FØRST VIL JEG LIGE GØRE OPMÆRKSOM PÅ, AT ALLE ANDRE BERETNINGER LIGGER UNDER BERETNINGEN ZHONG GUO.
Oven på en hård, men spændende weekend, er vi nu startet på arbejde igen. Selvom vi kun har undervist børnene i en uge, synes mange af os allerede, det er problematisk at finde emner at undervise i, fordi de allerede kan en masse ord, plus at de har engelsktimer med den "almindelige" engelsklærer hver dag, hvor de lærer alfabetet og ord, der er knyttet til hvert bogstav. Vi har fået at vide, at vi er der for at gøre engelskundervisningen sjov og dermed motivere børnene til at engagere sig i det engelske sprog, så derfor synger vi meget med dem og leger forskellige simple lege med dem. Jeg kunne dog godt tænke mig at lære dem nogle simple sætninger, men her er sproget en stor barriere. Det er derimod lettere at lære dem nye gloser som ananas og løve, fordi disse kan tegnes.
Udover lidt startproblemer med undervisningen har vi det rigtig godt. Fredag var vi i babyclass, hvilket jeg synes var rigtig hyggeligt. Her er de 1-2 år, men alderen er ingen hindring, så de skal også undervises i engelsk. Jeg lærte dem et par frugter og lærte dem "monkeysangen", som de er rigtig glade for. Der var en lille dreng, som hele tiden ville sidde hos mig. Det var rigtig fint, at han ville det, men pludselig kastede han op ud over det hele og ned i min ene sko. (Det eneste jeg kunne gøre var at finde en grimasse, der kunne passe).
Fredag aften tog vi på Ali Babar, hvor vi mødte nogle tyskere, som vi tog videre i byen med. Det var en sjov aften, selvom den endte med at Bibi, Jacob og jeg måtte køre op og ned i elevatoren på skolen, for at gøre rent efter Mikkel, som havde gjort den lille dreng fra babyclass kunsten efter.
Lørdag eftermiddag var vi til et foredrag om moderne kinesisk historie. Det var vildt spændende, og vi har snakket om at tage til flere foredrag for også at lære noget om ældre kinesisk historie og om dynastierne. Lørdag aften gik med film i opholdsstuen og hygge på værelserne.
Søndag var så dagen, hvor vores færdigheder inden for sang og dans skulle afprøves. Klokken 10.00 startede arrangementet, og vi var på ca. klokken 11.30. Det gik ikke helt optimalt, da nogen glemte hvornår de skulle synge, men vi var alt i alt rigtig godt tilfredse, og var glade for at det var overstået, og for at vi havde haft en sjov oplevelse. Efter vores optræden, tog vi på en stor fin restaurant sammen med skolens andre lærere og spiste traditionelt kinesisk mad. Alt i alt en rigtig hyggelig dag.
I næste weekend går turen til Beijing, hvor vi formodentlig skal se de obligatoriske turistattraktioner og spise noget lækkert kinesisk mad. Vi regner med at bo på hostels mens vi er der og tage på ture der fra.
Det var alt for nu!
På genhør, Marie