VIÑALES, CUBA - 21. marts 2007
Jeg vil forsøge at samle mine tanker nu. Noget af det der er hændt mig tilsat mit teenagehoveds lommefilosofiske konklusioner om tilværelsen, må kunne udgøre stof til en beretning. Men jeg kan ikke komme på noget. En strøm af tilfældige tanker spærer vejen for udviklingen af en hver brugbar ide. Jeg er fanget et sted mellem fortidens minder, spekulationer om valg og beslutninger jeg har truffet gennem de sidste par år og forestillinger om hvad mine venner foretager sig i dette øjeblik. De fleste sover vel. Den må være omkring 6 i Danmark. Tre af dem sidder på en bar i nærheden og drikker øl. Jeg selv blev hjemme for at læse, men da en strøm af tilfældige tanker gjorde det umuligt for mig at koncentrere mig om bogen, gik jeg udenfor for at trække lidt luft.

Så her sidder jeg, i en gyngestol på min terasse i Viñales på Cuba og tænker på piger jeg har elsket og venner jeg har svigtet og senere mistet. Jeg tænker på de valg jeg har truffet eller ladet andre træffe for mig, fordi jeg selv var for svag.
Forresten de tre venner jeg nævnte før, er Danny, Rasmus og Katja. Rasmus og jeg har en fællesven eller to i Danmark og har mødtes adskillige gange i Blockbuster på Strandvejen. Udover gode råd om lejefilm, har vi ikke udvekslet mange ord. Ikke desto mindre genkendte jeg ham med det samme, da jeg så ham i Havanas gamle bydel. Hej og Gud, hvor pudsigt! og fem minutter efter sad vi på en bar i nærheden og drak øl. Rasmus introducerede os for Katja, der ligesom ham bor i Gentofte og helt tilfældigvis kender over halvdelen af vores venner. Danmark. Ja, naturligvis.

Godt. Så Danny sidder og drikker øl med vores nye venner, alt i mens jeg sidder her og samler mine tanker.

SAMTALE MED PATRICK, Havana - 17. marts 2007
-De er nogle kapitalistiske svin! Hustlere, alle sammen! Alle prøver at snyde dig, at presse penge ud af dig på den ene eller anden måde. Turister får endda lov til at betale for de offentlige toiletter, der hverken har bræt eller papir! De giver dig forkerte byttepenge tilbage i supermarkederne, familierne du bor hos prøver at sælge dig ting og taxachaufførene kører store omveje for at få taxameteret til at stige. Alle piger er prostituerede og de der ikke er, tager penge for sex. Hvad er forskellen?
Selv hetroseksuelle drenge sælger deres kroppe til udenlandske bøsser, bare så de kan score en halvtredser! Forleden kom jeg i snak med en virkelig sød pige. Jeg tror jeg talte med hende en halv time før jeg fandt ud af, at hun bare var ude efter mine penge! Og så er der mændene, der byder dig indenfor og introducerer dig for hele familien. Bedstemødre, onkler og tanter, børn og børnebørn. De byder dig på hjemmebrandt rom og taler på livet løs. Lige før du går, når de har vundet din tillid, så ripper de dig for alt hvad du har, når de sælger dig falske cigarer til overpris! Og forresten, min søn har fødselsdag og jeg vil så frygtelig gerne købe en gave til ham. Du har vel ikke en peso? Fuck dig! Jeg siger dig Patrick, jeg bliver nødt til at komme væk fra denne her ø!

-De er ludfattige, desperate og sultne. Det er Castro skyld i. Og dig, du er et stort stykke kød, som de bare vil trimme og lave bacon ud af. 
-Jeg ved det godt, det er bare vildt hvordan det at være antikapitalister, har gjort dem så kapitalistiske. This fucking country. Anyhow. Jeg ville anbefale dig denne her bog. Hvis altså du ikke allerede har læst den. Den hedder Before Night Falls. Et memoir af en homoseksuel cubansk forfatter, der emigrede til USA efter at være blevet forfulgt for sin seksualitet og antirevolutionære holdninger gennem mange år.
Patrick? Er du der? 

CAFE I HAVANA, 14. marts 2007
Jeg er omsider blevet færdig med Renaldo Areinas memoir, Before Night Falls. Lige så stiller lister jeg bogen ned i min taske. Jeg sørger for at ingen af de andre på cafeen kan se titlen eller navnet på forfatteren. Men hvorfor er jeg så parnoid. Bogen blev lovliggjort her i landet for flere år siden. Det er ganske vist ikke velset, men bøsser kan gå frit på gaden og sågar i stramt tøj. De må dog ikke kysse offenligt. Det betyder øjeblikkelig anholdelse.
For ikke mere en 15 år siden blev mænd med stramme bukser og langt hår anholdt og smidt i arbejdslejre. Og det var uanset deres seksualitet. Homoseksuelle kunne, hvis grebet på fersk gerning, få fængselsdomme på op til 30 år eller ligeledes ende arbejdslejre. Forfattere som Areinas er lige siden revolutionen blevet forfulgt for deres antirevolutionære holdninger og har aldrig kunne udgive noget i landet. Hvis de ønskede et manuskript udgivet kunne de forsøge at smule det ud af landet, ellers måtte de gemme det eller destruere det. For skulle det havne i hænderne på det hemmelige politi, kunne det betyde fængselstraf og tortur. Mange forfattere har lidt nævnte skæbne og har endda måtte opgive de venner og bekendte, der delte deres holdninger, hvorefter de blev tvunget til at udtale til offentligheden, at de skammede sig over alt hvad de havde skrevet og at det, i fængslet, var gået op for dem hvor vidunderligt Castros kommunistiske regime var. Derudover skrev de under på et dokument, hvori de erklærede at de, fra nu af, kun ville skrive tekster der priste socialismen.
Men det er 15 år siden nu og en masse har ændret sig siden da. Ikke kun til den gode side dog. Cubas folk er fattigt og byerne er i forfald. Bygninger er ved at bryde sammen og gader og stræder er så ujævne, at biler har svært ved at køre på dem.

Jeg beder om regningen, men får ikke nogen. Tjeneren siger at kaffen koster 2 pesos. Dyrt for sådan en dårlig kaffe tænker jeg, da jeg betaler ham. På vej ud kigger jeg på prisskiltet under kaffe, cappuchino: 0.80 pesos.

UNDERGROUND HOMOFEST, Udkanten af Havana, 11. marts 2007
Vi har kørt en halv time for at komme herud. Nu bliver vi lukket ind af en port og skal betale for at komme ind til festen. Det er naturligvis dyrere for os fire, da vi er turister. For enden af stien er der sat borde op og ved bordene sidder der en masse mænd. Kom, kom! Showet begynder nu! Chileneren vi mødte foran Yara biografen, hvor de homoseksuelle mødes, vifter os hen til scenen. Gloria Gaynors I will survive brøler ud af de to store højtalere og nu kommer to kvinder op på scenen. Nej vent, det er mænd. Fascinerende. Showet fortsætter en times tid og på den tid har jeg hældt tre-fire øl og en cuba libre eller to ned. Sentimental og medrevet af showet tænker jeg for mig selv, at jeg ville ønske Renaldo Areinas kunne have været her. Uheldigvis døde Areinas af aids for tolv år siden.

Vi køber en flaske rom og et par dåsecolaer. Nu sidder vi under et bord og fniser og taler med rusiske accenter, Katja og jeg. Lad os gå ud og danse siger hun pludselig, så det gør vi. Katja bliver budt op af en eller anden fyr, og jeg må nødvendigvis også finde mig en. Danny står allerede og danser salsa med en meget bøsset herre. Det er herligt! tænker jeg, overvældet af den der fuldemandsglæde, der rammer en efter et vist antal drinks på en god aften. Glade salsa-dansende homoer. Det er herligt!

Efter festen kører vi ned til vandet. Alle de små fine stjerner snurer rundt et øjeblik og så falder jeg i søvn.
Da jeg vågner, ligger jeg med hovedet i Rasmus" skød. Danny sidder med en guitar i et håbløst forsøg på at spille noget, der minder om musik for drengene, der står omkring ham. Lad os komme hjem hører jeg en stemme sige. Jeg kan ikke helt få mine sanser til at arbejde sammen, men jeg tror det er Katja. Ham chileneren var et svin. Han har lige købt en 18 årig dreng og taget ham med hjem.

ET TILFÆLDIGT MINDE
Jeg er på arbejde i ParadIS på Vesterbro Torv, da en fyr kommer ind med en bakke jordbær og beder mig om at lave en milkshake med dem. Jeg gør som jeg bliver bedt om og adskillige gange beder han om at tilsmage den. Gider du lige smide en kugle eller to mere i spørger han og et kvarter efter rækker jeg den dyreste og meget muligt lækreste milkshake i min tid hos ParadIS over skranken. Han beder mig vente mens han henter penge i træningscenteret ved siden af, men han kommer ikke tilbage.

EN TILFÆLDIG TANKE
Jeg tænker tit på om jeg træf den rigtige beslutning ved at følge den meget pludselige forelskelse, der ramte mig i Berlin, oktober 2005 og som senere skulle ødelægge mit forhold til en vidunderlig pige og to nære venner. Var det det værd?
Jeg ved det ikke. Skulle jeg have sagt nej til at lave en milkshake med mandens medbragte jordbær dengang i ParadIS? Ja, selvfølgelig, men det er så let er være bagklog. Vi lærer fra vores erfaringer, men kan aldrig gøre om og handle på den måde vi burde have gjort, for med mindre vi har en opfattelse af tid som noget cirkulært, kan vi aldrig vende tilbage.

BERLIN, 18. februar 2006
Hvad er klokken? Hvad er klokken, Sara? Hun vender sig i sengen og kigger på uret. Den er kvart over syv. Hvad sker der? spørger hun.
Min bus kører om et kvarter. Fuck, det når jeg jo aldrig! Jeg finder min tøj på gulvet og hiver det på. Hvor langt er vi fra busterminalen? spørger jeg hende med blusen halvvejs over hovedet. Altså, vi er i den anden ende af byen, siger hun og tager sig til hovedet. Jeg bliver nødt til at finde en taxa!  Hils Luz og sig mange tak for husly. Og Patrick, det var en fornøjelse at møde ham. Vi ses, Sara.
Jeg forlader lejligheden og skynder mig ned af trapperne. På den mennesketomme gade prajer jeg en taxa. Jeg beder taxachaufføren skynde sig alt hvad han kan.

Selvfølgelig ville jeg misse min bus den dag, men hvad havde jeg så travlt med. Jeg var taget til Berlin for at få klarhed i mine tanker.

Alt gik ellers så godt. Men så, over få dage, var virkeligheden som jeg kendte den forandret. Jeg havde mistet min kæreste og to af mine næreste venner og andre omkring mig fik pludselig svært ved at stole på mig. Hvad var det, jeg havde gjort? Et menneskes søgen efter kærlighed var endt i fire menneskers ulykke og for mit vedkommende, et selvhad jeg ikke kunne flygte fra. Det var derfor jeg tog til Berlin. For at skabe klarhed i det mørke der overskyggede en hver fornuftig tanke. Og det havde hjulpet. På sin vis havde det hjulpet.

På busterminalen vendte jeg rundt om mig selv et par gange. Jeg tror egentlig ikke, at det faktum at jeg ikke kunne komme hjem var det der irriterede mig. Snarere det faktum, at jeg igen, som tusinde gange i gymnasiet og til aftaler med venner og bekendte, var kommet for sent. Jeg var sur på mig selv over mine mange fejl og over den uretfærdige virkelighed, der ikke ville indrette sig efter mit hoved.

Jeg går ned i metroen og står og venter på mit tog, da en hjemløs prøver at sælge mig et blad. Jeg vrisser af ham og går længere ned af perronen. Han følger efter mig og spørger om der er noget galt. Jeg missede min bus! hører jeg mig selv sige. Han griner. I live on the street, you know. To me, life is a fucking holiday!

KØBENHAVN, 19. FEBRUAR 2006
Hej Pernille! Du må undskylde jeg ringer med så kort varsel. Jeg er på vej hjem fra lufthavnen og tænkte på om vi skulle spise den frokost, du talte om. Vi aftaler at mødes på den Blå Hund på Frederiksberg. Jeg har ikke set Pernille siden vi flyttede fra Mikael. Med nogle mennesker synes der at være lang vej mellem at lave en aftale og at realisere den.

Efter frokosten, går vi op og drikker kaffe i Pernilles lejlighed. Pernille fortæller mig, at hun rejser til Guatemala til sommer med en organisation, der hjælper bønder med at besætte jorden i landet. Må jeg tage den der folder med mig? spørger jeg inden jeg forlader lejligheden.

VIÑALES, CUBA - 21. marts 2007
Skulle jeg have besluttet mig for at tage på brigade med Mellemamerika komiteen uden at vide, hvad det reelt gik ud på. Skulle jeg have hævet alle de penge fra mange års opsparing, bare så jeg kunne flygte fra det hele?
Hvorfor overhovedet spekulere. Hvorfor er det, at vi plager os selv med den slags tanker, om hvad vi burde have gjort og tænk nu hvis...

ET ANDET MINDE
Jeg husker hvordan jeg hidsede mig op, da pædagogen Frank anklagede mig ud for at have overhældt hele badeværelset på fritidshjemmet med sæbe. Til sidst fik jeg ham overbevist om, at det ikke var mig. Selvfølgelig var det mig.

HAVANA, 3. marts 2007
Vi er netop ankommet til Cuba og har nu indlogeret os hos en familie i centrum.
Havanas gader, forfaldne, men sprudlende af liv og smukke mennesker over det hele. Ingen ligner hinanden. Store amerikanske biler, børn der danser og gamle mænd med cigarer i kæften. Cuba ligner intet, jeg har set før.
Vi går tværs gennem byen og ender i Chinatown i den gamle bydel. En kvindelig tjener springer frem fra en restaurant. Hun er smuk og hendes charme er helt uimodståelig. Ingen af os hører efter, da hun fnisende forklarer om menuerne. Vi er målløse og fuldstændig slået omkuld af denne kvindes udstråling. Omtrent fire sekunder efter sidder vi på restauranten og det er på trods af vi lige har spist. Den kvindelige tjener går forbi vores bord og blinker til mig. Jeg læner mig tilbage og sukker.
Danny, jeg tror jeg er forelsket.