Det har været en underlig dag,,,,,,,,,,,,

Denne mandag den 12.juli har været en underlig dag. Dagen hvor Kampala kom på nyhederne verden over, desværre med dårlige nyheder. Jeg har været i gæstehuset hele dagen, Josephine gav mig udgangsforbud, men jeg har heller ikke haft lyst til at gå længere væk end til haven. Nyhederne på TV har jeg ikke set, men alle vennerne har opdateret mig på telefonen dagen igennem.

Her i huset møder man altid spændende mennesker. Siden lørdag har her boet et par fra Australien, men først her til formiddag fik jeg rigtig lejlighed til at tale med dem: Monika og Jeff. Et par sidst i tresserne – pensionerede – og nu på rundrejse i Asien og i Afrika igennem 3 måneder, og jeg skal lige love for, at de ikke gik af vejen for oplevelser. Monika er født i Tyskland, men har boet det meste af sit liv i Australien, hvor hun og Jeff har haft 2 firmaer. Jeff fik for nogle år siden en blodprop i hjertet, og som Monika sagde: ”Det er på en måde det bedste, der er sket i vores liv. Vi solgte firmaerne, som var vores pensionsopsparing, og så begyndte vi at rejse ud i verdenen, for der er så mange steder, vi gerne vil se.”

Ved middagstid sagde vi farvel til Monika og Jeff, somskulle videre på deres Afrika gennemrejse, og nu gik turen til Kenya, Egypten, Jordan og………… Mødet og samtalen med disse to var så livsbekræftende - det er aldrig for sent til at begynde noget nyt .

Hvor har jeg været glad for Internettet i dag. Jeg har modtaget mange mails, læst nyhederne og fået masser af hilsner på Facebook.

Jeg har talt i telefon, modtaget sms’er, sorteret billeder, vasket tøj og spist lakridser.

Dagen har også gjort mig mere ugandisk, for i dag har jeg spist posho og beans til frokost ligesom pigerne og John. Denne majsgrød - uden nogen form for smag - bliver aldrig min livret, men Jane lavede en god blød posho og så gav hun mig et glas med en pasta af ingefær og hvidløg, som jeg kunne putte på, og det hjalp.

Mens jeg nu indtog min posho, fik huset besøg af en nonne og en meget højt talende mand fra enten Tyskland eller Holland. De ville gerne vide, hvor receptionen lå!! John, som havde lukket dem in vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare – men hans svar var: vi har auntie Jane.

Det endte med, at manden gerne ville have en overnatning her, og så begyndte han ellers at kommandere rundt med alt og alle. Som om han bor her – næh, det her er mit hus. Nu ville han have øl!!! Her i huset drikker man ikke øl, og man serverer ikke øl, men nonnen vidste åbenbart, at der var blevet drukket øl til partyet i fredags, hvilket er rigtig, men de der holdt festen, medbragte selv drikkevarer. Nå, men nonnen måtte af sted med bilen efter øl, men da hun ikke mente, at en nonne kunne købe øl, så blev John kommanderet ind i bilen for så kunne han købe øl – manden selv, han skulle nemlig i bad, og øllerne, de skulle gerne være kolde, når han var færdig med badet.

Du milde himmel, sikke en opførsel. Jeg besluttede mig for at blive på min private terrasse, og John kom og spurgte, om han måtte sidde på ”mit kontor”, den gæst var bare too too much. Og aftensmaden ville jeg gerne spise på terrassen, og ikke i spisestuen sammen med ham.

Så dukkede teacher Sam op, han ville sikre sig, at jeg havde det godt. Mens vi spiste aftensmad, havde vi mange ting at tale om, men den vigtigste ting var, at han aftenen før havde været på det sted, hvor en af bomberne sprang. Det vil sige, han og nogle venner havde stået i kø for at komme ind for at se kampen på storskærm, men da der var så mange mennesker, og køerne for at komme ind var lange, besluttede de til sidst at tage hjem hver til sit for at se kampen på TV. Hernede sluttede kampen først ved midnatstid, og hvis man ikke selv har bil, er det ikke nemt at komme hjem så sent. Transportsystemet er slet ikke som i Danmark.

Og den beslutning om at tage hjem og se kampen, var en rigtig god beslutning.

Vi - teacher Sam og jeg - kan tale sammen i timevis, så alle i huset var gået i seng, da Sam tog hjem ved 22 tiden. Jeg lukkede og slukkede huset, sagde godnat til vagten og sidder nu under i min seng under myggenettet.

En underlig dag er ved at være ovre – i morgen aften komme Line min kollega fra skolen herned, og det glæder jeg mig til.

Tirsdag morgen

Praesident Musseveni har nu erklaeret 7 dages landesorg i Uganda. Folk er tilbage paa arbejdet, livet fortsaetter, men alle er praegede af soendag aftens haendelser. Det er saa forfaerdeligt.