WEEEEEEEEE... Jeg sidder lige nu i gode gamle Chichiriviche og ser tilbage på en helt sindssyg uge! Vi startede adventure programmet med en uge i Merida, en universitetsby som ligger i den vestlige del af Venezuela. Jeg glædede mig til at komme til en storbylignende by og udforske både natteliv og diverse shoppingcentre, men mest af alt glædede jeg mig til at prøve endnu flere grænseoverskridende ting, og det må man så sandelig sige jeg fik gjort! 

Jeg ankom til byen tirsdag d.20.marts, en dag senere end resten af gruppen, da jeg endnu engang var med bus pga. jeg ikke var sluppet helt af med bylderne. Buschaufføren havde ikke ligefrem foden på speederen hele turen, så vi blev et par timer forsinket. Men vi fandt endelig frem til hotellet, som var rigtig lækkert med VARM, nærmest kogende, vand, dobbeltværelse med dobbeltseng, fjernsyn med amerikanske serier, tagterrasse med hængekøjer og vi faldt til med det samme og blev hurtigt stamkunder ved bageriet, som lå lige ved siden af hotellet:) Programmet skulle starte den dag vi kom. Vi var igen på denne tur delt ind i 2 grupper, så vi ikke var så mange afsted på turene af gangen og jeg var så heldig at mit hold, hold 2, skulle starte stille og rolig ud med en rundtur i byen, hvor vi fik vist alle de gode steder i byen. Man mærkede hurtig "storbylivet" og man skulle lige kigge sig for en ekstra gang før når man gik over vejen. Der var larm og masser af biler og mennesker og det hele gik lidt hurtigere end hjemme i Chichiriviche. Senere på dagen tog vi i zoologisk have, hvor vi hyggede-meget stille og roligt. På forhånd havde vi fået fortalt at der ville være køligere her, sådan typisk dansk sommervejr, så regnjakken var pakket med i tasken:) Men de første par dage var der ikke noget at brokke sig over, solen skinnede fra en skyfri himmel. 

Næste dag var det vores tur til at komme ud at rapelle. Inden vi tog afsted var jeg egentlig ikke helt klar over hvad det helt præcist var det gik ud på, så ikke den helt store nervøsitet fra min side af. Vi fandt hver vores våddragt og Byggemand Bob hjelme og så gik turen mod vandfaldene. Vi tog en Tour De France stigning i jeepen og lige så stille fornemmede man hvor højt vi egentlig kom op og hvor langt vi skulle ned igen! Men vores to guides er begge på landsholdet i henholdsvis rapelling og river rafting, så selvom de får sig en fed i ny og næ, så vidste vi, at vi var i trygge hænder:) Vi kom hen til det første lille vandfald på 7 meter. Humøret var højt og kampråb var der såmænd også. Vi blev iført seler og var så klar til wildlife og adventure. Jeg var en af de sidste som skull prøve og jo nærmere jeg kom på kanten, jo mere nervøs blev jeg, ikke mindst fordi vi skulle rapelle ned gennem et vandfald og vand i så store mængde er ikke lige mig:) Men da jeg først kom hen til kanten var der ikke rigtig andet at gøre end at bevæge sig ud over den og der gik jo ikke mere end to-tre minutter, så var man nede på nogenlunde fast grund igen. Det var fedt og hurtigt overstaaet, men det var også det første og vi vidste der ventede os meget mere. Andet sted vi skulle rapelle var en del anderledes. For det første var det højere- 12m- og for det andet skulle det gøres på en anden måde. Vi skulle have ryggen ind mod klippen og ellers bare ud i vandfaldet og forsøge at holde os ind mod klippen, men det var her det gik helt galt for Sanne. Jeg fik på en eller anden måde vendt mig såsan at jeg fik hovedet nedad. Så hang jeg der med benene i luften, larmende vand rindene ned over mig og anede overhovedet ikke hvad jeg lige skulle gøre af mig selv. Jeg kunne slet ikke høre eller se guiden som skulle tage imod mig. Panikken var tæt på at indfinde sig, da jeg slog hovedet ind mod klippen, men fik heldigvis vendt mig nogenlunde rigtig, tror jeg, og jeg kom helt ned. Jeg var stadig chokeret, men ellers var jeg okay. De to andre, som havde taget turen før mig, så ud som om det havde været en rimelig vild tur for mig, men jeg havde slet ingen fornemmelse af hvor land tid jeg havde hængt med hovedet nedad. Lidt vildt at tænke på bagefter, men ACTION:) Tredje og sidste sted vi skulle rapelle var 27 meter højt og denne gang var det heldigvis ved SIDEN af et vandfald og ikke i et. Jeg havde ikke den bedste stil på vej ned, men jeg kom ned og det var en fed oplevelse. Bare at hænge der i et reb på vej ud over en klippe- fantastisk! Men dagen bestod af så meget mere end rapelle. Vi gik fra vandfald til vandfald og det krævede nogen gange lidt mod at tage den vej som guiderne gjorde. Vi hoppede ned fra klipperne og ned i vandet, nogen steder var det meget smalt, vi fik de vildeste rutsjeture ned ad de våde sten og ned i vandet og det krævede næsten mere mod fra min side at gøre e ting end det gjorde at rapelle. Men det var fedt at få overskredet nogen grænser- IGEN IGEN:) Det var en rigtig fed dag med fællessang, klamt fråderi af chokolade og en masse mindre styrt og vilde episoder. Jeg har desværre ikke billeder derfra, da det var besværligt at have kamera med, men kan være der kommer nogen senere. Ingen tur uden et lille lægebesøg, så da vi kom hjem til hotellet, var der arrangeret lægebesøg for byldefolket, som efterhånden er blevet en pæn stor gruppe. Jeg fik noget stærkere medicin og det hjalp, så nu er jeg forhåbentlig byldefri for evigt!

PENDULSPRING! Vi fortsatte adventure stilen den efterfølgende dag hvor vi havde mulighed for at prøve et pendulspring fra en bro. Et pendulspring siger egentlig lidt sig selv, men man springer ned fra fra den ene side af en bro og rebet du hænger i er sat til på den anden side af broen, dvs. når du springer ud fra broen kommer du ned under broen og over på den anden side og så er er ellers dømt gyngetur. Denne gang var folk rigtig nervøse og ikke mange var sikker på, at de ville gøre det. Jeg følte mig rimelig sikker, men det kunne nå at ændre sig, når jeg så stedet vi skulle springe fra. Det foregik fra en bro midt inde i byen og bilerne drønede forbi bag os. Folk stoppede op på fortovet for at se hvad vi havde gang i. Der var 43 meter ned til land, men springet var "kun" på 20 meter. De første tog springet og bare det at se folk gøre det, gav et sus i maven. Jeg var en af de sidste der blev iført udstyret og på det tidspunkt var der ingen vej tilbage. Jeg fik de sidste opmuntrende ord og stillede mig op på kanten. Proceduren var at de talte til 3 og så hoppede man ellers bare så langt ud man kunne. Jeg stod og rystede på kanten og prøvede at vænne mig til tanken. De begyndte at tælle højt bag mig og på 3 gik et løs. Jeg hang i luften og det var sindssygt!! Det kildede helt vildt i maven og uden tvivl mit livs gyngetur. Jeg gyngede frem og tilbage og skreg af glæde. Det var FEDT og man havde lyst til en tur mere! Bagefter var man helt oppe at køre, men jeg faldt hurtig omkuld da vi kom hjem til den dejlige seng og som et lille barn:) Jeg har optaget en lille video med mit spring, men jeg kan ikke få lagt den ind på siden. Den må I have til gode:) 

 Adventurelivet ville ingen ende tage-heldigvis. Nu var turen kommet til mountainbikes, nærmere betegnet DOWN HILL MOUNTAINBIKING. Her kunne jeg se det gå grueligt galt:) Jeg kunne alllerede se styrtet for mig, men de betænkeligheder havde jeg slet ikke behøvet. Vi fik hver vores mountainbike, endnu en gang kørt ufattelig højt op i landskabet og så gjaldt det om at komme ned og vi kunne mere eller mindre selv bestemme farten. Vi startede ud med nogen små bakker hvor vi lige skulle lære cyklen og det meget avancerede gearsystem at kende. Bremsen blev holdt i bund det første lange stykke tid, men lige så stille begyndte man at slippe lidt på den og dermed fik man automatisk mere og mere fart på. Man følte nærmest man svævede afsted, det eneste man skulle koncentrere sig om var at dreje med rundt i svingene, hvilket ikke alle fik gjort:) Men det gik ikke kun nedad, så let skulle vi ikke have det. Det var tid til at presse sig selv fysisk. Det var pissehårdt og bakken endte bare aldrig. Man havde cyklen i det laveste gear og trådte i pedalerne på livet løs, men man følte overhovedet ikke man kom nogen vegne. Det er holdt en kørende var at man vidste, at når stignignen var overstået, så gik det nedad igen og tro mig, det gik nedad!! Man fik så meget fart på. Vi kunne selvfølgelig selv bestemme farten, men det var fedt bara at give lidt slip på bremserne og så bare suse afsted. Vi kørte på asfalt og til tider kom der en bil i svinget, men dem undgik vi heldigvis. Omgivelserne var suveræn flotte, men vi var jo også i Andesbjergene;)

Lørdag havde vi fri det meste af dagen, så den blev brugt i diverse tøj - og skobutikker. Merida er en dyr by at befærde sig rundt i! Efter en vellykket shoppetur fortsatte vi med PARAGLIDING. Igen nærmede vi os skyerne og igen vidste jeg ikke lige hvad der ventede os. Vi skulle flyve af to omgange og jeg var med i den første gruppe, så der var ikke tid til at se hvad det var for noget. Vi skulle flyve med hver vores guide, som gav os udstyret på og spændte os fast til faldskærmen. Han skulle styre det hel og vi skulle bare sidde og nyde det. Det mest grænseoverskridende var at skulle ud over kanten. Vi tog tilløb og løb nærmest ud over kanten, gav slip på jorden, vinden fik fat og så svævede vi. Det var ufattelig smukt. Det var først på aftenen, så derfor var solen så småt på vej ned og det gav et helt specielt lys. Det kildede i maven og jeg skulle lige finde mig til rette i "sædet". Vi befandt os tæt på skyerne og kunne se bjerge, marker, vand,by og ikke mindst solen og himlen. Rundt omkring en fløj alle de andre. Landingen blev helt perfekt, kvalmen var dukket op, men det så man bort fra efter sådan en flyvetur.

Efter sådan et par hektisk dage trængte vi alle til stille og roligt. Man havde fået mange nye oplevelser på meget kort tid. Så søndag blev en typisk søndag med dårligt vejt og tømmermændsagtig stemning. Fjernsynet blev tændt og så var der dømt Serie-Søndag. Og det var der mere eller mindre de næste to dage, da vi blev et par dage ekstra i byen, fordi nøglen til jeepen var kommet med vores ene guide hjem til Chichiriviche og det tog lidt tid før den dukkede op igen. Men det gjorde os ikke så meget, for så var der mere tid til shopping, hygge og diverse amerikanske serier:)

Inden vi vendte helt hjem til campen var vi længere oppe i Andesbjergene, hvor vi skulle ud at ride. Temperaturen var faldet en hel del, så vi havde købt hue, vanter og halstørklæde til turen og heldigvis for det:) Jeg fandt mig en LILLE sød hest, som mest af alt mindede om et æsel, men den passede perfekt til mig. Det var en virkelig smuk tur op af bjerget, det hele var meget frodigt. På toppen frøs vi, men fik varmen ved at forsøge med lidt fiskeri- uden held- gik tur rundt om lagunen deroppe, havde bål og vikingerne tog et spring i det alt for kolde vand! På nedturen var der lidt mere gang i min hest og og den sluttede af med en omgang galop hen over græsmarken- det gik lidt for hurtigt, men sjovt! 

Igår, torsdag d.30.marts, var vi hjemme i Chichiriviche igen efter et par dages forsinkelse. Og her forsætter adventure-programmet med nogen små dagsture. D.10.april er sidste dag og derefter skal jeg ud i frivilligt arbejde en måned. Tiden er fløjet afsted hernede og kan slet ikke forstå jeg allerede har været afsted i 2 1/2 måned. Jeg er glad for at jeg har valgt at rejse til Costa Rica bagefter, for jeg er slet ikke klar til at komme hjem endnu. Jeg vil have mere:)

Det var alt for denne gang... Jeg kan garantere der kommer mere fra min måned med adventure, som heldigvis fortsætter de næste par dage.

Jeg bliver lige nødt til at fortælle, at jeg har haft endnu et lille lægebesøg idag, men denne gang skulle jeg bare betale for et tidligere besøg, men det blev en dyr omgang. Jeg tog den på beløbet; 1,2 millioner!! Forhåbentlig første og sidste gang det sker:) 

TAK for alle jeres mails og hilsner i min gæstebog, fortsæt bare det gode arbejde og jeg bliver så glad:) Håber I alle har det godt derhjemme og nyder foråret og påsken. Hernede går de helt amok i påsken- en stor fest, men det kan vi lide.

Heeeeeeeeeeeeeeej fra Sanne