Brooklyn, New York - 20. januar 2007

Jeg laver fodspor i sneen på taget. Solen er ved at stå op. Mit hoved dunker og mine hænder er stivfrosne.

Vi har været ude igen og da vi endelig kom hjem, kunne jeg ikke falde i søvn.
Måske har jeg stadig svært ved at finde mig til rette i mine nye omgivelser. Måske ville jeg bare gerne se solen stå op, for det er den slags tanker jeg typisk får, når jeg ved, at jeg burde sove, men er fuld nok til at være ligeglad.

Lunas ord runger et sted i min bevidsthed, Du vil aldrig nogensinde få så meget kærlighed, som du får her. Og hun havde ret. Jeg vil ikke opleve den kærlighed børnene på Emmanuel udviser noget andet sted.
Vi havde lavet snobrød med nogle af pigerne den aften. Nu stod vi ude foran hendes hus og skulle til at sige farvel. Knap 12 timer senere ville jeg tage en taxi til lufthavnen, stige på et fly og forlade Honduras. Jeg havde dårlig samvittighed. Af en eller anden grund havde jeg dårlig samvittighed.

Et tog kører ind på perronen ved Hooper Street. Larmen distraherer mig og jeg glemmer hvad jeg tænkte på.

For få timer siden sad vi en taxi, Patrick og jeg. Uden overhovedet at tale om det, indgik vi i en leg. For hver ny taxi, skulle vi opfinde en ny karakter. Jeg havde dog ikke sagt meget på netop denne tur, for vi var åbenbart homoseksuelle nu, og da Patrick begyndte at lægge an på taxichaufføren, havde jeg svært nok ved at holde masken. Hvis nu du var en dreng og jeg var en pige, ville du så gå i seng med mig? Taxichaufføren svarede ikke.

Jeg laver fodspor i sneen. Solen kaster sit lys over byen. Det er koldt herude. Jeg burde få noget søvn, men i byen der aldrig sover, er jeg faldet tilbage i en velkendt og ikke desto mindre ganske usund rytme.

Jeg har boet i Patricks lejlighed siden jeg kom. Han hentede mig ved Penn Station på Manhattan. Få minutter forinden havde jeg taget afsked med en instruktør, jeg mødte i lufthavnen. Efter en lang snak, havde han spurgt om jeg ville arbejde for ham dagen efter. Jeg svarede ham, at jeg ikke var sikker, men endte med at dukke op morgenen efter på Hudson Hotel, hvor optagelserne skulle finde sted. Jeg gik hjem med 70 dollars og et par flasker vin i tasken.

Patrick mødte jeg, takket være min veninde Sara, i Berlin, april 2006. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg ville komme til at se ham igen. 
Patrick er 28 år og uddannet arkitekt og grafisk designer. Han er født og opvokset i Californinen. Tilsyneladende ude af stand til at finde fodfæste har han brugt de sidste 7 år på at rejse gennem Europa. Han har boet i København, Stockholm og til sidst Berlin for så at vende tilbage til sit hjemland, hvilket han gjorde for blot tre måneder siden.
Patrick bor i en lejlighed i Brooklyn, 10 minutter fra Manhattan, hvor jeg tilbringer det meste af min tid. Meningen var vist, at jeg bare skulle have overnattet de første par nætter, men jeg er her stadig og det ser ud til, at jeg bliver.

Klokken er 7.00. Jeg står på taget af Patricks lejlighed og laver fodspor i sneen. Alt hvad jeg kom fra forsvandt mens jeg sov i flyet. Nu er jeg er her, i en by jeg har forelsket mig i. Og Selvom det er koldt og farverne forlængst har forladt Central Park, hvor grå mennesker går ture med deres grå hunde, så har byen vækket noget i mig. En gammel drøm om et sted her på jorden, der ville passe mit temperament og mit tempo. 
New York er byen. Det må det være. Jeg føler mig hjemme her. 

Solen står højt på himlen nu. Jeg kaster et sidste blik over byen og går tilbage ind i opgangen.

Jeg er træt, tror jeg...