Hvad fanden mener du med det? Du kan sgu da ikke bare sætte os af midt i ingenting! Hvad er det lige du har forestillet dig vi skal gøre?

Chaufføren kigger mig i øjnene og hvis jeg har lært at tyde udtryk markeret i ansigter, skabt af følelser og frustrationer, vil jeg vove at påstå at min utilfredshed har irriteret ham til en sådan grad, at det eneste han tænker på, er hvordan han kan slippe af med mig. Øjenbryene svagt løftet, et tomt blik, et par lydløse bevægelser med munden efterfulgt af et suk. Så kigger han sig omkring og udtaler følgende ord så monotomt og usikkert at man skulle tro han selv tvivlede på deres værdi. Tag en taxa. Jeg giver ham et øjeblik til at trække sine ord tilbage og finde på noget der kan hjælpe mig, men han forbliver tavs. Jeg forsøger fortælle ham at han er en komplet idiot med blikket i mine øjne og det falske smil på mine læber. Tilsyneladende taler vi ikke samme sprog, så jeg skærer det ud i pap. Hør her. Vi ved begge to at der ikke kører taxaer herude og selv hvis der gjorde, ville vi ikke kunne stille noget op. Vi har ikke nogle penge.

Hvor pengene blev af. (9 timer tidligere)
De stoppede bussen og bad os alle sammen stige ud. Så tjekkede de vores tasker. De fleste fik lov til at gå tilbage ind i bussen straks efter, men nogle af os blev dirigeret hen til et skur i nærheden af en af soldaterne. En for en gik de ind, kom ud igen og hoppede på bussen. Vi stod bagerst i køen uden den mindste fornemmelse hvad der foregik i skuret foran os. Det fandt vi snart ud af.

Vi stod i migrationskontoret få kilometer fra grænsen til Bolivia og skulle have tjekket vores pas. Så vidt jeg kunne forstå manglede der et par indgangsstempler. De ville have os til at betale hvad der svarer til 1600 kroner i bøde og pegede på en liste med regler der var klistret fast til bordet, som for at sige Den er god nok.
Men så mange penge har vi slet ikke på os. Der må være en anden løsning. Manden bag skrivebordet kiggede længe på mig med et blik jeg, på grund af træthed eller simpel nervøsitet, ikke var i stand til at tyde. Men der var en løsning, forklarede han mig. Hvis vi kunne undvære kvitteringerne og stikke alt hvad vi havde på lommerne under bordet, ville de forære os stemplerne. Vi havde ikke noget valg.

Jeg beklager, siger han. Så vender han sig og går mod bussen. Jeg giver op, stiller min taske fra mig og sætter mig på jorden. Hvad nu? spørger Danny. Jeg svarer ham, at der kun er en ting, vi kan gøre.

Gå?! Har du tænkt dig vi skal gå, Alex? Det har jeg, fortæller jeg ham og et øjeblik efter begynder vi at gå mod højre ad landevejen.

5 timer og 16 kilometer senere, et sted i min bevidsthed.

Jeg er på vej hjem fra en ven i Brønshøj, da jeg bliver stoppet af to drenge. De virker bekendte, men med afbleget hår sat med en halv dåse Dax Wax og tøj fra Jack&Jones kunne de være hvem som helst. Jeg hader at indrømme det, men jeg kan spotte en provinsdreng fra den del af landet på 100 meters afstand.

FCK eller Brøndby? spørger den ene.

-Undskyld, hvad?

-Ja, hvem er du med, FCK eller Brøndby din svans?

-Jeg ser ikke fodbold.

-Svar nu bare pikfjæs!

Jeg overvejer mine muligheder. Der er 50% chance for at svare rigtigt her og hvis jeg ikke gør det kan det få konsekvenser. De her drenge er kun ude på ballade.

-Øh... Brøndby?

Forkert svar. En knytnæve rammer mig et sted i hovedet. Jeg falder til jorden. Fade out.

Alex! råber en stemme fra en anden verden. Jeg forsøger at åbne mine øjne, men lyset er for skarpt. Alex! råber stemmen. Hvis jeg kunne, ville jeg svare, men min mund er tør og det er umuligt for mig at åbne den. Alex! Alex! Hvis du kan høre mig, så nik med hovedet. Og så meget kan jeg vist lige magte. Åbn dine øjne. Jep, jeg genkender stemmen. Danny? Åbn dine øjne, Alex. Ja, den er god nok. Det er Danny. Jeg giver det et forsøg til og denne gang lykkes det. Men lyset er for skarpt og omgivelserne for slørede til at jeg kan regne ud hvor jeg er. Det er ikke Brønshøj, det er helt sikkert. Her er træer. Måske jeg skulle jeg spørge Danny. Hvor er jeg, Danny?

-Du er i Bolivia. Det tror jeg i hvert fald. Du besvimede på vej til vejblokeringen. Her, drik noget vand. Vand i min mund. Jeg synker.

-FCK.

-Undskyld?

-Jamen, FCK er de bedste.

-Hvad taler du om Alex? Du hader fodbold. Har du nogensinde set dem spille?

-Set hvem spille?

-Glem det. Kom, tag min hånd.

Vi løber tør for vand i løbet af de næste ti minutter. Vandet i min krop har i mellemtiden gennemblødt min skjorte og sved drypper ned i mine øjne. Jeg blinker et par gange, sætter det ene ben foran det andet. Vejen virker uendelig lang. Hvor langt har vi igen? spørger jeg Danny på vej op af en bakke. Uha, starter Danny forpustet, Klokken er syv nu... Vi må have gået i fem-seks timers tid... Her laver han lidt hovedregning. Der var 30 kilometer fra der hvor vi blev sat af, ik? Jeg nikker bekræftende. Danny tænker igen alt i mens han prøver at samle spyt nok til at udtale de næste ord. Så vidt jeg kan regne ud, siger han, så må vi være gået 16-17 kilometer. Vi er halvvejs.

Den replik ignorerer jeg. Tanken om at skulle gå 13-14 kilometer til med 25 kilo på ryggen er ulidelig. I stedet begynder jeg at håbe på, at en bil vil samle os op. Men efter de første times tid har vi stadig ikke set en eneste bil pasere.

Tænk hvis vi går den forkerte vej, ler jeg for mig selv. Så indser jeg at det rent faktisk kunne være tilfældet og holder op med at le. Hvad så Danny, kan du klare det? spørger jeg, men der kommer intet svar. Jeg vender mig om, men Danny er ingen steder at se.

Jeg smider min taske og løber tilbage af den vej vi kom. Jeg finder ham på den anden side af bakken, siddende på jorden lænet op af sin taske. Ordene drysser som støv fra hans læber, Det hele snurrer rundt, Alex.

-Bliv siddende her. Tag et par dybe indåndinger. Jeg prøver at finde noget vand.

Det virker så godt som håbløst, men jeg bliver nødt til at prøve, så jeg kravler ned ad skranten og løber ind i skoven i håb om at støde på en sø. Der er naturligvis ikke det der minder om en vandpyt i miles omegn, men så pludselig hører jeg noget, der lyder som en motor. Jeg løber tilbage mod vejen, men bliver stoppet af noget aflangt ormeagtigt, bare større og farligere. Ssss siger slangen og Aaaaaargh! siger Alex. Og hvad er det nu man gør her. Jeg har fået det at vide tusinde gange og har sikkert set Steve Irwin tæmme en på Animal Planet, men jeg vælger at tackle situationen helt anderledes. Jeg ber til at den ikke bider mig og så løber jeg alt hvad mine ben tillader mig.

Et minde

Kom nu Alexander! Hvad hvis huset brændte. Tænk på det når du tager de sko på!

-Nu brænder huset heldigvis ikke og hvis det gjorde, ville jeg nok ikke bekymre mig om mine sko, mor.

-Bare skynd dig!

Jeg hiver mine sko på og binder snørrebåndene. Selvfølgelig ville det gå hurtigere hvis huset brændte. Kroppen har en et ekstra energilager til den slags nødsituationer. Men jeg kan ikke gøre for, at jeg er langsom. Det ligger i generne. Det var bestemt af højere kræfter lang tid før jeg blev født, så det nytter ikke at kæmpe imod. Jeg må erkende min skæbne som den mand jeg er.

-Kom nu Alexander! Du kommer for sent til din egen konfirmation!

-Ja, ja, mor. Jeg kommer nu. Jeg skal bare lige...

Der er ingen tvivl om det, en bil er på vej. Jeg når til skranten og begynder at klatre. På vejen falder jeg ned på knæ og mens jeg hiver efter vejret nærmer bilen sig. Det er med held at chaufføren når at bremse. Undskyld, fremstammer jeg, men du kunne vel ikke give os et lift? Min ven... han har det ikke så godt. Vi skal bare frem til vejblokeringen. Jeg kan desværre ikke tilbyde dig noget, men...

-Hop ind, afbryder han mig. Jeg løber ned og henter min taske, smider den i baggagerummet og hjælper Danny ind på bagsædet.

Chaufføren er en lille mand i trediverne. På passagersædet sidder en ældre mand i jakkesæt, der i ny og næ vender sig om og kigger mistænktsomt på Danny, dog uden på noget tidspunkt at sige en lyd. De første fem minutter irreterer det mig ikke, men han bliver ved, så da chaufføren spørger mig hvor vi er fra, beslutter jeg mig for at puste til ilden. Al queida, svarer jeg. Chaufføren griner, det gør den gamle bestemt ikke. Om jeg efter de få minutter vi har kendt hinanden, kan tillade mig at spørge om lidt vand, ved jeg ikke, men Danny har brug for det, så jeg prøver. Du tager bare, svarer han mig, men det er fra hanen.

-Hvad sagde han, spørger Danny.

-Ikke noget. Bare drik, du har brug for det.

Da vi når vejblokeringen har Danny tømt flasken. Jeg takker chaufføren og vi stiger ud. Den gamle synes at være lettet, men hvad havde han forestillet sig. Havde Danny været selvmordsbomber, havde han nok sat sig et større mål.

Der holder en lang række biler parkeret ved vejblokeringen. De har tilsyneladende ventet i tre dage indtil videre. Blokeringen er et led i en større strejke startet af byens befolkning. Formålet forbliver uklart. Og hvor langt skal vi så gå for at komme til den nærmeste by, spørger jeg en lastbilschauffør. I har i hvert fald 6-7 kilometer endnu, svarer han. Barnemad. Vi begynder at gå.

En samtale med Codan for nyligt

Så der er intet I kan gøre?

-Nej, desværre. Din forsikring dækker kun tre måneder efter afrejsedatoen.

-Ja, det er klart. Det giver mening. For efter de første tre måneder... Nej ved du hvad, det giver på ingen måde mening. Jeg har fået mit kamera stjålet og så er det sgu da lige meget om det er i December eller april. For helvede, det kamera har kostet mig en formue. Jeg tog hele vejen til New York for at købe det. Helt ærligt, jeg har kun haft det i to måneder. Der må sgu der være noget I kan gøre!

-Desværre hr. Jeg kan ikke hjælpe dig.

-Nå, men i så fald vil jeg gerne have du annulerer mine forsikringer. Hvorfor bruge penge på en forsikring, der ikke kan hjælpe mig når skaden er sket? (Ha! Der fik jeg hende!)

-Du kan ikke annulere dine forsikringer selv. Det skal din mor gøre. (Pis!)

-Nå, men så... så synes jeg du skal have en fortsat god dag frøken! FARVEL! Jeg smider røret på og går hen til kassen for at betale.

-Ti dollars?! Er du komplet vanvittig? Jeg er lige blevet berøvet for helvede! Hav lidt medlidenhed!

Han stirrer på mig med et blik der kun kan tydes på en måde: JEG-ER-LI-GE-GLAD! Så jeg betaler og sukker højlydt i det jeg forlader biksen.

Da vi når frem til byen ryster jeg over hele kroppen, mit tøj gennemblødt og jeg kan næsten ikke fremstamme en ord. En kvinde sælger limonade ved vejkanten. Jeg beder hende om to glas på huset og forklarer vores situation. No pay, no drink! synes hun at sige, så jeg hiver en t-shirt frem fra min taske og peger på hendes søn. Hun kigger længe på t-shirten, derefter på sønnen og så tager hun t-shirten og skænker to glas limonade. Den bedste limonade jeg nogensinde har smagt. Danny og jeg kigger på hinanden og griner på den der Vi-klarede-den-ha-ha-hvor-er-jeg-glad-for-at-være-i-live-måde.

Vi beslutter os for at sove på busterminalen den aften. Der er ingen hæveautomater i byen og de få argentinske pesos vi har tilbage bliver vi nødt til at gemme til bussen. Hvis altså der skulle køre nogle busser dagen efter. Jeg vil give dig muligheden for at gætte her.

På busterminalen møder vi John fra Columbia. John har slået et telt op og tilbyder at vi kan lægge vores tasker ind og vi takker ja.
Danmark siger du. Jeg må indrømme, at jeg ikke aner hvor det er.
-Bare rolig, du er ikke den eneste. Man kan dårligt se os på kortet. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro det bare var lidt snavs.

-Hmm... Har I noget dansk musik med?
-Musik?
-Ja, hvis du ikke har noget i mod det vil jeg gerne høre noget dansk musik.
-Naturligvis. Jeg henter min iPOD fra min taske og kigger listen igennem for at finde noget dansk. Danny har i mellemtiden lagt sig på en bænk ved teltet og trukket sin sovepose over sig.
Her. Hør det her. Jeg spiller Marie Key Bands ”Blomstersangen” for John, der lytter med stor nysgerrighed.
Det er en virkelig smuk sang, siger John hen imod slutningen. Må jeg låne den her lidt? Spørger han så hentydende til i POD’en. Selvfølgelig må du det! svarer jeg og John forsvinder ind i teltet. Jeg selv finder en bænk og folder min sovepose ud.
Liggende på den bænk føler jeg en større hjemve end nogensinde før. Jeg savner min seng, at ligge nøgen under nyvaskede dyner, at zappe mig gennem hundrede tv-kanaler, mærke mit hoved blive tungere og mine øjne falde i. Jeg savner min mor og hendes lasagne. Jeg savner at blive omfavnet, at blive elsket. Og det er alt i mens jeg ligger på en bænk i mit våde tøj og med tusinde fluer over mit hovede. Jeg forsøger at læse i min bog, men giver op efter et kapitel og vender mig om på siden. Sådan ligger jeg i en times tid, lige indtil John kommer listende ud af teltet.
Alexander, det er en virkelig smuk sang, siger John som en nyforelsket teenagedreng ville have berettet det om sin nye scoring.
-Ja, jeg ved det, John.
-Men altså, jeg kan virkelig virkelig godt lide den. Og den er let. Selvom jeg ikke forstår teksten, så tror jeg, at jeg kan synge den nu.
-At du kan hvad? Synge den? Men du kan jo ikke sproget.

Jeg har tidligere nævnt at jeg ikke er kristen. Jeg har forlængst hengivet mig til tilfældigheder og fri vilje. Jeg tror ikke på skæbne eller højere kræfter. Men jeg tror på magi. Lad os kalde det hverdagsmagi. Når en uventet hændelse står i kontrast til tidspunktet og stedet hvori den opstår, skabes en ny dimension. Noget der synes uvirkeligt optræder i hvad der utvivlsomt er virkeligt og magi opstår. Det der skete den aften var magi.

John kan ikke sproget og forstår ikke teksten. Men nu synger han sangen og udtaler de fremmede ord klart og tydeligt. Danny åbner sine øjne og et smil breder sig på hans læber. Blomstersangen har en ganske særlig betydning for os begge.

Under forberedelserne til Sagaen om Hermafroditten & Det stumme orkester, januar 2006
Du er fortabt, Peter. Hver morgen vågner du og kan ikke huske fra top til tå. Sara er forelsket i dig og du i hende, men det ved du ikke. Den følelse af forelskelse du render rundt med i maven kan du ikke rette mod noget konkret. Men du ønsker at forstå, inderligt! Og derfor... Jeg blev afbrudt af en stemme fra musiklokalet. Det var Sofie der, sammen med orkesteret, var ved at øve Blomstersangen. Jeg havde været meget i tvivl om at caste Sofie til rollen. Blomstersangen var på sin vis stykkets vigtigte sang og derfor var uhyrre vigtigt for mig, at den blev sunget af en der kunne synge. Og Sofie kunne i den grad synge, fandt jeg ud af den dag. Sofie kunne synge så hårerne rejste sig og tårerne trillede.
Da Danny så musicalen gjorde han sig enig med mig. Han havde aldrig set Sofie før, men snart efter blev de rigtig gode venner.

Blomstersangen er for mig mindet om en samling vidunderlige mennesker der kæmpede hårdt for at stable en musical på benene. En tid med hvilken jeg kun forbinder gode minder. For Danny er sangen et symbol på et af hans vigtigste venskaber.

Jeg ved godt det ikke var helt perfekt, men jeg havde lidt svært ved at tyde nogle af ordene, så...
-Det var helt perfekt, John. Tro mig, det var helt perfekt.