VIÑALES, CUBA - 24. marts 2007
Jeg har fanget et stykke annanas med min gaffel og skal til at føre det ind i munden, da Kåre kommer brasende ind af døren. Have you eaten yet? spørger han med kraftig jysk accent. Hvorfor han taler engelsk forbliver et mysterium. Lad os bare sige, at han er forvirret. Det er ikke første gang han henvender sig til os på engelsk og det er på trods af, at vi alle tre er født og opvokset i Danmark.
-Nej, Kåre. Vi har ikke spist endnu.
-Oh yes, nåh ja. Alright. I er danske. Men hvad så? Er hestene klar?
-Jep. Vi skal mødes med en fyr klokken 10.
Jeg fører gaflen med det lille stykke annanas ind i munden og tygger det langsomt og grundigt, vidende om at det bliver dagens bedste måltid. På Cuba er det så godt som umuligt at få et anstændigt måltid.
Kåre kigger forvirret omkring sig, som for at tjekke om nogen har fulgt efter ham. Så hiver han en stol ud fra bordet og sætter sig ned. Forresten, begynder han, jeg synes lige i skulle se det her. Kåre hiver en cubansk avis frem og smider den på bordet. Jeg tager den til mig, stadig tyggende på mit lille stykke annanas. Hvad er det? spørger jeg. Page three, siger Kåre og jeg bladrer frem til side tre.
UROLIGHEDERNE PÅ NØRREBRO I DANMARK FORTSÆTTER. Det virker urealistisk at de cubanske medier skulle bekymre sig om oprørene på Nørrebro, men her står det og de har endda placeret et billede over artiklen. Det var også i fjernsynet i går, siger han, familien i mit hus sad og så Nyhederne, da der pludselig kom et indslag om det. 
-Utroligt. Nu må vi da efterhånden have gjort verden opmærksomme på hvem vi er.
Jeg folder avisen sammen og giver den til Danny, der sidder og tygger omhyggeligt på et stykke appelsin, vidende om at dette bliver dagens bedste måltid.

Klokken ti mødes vi med Rasmus, Katja og Jose, der har skaffet heste til dagens ridetur. Godmorgen tøser! siger jeg og modtager et spark over skindebenet fra Rasmus. Han er bare lidt nervøs, forklarer Katja.

Efter at have reddet i fem minutter synes nervøsiteten dog at være forsvundet fra Rasmus, der har døbt sin hest Mette Frederiksen. Jeg kalder min Mogens Camre. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi den ikke er særlig pæn og aldrig adlyder. Jeg har de samme problemer med Mogens.

Hestene er udmagrede og trasker langsomt og ugideligt afsted i den bagende sol. Landskabet er utroligt smukt, men hestene er tilsyneladende ligeglade. De overvejer vel hvordan de kan ende dette meningsforladte liv en gang for alle. Nu må du koncentrere dig, Mogens. Kom så! Jeg sparker den i siden og klapper den på numsen, men Mogens reagerer ikke. Han fortsætter ud af stien med 0,005km i timen.
Længere fremme står Dannys hest og græsser. Og det er med god grund. Den ser ud til at den ikke er blevet fodret i måneder. Seriøst, den var ved at skvatte over sine egne ben før! Hvad er det for nogle heste?! siger Danny, da jeg ridder forbi ham.
Katja ridder lidt længere fremme med vores guide. Kåre kan jeg til gengæld ikke få øje på. Jeg spørger Katja om hun har set ham og uden at svare peger hun ud til højre. Og der er han, Kåre, i fuld gallop på vej ud over marken.
-Hvordan gør han det der?
-Jeg ved det virkelig ikke Katja. Jeg har prøvet alt med Mogens her, men intet virker.
-Din hest er altså en pige.
-Nå... men den hedder altså Mogens. Hvis den beslutter sig for at adlyde, kan vi begynde at tale om et navneskift.

Kåre står allerede og venter, da vi når frem til lagunen. Guiden fortæller os at vi kan bade derinde, men at det koster penge. Igen glemmer Kåre at vi taler dansk og i øvrigt forstår spansk. He says that there is a pool and that...
-Kåre. Du taler engelsk igen. Og vi forstod det godt.
Kåre kigger sig hurtigt omkring og mumler noget jeg ikke forstår. Så kigger han på lagunen og siger efter omtanke, Nå, jamen det er jo bare en grotte. Dem har jeg sgu set så mange af. Jeg bliver bare her og spiller hackisack.
Så ombestemmer han sig, løber ind i grotten og kommer lige så hurtigt ud igen. Jep, det er bare en grotte, siger han. Så du overhovedet det hele? spørger Rasmus ham, du nåede jo dårligt ind, før du kom ud. Kåre skraber lidt jord væk med skoen, Nææ... Det er bare, jeg får sgu sådan lidt klaustrofobi af at være der. Og siden det jo bare er en grotte, beslutter vi os for at ridde videre.

Jeg forstår stadig ikke hvordan du gør. Hvordan får du hesten til at gallop? spørger jeg Kåre da vi kommer op på hestene igen. Du skal bare sparke den i siden og lave kysselyde, siger han. Det ved jeg ikke om er nogen god ide. Det med kysselydene altså. Jeg vil nødig give Mogens forkerte ideer. Det sidste hører han vidst ikke. Kåre er allerede i fuld gallop. Han er Loco, siger guiden, Der er altid en der viser sig frem og ham kalder vi Loco. Danny, Rasmus, Katja og jeg har stadig intet held med vores uduelige heste, så da vi gør holdt næste gang, foreslår jeg Kåre at vi bytter hest.
Kåre der er helt overbevist om, at det ikke er hestene, men os der er noget galt med, går med til at bytte. Mogens, du skal bare vide, advarer jeg min hest, at hvis du adlyder Kåre, så bliver jeg ikke skuffet. Jeg bliver rasende Mogens! Forstår du det? Mogens svarer ikke.

Det viser sig at der var intet i vejen med os og alt i vejen med hestene. Jeg har dårligt prikket Kåres hest i siden før den er i gallop. Nu drøner den ud over cigarmarken mod bjerget.
Jeg tænker på Bush Cassidy & The Sundance Kid og alle de andre westerns jeg har set. I et par minutter føler jeg mig som en rigtig cowboy. Men så pludselig kommer jeg i tanke om de andre. Jeg ridder tilbage i samme fart og møder først de andre langt nede af stien.
Kåre sidder på Mogens, som han sparker i siden med alle sine kræfter i håb om at få ham i gallop. Men det er til ingen verdens nytte. Mogens trasker livløst afsted med det samme tomme blik i øjnene.