Fra Auckland fløj vi tidligt om morgenen til Sydney, hvorfra vi - via Perth på Australiens vestkyst - skulle til Denpasar på Bali. Turen tog som ventet hele dagen og omfattede en del ventetid i diverse lufthavne. Men hva' fa'en - man kan jo ikke både være sent ud OG få billige billetter, der bare passer perfekt.
I Australien ville vi veksle lidt af de penge, vi havde modtaget fra bilsalget. Vi startede kækt med at forlange indonesiske spaghetti-penge svarende til 800 australske dollars. Vi blev imidlertid bedt om at genoverveje, da den ville blive MANGE sedler (AU$ 800 ~= DKK 4.000 ~= RP 8.000.000 -- jep, otte millioner). Disse fuldstændigt værdiløse penge var ganske vist lette at regne med (man delte blot med 2.000 for at få beløbet i danske kroner), men ens forhold dertil bliver jo fuldkomment forkvaklet, når to personer kan spise tre retter med tilhørende drikkevarer for 40-45 danske kroner i alt!
Bali var lækkert! Dog måtte man flere gange trække vejret og tælle til ti, når man for 117. gang på ti minutter havde fået tilbudt "YES! transport, transport?" (Nej, jeg skal IKKE leje din bil/scooter/cykel med eller uden chauffør ... HELLER ikke i morgen!) Vi overnattede tre dage i Sanur, hvor stranden var flot, bølgerne blå og vandet varmt. En af dagene brugt vi på Kuta Beach (hvor alle de australske turister befinder sig), hvor bølgerne ikke kun var blå, men også store. Herligt. (Nej, jeg gider IKKE købe/leje nogen sarong/liggeunderlag/surfbræt/whatever ... HELLER ikke i morgen!)
Jysk Rejsebureau har et kontor i Sanur, hvorigennem vi bestilte en guidet mountain bike-tur i Balis hjerte. Efter minutiøst at have gennemgået bremsernes funktion og den dermed forbundne fare, gik guiden i gang med en om muligt endnu grundigere gennemgang af cyklernes gearing! ("Hvis I så vil have et lavere gear, så skal I trykke på den nederste knap til højre ELLER den øverste knap til venstre ... Lalala ... og hvis I så vil have et højere gear, så...") Jep, vi er bekendte med udvendige gear - vi har faktisk prøvet at cykle før ... flere gange, for at det ikke skal være løgn. Jaja, vi smilte til hinanden og holdt vores kæft, og heldigvis kompenserede turen så rigeligt for den lidt enerverende guide. Vi suste 25 km gennem rismarker og små landsbyer, hvor dovne hunde konstant udfordrede koncentrationen, mens børn i alle aldre ville 'high-five' både Lars og jeg (formodentlig med en del røde børnefingre til følge, da vi brugte handsker og de ikke gjorde!)
Sidst på dagen blev i sat af i Ubud og tog et par dage derefter til Lovina, hvor vi igen kunne nyde stranden (og sælgerne på stranden, ikke mindst). Efter en relativt hård aften i byen med et par schweiziske piger og risvin on-the-rocks, reddede Jens sig en overvældende gang tømmermænd, men slap heldigt i forhold til Lars, der reddede sig en dårlig mave, som endnu ikke er i orden (og det er nu 9-10 dage siden)! Denne tilstand har imidlertid haft den fordelagtige konsekvens, at vi ikke tolererer overnatning uden adgang til 'europæiske toiletter' - Lars Tyndskid accepterer ikke 'stå'-modellerne, der da også er både ulækre og besværlige at benytte. (Og hvorfor FANDEN har man hverken toiletpapir eller sæbe - nu må I sgu lige stramme op!)
Efter Bali tog vi en ældgammel færge over strædet til Java. Færgen var i øvrigt nødt til at sejle en kæmpe omvej, da den ikke havde hestekræfter nok til at gå op imod strømmen. På Java brugte vi hovedsageligt vores tid i Solo og Yogyakarta, hvor vi så på templer, plantagedrift og generelt byliv. Især var Borobudur ved Yogyakarta imponerende, men de sjoveste billeder fik vi nok under et besøg i 'penistemplet' i Solo hehe. Java var meget mindre turistet end Bali, men det var stadig tydeligt at man som hvid rejsende altid var i opposition til de lokale, der nok var utroligt flinke, men som logisk nok også betragtede en som priviligeret rigmand fra det fjerne Vest (hvilket jo heller ikke er helt forkert). Eksempelvis lykkedes det os ikke helt at gennemskue hvordan vi kunne købe en ægte batikskjorte uden at blive snydt. (En 'ægte' skjorte er den slags som de lokale selv producerer og går med til hverdag, ikke et made-in-china-replika som de fleste turister ender med at købe.) Alle man spurgte fortalte kun halve sandheder (eller sådan føltes det), da batiksjorter selvfølgelig er en nem og ligetil måde at lokke penge ud af de rige, hvide turister. Selvom Indonesien lider under stor fattigdom, så værner de meget om deres frihed og demokratiske rettigheder, og mange steder i hjemmene og på gader ser man billeder af nuværende og tidligere præsidenter med sloganet 'enhed gennem forskellighed', der er devisen bag deres nationalisme. Så selvom landet økonomisk set er et u-land, så er man ikke i tvivl om, at det politiske klima trods alt er nogenlunde stabilt.
Fra Yogyakarta fløj vi til Singapore (via Jakarta), hvor vi p.t. befinder os.
Singapore
