en ny mulighed for at have arbejde her i Uganda, maaske......

I gaar mandag og I dag tirsdag formiddag arbejder Sam og jeg paa kontoret. Josephine er idag paa vej hjem fra Jinja, men det tager jo sin tid, saa vi udnytter tiden paa allerbedste vis.

I gaar formiddags sad Sam og jeg – I dyb koncentreret tavshed – og skrev paa hver sin computer. Vi skulle skrive smaa artikler, som skulle sendes hjem til Boern I Afrikas naeste nyhedsbrev. Kontoret emmede i sommervarmen af dyb koncentration, og Vagn troede ikke sine egne oerer eller oejne, da han dukkede op.

Det tog sin tid at faa sendt artikler og billeder hjem, og bagefter startede Sams computer lesson no. 1. Han skulle have sig en e-mail adresse, laere at skrive e-mails, og saa ville han gerne paa Facebook. Vi arbejdede som de smaa flittige myrere, som har indtaget kontorets koekken, til klokken blev 18.30, og moerket begyndte at falde paa.

Ikke noget med at tage en speciel Taxi hjem sige Sam, det er for dyrt – nej op til vejen og med en af de smaa minibusser hjem. Ved Kabalaga, hvor jeg skal af, foreslaar jeg ham, at han fortsaetter, mens jeg  selv gaar det sidste stykke vej hjem. MEN NEJ, ikke tale om. Jeg bliver fulgt helt hjem i moerket, og det er faktisk baade trygt og rart.

Pigerne og Richard har lavet mad til mig, og det er jo bare lykken at kunne komme hjem og saette sig til bords!!! Resten aftenen gik med smaa huslige, hjemlige goeremaal…. inden jeg gik tidligt i seng. Sam ville nemlig hente mig tirsdag morgen kl. 8.00, saa vi kunne komme afsted til kontoret, til computer lektion nr. 2.

Anne og Hanne spoerger mig, om Ivan var med til brylluppet. Ja, det var han, og det var en stor dag for ham. Han saa smart ud i sit jakkesaaet med fint slips – men det maa have vaeret varmt. Ivan fulgte mig, som the royal guard normalt goer her, naar vi er ude. Men Sam og Sam var begge meget optagede af at goere praktiske ting til bryluppet, saa det var tydeligt at Ivan was the one on duty…….

Ivan blev placeret (af mig) ved hovedbordet sammen med mig, for han hoerte jo ikke rigtig til blandt alle laererne, familien eller nogen af de andre, og jeg oenskede paa ingen maade at han skulle foele sig alt for meget udenfor. Jeg har sikkert igen brudt en masse regler, men det blaeser jeg paa, og jeg kender jo Josephines indstilling, saa jeg taenker, jeg ikke jeg faar skaeld ud. Hellere skaeld ud og saa forhaabentlig tilgivelse.

Der var en masser fotografer, som tog en masse billeder, og inden festen var forbi, kom de retur med de fremkaldte billeder, som man saa kan koebe. Det betoed, at Ivan kunne tage hjem med billeder fra brylluppet, som han selv havde valgt. Da han skulle koere hjem sammen med alle de der kom fra Kampala, havde han fundet en rose fra en af dekorationerne, som han kom og gav mig – hans soede maade at sige tak for i dag paa. 

Jeg holder meget af den knaegt, han vokser og modnes. Vi er nu begyndt at tale serioest om, hvor han skal gaa i skole efter naeste skoleaar. Efter den lange ferie her, er Ivan “one of the kandidats”  - det hedder man, naar man gaar i P7. De ting, der foregaar hjemme hos tanten er ikke OK for en ung fyr som ham, men jeg haaber, at han klarer endnu et aar. Jeg vil gerne have ham paa en kostskole, hvor han kan have sine ting I fred og ro, faa mad hver dag og tid til at koncentrere sig om sine lektier. Han er rigtig dygtig, og mener selv, at han skal vaere politiker eller sagfoerer, og han har talegaver til begge dele. 

Saa derfor bliver jeg noedt til at tage herned til sommer og gaa paa jagt efter en skole...