Home alone – the houseboy, med det svære navn som jeg ikke kan stave, sov trygt og godt her til morgen, og vagten med geværet var gået hjem, så da det ringede på porten kl. 7.30 måtte ”Karen Blixen” selv ud af sengen og åbne porten. Udenfor hang Stella nærmest på en stolpe, hun var rigtig dårlig og græd, da hun så mig. Hun havde feber og ondt i maven, så jeg fik hende ind og ligge på sofaen for at give hende lidt moderlig omsorg, vand, en pille og et tæppe. En halv times tid efter kom Grace, og vi blev enige om, at Grace skulle følge Stella til lægen – af sted med dem i en taxa.

Så i dag måtte jeg selv lave morgenmad! Og det er jo helt nye toner. Jeg benyttede lejligheden til at spise morgenmad på terrassen, fik vasket lidt tøj, og gik i gang med at arbejde ved 10 tiden. Så kom Josephine – hun var også halv sløj og havde ondt i maven, men havde taget nogle piller. Hun gik i gang med en masse arbejde, som hun skulle forberede til et bestyrelsesmøde i aften.

Derefter vendte Vagn hjem fra sin 24 timers ferie, han gik straks op og lagde sig, for han havde også ondt i maven. Grace vendte tilbage uden Stella, som hun havde fulgt hjem efter lægebesøget. Lægen havde konstateret, at Stella havde en slem Malaria, så det er ikke underligt, at hun var dårlig den stakkels pige.

Da vi havde haft problemer i flere dage med at komme på nettet, så drog Josephine og jeg af sted for at finde et andet gæstehus, hvor der var net forbindelse. Efter et par forsøg lykkedes det at finde en anden langsom forbindelse, så jeg lige kunne få lagt lidt ind her på min travellog.

På vej tilbage til gæstehuset købte vi en masse lækre kager på et fint konditori, for jeg syntes, vi skulle have kaffe, te og kager til vores bestyrelsesmøde. Alt var parat til mødet kunne starte, men her i Uganda ved man aldrig, hvad der sker. Enten sidder folk fast i en trafikprop, eller også er de i fængsel eller på hospitalet og sådan endte det også i dag – i dag var der dog ingen der var i fængsel. Da klokken nærmede sig 18.30 – en time efter at mødet skulle have været startet – blev mødet så udsat til i morgen kl. 10. Så alle vi, der ikke var syge eller sad fast i en trafikprop, vi fik travlt med at spise af kagerne, også vagten med geværet og hvem der ellers kom forbi nød godt af de andres sygdomme.

Kl. 19.45 kom de personer frem, som havde siddet fast i en trafikprop, men da havde vi spist og foræret kagerne til højre og venstre – jeg foreslog, at de nu blev og overnattede, for hvad kan der dog ikke nå at ske inden i morgen kl. 10, hvor mødet så skal holdes J

Selv Pastor Vagn har overgivet sig med dårlig mave – men ingen fare Elsebeth, Vagn både taler, sover, drikker vand og te, så en god nattesøvn vil forhåbentlig bringe ham så megen i form igen, at han er OK til hjemrejsen, som begynder i morgen.

Når Vagn nu rejser hjem, så har jeg huset for mig selv igen – det er den rene luksus: stort hus og have, 3 house maids, 1 houseboy og 1 gartner – det er da lige til at holde ud. Sol og masser af varme mens meldinger om sne i Danmark når mig. 

I næste uge er torsdag og fredag blevet gjort til officielle helligdage, da det er der, CHOGM begynder. At se flyvere over Kampala er et meget sjældent syn, men som tiden nærmer sig CHOGM, høres lyden fra flere og flere helikoptere. Der trænes og øves med sikkerhed, kortege kørsel m.m. Jeg regner med, at jeg skal stå på Gaba Road med mit lille danske flag og vinke til min kollega: The queen of England.