UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Midt i en ørken af salt. Blikket rettet mod en skyfri himmel. Her er jeg. Efter syv måneder, syv lande. Her er jeg, alene med tusindevis af tanker og lyden af krystaller der danser ved mine fødder... 

Liggende ned kommer jeg i tanke om Luis, om de ord han sagde i taxaen. Een ting har jeg lært om skuespil. For at spille en karakter bliver du nødt til at tro på, at du er ham.

LA PAZ, BOLIVIA - 23. APRIL 2007
 Jeg ved det sgu ikke, Danny. Det lyder mistænktsomt. Du siger han lige er blevet løstladt fra fængslet, for hvad, to dage siden?
-Ja, det var det han sagde.
-Men han ligner en der har boet på gaden i flere år, Danny! Hvis han lige er blevet løsladt, burde han så ikke have fået sine ejendele igen. Det tøj han kom i og så videre?
-Jo, måske. Men han taler flydende amerikansk. Og hvad skulle han ellers lave her?
-Hør her. Vi går hen til ham og beder ham om et interview i morgen. Vi byder ham på frokost og beder ham fortælle om de otte år i fængslet, lader ham fortælle sin historie og filmer det hele. For det er uden tvivl en glimrende historie. Det kunne der komme en fin lille dokumentar ud af og så går vi i det mindste ikke tomhændet hjem.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 14.55
Vi skal ikke ind i det fængsel, vel? Michaels blik farer rundt i parken. Et hvert forsøg på at få ham til at kigge mig i øjnene, ville være håbløst. Jeg prøver alligevel. Michael! Se mig i øjnene! Intet held. Jeg tager mig til hovedet og prøver at tænke klart. Så går jeg hen og slukker kameraet. De penge vi gav dig. For pressekortene. Du brugte dem på coke, ikke sandt? spørger jeg ham. Han kigger op i et kort øjeblik, så vender han blikket mod jorden og siger, næsten hviskende, Jo.
Hvem er du, Michael?
-Uha... Hvor skal jeg begynde?
-Prøv med dit navn! 
Michael kigger op. Først på Danny, så på mig.
Mit navn er Luis Vargas. I har sikkert svært ved at stole på mig nu. Men det er mit rigtige navn. Alt hvad jeg har fortalt Jer, er løgne. Jeg gør det hver dag, hustler folk. Men der er en grund til at jeg har taget Jer med herud.

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Det er koldt, men jeg kan ikke rejse mig. Mit blik er fokuseret på den flamingofjer, jeg holder op mod himlen. Både sol og måne står klart over mig. Stjernehimlen ville være fantastisk her. Ingen lysforurening.
Alex! Alex, vi kører nu! 

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 15.30
Det er sten, Luis. Dem er der milliarder af. Og jo, jeg kan godt se at de ligner ansigter, men det beviser ikke at de er lavet af aliens. Jeg tror du flygter fra virkeligheden, Luis.
Kameraet kører og selvom det ikke var det, vi havde regnet med, skal der nok komme et fint lille dokumentarisk potræt ud af denne sindsforvirrede mand.
-Måske, men hvad hvis jeg kan bevise det? Russerne har fundet de samme sten som mig. Det kan ikke være et tilfælde. Jeg mener, hvis jeg...
-Luis, afbryder Danny, Du har en søn. Hvad tror du han tænker om dig. Hvad tror du han fortæller sine venner, når de spørger.
-Jeg kan ikke tage tilbage.
-Hvorfor?
-Jeg ville ryge direkte i fængsel. Og det er hvis jeg fik et visa i første omgang. Men hvorfor skulle de give mig det?
-Fordi du har en søn at forsørge. Og hvad så hvis du ryger i fængslet. Det du har gjort vil give dig hvad, to år? Er det ikke det værd? Er din søn ikke det værd? For fanden Luis, du kan blive ved med at kigge på sten og ufoer, men hvem kommer nogensinde til at tro på dig. Du er en bums Luis. Se på dig. Du bor i en grotte i La Paz, hele verdens røvhul og hustler gud og hver mand for at få råd til dine stoffer. Du har fixet tre gange i løbet af den tid vi har siddet her med dig! Hvem kommer nogensinde til at tro på en som dig?!

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Alex, kom nu! Vi skal videre! råber en af pletterne.
Hvis jeg selv skulle vælge, var jeg blevet liggende. Der er noget befriende over at ligge her og lade alle mine bekymringer forsvinde som skyer fra himlen. En tænke på alt og intet mens man betragter et landskab, hvis skønhed ikke kan beskrives med ord. Men intet varer evigt. Sådan er det med dette øjeblik som det er med min rejse. Jeg hjælper mig selv på benene og går mod jeepen.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 16.40
Du bruger alt din tid på at finde ansigter i sten, minder om et folk, der engang har levet på denne planet. Men hvad med dig selv, Luis. Hvordan vil du huskes, når du dør? Som ham narkomanen fra grotten, der viede sit liv til at bevise en højere intelligens? Eller vil du huskes som Luis, en mand der fuckede up, men brugte resten af sit liv på at rette op på sine fejl, tage ansvar for sine handlinger. En far, som ofrede sig selv for sin søn. Hvordan vil du huskes Luis?
Luis kigger længe på Danny. Jeg har ham i et close-up. Nu venter jeg i spænding på et svar.

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Hvad lavede du? spørger Luciano med fingeren begravet i en dåse Dulce de Leche.
Jeg lå bare og tænkte lidt over det hele. Livets store spørgsmål. Som hvor meget af det der du kan spise, før du brækker dig for eksempel.
-Oh, come oooon!
-Seriøst, du har allerede tømt en dåse.
Luciano ignorerer min kommentar og slikker sig om munden. Jeg forstår ærligt talt ikke hvordan han kan få det ned. Men så igen, det er jo trods alt Luciano. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro han var fra en anden planet.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 17.10
Luis tænkte længe over spørgsmålet. Havde vi vækket noget i ham? Havde vi åbnet hans øjne for realiteterne langt om længe?
Stående foran den amerikanske ambasade, stiller jeg mig selv de samme spørgsmål om og om igen.
Er du sikker på du vil det her, Luis? spørger Danny. Vi står foran den amerikanske ambasade og vil forsøge at hjælpe Luis med at skaffe et visum, så han kan tage tilbage til virkeligheden.
-Jeg er sikker. Hvis det ikke går, så prøvede jeg i det mindste.
-Godt, Luis. Jeg håber du mener det her. Med disse ord forlader Danny os. Han går ind på ambasaden. I mens bliver jeg udenfor med Luis. Jeg opdager at mikrofonen på det kamera vi blev beordret til at slukke af vagt, er tændt og slukker den. Men en anden vagt ser det og bliver mistænksom. Står du og filmer? spørger han mig.
-Nej overhovedet ikke, jeg ville bare...
-Vis mig båndet. Jeg spiller det for ham, men han er ikke overbevist.
-Må jeg have lov at se noget ID?
Jeg mærker efter i mine lommer, men uden held. Min pung ligger trygt og sikkert på vores hotelværelse.

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Vi sidder i jeepen og nyder udsigten. Luciano med sin Dulce de Leche, vores fnisende kok, nyforelskede Matan og Hadas og Danny og jeg, to rejsende, hvis eventyr snart når sin ende.
Jeg er ikke klar, Alex.
-Til at tage hjem?
-Ja, jeg er sgu ikke klar til det. Og det er ikke, at jeg ikke savner mine venner, min familie. Denne tilværelse er bare så meget lettere. Ingen forpligtelser, ingen forventninger, ingen krav at leve op til.
-Og ingen der kender dig. Tro mig, jeg kender følelsen. Men det varer ikke evigt. En let tilværelse er en overfladisk tilværelse. Det ved du bedre en nogen anden. Tænk på Kundera.
Jeg har selv gået med troen om at jeg kunne fortsætte dette liv. Men der kommer et tidspunkt hvor du vil længes mennesker der kender dig. Og desværre kommer det ene ikke uden det andet. Så snart vi udvikler relationer til vores omverden, vil omverdenen kræve ting af os. Jeg ved heller ikke om jeg er klar til at komme hjem, men jeg ved, at det ikke kan fortsætte sådan her. Måske vi ikke savner vores forpligtelser, men før eller siden kommer vi til at savne den verden, af hvilken forpligtelserne stammer. Og hvis jeg kender dig godt nok, er der i hvert fald een ting i den verden du ikke kan undvære.
-Og det er?
-Kærlighed.Jeg hader at indrømme det, men hvis du holder fast i denne her tilværelse, så ender du lige som Luis.
-Hey! Du skal ikke sammenligne mig med Luis!
-Jeg laver bare sjov. For at være ærlig har jeg svært ved at forestille mig dig levende i en grotte i Bolivia...
Danny ruller vinduet op og vender sig mod mig. Tror du egentlig han gjorde det? spørger han mig.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 17.25
Gode nyheder, Luis. Jeg har talt med ambasaden. De er mere end villige til at hjælpe dig. Det at du har en søn er et stort plus og hvis du er klar til at stå til ansvar for dine handlinger, kan du få dit visum.
-Og det betyder?
-Du vil blive stillet for retten og kommer nok til at afsone en dom på to år. Du vil blive nødt til at gå på afvænning. Men staten vil give dig et lån, så du kan komme i gang.
Luis kigger på os begge to med et blik, der er svært at tyde. Tusinde tanker må strømme gennem hans hoved lige nu og jeg kan kun håbe, at han mener hvad han siger.
-Tak, drenge. Jeg ved slet ikke hvordan jeg kan takke Jer. I alt denne tid har jeg udgivet mig for at være en anden. Jeg har spillet skuespil overfor alle andre, men vigtigst af alt overfor mig selv. Det er tid til at se realiteterne i øjene.
-Og nu har du chancen, Luis.
-Hey, jeg tænkte på om I ikke ville med ned i min grotte i morgen, se hvordan jeg lever. Det ville være godt til jeres dokumentar!
-Måske en anden gang, Luis. Pas på dig selv.

Vi tager afsked med Luis foran ambasaden. På vejen hjem til hotellet siger Danny og jeg ikke et ord til hinanden. To hoveder fyldt til randen med tanker og forestillinger. Vil Luis udfylde ansøgningen? Er han klar til at tage tilbage til virkeligheden, at stå ansigt til ansigt med sin søn?

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Jeg ved det ikke, Danny. Jeg håber det, men jeg ved det ikke.
Danny smiler og ryster på hovedet som kom han i tanke om noget pudsigt. Der er helt stille i bilen foren stund. Uden for danser tusindevis af saltkrystaller gennem ørkenen under en skyfri himmel.

Intet varer evigt, men der er dage som disse, jeg ville ønske gjorde.