Fredag den 10. oktober 2008

En afslappet weekend stemming har bredt sig over gæstehuset. Der spilles kort, læses, drikkes te og kaffe, snakkes og nogle af de hårdarbejdende folk ”er bukket under” og er gået i seng, selvom klokken kun lige er 20.30. I køkkenet er der nærmest et afrikansk marked – en ung pige er kommet forbi med stof, perlekæder samt forskellige andre afrikanske ting.

Udenfor står månen og lyser stor og klar. I går aftes viste Ivan mig de to planeter Venus og Jupiter – det er vores planeter sammen med månen. Når en af os kigger på månen, så tænker vi på hinanden, og selv om vi er langt væk fra hinanden, så er det den samme måne, vi kigger.

Mange ting er sket siden jeg sidst skrev i går formiddags.........

Sammen med Josephine, Lydia, Sam og Ivan besøgte jeg Nantale’s hus og hendes børn. Hun bor sammen med 15 børn, og 10 andre børn er bosat hos familie og tidligere børn, som er vokset op hos hende. 10 af børnene går i Eden School, så dem havde jeg set på skolen. Josephine havde hørt, at Nantale nu var så syg, at hun kun indtog vand.

Vi blev mødt af en strøm af børn – Natales børn samt diverse tilløbere og inde i huset blev vi budt velkommen af en lille spinkel kvinde, Nantale. Børnene støttes af Rotary i Bukoto og mad får de fra kirker rundt omkring, men 15 munde er mange at mætte. Nantale fortalte os, at hun havde brystcancer, men at hun ikke ønskede at blive opereret. Ronald – en ung mand i starten af 30 erne dukkede op. Han er selv vokset op hos Nantale, og vi fik en lang og god snak med ham. Josephine og jeg aftalte at mødes med ham igen i næste uge.

Besøget hos Nantale og hendes børn, er en af de oplevelser der går direkte ind i hjertet på mig. Det var svært at sige farvel til hende med den viden, at hun har en brystcancer, vil hun mon være her næste gang jeg kommer på besøg? Og hvad skal ske med børnene, når hun ikke er her? Nantale fortalte os, at hun var bekymret for, hvad der skal ske med børnene, når hun ikke er der – en bekymring vi kun kan dele med hende bestemt ikke tage fra hende.

Efter dette besøg var det tid for Josephine at tage i skole – ingen Independence helligdag til hende. Hun satte Lydia, Sam, Ivan og mig af inde i Kampala, for vi skulle høre præsidentens tale og se militærparaden. Solen varmede godt og grundigt, men vi var heldige at få en plads i yderkanten af et stort hvidt telt. Sam, min tro væbner gik efter vand til os og et flag til Ivan – nu var vi parate til festen. To unge mænd kom hen til Ivan og spurgte, om de kunne få resten af hans vand, og da Ivan er sød og rar, sagde han ja og gav dem flasken med vand.

Derefter spurgte Sam mig, om jeg havde min telefon! Jeg havde min taske placeret nærmest på maven og var godt hyllet ind i den, men det var alligevel lykkedes for en af to vandtikkende drikkende fyre at få fisket min uganda telefon ud af en lomme i min taske – uden jeg havde mærket det mindste. Jeg havde endda sikret mig, at jeg ikke stod med en masse mennesker rundt omkring mig. Sam havde hørt nogen rundt omkring os sige noget med, at vi skulle passe på vores telefoner, men det var allerede forsent min gamle Nokia telefon var væk. Surt show, men mest på grund af mit telefonnummer og fordi jeg har så mange numre til folk her i Uganda placeret i den telefon.

Nu tog pokker ved Sam............ Han var helt sikker på at vidste, hvordan de to fyre så ud. Han ringede til min telefon, men ingen svarede. Så spurtede han afsted i 30 graders varme over stok og sten, mens Lydia, Ivan og jeg stod måbende tilbage, alle andre omkring os fulgte med i, hvad der nu skete.

Kort tid efter ringede Lydias telefon! Det var Sam, han havde fanget de to tyve, og vi skulle komme med det samme gå mod udgangen. Vi piskede af sted, og inden længe fik vi øje på et større opbud af ophidsede person: Politifolk, militær personer og en sprudlende, rasende Sam med min gamle Nokia telefon i hånden. Det var som at træde ind i en amerikansk ganster film. På pladsen var oprettet en midlertidig politistation, og de to fyre blev omgående sat i spjældet, men først måtte jeg og derefter Sam afgive forklaring på, hvad der var sket. Sikke et påstyr for en gammel Nokia telefon.

Nu skal I jo ikke tro, at dette er som ex. Gentofte Politistation, nej her sidder alle i samme rum og bliver afhørt forbrydere som vidner, undtagen altså lige de, der sidder buret inde, og de kan følge med i alt, hvad der foregår gennem tremmerne. De to fyre havde nået at skifte SIM kortet i telefon ud, men heldigvis ikke smidt mit SIM kort væk. Ivan var ved at gå ud af sit gode skind af bar skræk og rædsel, Lydia havde heldigvis en bog i tasken og kunne sætte sig og læse, mens Sam og jeg afgav vidneforklaring. Vi blev behandlet meget fint af politiet, som bad om at beholde min telefon til næste dag, for at den kunne benyttes i retten – for disse to fyre skulle for retten. De var åbenbart kendte ansigter, men det var ikke lykkedes politiet at fange dem med varer på sig, før Sam nu i dag havde gjort det.

Fra politistationen havde vi en fin udsigt, nu fik vi set både præsidenten og alle soldaterne, samtidig med at jeg fik snakket med en masse. Da de spurgte om min alder, og jeg svarede 54 år opstod almen diskussion omkring, om det virkelig kunne være rigtig? Mærkeligt nok bad de ikke om at se nogen form for legitimation fra mig kun fra Sam.

Alt i alt udviklede hele situationen sig til at være en god oplevelse – jeg sluttede af med at sidde under et træ med en gruppe politimænd og snakke!!!

Da vi forlod politistationen råbte tyvene efter mig: ”Luk os ud nu, hvor du har fået den telefon”. Men jeg havde jo ikke fået min telefon, og desuden måtte det være op til politiet at beslutte, hvad der videre skulle ske.

Klokken var efterhånden blevet 17.30, og vi havde slet ingen frokost fået – kun vand. Sulten meldte sig, og heldigvis var Josephine ved at være færdig i skolen, og nu ville hun så slutte sig til os. Mens vi ventede på Josephine, kunne jeg se på min danske telefon, at Casper havde ringet, så jeg ringede tilbage. Casper fik anledning til lige at tale med Ivan og Sam, og til dem begge sagde han: ”Jeg håber, I passer godt på min mor”. Det kunne de begge svare et højt og runged YES til.

Så gik turen til The Crocodile Restaurant for nu skulle vi sandelig have ”lunchandsupper”. Frisk lavet passsionsfrugtjuice, fisk og kylling gled ned, desserter havde de unge mennesker ikke plads til, så det må de have tilgode til en anden dag. Snakken gik lystigt, og Sam er udnævnt til ”The hero of the year”.

I dag måtte Josephine og jeg så til en anden politistation for at hente min telefon. Kun et enkelt skridt indenfor døren og jeg blev mødt med ”Velcome Madame Birgitte – how are you today?” Det var politimanden fra i går, som havde afhørt Sam. Dejligt at se et kendt ansigt igen. Andrew er hans navn, og han var virkelig meget hjælpsom overfor for os. Efter kun 3 kvarter på politistationen var vi ude igen med min telefon med mit SIM kort i. Jeg blev spurgt, om jeg ønskede at møde de to tyve og vidne mod dem. Jeg takkede pænt nej, hvis bare jeg kunne få min telefon igen, så kunne politiet gøre med de to fyre hvad de ville. Måske kunne de rengøre området omkring politistationen?  

I dag har vi så ventet på den unge mand Jasper. Aftalen var, at han skulle komme til os i kontoret kl. 9. Vi var vældig spændte på, om han dukkede op, hvilket han gjorde kl. 15.30 –man må sige det er African time. Vi kørte til Alpha og Omega kostskolen med ham, hvor vi havde en længere snak med skolens leder. Jasper har brudt en masse af skolens regler, og vi må se, hvordan det udvikler sig for den unge mand.

Da vi forlod skolen kom nogle piger løbende efter mig ”teacher Birgitte, teacher Birgitte” – de havde været på Eden School sidste år og havde lige genkendt mig. Det var rigtig hyggeligt at snakke med dem.

Og nu er det så weekend. Josephine tager til Richard i Jinja –jeg skal have forskellige på besøg i morgen. Søndag skal Sam, Lydia, Ivan og jeg i kirke – bagefter skal vi gøre noget hyggeligt sammen.

Rigtig god weekend og efterårsferie til jer alle.