Så er jeg tilbage i Uganda, tilbage i varmen, tilbage i solen, tilbage hos alle de mange jeg holder af her.

Aisha, som jeg fulgtes med fra København, og jeg havde en fin tur herned. Alt gik som planlagt, og igen formåede (denne gang en mandlig pilot) at lave en landing, som jeg først opdagede, da flyets hjul rørte ugandisk jord. Turen i flyet var dog en kølig tur, hvor vi sad med trøjer og tæpper på for at holde varmen.

Før jeg slukkede min mobil i Amsterdam, var de kommet mange fødselsdags sms’er og da jeg igen åbnede mobilerne i Uganda, var der søde fødselsdags sms’er fra både Danmark og Uganda – tak til jer alle som huskede mig på min fødselsdag.

I Entebbe blev vi modtaget at Aishas far og driver Jackson. Dejligt at se Jackson igen, og driver Moses (senior) var også i lufthavnen for at hente gæster, så det blev lige til gode gensyns knus. Josephines mor havde sendt smukke blomster dekorationer med til de nyankomme gæster, og mens jeg gik fra lufthavnsbygningen ringede Jesper fra sit skib på Nordsøen og ønskede mig tillykke. Tænk en lille verden vi lever i.  

Meningen var at jeg skulle bo i et gæstehus i nærheden af, hvor ”Børn i Afrika”s nye kontor ligger, men det havde så ændret på weekenden. Nu skulle jeg bo i vores nye kontor.

En beslutning jeg bestemt ikke var enig i, men eftersom klokken efterhånden var blevet 23 tænkte jeg, at dette her orkede jeg ikke at tage en konflikt omkring. For små 2 uger siden var der indbrud i kontoret, og selv om der er låse og gitterværk for vinduerne, syntes ikke at det var OK at blive efterladt ”out in the middle of know where”.

Josephine sad i Jinja, og vi talte flere gange sammen i telefonen. Driver Jackson, det søde væsen, syntes heller ikke det var OK, så han tilbød at blive her, indtil kl. 6.30 her til morgen. Han hentede også noget vand til mig, for her i kontoret er hverken vådt eller tørt.

Tilbuddet om ”personlig livvagt” sagde jeg straks ja tak til, og vi fik redt op i de to værelser. Der var lige et lagen til os hver, så det er godt her er varmt om natten.

Nu sidder jeg så her i det nye kontor i Bunga og venter på, at Josephine skal komme ind fra Jinja for så skal vi i aktion, for her skal jeg ikke bo alene i de næste dage og vi skal slet ikke bo her, når Casper og Matilde kommer.

Nu har Jane lige ringet. I mit gamle gæstehus sidder de og venter på mig, og de har ventet siden i går aftes………………………………………………………….. YES, YES, YES, YES,YES.

Ved 10 tiden dukkede Josephine op – gensynsglæde jublen rungede over hele området  Bunga, og alle i de omkringliggende huse stirrede forundrede på de to dansende og jublende kvinder. Vi pakkede bilen og kørte til mit ugandiske hjem det ”store fine hvide hus”, hvor gensynsglæde jublen ikke var mindre.

I gang med arbejdet……………… Første ting vi måtte gøre var at besøge skolen, for dels at hilse på børnene og lærerne, men også for at kigge på byggeriet. Gensynsglæden på skolen var ENORM, mange afrikanske dansetrin og hop blev foretaget imellem de mange kram. Da Ivan fik øje på mig, blev han bare så glad, jeg tror ikke, at han virkelig havde troet, jeg kom tilbage. Meldingerne fra lærerne er, at Ivan er en rigtig god og dygtig elev, klog og arbejder hårdt i skolen. Han er omsorgsfuld overfor de andre børn, og han har allerede høj status på skolen på grund af hans væremåde overfor alle. Glad og lidt stolt blev jeg over disse meldinger.

En opringning fra Pastor Vagn midt i al jublen og glæden gjorde, at vi måtte hastigt videre. Næste besøg var hos vores afrikanske partnere for at hilse på. Her mødte jeg unge Sam, og han blev så overrasket og at se mig der, at han nærmest tabte en tallerken med mad. Alle i kontoret stirrede på os, men vi jublede og omfavnede hinanden. Derefter skulle jeg have vekslet penge og så skulle vi altså have noget mad. Det var efterhånden ved at være et døgn siden, jeg sidst havde fået noget mad, så sulten var ved at trænge sig på da klokken nærmede sig 15.30.

Derefter hastede vi videre til et møde, hvo vi skulle afklare forskellige ting. Kl. 19 var jeg tilbage i gæstehuset, hvor Mayenga (the houseboy) og vagten Jimmie med geværet nu begge var dukket op. Knus og kram og afrikanske hop – jeg er bestemt ikke spor i tvivl om at jeg er velkommen.

Jane - det dejlige menneske - havde aftensmad parat til mig, så jeg bare kunne sætte mig og spise, igen. En kvinde fra Canada bor her også, og hun taler om end mere end jeg gør, og hun syntes det var dejligt med selskab!! Men ved 20.30 tiden måtte jeg overgive mig til sengen med myggenettet. To nætter uden mange timers søvn, nu trængte jeg til at sove. Josephine kommer kl. 7 i morgen tidlig og henter mig, så jeg skal jo tidlig op.

På himlen lyser en næsten fuld måne og stjerner blinker i den lune afrikanske nat. Jeg er kommet hjem til mit Uganda liv for en kort stund, og jeg nyder hvert et sekund i fulde drag.