Fredag morgen – sidste skoledag. Jeg er stået tidligt op, sidder nu i stuen i et meget stille hus, med speakeren fra den lokale moske som underholdning. Han har ellers været meget stille i mange dage, det har næsten været helt underligt og nogle stille morgener.

Kl. er 5.45 lokal tid her, det er mørkt men indenfor den næste time vil lyset og forhåbentlig solen vende tilbage. Natten til torsdag og frem til omkring kl. 14 regnede det bare. På skolen startede dagen med at der skulle tørres vand op alle vegne, og under halvdelen af børnene kom ikke pga regnvejret. Det var koldt også for mig, jeg havde trøje på hele dagen og små frøs, da jeg endelig kom hjem ved 19.30. Efter aftensmaden kunne jeg så krybe i min tørre rene seng, mens jeg tænkte på alle mine venner, som ikke vidste hvor de kunne sove, da alt hjemme i husene var vådt………

Jeg håber solen kommer i dag, så der kan komme gang i at få tørret tøj.

I går torsdag var jeg på skolen hele dagen. Vi havde et bestyrelsesmøde kl. 10-13, hvor vi drøftede tiltag omkring skolen. Det var et rigtig godt møde, og jeg kan nu kun håbe og ønske, at de aftaler vi har lavet kommer til at holde.

Onsdag eftermiddag tilbragte Josephine, skoleleder Rose og jeg hos en boghandler. Jeg var så heldig at have penge med fra Danmark til at købe bøger for.

På Dyssegårdsskolen sendte GFO leder Gitte Rasmussen mig af sted med 24 kg papir som overvægt samt med penge til at betale overvægten – penge som Lions i Holte var så venlige at love mig. Fly selskabet KLM lod mig få overvægten med uden betaling. Gode venner skulle have været ude og spise, men i stedet spiste de ”alt godt fra køleskabet”, og donerede pengene til mine børn her i Kampala. Så derfor kunne vi købe bøger for 700 dollars. Det tog 3 timer, på et tidspunkt blev vi betjent af 5 personer for det er meget omstændigt at købe ting her. Alt skal skrives ned i hånden med gennemslagspapir og sådan en ordre på omkring 1 million uganda shillings er jo ikke bare lige noget man ordner. Butikken nåede at lukke, de slukkede også lyset inden vi kom ud med vores indkøb ved 18.15 tiden.

Onsdag var der jubel på skolen. Sammen med lærerne satte vi stempler i bøgerne, registrerede bøgerne og har nu taget første skridt til et lærerbibliotek. Bagefter spiste vi frokost, og vi sad igen alle på lærerværelset og spiste sammen.

Åh, hvor er det dejligt at se, hvordan de rykker stille og roligt. I P1 har teacher Stella hængt billeder og børnetegninger op i massevis, og det er rigtig rart et være i klasseværelset. Det samme er ved at ske i børnehaveklasserne. Jeg har medbragt tegninger til eleverne fra min børnehaveklasse, og nu har børnene tegnet tegninger, som jeg skal have med retur til børnehaveklasse A på Dyssegårdsskolen.

Ivan og jeg havde mulighed for at få os en lang snak efter skoletid i går. Vi sad udenfor skolen (som vi så ofte gjorde i efteråret), børnene var gået hjem og så falder der en ro over området, som også Ivan registrerer som dejlig. Hjemme hos ham var alting bare vådt, vådt og vådt. Han havde siddet oppe hele natten, mens vandet løb ind i huset, så han vidste ikke rigtig, hvor han skulle sove om natten. Vi talte om hans familie, og han vi rigtig gerne møde sine søskende: Sin storesøster som bor i en landsby et sted og hans lillesøster, som bor i en landsby et andet sted. Ivan har ikke set sine søskende siden 2000, hvor faderen døde og blev begravet i landsbyen. Derefter blev han og hans søskende spredt til forskellige familiemedlemmer. Nu ønsker han meget, at han sammen med sine søstre kan besøge faderens grav og lægge blomster der. Teacher Samuel har påtaget sig opgaven som detektiv, han vil gennem venner og bekendte prøve at finde ud af, om søsteren stadig bor i den landsby, som Ivan nævner.

Ivans tante behandler ikke lige Ivan, som vi ellers havde talt os frem til. Ivan har aftale med skolens lærere om, at hans bøger bliver på skolen, samt at han om aftenen og i weekenderne kan være på skolen og læse lektier. Men Josephine, Sam og jeg har talt om, at det er ikke optimalt for Ivan, så vi tænker på, at hans skal flyttes til en kostskole. Den ide er Ivan helt med på.

Mens vi sad der og talte sammen, kom den unge mand som er leder af byggeriet på skolen. Han slog sig ned ved siden af os, og vi havde en filosofisk snak om solen, månen og stjernerne. Jeg har i flere dage lovet byggeformanden ”at hjælpe ham med at mure”, og i dag på min sidste skoledag må jeg vist i gang med arbejdet. Det bliver ren underholdning for arbejderne, men hvad gør man ikke for at muntre andre op?

Matilde og Casper fik onsdag en hjemmedag. De havde lovet at lave aftensmad til pigerne her i huset, og de havde de inviteret nogle af deres nye afrikanske venner også. Dagen gik med at handle på markedet og hos den fine belgiske slagter, så da jeg endelig kom hjem onsdag aften ved 19.30 tiden efter vores bogindkøb, sad alle her og ventede på mig. Men jeg måtte lige have et bad, så jeg ikke lugtede alt for meget. Vi havde en meget dejlig og hyggelig middag sammen, hvor snak og latter rungede gennem huset. Ved 22 tiden fulgte jeg de unge gæster ned til vejen, hvor de hurtigt fandt nogle boda bodaer der kunne transportere dem ned til de lokale taxier. De har allerede lært, at de skal ringe eller sms når de er kommet hjem, eller bliver MAM bekymret.

Ja, jeg har jo ikke længere kun mine to danske sønner, her i Uganda udvider kredsen sig jo på den måde, at de unge mandlige lærere kommer til mig og spørger mig til råds også om så private ting som deres kærester. Og det har min danske jo da aldrig gjort.

I går torsdag var Matilde, Casper og Sam på tur i Kampala. De skulle have besøgt slumkvarteret Katanga, men pga regnen kom de ikke derned. Mulago hospitalet var de inde på, men kun kort da det hurtigt blev for meget og for tæt på for de to unge danskere. Men det ugandiske museum og det afrikanske craft marked klarede de fint.

På vejen forærede de en formue til en pige, som gik og tiggede – og de to har næsten ikke mere tøj tilbage, fordi de forærer det hele væk!

Onsdag aften mens vi sad og spiste ankom 6 gæster fra Australien. En af dem var Nino, som jeg mødte her den første weekend i oktober, da jeg lige var kommet. Nino var her sammen med to australske mænd, og de inviterede mig med på tur om søndagen. Jeg fik dog først lov efter at Josephine havde set dem an!  Vi havde en morsom tur, hvor vi sad i en trafikkø i 4 timer, og så kommer man lige som tættere og tættere på hinanden. Nå, men her dukkede Nino så op: ”Are you still here Brigid?” udbrød han forbavset, da han så mig. Og så var der knus og kindkys i lange baner. Denne gang havde han sin kone med, og det er hendes første besøg i Uganda, og hun syntes også at det var, som om hun kendte mig, for hun havde set billeder og hørt en masse om mig.  Det er utroligt, som der hele tiden sker sjove ting og sager her.

Nu er lyset ved at bryde igennem, speakeren i moskeen er blevet tavs, skyerne virker grå og tunge, men solen skimtes også. Pigerne pusler i køkkenet – i går morgeshavde de lavet ”african te” specielt til mig. Som jeg sagde til pastor Vagn: ”Du kan da nok forstå, at her i huset er der forskel på folk”. Pigerne forkæler mig, men jeg forkæler jo også dem.

Sidste skoledag i denne omgang. Lærerne skal have kager – min kære og gode veninde Hanne har sendt penge med mig til kager, og der bliver også til slik til alle ungerne. Jeg skal mure, have købt stof, holde to møder med Josephine……….. atter en travl dag.