Hanen galer. Første, anden, tredje gang. Vågen.
Nogen står op. Olielampen tændes. Lyden af bare fødder mod tørt mudder. Noget knirker. Bernado griner, Miguel piver. Lyden af stof mod hud.
Med øjnene lukket kan jeg kun gætte på, at det er Esperanza. Men selvfølgelig er det det. Man kender lydene. Som et gammelt internet modem der ringer op, vand fra en dryppende hane, et fjernsyn der tændes.

Det er morgen og jeg kan mærke det i hele kroppen. Klokken er 5, måske 10 minutter over. Jeg behøver ikke at kigge på uret.
Der tændes op i ildstedet. Gryder der rasler. Lugten af røg der fylder hytten og snart siver ud gennem brædderne, der udgør husets vægge.
Jeg prøver at holde det tilbage, men uden held. Jeg hoster og selvfølgelig hører de det. For nutaler de om mig og jeg kan høre mit navn bliver nævnt, flere gange og udtalt på den der måde, Al'ex'aan. Og så er der stille et øjeblik og jeg kan høre svinet grynte ude i det lille skur foran huset.
Det har regnet hele natten, så hvis svinet prøver at komme ud, vil det glide på den lille afsats og så strammes rebet om dets hals og det hviner og grynter på den der måde, præcis som nu.
Man kender lydene.
Lyden af Miguel der sætter sig og tisser på gulvet og Esperanza der klapper tortillas i hjørnet bag ildstedet.

Da radioen tændes åbner jeg mine øjne. Det er De Dødes Dag. Alligevel er alt ved det gamle. Om lidt står jeg op. Jeg får en kop med noget varmt, noget sødt, det de kalder kaffe eller også er det mosh. Jeg drikker det uden at kigge ned i koppen.
Så får jeg tortillas og en skål med noget varmt, noget stærkt. Og jeg nikker og smiler og siger tak. Måske leger jeg med børnene, løber om kap med Miguel eller svinger Cecilia rundt, så mange gange at hun til sidst dårligt kan stå på sine ben.
Så siger jeg farvel, nikker, smiler og går ned i skolen.

Her sidder jeg og læser. Jeg har læst to bøger indtil nu. Det er godt at læse men farligt at drømme sig væk.
Sonnergaard tog mig med til mit elskede København og Murakami til trafikerede Tokyo. Jeg vil gerne til Tokyo en dag.
Nu er jeg tilbage i NV, mit barndomskvarter med en debutant, Jonas T. Bengtsson. Det er ikke overvældende godt, men det er underholdning og det får tiden til at gå. Og det er vigtigt. Underholdning. For dagene er lange her. I dag er ingen undtagelse.

I mellemtiden udgør jeg selv, som jeg sidder her, glimrende underholdning for de fem drenge der har samlet sig omkring mig. Som sagt, dagene går deres gang og alt er ved det gamle.
Man er aldrig alene. Aldrig helt alene. Og selv om der er gået fire uger, er det svært at abstrahere fra drengene, der kravler rundt under taget og synger Jens Haaansin ar in bondegar eller prøver at udtale ordene i min bog eller bare råber mit navn 24 gange i minuttet for at gøre mig opmærksom på, at det ved, hvad jeg hedder eller for få mig til at synge en sang.
Så da det har stået på i et par timer, ryger det ud af mig og måske taler jeg lidt for højt, SÅ BØRN! Nu skal vi lege en leg, der hedder STILHED HELE DAGEN LANG. De store forstår hvad jeg siger. Det ved jeg, så jeg fortsætter, Legen går ud på at være stille, holde sin kæft og ikke sige noget som helst. Så skulle den være feset ind. Og den der kan tie stille i længst tid får en gave. De forstår og vil vide hvilken gave der er tale om, så jeg tager en chokoladekiks fra min taske, stikker den i munden og tygger den langsomt. Chokolade siger jeg med munden fuld og så er der stille, næsten stille, for der er aldrig helt stille og det varer 30-40 minutter. Nok tid til et par kapitler i min bog. Og bagefter kaster jeg et stykker chokolade til ham, der sagde mindst under legen, forlader skolen, går over plænen og op ad bakken til Katrines hus.

Hej. Jeg kunne ikke koncentrere mig på skolen. Må jeg komme ind?
Selvføgelig må jeg det og jeg har dårligt sat mig ned før den lille Henry, ham vi kalder Koalaen, byder mig en frisk nyplukket banan. Katrines familie er meget gæstfri, men det er alle familierne i landsbyen. Man kan ikke træde ind i et hus uden at blive budt en banan, en kop kaffe, en tortilla eller hvad de nu har liggende. Katrines familie er ingen undtagelse.

Og her sidder vi så og spiser bananer og læser og snart går messen i gang, marimbaen vil spille og den gamle vil tale. Men vi går ikke med. Gudstjenesterne er lange og kedsommelige. I dag er ingen undtagelse, så vi bliver hjemme. Og mens en kylling forgæves prøver at bestige et mindre bjerg af majskolber under Katrines seng, gør Valentin, bedstemoren i huset, klar til at sørge over sin afdøde mand. Først skal alteret, en hylde på væggen pyntes med stearinlys og sågar to sodavand og en gryde med mad. Det sidste er vel en ofring. Nuvel hun er tilfreds, så hun sætter sig og beder og jeg vender en side i min bog og når til et nyt kapitel.

Her er roligt. Ikke stille, bare roligt. En ro der er svær at finde i landsbyen. Børnene passer sig selv, der er ingen der kigger på os. Ellers er alt ved det gamle.
Nu spiller marimbaen, messen begynder og varer to timers tid. Og så bliver det for mørkt til at læse. Jeg stopper på side 103, lukker min bog. Katrines mor kommer med mosh og jeg spørger Katrine om vi ikke skal gå en tur. Og selvfølgelig skal vi det. I dag er ingen undtagelse.

Så vi går ned ad bakken, over plænen, over broen og ud på annanasmarken. Solen går ned, lige så stille. Her er smukt, helt ubeskriveligt smukt. Nogle gange glemmer man at kigge sig omkring.
Her står vi omringet af annanas så langt øjet rækker og ser solen gå ned over marken. Der er ikke en sky på himlen og i modlyset ligner palmetræerne flade, sorte kulisser, rejst kun for vores skyld. Men det er virkeligt.

På vej tilbage over plænen byder ildfluerne os velkomne. Det er blevet mørkt og vi standser et øjeblik.
Det er De Dødes Dag. Alligevel er alt ved det gamle.

Om lidt går vi hvert til sit. Derhjemme er Esperanza ved at lave mad. Når jeg træder ind af døren vil Miguel komme mig i møde med en skål vand til at vaske mine hænder. Jeg bliver budt en kop kaffe og får noget at spise. Og når jeg ikke kan mere, siger jeg tak. Klokken bliver 19. Måske leger jeg lidt med børnene, men så går jeg i seng. Olielampen slukkes og der bliver stille. Helt stille. Også i dag slutter, for at i morgen kan begynde.