Lørdag d. 6. marts

Vi vågnede idag kl. 8 i Cats hus. Vi havde alle sovet fantastisk, og det det var rart at være fri for at sove i køjeseng for en enkelt nat. Vi fik spist noget morgenmad, og pakket taskerne inden vi kørte mod togstationen, hvor vi skulle med et tog til Sydney. Vi skulle dog lige forbi for at hente Cats mor først, da de to skulle ud og kigge på bryllupskjole til Cat. Drew friede til hende på toppen af Table Mountain i Afrika, inden vi alle tog hjem. Efter en togtur på en god time, ankom vi til Sydney. Vi fik sagt farvel til Cat og hendes mor, inden vi kom på toget til Kings Cross. Det havde været dejligt at se Cat igen, og bare slappe af med hende. Det var næsten ligesom at være hjemme igen. Da vi ankom til Kings Cross, blev vi taget imod af receptionisten fra vores hostel. Han fulgte os hen til vores hostel. På vejen derhen kom vi forbi en pokkers masse "Adult Shops", "Show Girls"bar, stipklubber, "Den glade luder", osv. Rigtig et lækkert område vi befandt os i! Vi kunne dog ikke lade være med at grine lidt ad det. Hvis vores receptionist ikke havde taget imod os havde vi aldrig fundet derhen. Det lå inde ad en lille sidegade kun med et lille skilt over døren. Med alle de høje bygninger omkring var det ikke nemt at se at det var et hostel. Alle medarbejderne på hostellet var superflinke. De havde lige købt det for tre uger siden og var nu i gang med at renovere det. Vi fik tjekket ind og fik vores nøgle. Vores receptionist insisterede på at bære alle vores tasker op på tredje sal på én gang. Han fik åndenød, mens vi fik os et billigt grin. Vi blev tjekket ind på en 8-mands værelse, hvor mange folk havde boet i flere uger. Værelset var dog fint med badeværelse og fjernsyn.

Efter at have parkeret vores bagage på vores værelse, besluttede vi os for at gå på McDonald´s for at få noget middagsmad, inden vi ville på stranden. Her advarede en ældre mand os mod, at lægge vores tasker på bordet, samt sagde, at vi skulle være forsigtige med, hvem vi snakkede med her. På samme måde havde Cat og hendes mor advaret os om Kings Cross, så vi var allerede lidt forberedte. Efter at have spist vores middagsmad gik vi en smut på et frugtmarked omkring 100 meter fra vores hostel.Her var der kæmpe mængder frisk frugt til billige penge. Samtidig var der en masse smagsprøver, så vi fik os lidt dessert. Vi købte en pose vindruer, som vi tog med på stranden. Vi gik ned i byen for at tage en bus ud til BONDI BEACH, juhuu!! Efter at have kørt omkring en time kom vi til den verdenskendte strand fra fjernsynet. Der var mennesker overalt. Folk surfede og badede. Aldrig havde vi set så mange mennesker på en strand. Vejret var helt perfekt til det i dag. Der var ikke en sky på himlen og vind var der ikke meget af. Der var dog alligevel nok til at der var en del bølger, som vi kunne boltre os i. Vi gik frem og tilbage mellem vandet og vores håndklæde på stranden.Vi havde i Noosa købt en badebold, men på grund af det dårlige vejr havde vi ikke haft mulighed for at bruge den før nu. Vi glædede os derfor til at komme ud og afprøve den. Det første skud Ninna skød blev dog taget af vinden, så Charlotte måtte kæmpe sig gennem bølgerne og gennem alle menneskerne for at nå at få fat i bolden igen inden den blæste helt væk. Det var sidste gang vi prøvede at skyde med den. I stedet blev den brugt til at holde os oppe med, når vi plaskede i vandet. Vi faldt næsten i søvn på stranden og slappede fuldstændig af inden klokken blev 17 og vi gik op for at få en smoothie på en Juice Boost Bar, der lå lige oppe på den anden side af gaden. Den sad vi og nød, mens vi ventede på at bussen skulle køre tilbage til vores hostel.

Da vi kom tilbage til Kings Cross gik vi i supermarkedet Coles, der lige lå på vejen. Her fik vi købt ind til frokost og aftensmad til de sidste dage i Australien. Klokken var efterhånden blevet 19.30, så det var ikke for tidligt at komme hjem og lave noget aftensmad, der i aften igen bestod af pasta og kødsovs. Vi brugte det sidste pulvermix fra Afrika, så det blev rigtig lækkert. Resten af aftenen gik med at slappe af på hostellet og planlægge hvad vi skulle de næste dage. Receptionisten var flink til at hjælpe os med at finde ud af, hvordan vi kom ned til stedet, hvor vi ville blive samlet op i morgen, når vi skulle ud og skydive. Han printede kort ud fra internettet og forklarede os vejen mange gange. Inden han printede kort ud tjekkede han lige vejret, og da han var færdig ville han lige tjekke vejret endnu engang i tilfælde af det skulle have ændret sig. Der gik tre kvarter til vi kom op på værelset igen. Klokken endte med at blive 23 inden vi lagde os til at sove.

Søndag d. 7. marts

I dag stod vi op kl. 7.30 for at få tøj på og spise morgenmad. Vi måtte også pænt rydde og vi vores ting og lægge vores tasker op på sengene, da der skulle gøres rent i dag. Vi havde booket et skydive til i dag, så hvis vejret holdte var det planen for i dag. Umiddelbart så vejret fint ud, men det havde det også gjort i Byron Bay, så vi ville ikke sætte næsen for højt op efter det. Efter vi havde spist et par stykker brød med nutella gik vi ned for at ringe til firmaet, vi havde booket igennem for at høre, hvordan det så ud med vejret. Til alt held var vi stadig i stand til hoppe, så vi begyndte at gå ned mod det sted, som receptionisten havde forklaret os vejen til. Han fortalte at det ville tage omkring et kvarter, men vi gik 50 minutter før for at være på den sikre side. Vi skulle være der kl. 9.20 og inden da skulle vi have hævet penge til hoppet. Vi var glade for at vi gik så tidligt, da turen altså tog ca. en halv time at gå i stedet. Da vi kom derned så der ret lukket ud, men vi gav os til at vente på at klokken blev 9.20, så butikken forhåbentligt ville åbne. Ganske rigtgt. Da klokken blev 9.20, kom en lille bus kørende til døren med "Sydney skydive" hen af siden. Vi fik udfyldt en masse papirer med sikkerhedsproccedurer. I første omgang troede vi at vi skulle hoppe alenen, men så kom en højskole fra Norge som skulle hoppe sammen med os. Køreturen tog ca. en times tid, og da vi kom frem fik vi betalt de $275 for selve hoppet og $100 for video og billeder. Efter en kort ventetid, blev vi præsenteret for hver vores guide, som vi skulle springe sammen med. De fandt noget tøj frem til os og gennemgik sikkerhedsprocedure omkring hoppet. Vi fik at vide, hvordan vi skulle hoppe ud af flyet og hvordan vi skulle lande igen. Ninna blev ret nervøs, da hun fik at vide at da hun var så høj, var der stor risiko for at hun ville brække anklerne, hvis hun gjorde det forkert. Hun var derfor meget opsat på at gøre det rigtigt. Ret hurtigt kom vi ombord på et fly, hvor vi sad på gulvet. Vi skulle ikke hoppe sammen med de mange nordmænd fra bussen, men en masse erfarne springere. Vi var alle lidt nervøse da vi sad i flyveren og så hvor højt oppe vi var. Vi syntes vi sad længe og afstanden ned blev bare længere og længere. Dog gik det lige pludseligt hurtigt, den røde lampe lyste hvilket betød at der nu kun var 5 min til vi skulle spring. Vi skulle op og spændes fast til vores guide og vi syntes egentlig det hele gik lidt for stærkt og håbede bare på at han havde nået at få dobbelttjekket at alt sad som det skulle. Efter kort tid lyste den gule også og så var der kun et minut tilbage. Vi begyndte at gå hen mod bagdøren, hvor vi skulle springe ud. Den åbnede, da den grønne lampe lyste og de erfarne springere sprang først. Herefter var det blevet vores tur. Der var ikke mulighed for at fortryde nu. Vores guide skubbede os hen til kanten én efter én. Først Karina så Ninna og til sidst Charlotte forholdsvis hurtigt efter hinanden. Turen ned gik ret hurtigt, ca. 6 min – hvoraf 1 min. var helt frit fald. Vi faldt med en hastighed på 220km/t, hvilket i hvert fald godt kunne mærkes i både kinder og ører, sådan som de blafrede. Efter det første minuts frie fald slog vores guide faldskærmen ud og vi kunne nu stille og roligt dale ned og bare nyde udsigten. Da vi landende på jorden uden nogen form for problemer var vi alle helt vilde med det. Udsigten og det frie fald var fantastisk! Da vi var de første der sprang af dem vi havde kørt i bus med måtte vi vente på at de blev færdige så vi kunne komme tilbage til Sydney.

Vi fik os noget middagsmad, da det ikke så ud som om turen ville gå mod Sydney lige forløbigt. Da vi sad og ventede på vores mad blev der råbt vores navne op i højttaleren for at fortælle os at vores video var klar til afhentning. Vi fik set vores videoer igennem og var ret godt tilfredse med resultatet. Efter et par timers venten var alle mand fra bussen klar til at sætte næsen mod Sydney igen.

Vi kom tilbage til Sydney omkring kl. 16 og begyndte så at gå tilbage mod hostellet. Først gik vi dog i Woolworth bare for at kigge lidt – det lå lige på vejen. Da vi kom hjem gik vi i gang med at lave aftensmad, men kom hurtigt i tanke om at vi manglede noget salat til at putte i burgerne, som var menuen i aften. Vi måtte derfor over på frugtmarkedet for at købe lidt salat og grøn peber. Efter endnu en vellykket ret, tog vi et smut rundt for at kigge i byen. Her kunne vi rigtig begynde at se, hvorfor alle advarede os mod området. Der stod ludere over alt og snuskede mænd roede i skraldespande. På vejen mødte vi de to samme danskere vi mødte på McDonald´s i Cairns. Endnu engang mødte vi dem på McDonald´s og fik os en lille snak med dem. Senere faldt vi over en internetcafé, hvor vi valgte at bruge de sidste penge, vi havde på vores internetkort. Herefter var kl. allerede ved at blive 23.00, så vi gik hjem mod hostellet igen. Efter at have gjort hvor senge klar til at man kunne sove i dem, lagde vi os til at sove.

Mandag d. 8. marts

Vækkeuret var sat til kl. 7.05, da Karina aftenen i forvejen havde protesteret mod at vi allerede skulle op kl. 7. Det tidlige tidspunkt skyldes at vi idag skulle ud at se det Olympiske stadion. Vi kom i tøj og fik os noget morgenmad, inden vi gik mod togstationen. Her købte vi os en "hel-dags" billet, den gjaldt både til tog, bus og færger i området. Vi skullle gennem en længere tur for at komme til destinationen. Først skulle vi med tog fra Kings Cross til Central Station – en tur på ca. 10 min. Herefter skulle vi skifte over i toget til Lidcome, som ligger tæt på Den Olympiske By. Dog ikke tæt nok til at vi kunne gå der ud, men heldigvis gik der tog helt ud. Sammenlagt tog turen en times tid. Da vi ankom til det Olympiske stadion henvendte vi os i receptionen for at høre lidt om hvad man kunne se i området, en ganske flink dame gav os kort og beskrivelse af området så det var nemt for os at finde rundt og se de forskellige ting. Vi satte os først ned for at lave en plan over, hvad vi skulle, men besluttede os herefter for at blot i første omgang gå rundt og kigge lidt. Vi fandt ret hurtigt fandt ud af at de fleste stadioner var lukket, og at de først ville åbne senere på dagen. Det første stadion vi så var det store ANZ-stadion – hovedstadionet. Det var enormt stort. Uden for stod der en masse stænger med alle mulige tekstindgraveringer, fx medaljefordelingen og alle navnene på dem, der havde været med til OL. Da det var lukket gik vi videre forbi Acer-Arenaen, der dog ikke var så interessant. Det lignede mere en koncertsal end et stadion. Også dette så vi kun ude fra, da det også var lukket. Vi gik herefter op mod et stadium kaldet Showground. Her kunne vi komme ind og se det på den anden side. Det var dog ikke andet end en stor græsplæne med nogle siddepladser. Vi fik dog en virkelig god udsigt ud over ANZ-stadion og kunne rigtig se, hvordan det var designet. Efter at have gået lidt rundt og set os omkring gik vi videre ned gennem OL-byen. Der var både hoteller, restauranter og vejnavne – præcis som en rigtig by. Vi gik ned mod Athletic Centre, som vi også kunne komme ind i. Det krævede dog at vi spurgte om vej flere gange, inden vi fandt ned i en kælder, hvor indgangen var. Vi så igen en kæmpe græsplæne med en løbebane omkring. Vi måtte dog ikke betræde denne. Alligevel skulle vi lige prøve at mærke, hvordan det var at løbe på en professionel løbebane. Efter at have leget lidt på banen, måtte vi også hellere se, hvordan det føltes at klæde om i omklædningsrummet. I hvert fald brugte vi lige deres toilet. Selvom klokken kun var 10.30 svedte vi allerede. Det var drønvarmt i dag og en dukkert var lige hvad vi havde brug for. Det var derfor lækkert, da vi kom forbi Aquatic Centre, hvor vi kunne få et svømmetur i badelandet. Desværre var de professionelle baner optaget af konkurrencesvømmere, så vi måtte noget med at spille lidt professionelle i de offentlige. Her tog vi et par baner inden vi gik over og pjaskede lidt i en strømkanal. Tiden var dog begyndt at blive knap, så vi gik op af vandet kl. 11.30 igen for at gå videre ned på tennisbanerne. Her kunne vi kun se de offentlige baner og vi gik hurtigt tilbage mod "centrum" igen. Eftersigende skulle ANZ-stadiumet have åbnet nu, så vi vendte en tur forbi. Vi blev dog skuffet, da vi fandt ud af at vi skulle tage en guidet tur for at komme ind og at denne tur lige var gået. Hvis vi ville tage den næste skulle vi vente til kl. 14. Vi besluttede os for at droppe det, hvis vi også skulle nå til Manly i dag. Istedet fandt vi en Subway, hvor vi fik en gang frokost, inden vi tog toget tilbage til Lidcome. Herfra gik turen gennem Central Station og op til Circular Qauy, hvorfra vi tog færgen til Manly. Vi var alle tre godt trætte efter at have gået rundt, så det endte med at vi alle faldt i søvn. Til alt held vågnede Charlotte i samme øjeblik vi rullede ind på stationen, og vi nåed lige præcis ud af døren.

Vi ankom til Manly og noget af det første vi så da vi ankom med færgen var en Aldi butik. Vi besluttede os for at kigge ind, og det var vi glade for at vi gjorde da vi fandt Haribo slik. Vi havde i lang tid ikke kunne få ordentligt slik, da slikket i Australien og Afrika langt fra kan måle sig med det danske. Vi købte alle en pose Haribo og nogle vindruer. Derudover havde vi inden vi opdagede Aldi aftalt at en is ville være på sin plads og sådan en aftale kan man ikke løbe fra. Vi fik os hhv. is og en juice boost. Vi gik mod stranden og satte os ned og kunne hurtigt konstatere at Bondi beach var bedere. Vi ville derfor hellere gå tilbage til Manly by og kigge på nogle af de lækre butikker som vi havde set på vej til stranden. Det viste sig at være en god ide for os, men måske en knap så go ide for banken. Vi fik købt en del souveniers som bl.a. omfatter tøj og tasker, det var jo trods alt ved at være sidste chance, hvis vi skulle have noget med fra Australien. Da vi var færdig med alle vores indkøb gik vi tilbage mod båden, og lige tidsnok til at vi kunne nå båden som gik 2 min. senere. På vores sejltur tilbage kunne vi igen se Operahuset og Harbour bridge men denne gang fra en anden vinkel, så der blev igen taget en masse billeder.

Vi var tilbage på vores hostel kl. 18.45, meget heldigt da vi havde skrevet os op til en gratis BBQ kl. 19 på hostellet. Men da vi havde snakket om at tage ud at se Sydney tower om aftenen blev vi enige om at det ville blive for sent hvis vi først skulle spise med hostellet. Vi delte istedet en pizza foran et springvand ikke så langt fra vores hostel og gik mod togstationen for endnu engang at benytte os at vores heldags bus-togbillet. Vi ankom til Town Hall, hvor vi skulle gå et lille stykke vej inden vi var ved Sydney Tower. I første omgang så vi den ikke, da det ikke var gået op for os at den sad på taget af en alm.bygning. Samtidig var indgangen gemt bag noget vejarbejde, så vi måtte lige kigge os lidt omkring, inden vi fandt den. Da vi kom ind var der en elevator op til starten af selve tårnet. Her sad en dame og solgte billetter, hvis man ville op i toppen. Vi købte hver en billet og stod ind i endnu en elavator, der skulle køre os til toppen. På en skærm kunne vi se, hvor langt oppe vi var. Det gik forholdsvis stærkt, så det var slet ikke til at forstå, hvor højt oppe vi egentlig var, da vi stod ud. Det gik dog hurtigt op for os, da vi kiggede ud af vinduerne. Der var enormt langt ned. Hele vejen rundt var der vinduer, så vi kunne få en 360 grader udsigt. Da det var mørkt uden for og lyst inden for, var det svært at se noget ud af vinduerne medmindre man sad med panden helt op i mad ruden. Ligegyldigt hvor hen vi kiggede så vi lys, lys og lys. På den ene side kunne vi kigge ned til Harbour Bride og Operahuset, mens vi på den anden side kunne se det store olympiske stadion. Det gik rigtig op for os, hvor stor byen var og det var helt surrealistisk. Efter at have nydt udsigten og prøvet at tage lidt billeder, tog vi elavatoren ned igen. Vi besluttede os, efter at have købt lidt souveniers, at gå hjem mod hostellet igen. Her gik vi efter en lang dag, hvor vi kun have været hjemme  i seng omkring kl. 22.30.

Tirsdag d. 9. marts

Vækkeuret ringede i dag kl. 5.45, da vi skulle være på Central Station  kl. 7.21. Inden da skulle vi have spist morgenmad, der igen i dag var toastbrød med nutella.og tage toget fra Kings Cross station til Central. Planen for i dag var Blue Mountains. Vi købte en samlet billet på stationen, der både indebar togbillet til Blue Mountains samt en billet til en hop on/hop off – bus. Vi gik hjemme fra kl. 6.45 så vi var sikre på at nå toget. Efter at have skiftet på Central kunne vi lægge os til at sove lidt igen. Turen til Katoomba i Blue Mountains tog ca. to timer. Vi blev dog flere gange vækket, når der kom en ordentlig flok skolebørn på. Vi satte vækkeuret til lidt før vi skulle være der. Vi tvivlede på at være lige så heldige som i går.

Vi ankom til Katoomba 9.15 og gik op til et lille kontor, hvor vi kunne få udleveret vores billet til bussen. Vi fik at vide, at vi bussen stoppede 26 forskellige steder rundt i området, hvor vi kunne stå af og på, som vi ville og at den afgik om 5 min. lidt længere oppe af gaden. Vi skyndte os derfor derop for at nå den. Kort tid efter satte bussen i gang og vi diskuterede lidt, hvad vi ville se og hvilke ture vi ville gå for at få mest muligt ud af dagen. Vi besluttede os for først at stå af ved de såkaldte "Three Sisters" – det mest kendte i Blue Mountains. Vi kunne stå og kigge ud over de blå bjerge med søstrene ude i siden. Området havde fået sit navn på grund af farven på bjergene. De ser blå ud fordi de mange eukalyptustræer afgiver et stof, der giver luften et blåt skær. Det var rigtig flot. Vejret var helt klart, så vi kunne se langt ud over. På denne tur så vi desuden et vandfald løbe ned over en masse sten. Det lignede lidt "66 Steps" i Afrika. Da vi havde gået omkring en halv time kom vi forbi en lille souvenierbutik, hvor vi købte lidt flere souveniers. Herfra afgik der desuden verdens stejleste jernbane, som vi tog ned. Det var som at sidde i en rustjebane – det gik bare ned og ned. Jernbanen var blevet brugt til at transportere kul op fra minerne. Da vi gik turen rundt var der udstillet en del omkring minedriften, som åbenbart var en stor del af Australien både dengang, men også stadig i dag. Vi havde mulighed for at gå op igen, men vi havde på forhånd købt en billet til en svævebane, der gik op på toppen igen. På vejen op havde vi en fantastisk udsigt ud over bjergene og de tre søstre.

Vi gik tilbage mod bussen igen for at køre videre til næste stop. Klokken var efterhånden blevet 12.30, så det var på tide vi fik os noget middagsmad. Vi havde taget en pakke toastbrød og bøtten med nutella med på turen, så vi sparede penge på dyr restaurantmad. Vi satte os i stedet på en bænk, hvorfra vi havde udsigt over bjergene – meget bedre udsigt end en restaurant ville kunne hamle op med. Efter at have siddet en time og slappet af, blev vi enige om at det var på tide at komme videre. Vi gik langs en lille sti rundt langs bjergene indmellem regnskov. Det var en utrolig flot tur med diverse udsigtsposter på vejen. På en tidspunkt kom vi til en udkigspost med et vandfald på den anden side. Det var rigtig hyggeligt. Vi gik mod busstoppestedet, hvor vi ventede et kvarter på at bussen kom igen. Klokken var efterhånden blevet 14.30 og da toget fra Katuumba gik kl. 15.25, valgte vi at køre tilbage til stationen. Vi besluttede os dog for at vi godt lige kunne nå en is, så vi gik op i byen igen for at finde noget. Stedet var åbenbart ikke så meget til is. I hvert fald var det ikke til finde en isbutik nogen steder, så vi valgte at droppe det og i stedet gå tilbage til stationen, så vi var sikre på at nå toget. Da toget kom gik der ikke lang tid før vi igen alle tre sov. Man bliver træt af alt den friske luft.

Da vi kom tilbage til Kings Cross gik vi et smut i supermarkedet for at købe noget pasta til aftensmad. Klokken var blevet 18.30, da vi kom hjem til hostellet så vi begyndte hurtigt at lave noget mad. Vi havde bestilt billetter til Alice in Wonderland i 3D, som blev vist på verdens største skærm. Filmen begyndte kl. 20.45, så vi havde en smule travlt med alle tre at komme i bad, inden vi skulle gå kl. 19.50. Vi nåede dog det hele og gik ned mod Darling Harbour, hvilket tog omkring 30-40 min. Det var flot at gå gennem byen og da vi kom ned til havnen kunne vi se, hvordan vandet spejlede højhusene omkring. Vi kunne ikke undgå at se biografen, da der med store blå bogstaver stod IMAX på alle sider af den store bygning. Det kunne ses langt væk fra. Vi gik og købte vores godter til filmen og fik udleveret vores 3D-briller. Da vi kom ind blev vi overvældet over, hvor stor skærmen var. Vi satte os på vores pladser og blev nødt til at dreje hovedet for at læse at der hen over skærmen stod IMAX Theatre. Selvom filmen skulle begynde kl. 20.45 begyndte forfilm først kl. 21.00 – selv disse var i 3D-format. Heldigvis var der ikke så mange at komme igennem. Til vores store overraskelse blev skærmen nu endnu større. Den var enorm. Filmen i sig selv var ikke noget at prale af, men 3D-effekten og den store skærm gjorde det til en rigtig god oplevelse. Klokken var næsten blevet 23, da filmen var færdig og vi begyndte at gå tilbage til vores hostel. Vi gav os til at rydde lidt op i vores tasker, da vi kom hjem. Vi frygtede alle at vi ikke rigtig kunne have vores ting, så vi ville være på den sikre side. Konklusionen blev at som det så ud nu var det ikke noget problem, men vi måtte ikke købe meget mere før det blev et problem. Klokken gik hen og blev 00.30 inden vi kom i seng.

Onsdag d. 10. marts

Vi havde i dag sat vækkeuret til kl. 9.00. Den flinke ejer af stedet lavede hver onsdag en guided gåtur rundt i byen, som vi havde besluttet os at deltage i. Turen startede kl. 10 og vi skulle inden da have spist morgenmad. Vi stod klar i receptionen 9.50. Det viste sig dog at ingen andre end ham, der skulle vise os rundt var mødt op på arbejde. Der var derfor ingen til at tage sig af receptionen hele dagen. Medmindre der dukkede en medarbejder op ville turen være aflyst. Heldigvis dukkede en anden ejer af stedet op. Det var ikke svært at se på nogle af dem af de begge havde været i byen i går. Om ikke andet kom vi afsted omkring 10.30. Gruppen bestod ud over os af to af de tre københavnske piger vi havde mødt i Kroombit samt en gruppe, der havde mødt hinanden gennem en anden tur. Her var både kinesere, hollændere og englændere. For første gang på turen virkede kineserne ikke irriterende, fordi to hollændere var endnu mere irriterende. Det virkede som om de begge var forelsket i ejeren og grinede helt vildt bare han sagde det mindste. Allerede inden vi var kommet ud af hostellet kunne vi konkludere at de grin ville vi blive trætte af inden længe. Ganske rigtig.

Vi gik gennem nogle små gader, hvor han bl.a. fortalte om området omkring Kings Cross. Han viste os desuden et sted, hvor en film var blevet optaget for kun en par måneder siden. Vi gik ned mod havnen, hvor botanisk have lå. Her var rigtig flot. Desværre var vejret ikke så godt. Det blæste en del og småregnede hele tiden. Da vi ingen trøje havde med frøs vi en hel del. Da vi kom ud for enden kunne vi kigge til venstre og se ud over både Harbour Bridge og Operahuset. Vi fik taget nogle rigtig gode postkortbilleder af både dette samt ud over byen med botanisk have i bunden af billedet. Mens vi stod og tog billeder kom en masse kinesere hen. De pegede på kameraet og herefter på os, så vi gik ud fra at vi skulle tage et billeder af dem med broen og Operahuset i baggrunden. Det viste sig dog at det i stedet var os de ville have et billede af. De var åbenbart ikke så vant til at se lyse mennesker og syntes vi var utrolig interessante.

Vi gik videre rundt med stien mod næste stop Operahuset. På vejen stoppede han op for at fortælle os lidt om Aboriginals og hvordan englænderne var kommet hertil. Han fortalte en masse om landet og dets udvikling. Vi var gået i ly under et træ med grene helt ned til jorden. Det var rigtig hyggeligt.

Efter ca. to timers gåtur stod vi foran Operahuset. Det var surrealistisk at stå foran den mest kendte bygning i hele Australien. Vi havde taget de fleste gode billeder inde fra haven, så vi var der kun omkring fem minutter, hvor guiden fortalte os lidt fakta om bygningen. Vi gik desuden op for at røre ved huset og se det helt tæt på. Her var desuden en fantastisk udsigt ud over Harbour Bridge på den anden side af vandet. Guiden havde bestilt bord på Sydneys ældste pub til kl.12.30 til de, der ikke selv havde deres egen madpakke med. Vi havde droppet nutellamaderne i dag og gik i stedet med hen og fik noget at spise. Vi bestilte hver en kyllingeschnitzel med pommes frites. Det var dejligt at komme ind og få noget varmt mad, når vi gik og frøs. Hernede skulle man åbenbart også være over 18 år for at bestille mad. I hvert fald blev de københavnske piger spurgt om ID, da de bestilte. Hvorfor det var nødvendigt vidste vi ikke rigtig. Vi fik spist vores schnitzel og var snart afsted igen. Turen gik nu op mod Harbour Bridge, hvor vi kunne komme op i et tårn. Vi betalte de $9,5, det kostede. Pengene inkluderede dog ikke en elevatorbillet, så vi måtte pænt gå op af de 200 trappetrin, der var op gennem tårnet. Udsigten var dog det værd. Der var en utrolig udsigt ud af Operahuset på den ene side, broen på en anden side og resten af byen på de resterende to sider. Vi fik taget en masse billeder af det hele – med og uden os selv. Da vi havde fyldt halvdelen af vores hukommelseskort op med billeder af Operahuset og Harbour Bridge fra forskellige vinkler gik vi ned igen. Den guidede tur var nu færdig. Vi besluttede os for at vi ville gå en tur over på den anden side af broen blot for at prøve det. På den måde fik vi set Operahuset fra endnu en vinkel. Da vi kom tilbage var klokken blevet omkring 16. Vi havde egentlig snakket om at vi skulle ud og spise fint, da det var vores sidste aften i Australien. Vi ville dog hellere hjem at få lidt mere tøj. På vejen hjem gik vi ind i Operahuset for at bestille en billet til et stykke i aften. Vi var egentlig ikke så interesseret i, hvad vi skulle se, så vi tog blot den billigste til $35. Stykket, Fantastique begyndte kl. 20, så det passede perfekt. På vejen herned havde vi gået rundt langs vandet, hvilket vi tydeligt kunne se var en omvej. For at finde ud af om der ikke var en nemmere vej gennem byen spurgte vi to rangere, der stod og snakke. De blev, ligesom alle andre, noget forfærdet, da vi spurgte om vej til Kings Cross på grund af området ry. De prøvede at forklare os vejen, men opgav hurtigt. I stedet sagde den ene at vi kunne hoppe op i hans golfvogn, så ville han køre os gennem haven. Vi sagde straks ja tak og han sparede os lige for et kvarters gåtur. Vi kunne dog alligevel ikke nå ud at spise inden vi skulle i Operahuset. I stedet tog vi en pizza fra pizzeriaet lige over for vores hostel, som vi tog med op i sengen og spiste. Det trængte vi til efter at have gået så mange skridt i dag. Vi gik tilbage mod Operahuset kl. 19. Vi havde taget en sweattrøje samt shorts på – det eneste nogenlunde rene tøj vi havde tilbage. Det var derfor ret flovt at gå ind i den flotte bygning, hvor alle andre havde fine kjoler og jakkesæt på. Vi kunne også tydeligt føle, hvordan folk kiggede på os, men når man skulle have alt tøj i en rygsæk var en festkjole ikke det vigtigste at få plads til.  Salen var utrolig flot udsmykket med. Vi havde fået plads på allerforeste række lige midt for. Vi sad derfor kun et par meter fra hele orkestret. Vi fandt ud af at vi skulle se en symfoni, hvilket betød at de næste to timer stod på violinmusik. Vi kunne blive enige om at det var en enestående oplevelse at være til koncert i Operahuset midt i Sydney, men hvorvidt det var kedeligt eller ej var der delte meninger om. Stykket bestod af tre musikstykker af hhv. 15, 23 og 50 min. med en 20 minutters pause imellem stykke 2 og 3.

Da klokken var blevet 22.05 var stykket slut og vi bevægede os hjem af mod hostellet. Efter at have gået så mange skridt de sidste par dage var vores ben og fødder ved at være godt ødelagde og en 40 minutters gåtur var ikke lige hvad vi havde lyst til. Vi trængte bare til vores køjesenge. Inden da måtte vi dog lige have pakket vores tasker færdige, så de var nogenlunde klar til i morgen. Klokken endte med at blive 24 inden vi lagde os til at sove.

Torsdag d. 11. mats

Vækkeuret blev i dag sat til kl. 8.30. Vi havde nu sovet vores sidste nat i Australien. En mærkelig følelse. Vi havde besluttet os for at tage på et marked nede i byen blot for at kigge. Vi havde nemlig ikke flere penge og plads havde vi slet ikke mere af. Vi havde derfor hverken råd eller plads til at købe mere. Vi gik ned for at spise morgenmad og da check ud var kl. 11, blev vi nødt til at have pakket vores tasker og flyttet dem ud af værelset inden vi tog afsted. Vi stilte dem ned i et opbevaringsrum på hostellet, så vi var fri for at slæbe på dem indtil vi skulle afsted. Vi gik omkring kl. 10 og da der skulle være omkring 40 mins. gåtur til markedet, der lå i China Town, skulle vi gerne være der omkring 10.45. Ingen af os havde kontanter til bus eller tog, så vi havde ikke så mange andre muligheder. Vi følte efterhånden at vi begyndte at kende byen og havde gået på flere af gaderne før. Da vi kom om i et nyt område begyndte der dog også at komme andre butikker frem. Vi faldt over en butik med meget billigt tøj. Det var farligt at gå der ind og selv om vi fandt lidt forskelligt gik vi ud af den uden at have købt noget. 500 meter længere ned ad gaden lå en butik magen til. Det tog vi som et kald. Vi fandt en del som vi simpelthen blev nødt til at få plads til i tasken, selvom vi vidste det ikke blev nemt. Vi brugte omkring tre kvarter i den butik inden vi fik os taget sammen til at gå ud igen. Det stod nu helt klart at vi ikke måtte købe noget på markedet.

Tidsplanen var blevet rykket en times tid så klokken var lidt i tolv inden vi nåede der ned. Vi kunne hurtigt konstatere at vi skulle have gået her ind en af de første dage. Det var enormt stort og de havde flere af de souveniers vi havde købt til langs under halv pris. Vi forestillede os det som et marked i Thailand – en masse kopivarer og asiatere ved alle boder. Vi tog kun en lille del af markedet, da klokken begyndte at blive mange og vi skulle nå hjem igen og spise frokost inden vi skulle mod lufthavnen. Efter at have købt en enkelt ting var klokken blevet 13 og vi drog hjem af. Da vi kom tilbage fik vi som det første bestilt en bus til lufthavnen til kl. 15.10. Vi havde således en god times tid til at få spist frokost og pakket taske i. Vi blev nødt til at beregne lidt ekstra tid til at få omrokeret lidt i vores tasker, så vi kunne have det hele. En hurtig frokost bestod af det sidste mad vi havde tilbage; en gang nudler og lidt suppe. Næste opgave var så at få alt vores nykøbte tøj ned i vores tasker. Især Charlotte kæmpede en kamp med dette. Det endte dog med, at hun måtte tage sin nye jakke på i varmen, da der simpelthen ikke var plads til den nogle steder! Vi fik givet det utrolige søde personale et ordentlig knus og sagt farvel, inden vi blev hentet af lufthavnstaxaen. Vi havde regnet med, at den kørte direkte til lufthavnen. Det viste sig hurtigt at vi tog fejl. Der var mange stop og omveje der skulle køres inden vi var fremme. Det havde taget os en god time at køre 10km.. Flot! Vi fik tjekket ind, og fik kigget lidt butikker inden vi skulle boarde. Vi havde ikke fløjet længe inden der kom mad, som vi spiste med velbehag. Resten af flyveturen gik med, at kæmpe med at holde sig vågen. Dette var dog ikke let, og det lykkedes ikke for nogle af os. Efter 8 timer i flyveren landede vi sikkert i bangkok, og der stod en fra vores hotel med et skilt med vores navne på, for at tage imod os. Vi kom frem til hotellet og fik tjekket ind på vores værelse med 2 dobbeltsenge. Skønt at slippe for køjesengene!! Hovedet havde knap ramt puden inden vi alle sov..