Er det nu også det hele værd?

Den diskussion har Josephine, Sam og jeg haft i dag, og det er bestemt en snak, som ikke er ovre. Jeg har igennem de sidste 3 måneder haft mange tanker og overvejelser omkring disse Uganda projekter. Jeg har også læst Jakob Ejersbos fremragende fortællinger om livet i Kenya, og på vandringen gennem disse bøger, kunne jeg nikke genkendende til mangt og meget.

Hvad er det vi gør ved Afrika? Og hvem siger, at det vi gør for Afrikas befolkning er det rigtige? Hvem siger, at vore værdier og vores livssyn er det rigtige? Og for hvis skyld er det, at jeg gør det, jeg nu en gang gør? Er det for at give mit eget liv mening, eller tror jeg virkelig, at jeg kan gøre en forskel i denne verden? Er det egentlig det hele værd?

Jeg har lært meget i de 4 år, hvor jeg har været her på gennemrejse. Og selv om jeg har været igennem alle disse tanker og overvejelser, så kan jeg heldigvis sige: Ja, det er det hele værd. Kulturen, normer, værdier osv. her i Uganda er livet vidt forskelligt fra danske forhold, men det gør jo ikke os til ”bedre mennesker”. Jeg skal ikke på nogen tro, at jeg kan lave om på noget, men jeg skal ydmyg i mødet med uganderne, indgå i dialog og på den måde kan jeg måske sætte nogle frø, som kan spire og frembringe en blomst.  

At gøre en forskel for andre, ja det gør vi alle i mødet med hinanden, og netop den glæde oplever jeg dagligt både i Uganda og i Danmark. Da vi havde holdt møde på kontoret det meste af dagen, besluttede jeg, at vi skulle fortsætte mødet på et af Kampalas bedste hoteller – Hotel Serena: Vi skulle drikke african te og spise kage. Det er vigtigt med ”high lights” i ens liv, og et sådan skulle vi opleve i dag. Så iført klip-klappere og lettere støvede trådte vi tre ind på Hotel Serena, fandt en dejlig restaurant midt i hotellets have – en sand oase, da vi kom lige fra den larmende og støjende by – og så bestilte vi te og kage.

Meningen var, at vi skulle og slappe af, men efter kort tid, så gik diskussionerne igen omkring budgetter, regnskaber, skolen og: Er det, det hele værd?

I dag har Sam arbejdet med at lave et budget for hans graduation party på lørdag. Jeg lovede ham for længe siden, at når jeg kom igen, så skulle han have den fest selv om det var i august sidste år, at han graduatede sin journalist uddannelse. Pyh, hvor han svedte over denne opgave – hvem skal inviteres, hvad skal vi spise, hvem skal lave maden, hvad skal vi drikke, hvor mange stole har vi osv. osv. Jeg har medbragt lagkagebunde, cremepulver og glasur sukker, så jeg skal stå for desserten. Vi skal holde tale for ham, danse, snakke, synge og ellers bare have en dejlig aften sammen.

Her til aften er jeg ”home alone”. Der er en vidunderlig ro over huset, pigerne ser tv i stuen, og jeg sidder på ”min” terrasse og kigger på alle stjernerne. Klokken er omkring 21, og her er mørkt som på en vinteraften i Danmark. Det er underligt at tænke på, at solen måske stadig skinner dejligt hjemme i Danmark.

I går var en travl dag, ting at ordne i banken, et møde med vore partnere og kl. 16-19 et møde på skolen, hvorefter vi tog til kontoret for at ordne nogle ting der. Jeg var først hjemme i gæstehuset kl. 21.30 – pigerne havde heldigvis gemt aftensmad til mig, for jeg var rigtig sulten. En ny gruppe på 10 personer sov allerede trygt og godt under moskitonettene, til gengæld var de tidligt oppe - og meget morgenfriske lige udenfor min dør. Så i morgen vil jeg nyde at sove længe, og i morgen vil jeg holde fri – i morgen er jeg på sommerferie. Hvad dagen vil bringe af oplevelser, ja det må tiden vise.

Ps. Jeg har ikke det store held med at få billede uploaded her på min travellog, desværre - men det er dog lykkedes for mig at få nogle billeder lagt ind på Facebook.