Det ertorsdag og jeg har nu arbejdet med kor børnene i 4 dage. Jeg øver blandt andet 4danskesange med dem, sange som de skal synge sammen med nogle danske børnekor iDanmark. Det er en fantastisk oplevelse at få den mulighed. De er så lærenemme,og de synger så dejligt, så det er svært ikke at give tårerne frit løb påkinderne. Jeg arbejder sammen med bandlederen, som spiller på sit keyboard, ogjeg har så de 18 børns fulde opmærksomhed. Ikke en eneste gang er detnødvendigt at bede om ro eller opmærksomhed, selv om vi laver en masse sjov ogballade, mens vi øver. Arbejdet med disse børn giver mig tilbage kæmpe doser afenergi og livsglæde. Jeg har lyst til at råbe ud til hele verdenen, hvor stoltjeg af de børn.

Når de kommertil Danmark må jeg gemme mig, når de synger de danske sange ellers bliver jegen ”tudeprinsesse” - for det er jo ”vores sange”, som vi har øvet og øvet – ogalt det er gemt i mit hjerte.

Børnene havdeværet hjemme på juleferie hos deres familier, og mandag kom de alle tilbage.Mr. Bean hentede børnene fra Lyantonde ved bus pladsen i Kampala city, ogbagefter kom de og hentede mig ved gæstehuset. De måtte lige ind og væregæster, heldigvis var der stadig gode rester fra nytåret, som vi kunne trakteregæsterne med.

Derefter gikturen mod Zzana men ak og ve…………… på Entebbe Road begyndte bilen at sigemærkelige lyde!!!! Et fladt baghjul!!!! Og reservehjulet var ikke meget værd.Det var midt på dagen, og solen bagte virkeligt meget, heldigvis punkterede viudenfor en lille shop, som havde 2 bænke stående under et skyggefuldt tag. Jeg togbørnene og Ivan med mig over i skyggen og besluttede at dette arbejde medhjulet måtte være ”mens work”. Jeg tror ikke, at mit Falck abb. kan benyttesher.

Mr. Bean løbop og ned, frem og tilbage på Entebbe road – dukkede op med 2 flinkemekanikere, der hurtigt fik bilen klodset op og hjulet taget af. Mr..Bean drogaf på en Boda Boda med hjulet, og efter en times tid vendte han tilbage medhjulet lappet. Det tog ikke de 2 mekanikere mange sekunder at få hjulet påplads igen. Jeg var den heldige indehaver, af det der svarer til 20 kr i minpung, så jeg var spændt på, hvad der ville ske, når vi nu skulle betale, og enmzungo var i nærheden. Men det klarede mr. Bean, dog måtte han låne ca.18 kr.af mig, så nu var der blot 2 kr. tilbage i pungen!! I flere dage var jeg såbroke down, indtil det endelig lykkedes at komme i nærheden af en hævekortsautomat onsdag.

Ja, der erhele tiden oplevelser at muntre sig over – og en form for Happy End er deraltid.

Børnene varglade for at se hinanden – og snakken gik lystigt. Mandag hyggede vi, så film,og børnene har så mange spørgsmål. Især når de er gået til køjs er dethyggeligt at gå rundt og snakke med dem. Derfor bliver det til langearbejdsdage – jeg tager fra gæstehuset kl.8, og jeg er først tilbage igenomkring 22 tiden. Der er grænser for, hvor meget ris og pocho jeg har lyst tilat spise – det samme dag ud og dag ind – så i løbet af dagen klarer jeg lidt afden lokale mad. Jane laver aftensmad til mig, og lige så snart hun ser mig, såvarmer hun min mad…… kartofler, kylling, kartoffelmos, grønsager, frugt og dettrænger jeg til. Man er vist nødt til at være født her for at kunne elske risog pocho så meget.

Voksenteametomkring koret er super dygtige og sjove, vi har et godt samarbejde, og jeg er gladfor vores samarbejde.

Strømmen ergået – igen i aften. Jeg sidder i mit udendørs kontor med to danske julelys ogen skinnende måne. Snart er der ikke mere batteri på min computer, så lukkerden ned. Der ligger Børn i Afrika arbejde og venter, men jeg må bare sidde ognyde aftenen. Har været i gang siden kl. 5 i morges, men det kan jeg klare heri solen og lyset, måske jeg skulle have været født her!!