Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
sommerferie10 » Beretninger » Besoeg i Lyantonde, besoeg paa Beautysalon

Besoeg i Lyantonde, besoeg paa Beautysalon

Så er vi kommet hjem efter turen til Lyantonde. Tirsdagen gik med at komme derud, Line skulle over ækvator for første gang, så vi tog masser af billeder. Vejen til Lyantonde er under ombygning, så rigtig mange kilometer kørte vi på grus og sten, det var en rigtig rumletur, som inklusive frokost tog 5 timer. Godfried var vores driver, han kører rigtig godt, og jeg havde valgt, at vi skulle køre med driver og ikke med de offentlige public busser. En ubehagelig oplevelse i november har gjort, at jeg tænker mig lidt mere om!!! I Lyantonde mødte vi Goretti hos vores partnere Racobao, og hun havde reserveret værelser til os på White Rose, som nærmest havde en italiensk gårdhave.

Jeg havde ellers forberedt Line på, at der hvor vi skulle bo, var et gyseligt sted!! Vi plejer at bo på Marvins Resthouse, og der er bestemt ikke meget ”rest” over det sted. Natten igennem kommer og afgår lastbilschauffører, de smækker med jerndørene, og på værelserne foregår mangt og meget (tænker jeg). Der er aldrig vand i hanerne, badeværelserne trænger til kærlige hænder, der er beskidt osv osv. Men White Rose var en sand drøm i sammenligning.

Vi tre piger gik en tur i Lyantonde, før vi mødtes med drengene til kaffe og hygge i gården under månen og stjernerne.

Onsdag morgen kl.7.30 startede strikkeskolen for Josephine. Inden vi fik morgenmad havde hun styr på pindende og resten af dagen så vi hende strikke i bilen, til frokost, hele aftenen og måske strikkede hun også i løbet af natten….. Hun er i hvert fald blevet dygtig på kort tid. Hun mener, at hun skal til at producere halstørklæder til hele Uganda, men nu skal hun så også lige lære at lukke af, når strikkeriet er ovre.       

Onsdag kiggede vi på skoler i området omkring Lyantonde – vi besøgte skoler, som jeg kalder for de skoler, vi ser på TV, når det er tid for året julekalender. Vi besøgte 5 skoler, hvor vores blyants projekt når ud - jeg vil gerne med egne øjne se, hvordan forholdene er på disse skoler. Det var mange indtryk, børn som sidder på jorden og bliver undervist, børn som ikke har råd en blyant og et hæfte at skrive i, børn som er i skole hele dagen uden at få noget at spise for det er der ikke råd til…… Det er så tankevækkende, og tusinde ting svirrer rundt i mit hoved efter sådan en dag.

Vi besøgte også det lokale hospital, og fik en lille snak med lægen der, heldigvis var ingen af os syge, det var blot et høflighedsvisit.

Tilbage på White Rose indtog vi gården med strikketøj, kaffe, musik, dans og snak til stor underholdning for de der arbejder der. Jeg frøs, så jeg opfandt en helt speciel dans, som nu hedder Banange Horsey dance!! Ja, lidt skør er man vel.

Torsdag morgen kl.8 sagde vi farvel og tak til folkene på White Rose, og så gik turen mod Kampala. På turen mødte vi Buganda kongen – Kabakkaen – som skulle på rundtur i sit kongerige.

Da vi nåede Kampala begyndte det at regne i stride strømme, men pyt med det, Line, Jackie og jeg skulle på Beauty salon og have ordnet fødder!!! Det tog flere timer med fodbad, massage osv. For første gang i en hel måned er mine fødder rene, og jeg har de flotteste negle – 5 forskellige farver, da jeg ikke kunne vælge.  

Vi skulle kaffeselskab kl.16 hos teacher Sam, så endnu et party med masser af snak, grin, musik og dans.

Da vi kom hjem, var der gaver fra pigerne og John her i gæstehuset. Endnu en kjole, halskæde og de sødeste breve, tuderiet er allerede begyndt, og det kan så fortsætte de næste 3 dage.

Klokken er ved at være 23.30 og vi sidder på vores kontor, drikker te, skriver og kigger på månen. I morgen formiddag har jeg to møder, og fra kl.14 skal vi så lave vores workshop, der skal handle om arbejdsglæde. Godnat fra os under månen.

ps. Birgit, katten kiggede lige forbi, men fandt saa ud af, at vi er hjemme igen, derfor tog den flugten - denne gang uden at faa brusebad.

Beretnings info

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd