Arbejdsdag – torsdag den 8. juli

Det er formiddag, klokken er ved at 11, Sam er kommet, men vi venter stadig på Josephine. Sam har skrevet en artikel, som skal sendes hjem til vores nyhedsbrev i Børn i Afrika, og nu vil han gerne have anerkendelse for hver enkelt sætning!!!! Så det bruger vi lige tiden på.

I går holdt jeg en feriedag!! Sov lige til kl.8,spiste morgenmad i solen på terrassen, fik en lang snak med Jane (det er hende der er leder af gæstehuset) vaskede tøj (lidt huslig må jeg være) og pakkede små gaver til alle pigerne og the boy her i huset.

Teacher Sam kom og besøgte mig ved 11 tiden, vi sad i haven i 3 timer og snakkede!!! Det er utroligt, alt det vi har at tale om. Vi kørte til en restaurant ved Lake Victoria for at spise frokost, dejlig nemt menukort – kun en ting at vælge: fish and chips. Det betyder, at man får en hel stor fisk – der er nærmest mad til en hel familie. Fisken var rigtig lækker og vel tilberedt, man er nødt til at spise den med fingrene – en flyvefisk. Bagefter gik vi tur langs vandet, mødte en skole som var på udflugt, så der var anledning til en masse snak med disse skønne unger.

Vel hjemme igen ved 17.30 tiden ville Jane høre, om jeg skulle have aftensmad, men nej tak jeg tror jeg venter et par dage, før jeg skal have noget at spise igen. Jane var åbenbart bekymret for om jeg nu ville overleve uden aftensmad. så hun kom og serverede ananas for mig.

Min gode ven driver Jackson kom forbi for at hilse på, dejligt at se ham igen. Han mistede sin ældste søn her for et par måneder siden, en dreng på 15 år, som havde lagt sig for at sove en eftermiddag – han vågende ikke igen.

Jeg elsker at sidde her på terrassen, mit eget rum hvor jeg kan skrive, arbejde, hygge og snakke. Pigerne og huset boy John kommer på skift på visit for at snakke, og jeg kan rigtig følge med i hvem der kommer og går!! Det er næsten som at sidde på en cafe på Rådhuspladsen.

Jane kom med African te – uhmmm det elsker jeg at drikke her. Og så var det tid til at se fodbold.. Den australske gruppe fyldte hele stuen, men John og jeg fik ”møvet” os ind på et par stole, så vi kunne kigge med. De, der mennesker fra Australien, taler sådan et morsomt engelsk, og det bestemt ikke lige nemt at forstå dem. Det er så morsomt at bo her i dette hus, hvor mennesker fra mange lande har deres gang, og nogle gange sker det jo.

Nå, men nu Josephine kom endelig, så vi måtte i gang med at kigge på lidt forskelligt arbejde, inden vi skulle være på skolen til et møde kl.14. Bilen var igen hos mekanikeren, så vi ventede på at mekaniker Robert kom med bilen – til sidst begyndte vi at gå ham i møde! Da han – endelig – kom, fik han en ordentlig skideballe efter Josephine, fordi han kom så sent, jeg gav ham en gul blomst i stedet for! Da vi kom ud til skolen, var pastoren ikke dukket op endnu, han kom først kl. 16, og mødet kunne endelig begynde. Ja, sådan er livet her i Afrika.

Men så fik jeg tid til at snakke med lærerne og med børnene. Skolen har fået en ny headteacher, Sarah hedder hun. Hende vil jeg gerne lære at kende, så jeg slog mig ned og fik en god snak med hende.  

Da mødet var færdigt, kørte vi hen for at kigge på Sams girl friend Joan. Hun arbejder i en skobutik, så Josephine og jeg gik ind for at kigge på sko, mens Sam blev siddende i bilen. Vi havde en indbydelse med til hende, og da vi overrakte hende den, så fandt hun ud af, hvem vi var! Hver gang jeg kommer herned, har han en ny kæreste, men denne gang tror jeg, at det er meget seriøst, men det må tiden jo vise.  

Jeg var hjemme ved 20.30 tiden, og pigerne havde aftensmad parat til mig. Jeg vænner mig hurtigt til dette liv, hvor andre laver mad til mig, det er så herligt.