Hvis man tænker på, at man gerne vil sove længe her i dette gæstehus, så er det et spørgsmål om, at man er nødt til at gå tidligt i seng!! Kl. 5 begynder speakeren i den lokale moske, og han akkompagneres af de lokale hunde. Kl. 6 bimler en kirkeklokke fra den katolske kirke her i nærheden, og så følger fuglene – marabu storkenes morgenlarm. Kl. 6.30 kommer den første lille bus for at hente de arbejdende canadiere og kort efter kommer den anden bus for at hente næste hold. De parkerer lige udenfor mit vindue, og så er der ellers gang i musikken fra bilens radio. Så ringer det på porten……………. Og sådan fortsætter det. Og er jeg ligesom vågen, og det er tid for morgenbadet.

Her til morgen begyndte det hele så kl. 3.45, da de fire unge canadiere skulle af sted til Queen Elizabeth Nationalpark. Da de var ude af døren, gik Susan og jeg i seng igen – jeg sov dejligt, uden at høre noget til alle de andre lyde, frem til vækkeuret ringede kl. 7.

Kl. 8 serverede Susan juice og æg for mig – kaffe, bananer og toastbrød klarede jeg selv. Når jeg er her alene om morgenen, tager jeg min morgenmad med ud på terrassen og nyder morgen der.

Josephine hentede mig ved 9.30 tiden. Hun har ondt i halsen, og er ikke helt på toppen, den stakkels pige. Vi skulle til forretningsmøde med Namutebi. Namutebi forsøger at opbygge et sy værksted, hvor de syr indkøbsposer, som man nemt kan medbringe i en dametaske. På den måde har man altid en indkøbspose med sig, og man behøver ikke bruge plasticposer. Namutebi leverede 100 indkøbsposer til ”Børn i Afrika” i juli måned, og de blev udsolgt i løbet af ingen tid. Derfor vil vi gerne have hende til at sy nogle flere til os. Jeg havde medbragt en rygsæk – efter samme ”folde sammen” princip – som måske kan være inspiration for et yderligere tiltag hos Namutebi. Namutebi er gift med Lars Peter, som er en god ven til Dorthe, som er en god ven til min bror og svigerinde – tænk et stort netværk jeg har.

Namutebi og Lars Peter har lige adopteret en lille dreng på 8 måneder, så de har rigeligt at gøre, men alligevel har de inviteret Josephine og mig til at komme og besøge dem i morgen aften. Og vi er helt vilde efter at se deres lille dreng, som hedder Gabriel David.

Efter formiddagens møde med Namutebi, kørte vi til Eden School. Josephine satte sig på teacher Stellas kontor for at lave noget arbejde, og jeg havde flere gøremål på programmet. Jeg begyndte i P1, for jeg havde en kalender med til dem med billeder af dyr fra Afrika. Da vi havde talt om billederne, ville jeg gå videre til den næste klasse, men nej tak så let slap jeg ikke. ”Stay in here teacher Birgitte” lød det, og det kunne jeg jo ikke stå for. Så jeg gav mig til at synge med dem – ”Lille Peter Edderkop” er et hit hernede, og den kan snart alle børn i skolen. Børnene sang for mig, og sammen sang vi nogle engelske sange. Så skulle børnene i gang med at arbejde med at lære klokken, og for at jeg nu ikke skulle løbe min vej, kom en af drengene straks med en stol til mig. Jeg blev i klassen frem til kl. 13, hvor P1 så havde fri, og vi sagde farvel. Alle børnehaveklassebørnene kom også susende for at sige hej, og min lille specielle ven fra sidste år, var endelig i skolen i dag. Han har været syg, men er nu tilbage og han er meget stolt over, at han ikke længere er den yngste elev i skolen.

Kl. 13 – i lærernes frokostpause – var der møde i ”spare og låne foreningen”. Det var sidste møde i denne forening, en ny forening begynder den 31. oktober for det næste år, men først skulle 3 lærere betale deres lån tilbage. Kun 2 af dem bragte penge tilbage, hvilket betød at en lærer stadig ikke kunne få sin andel udbetalt. Selv om det var en sommervarm eftermiddag, kunne man nemt fornemme ”isen på væggene” overfor den lærer, der ikke som lovet havde bragt penge med tilbage.

Kl. 14.15 var mødet færdigt, og det var til lunch: ris med bønner. Og jeg skal lige hilse og sige, at det er bedre end posho med bønner! Et hold myrere nåede dog at invadere teacher Moses ris, så det var ikke helt kødløs dag for ham! Efter frokosten besøgte jeg P7, som arbejder meget seriøst, fordi de snart skal til eksamen. Derefter forlader de Eden School og fortsætter forhåbentlig i en sekundary school til februar. Her er der tradition for, at man giver børnene et kort, hvor man ønsker dem held og lykke – jeg har skrevet et stort kort til dem alle, og jeg havde specielle kuglepenne til dem.

Ivan havde en gave til mig – en nøglering med en fodboldspiller fra Manchester United. Manchester United er Ivans favorit fodboldhold. Jeg havde også en gave med til Ivan – af mere praktisk art nemlig 2 T-shirt. I dag fik jeg igen mulighed for at studere Ivan i hans færden og gøremål på skolen som ”the head boy”. Han er en meget arbejdsom dreng med et fint overblik, og han behandler de andre børn på en rigtig god og omsorgsfuldmåde. Ingen tvivl om, at han har lederegenskaber. Jeg er spændt på, hvad den dreng kan udvikle sig til – han er en rigtig god dreng.   

Josephine havde nået at få sig en lille lur efter mødet og frokosten, så ved 16.30 tiden sagde vi farvel og kørte til gæstehuset. Her mødte jeg så Grace, som kunne fortælle historien om datteren Jackie på 4 år, der sammen med en kammerat på 5 år - var gået fra skolen. De var gået rigtig langt, hjem til kammeraten, hvor de havde været i 5 timer før Grace fra Jackie. Et under at der ikke er sket dem noget i trafikken.

Nå, men nu må jeg i seng, jeg trænger til at sove længe…………