Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
sydamerika » Beretninger » De sidste ord


 

  

De sidste ord

Allerede to dage før mit eget fly stod jeg i lufthavnen for første gang.


Når jeg tænker over det, er der tusinde ting jeg kunne have sagt, men i det øjeblik, det sidste øjeblik, havde jeg svært ved at finde ord der kunne opsummere mine følelser omkring de fire måneder vi havde tilbragt sammen.


Det blev til et par ligegyldige vendinger, tak og farvel og et kram. Så forsvandt han.


 


Danny er blot en ud af mange jeg har måtte tage afsked med og alligevel var det anderledes.


En afsked markerer for det meste slutningen på noget, men også begyndelsen på noget nyt. Når jeg tidligere har taget afsked med folk har det blot været en nødvendighed for at nå til næste punkt på min rejse, en ny by i et nyt land med nye mennesker. Afskeden med Danny bragte dog ikke noget nyt med sig, blot slutningen på noget andet. Min egen rejse.


 


På vej hjem i en tætpakket minibus tænkte jeg over hvad jeg burde have sagt til ham. De sidste ord er gennem tiden blevet tillagt en helt særlig værdi. Som slutningen på en god bog er de sidste ord essentielle for at vi kan nyde historien som helhed. En dårlig slutning kan have en afgørende effekt på helhedsindtrykket og ligeledes gælder det i menneskelige relationer.


Jeg gjorde mig virkelig umage for at finde ordene, men lige gyldig hvad jeg fandt på, endte det i klicheer der kunne være udtalt med større entusiasme af en ubetalt birolle i en b-film, så jeg slugte dem og holdt mig til noget så kedeligt og konservativt som Tak for en fantastisk tur, Kom godt hjem og Pas på dig selv. Vi ses Danny, blev mine sidste ord. Men hvad kunne jeg have sagt?


 


Trist til mode og med tusinde tanker og bekymringer i hovedet følte jeg mig mere tørstig end sulten den aften, så efter en let salat nød jeg en flaske rødvin fra det lokale supermarked, hvor jeg efterhånden har fået en del venner.


Hvad er der i vejen?, spurgte Branco fra brødafdelingen da jeg krydsede hans vej tidligere.  Et skilt om halsen med ordene JEG HAR DET AF HELVEDE TIL! ville have været mindre åbenlyst end blikket i mine øjne. Jeg ville ønske jeg selv vidste det, Branco. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg skal være glad eller trist.


Han kiggede længe på mig og skulle tilsyneladende til at sige noget malplaceret, fortælle mig hvad jeg havde brug for og så videre. Jeg ved lige hvad du har brug for, sagde han ganske rigtigt og hvis jeg ikke tog meget fejl, ville det have noget med sex at gøre. Du har brug for et godt knald, fortsatte han som ventet og så nævnte han noget med en veninde. Måske han kunne finde to søde piger og så kunne vi alle fire gå ud i morgen. Endnu en aftale der aldrig bliver til noget. Branco klapper mig på skulderen og smiler. Jeg ringer i morgen, siger han med et glimt i øjet og disse blev hans sidste ord. Jeg hørte aldrig fra ham igen, men samtalen, trods de tomme ord, var nok til at muntre mig op for en stund.


 


Jeg tømte det sidste glas vin på hotellets tagterrasse og gik i seng før midnat den aften.


 


Det er onsdag i dag. jeg har været af sted i 244 dage og nu har rejsen nået sin ende. Efter otte måneder, otte lande har rejsen nået sin ende.


 


Stående med fødderne i vandkanten tænker jeg på Horaces maksime: Coelum non animum mutant qui trans mare currunt, (De der krydser havet, ændrer himlen over sig men ikke deres sjæle.) Er det tilfældet med mig? Er jeg stadig den samme? Efter alt der er hændt mig. I så fald frygter jeg den dag min rejse bare bliver en historie fra fortiden. Jeg ønsker at den kunne vare for evigt. At den kunne blive og vokse i mig, så at det vil skinne ud af mig, når jeg en dag kommer hjem. Du vil se mig og genkende mig, men alt er forandret. Jeg er et nyt menneske og du har aldrig kendt mig. Du har aldrig kendt mig, for før jeg tog af sted, kendte jeg ikke mig selv. Vi hilser på hinanden og her begynder en ny historie.


 


Tak for denne gang.


 


-Alexander Clement

Beretnings info

Billeder

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, Kirkegård

  • La Paz, mine ødelagte bukser

  • La Paz, mine ødelagte bukser

  • La Paz, mine ødelagte bukser

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd