre, men jeg var simpelthen for træt og udmattet. Vi slog vores telt op i en slags grotte og fandt hurtigt soveposen og det varme tøj frem, for der var virkelig koldt deroppe!! Vi har jo vænnet os til sol og varme, men det var der ikke meget af deroppe. Senere på dagen begyndte det at gå op for mig, hvad det var jeg havde gjort og syntes alligevel det var lidt vildt at være på toppen af et bjerg. Landskabet deroppe bestod af sten og sten og lidt grønt, men det mindede meget om hinanden og jeg kunne sagtens fare vild deroppe:)

Dagen på toppen havde vi mulighed for at gå en kort eller en lang tur. Jeg valgte uden tvivl den korte på en 3 timer. Desværre var der meget overskyet den dag, så vi fik ikke set det der var meningen. Men det var fedt at gå rundt deroppe. Der var ikke så meget andet at give sig til deroppe, så vi spillede kort og hyggede ellers bare.

Det er blevet fredag. 23.feb og tid til at komme ned af bjerget igen. Vi skulle kun bruge to dage på at komme ned, så den første dag skulle vi gå et stræk på 18 km! Det var svært at komme igang igen, men benene skal bare lige varmes lidt op, så går det bedre. Jeg havde troet det ville være en del lettere og hurtigere at komme ned af bjerget, men nej... Der tog jeg fejl igen. Det tog næsten lige så lang tid at komme ned af bjerget som det gjorde at komme op. Man skulle koncentrere sig om hver eneste skridt og finde de gode steder at holde fast ellers kunne det hurtigt gå galt. Vi bandede det langt væk mange gange, men vi formåede stadig at flytte benene, selvom det var rigtig svært. Men jeg kom da ned af bjerget og videre ud på ruten. Der var stadig mange kilometer i vente. Det var et helvede at gå og jeg troede aldrig turen ville slutte. Vi gik og vi gik, vi grinte lidt af os selv og vores gangart og så efterhånden virkelig meget frem til pizza og cola, som vi vidste ventede på os når vi kom ind til byen igen. Vi skulle ned af alle de bakker som vi gik op af for et par dage siden, men det var ikke fordi det var nemmere. Jeg nærmest løb ned af dem fordi det gjorde mindst ondt. Så det kan faktisk godt være hårdt at gå NED af bakke. Til sidst satte jeg lidt turbo på for der gad jeg bare ikke mere og jeg ville bare hjem nu, men jeg havde ikke helt kræfter til at holde tempoet hele vejen til mål. Gik død og havde allermest lyst til at sætte mig ned og håbe på der kom en og samlede mig op. MEN jeg gik hele vejen og efter 9 timer kunne jeg smide rygsækken og sige til mig selv at nu var den åndssvage lange gåtur slut-for den dag i hvert fald. Vi spiste, slog telt op, gik i seng og frygtede de sidste 11 km imorgen.

Jeg vågnede tidligt næste dag og tænkte at når den her dag er slut er jeg HELT NEDE af Roraima og sige at jeg har besteget et bjerg. Meeen der var lige 11 km der skulle overstås først. Alle folk ville tidligt afsted, så det kunne overstås hurtigst muligt, men jeg var en af de sidste der kom afsted. Jeg er jo ikke så hurtig om morgenen;) Vejret var perfekt til at gå i, overskyet og med lidt støvregn nogen gange. Jeg tog de første skridt ud på stien og 3,5 time senere var jeg sammen med resten af gruppen igen. Nu var det endelig slut! Vi fik smidt det klamme svedige tøj, taget en truckervask, slappet lidt af og og pakkede taskerne ned i traileren, så vi kunne komme videre hen til cola og god mad:) Inden vi kørte fandt vores guide nogen kolde velfortjente øl frem og vi havde fællesskål med "We are the champions" i baggrunden. Det var fedt! Hotellet og det varme vand ventede på os i St. Elena, hvor vi skulle sove i 2 nætter, så der kørte vi hen. Det var lige hvad vi trængte til. Lækre bløde senge, blæser, bad med varmt vand, toilet, så det var rent luksus for os:) Nu skulle vi forkæles. Om aftenen stod den på pizza og fest i byen.

Søndag kunne vi sove længe, men det er jo ikke til i den varme, men vi lå og puttede. Idag skulle vi på shoppetur i Brasilien. Det tog ikke lang tid at komme dertil, så der var vi en 4 timer og bruge lidt penge. Jeg var ikke helt på toppen og havde stadig ikke fået appetiten tilbage, selvom der er masser af lækker mad nu. Mandag var det tid til at vende hjem til Chichi igen. Jeg og et par stykker mere tog bussen hjem og var lidt tidligere hjemme end de andre. Men da vi alle var hjemme sluttede vi turen af med en fest, selvfølgelig:)

Nu er vi efterhånden allesammen ved at gå nogenlunde normalt igen og kan se tilbage på en rigtig fed tur. Selvom man bandede mange gange undervejs og sagde aldrig mere og havde mange negative tidspunkter, så har det jo været helt fantastisk og absolut noget af det smukkeste jeg kommer til at se. Ingen tvivl om det. De her dage går vi og slapper af og forbereder os til Delta-turen, hvor vi skal ud og ro i kajak. Jeg mener vi tager afsted d.6 marts og kommer hjem igen d.15. Jeg er godt nok ikke helt optimalt med i forberedelser, da jeg og et par andre har brugt tiden på at gå til diverse læger, så vi kan få det rigtige medicin og blive raske. Jeg har fået en infektion i kroppen, som slår ud ved at jeg får nogen bylde-lignende ting rundt på kroppen, lige nu befinder de sig på ballerne. Jeg har svært ved at sidde ned og har de sidste dage haft rigtig ondt. Men de næste 3 dage skal jeg ned til Dr.Pedro to gange om dagen og have en indsprøjtning og så får jeg elllers en masse medicin, men jeg sætter min lid til Dr. Pedro og håber på det snart forsvinder:)

Det var alt for denne gang... Det er blevet madtid igen hernede og jeg må se om jeg kan få lidt ned. Har stadig ikke den helt store appetit, men bare rolig, jeg har det fint:)

Pas godt på jer selv derhjemme og drik en enkel øl eller to for mig imorgen til fars fødselsdag:) Savner jer og tænker tit på jer derhjemme! 

Tusindvis af varme tanker fra Sanne