Allerede i det øjeblik jeg vågnede, kunne jeg mærke at der var noget galt. Forsigtigt bevægede mig hånd ned i mine underbukser for kun at forstærke den smerte, der for få sekunder siden vækkede mig fra min drøm. Et lille men dybfølt skrig døde bag min lukkede mund og jeg vendte mig i sengen med min hånd låst fast om min penis.

Det regnede udenfor for fjerde dag i træk. Hvis jeg orkede det, kunne jeg rejse mig og kigge ud af vinduet, men det ville jo være til ingen verdens nytte. Jeg havde forlængst lært at jeg ikke var herre over vejret. At kigge ud ville ikke få det til at holde op. Så i stedet besluttede jeg mig for at liste ud på badeværelset for at undersøge hvad det var der foregik mellem mine ben.

Vores værelse lå lige ud til receptionen og som sædvanelig sad Tim ved sit bord og gumlede på et eller andet stykke mad. Goodmorning champ! How are we feeling to day? spurgte han mig og uden at afvente mit svar fortsatte han, Are you gonna join us for the tango lesson tonight? Jeg prøvede at kigge ham i øjnene, men de åbnede og lukkede og farede rundt i rummet med en sådan hastighed, at jeg ikke kunne følge med. Prøv at hør her. Jeg skal ikke ud og danse tango og slet ikke med dig og dine andre backpacker venner. Nu synes jeg du skal holde din kæft og koncentrere dig om din... hvad end det du sidder og tygger på. Og forresten, hvor lang tid er det du har været her? Tre, fire uger? Er det ærlig talt ikke på tide at du tager og pakker dit lort og kommer videre?

Jeg sagde naturligvis ikke noget af overstående, selvom jeg så inderligt ønskede jeg havde gjort det. Mine gode manerer tillader mig simpelthen ikke at hidse mig op på folk for hvem jeg føler et helt umotiveret had. I stedet mumlede jeg noget, der næppe kunne forstås som et svar.

Tim er ikke noget dårligt menneske og jeg har egentlig ikke nogen reel grund til at hade ham. Måske han bare var det perfekte offer, det perfekte symbol på alt hvad jeg var blevet træt af efter 6 måneders rejse. Den glade backpacker der elsker at dele sine unikke rejseoplevelser med alle han møder på sin vej, udveksle erfaringer og skabe nye venskaber, der holder den uge eller to de befinder sig på samme hotel og går på de samme barer, men snart visner og glemmes.

I virkeligheden er jeg ikke spor bedre end Tim. På børnehjemmet Emmanuel fortalte jeg Luna hvor begejstret jeg var for at rejse, altid fremmed for mine omgivelser og med ingen forventninger at skulle leve op til. Jeg elskede at møde nye mennesker fra hele verden og udveksle numre og lave planer, der er søde og sjove, men nok aldrig bliver til noget. Jeg ville fortælle lange historier om mit ophold i landsbyen og lytte med stor interesse når jeg fik fortalt historier fra deres rejser, men efter vores tre ugers ophold på Cuba fandt jeg mig selv i en tilstand af komplet udmattethed. Mit overskud til at tale, fortælle og lytte til de andres historier forsvandt et sted i Havanas lufthavn.

Tim er ikke ikke et dårligt menneske. Jeg havde bare ikke kræfter til at deltage i hans backpacker-ud-og-se-og-gør-som-de-nu-gør-her-for-det-er-kultur-ræs. Og så tror jeg i øvrigt ikke at den lille mand mellem mine ben have ladet mig danse den dag.

På badeværelset trak jeg mine bukser ned og tog et godt kig på mine ædlere dele. Lad mig spare dig for detaljerne og i stedet resumere de sidste to uger i Buenos Aires. 

Vi ankom den 25. marts efter et døgns udmattende rejse fra Cuba. I taxaen på vej fra lufthavnen mod hotellet, spurgte jeg taxachaufføren om vi var kommet i regntiden. Det piskede ned uden for og jeg begyndte at blive nervøs. Han forsikrede mig dog om, at det var første gang i lang tid det havde regnet sådan.

Men regnen blev ved med at dale fra himlen som dagene gik og de grå skyer syntes at stjæle farverne fra alt levende. Om det var derfor jeg pludselig blev underligt deprimeret, ved jeg ikke. En anden grund kunne være at cubanerne rippede mig for alt min energi. Som Patrick spåede var jeg kommet som et stort stykke saftigt kød og var gået derfra som resterne af et gennemtygget stykke bacon. At mit kamera blev stjålet et par dage efter hjalp bestemt heller ikke på mit humør. Jeg vil ikke nævne hvilke ord der fløj over mine læber, da jeg opdagede at min rejseforsikring var udløbet to dage før tyveriet, men det var nok til at få Danny til at løfte øjenbrynene.

Jeg druknede i selvmedlidenhed og mens Danny socialiserede med de andre rejsende fra vores hotel begravede jeg mig i bøger og gik i biografen flere gange om dagen. Det var min måde at flygte fra verden, men det lykkedes ikke. Grå himmel hvorunder grå mennesker vandrede frem og tilbage ad gader og stræder med hver deres mål mindede mig om min ulykke.

Jeg skrev lange mails hvori jeg prædikede om mine uheld og mit fotoprojekt, der nu hvor mit kamera var blevet stjålet, ville gå i vasken. Som svar på en af de mails fortalte min veninde mig at jeg måtte tage mig sammen og det prøvede jeg. Det gjorde jeg virkelig.

I sidste uge satte jeg mig for at strukturere mine dage lidt mere end tidligere. At være tilbage i en storby gjorde mig rastløs. Det var på tide jeg kom ud og kiggede mig omkring, så jeg lavede en plan over bogforhandlere, teatre, museummer og områder jeg gerne ville se. Men af en eller anden grund skulle den plan også gå i vasken. Museerne var lukkede p.g.a. ombygning, eller bare for at irritere mig og teateret, hvor de eftersigende skulle vise et Beckett stykke var ved at sætte en ny forestilling op. Gennem ruden så jeg to kvinder der arbejdede ihærdigt på en busk. Bogforhandlerne var henholdsvis ikke eksisterende og skiftet ud med en slikbutik, så nu havde jeg bare tilbage at gå en tur i det område, jeg havde markeret. Jeg tog metroen og allerde på vej op af trapperne gik himlen itu og kastede tusindevis af dråber mod den i forvejen regnvåde jord. Men jeg gav ikke op så let. Mit kamp mod verdens uretfærdigheder var ikke ovre. Nu måtte der tages hårdere midler i brug.  

Det er præcis en uge siden at jeg tog hen på et burreau i den anden ende af byen. Burreauet tilbyder diverse ekstrem-sport-tours og jeg meddelte den rare kvinde bag skranken at min ven og jeg vældigt gerne ville springe i faldskærm. Jeg indbetalte et despositum og gik hjem for at overraske Danny med billetterne. Danny lider af højdeskræk. Jeg ved lade dig selv spekulere over hvordan han reagerede, da jeg fortalte ham, at vi skulle springe ud fra et fly i tre kilometers højde dagen efter.

Mandag morgen blev vi hentet af John, der skulle køre os ud til flybasen. Desværre, som det efterhånden har gjort så mange gange, begyndte det at regne og vi måtte vende om.
Tirsdag regnede det igen og onsdag kunne John ikke finde fotografer til at filme turen ned.

Torsdag synes alt dog at gå efter planen. Vi fik vores seler på og satte os ind i flyveren. Nu sker det nåede jeg at sige til Danny. Vi var 1100 meter over jorden og havde fortsat op ad, hvis ikke der pludseligt begyndte at lugte brændt fra motoren. Vi bliver nødt til at lande før lortet brænder sammen, instruerede kaptajnen og stadig siddende i flyveren landede vi lige så sikkert hvor vi startede. Motoren brændte sammen og vi kom aldrig ud og springe.

Nej mor, jeg har ikke været sammen med nogen. Jeg vågnede bare i morges og så gjorde den helt latterligt ondt. Det var sande ord. Det tætteste jeg havde været på fysisk kontakt med en pige i mange måneder var et lille kys på kinden eller et uskyldigt kram. Forleden forelskede jeg mig meget pludseligt i en pige vi mødte på en bar. Om hun bare var et objekt for min trang til fysisk kontakt fandt jeg aldrig ud af. Et sekund efter at tanken om, at dette møde gik helt efter planen og at min indsats havde været helt formidabel og selvsagt måtte give pote, sagde hun tak for denne gang, rejste sig og forsvandt ud af mit liv for altid. Det må have været en tom flirt og en selvindbildt fascination for jeg kan ikke huske hendes navn og tanken om hende bringer ingen følelser med sig.

Du bliver nødt til at opsøge en læge, Alexander. Så kan han se på den og fortælle dig hvad der er galt.

-Ja, men ser du. Der er sgu ikke rigtig nogen privatklinikker i nærheden. Den eneste mulighed er hospitalet og jeg har ikke vildt meget lyst til at hive min tissemand frem foran ti forskellige sygeplejersker, der ikke fatter hvad jeg siger fordi mit ordforråd tilfældigvis ikke lige dækker forhudsbetændelse og voldsomme smerter i penis-området.

-Det må du selv om Alexander, men jeg synes altså du bør gøre det.

Og mor har altid ret, så jeg drog mod hospitalet.

Receptionen var naturligvis kun besat af kvinder, der betjente kvindelige patienter. Det gjorde ondt mellem benene og vejen hen til disken virkede pludselig meget lang. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare, overfor så mange kvinder, hvad mit problem var. Og hvad hvis de ikke forstod mig, eller værre, hvad hvis de kaldte en læge over højtaleren. Jeg kunne se det hele for mig. Alberto, Alberto? Vi har en dreng her, der siger han har problemer med pikkemanden. Svinger du lige forbi? Nej, det ville aldrig gå. Jeg vendte om og gik mod udgangen.

Nu sidder jeg 20 meter fra hospitalet på en lille sushibar og trøster mig selv. Måske jeg burde overgive mig til gammel japansk filosofi og bare følge dagens gang. Når du er nede, skal du blive nede, hvisker jeg for mig selv. Det ville Okuro have gjort og det er præcis hvad jeg bør gøre nu. Jeg stikker et stykke maki i munden og tygger det grundigt idet jeg forsøger at ignorere smerten fra mit underliv.

Det skal jo nok gå over.