Et hvidt fyrtårn, i New England, med en tilhørende bygning beliggende på en klippekyst med besøgende, under en delvist skyet himmel.

Naturskønne New England – højdepunkter og rejsebudget

Annette og Tore Seier

Oplev enorme skove, smukke fjorde og imponerende kyststrækninger. Spis en Maine hummer, tag på hvalsafari eller besøg en sirupsfarm. Se de høje bjerge, brusende floder og storslået natur. Alt sammen i det smukke New England, som har så meget at byde på for alle typer rejsende i alle aldre.

Rejs til New England, som er den historiske og europæiske del af USA. Oplev storbyen Boston, som ofte kaldes for USA’s vugge, se de engelske bynavne overalt og oplev en kultur, som måske er mere europæisk end amerikansk. De mange små landsbyer overalt i New England byder på Inns, hvor du kan nyde te med scones og småkager i hyggelige omgivelser.

New Englands højdepunkter

New Englands natur er storslået og har et rigt fugle- og dyreliv. Der er uendelige muligheder for oplevelser. Det kan fx være dit livs trekkingtur, smukke kørestrækninger til den perfekte roadtrip, historiske byer, shopping og spændende attraktioner.

De 6 stater, som udgør New England området, er beliggende i det nordøstlige USA med den naturlige indgang fra storbyen Boston. Både Boston og de 6 stater byder på helt unikke højdepunkter.

Højdepunkter i Boston

højdepunkter i Boston

Boston, som er hovedstaden i New England, er en by, hvor gammelt møder nyt. De smukke gamle bygninger, som præger gadebilledet, står side om side med de enorme skyskrabere. Alt smukt omkranset af grønne områder og smukke pladser. Boston bliver også kaldt universitetsbyen, og studerende tilbyder rundvisning på det anerkendte og berømte Harvard Universitet.

I Boston mærker du historiens vingesus og USA’s uafhængighedskamp, når du færdes blandt alle de historiske bygninger. Følg brostenene i gadebilledet, og gå den 4 kilometer lange Freedom Trail. Tag en afstikker til Faneuil Hall, og spis din frokost ved en af de mange madboder. Book en rundvisning på Fenway Park, det historiske baseball stadium fra 1912, hvor Bonus Red Sox stadig spiller deres kampe.

Bostons højdepunkter for børn

For de yngre rejsende og for teenageren kan Boston udover masser af shoppingmuligheder også lokke med Museum of Science, der tilbyder spændende udstillinger. Eller prøv en underholdende køretur i et amfibiekøretøj med Duck Tours, hvor Boston kan opleves både fra land og vand. Afslut en shoppingtur i Prudential Center med et besøg på udsigtsplatformen og oplev byen fra oven. Boston akvarium er også altid en god oplevelse for alle aldre eller lig vejen forbi Boston Tea Party Ships & Museum, der fortæller uafhængighedskampens historie på en underholdende måde.

Højdepunkter i de 6 stater

Massachusetts

– Se et ægte heksemuseum i Salem eller tag på dit livs oplevelse og prøv en hvalsafari, hvor du kan se havets kæmper i deres rette element. Oplev smukke strande, enorme sandklitter, barsk natur med masser af fyrtårne ved Cape Cod National Seashore.

Maine

højdepunkter i New England

– Tag på besøg i Maines hovedstad Portland og se fyrtårnet Cape Elizabeth. Spis en Maine hummer i en populær lobster roll eller tag på en autentisk tur med en hummerbåd. Oplev Acadia National Park, New Englands eneste nationalpark, med store naturoplevelser.

Rhode Island

– Oplev Rhode Islands hovedstad Providence, som er en af de ældste byer i USA. Tag en tur i zoo, se det imponerende State House eller lad hele familien blive underholdt på børnemuseet. Den hyggelige havneby Newport, indbyder til shopping og frokost på havnefronten.

New Hampshire

– Besøg storslået White Mountain og tag en tog- og eller køretur op til 2.000 meter høje Mount Washington. Kør den smukke Scenic Route Kancamagus Highway her få du storslået udsigter, ser vandfald og naturen når den er allersmukkest.

Vermont

– Oplev små engelskprægede landsbyer, som ligger omgivet af smuk natur. Se bjerge, søer og floder, og kør ad den smukke vej Highway 100 langs med Green Mountains. Besøg en sirupsgård og smag ahorns sirup eller se hvordan is bliver fremstillet på isfabrikken Ben & Jerry’s.

Connecticut

– I Hartford kan du opleve den berømte forfatter Mark Twains hus eller bo i et enormt kasinohotelkompleks. Et kompleks, som ligger midt i indianerreservatet Mashantucket Pequot men et fascinerende museum og et stort Outlet center. En stat som har en spændende Dinosaur State Park.

Det uberørte New England

højdepunkter i New England

Der er masser af gode oplevelser for hele familien i det uberørte New England.

Tag en afstikker væk fra de store veje, og kør ad de små landeveje, som giver de bedste oplevelser. Her kommer du tæt på de lokale, ser de overdækkede broer, og du kan stoppe ved et gårdsalg, et marked eller en af de mange hyggelige sirupsgårde.

New Englands højdepunkter for børn

Isfabrikken Ben & Jerry’s, togturen op ad Mount Washington og hvalsafari. Dinosaur State Park, Morse sirupsfarm og Acadia National Park. Providence børnemuseum, sejltur med en arbejdende hummerbåd, en elgtur og indianerhistorien på Pequot Museum.

Overnatning i New England

Hvis du skal på roadtrip, er moteller den meste brugte overnatningsmulighed. Prismæssigt ligger de som regel i middelklassen med morgenmad inkluderet og har det, du skal bruge til en behagelig overnatning. På motellerne kan du bestille værelser, hvor der er plads til hele familien.

En anden populær overnatningsform i New England er at bo på en Inn. Her bor du under mere private former på små hyggelige steder. Maden er lavet af lokale råvarer, og morgenmaden er som regel overdådig.

Shopping i New England

Der er masser af muligheder for shopping i New England. Du kan i de mange Outlet malls købe udgåede mærkevarer til en væsentligt reduceret pris. Prøv fx.:
– Outlet Wrentham Village Premium Outlets, 35 km. fra Boston
– Prudential Center i Boston, stort center med masser af butikker
– Tanger Outlet Foxwoods i Connecticut
– Kittery Outlets i Maine
– Merrimack Preium Outlet in Merrimack – New Hampshire. En stat der også har den fordel, at der ikke er skatter på tøj.

Hvornår er det bedst at rejse til New England?

rejsebudget til New England

Som udgangspunkt kan du besøge New England hele året.
Højsæsonen er efteråret, især september og oktober. Her vil du opleve de enorme skovområder i et orgie af farveflor i alle de smukke efterårsfarver.

Foråret byder på smukke naturoplevelser, når alle træerne springer ud.

Vinteren giver dig masser af muligheder for, at dyrke vintersport.

Sommeren i New England giver dig mulighed for strandliv ved en af områdets mange kyststrækninger.

Rejsebudget til New England

Med SAS eller Norwegian kan du flyve direkte til Boston fra København. Hyppigheden af afgange varierer henover året, men der er altid mulighed for flere ugentlige afgange. En returbillet til Boston kan købes helt ned til 2.000 kr. uden bagage.

Her finder du rejsebudgettet for en roadtrip i New England:

Flybilletter

Flybilletter til Boston koster mellem 2.000 til 5.000 kr. pr. person. Søg efter flybilletter til Boston her.

Fly and drive New England

Billeje

Billeje kan fås fra 250 kr. om dagen inkl. forsikringer. Hertil kommer udgiften til benzin, der i USA koster ca. 25 kr. for en gallon (4,55 liter).

Overnatningsmuligheder

Der er mange forskellige muligheder for overnatning til rimelige priser i New England. Du skal regne med ca. 700 kr. pr. overnatning på middelklassehoteller eller et bedre motel, som f.eks. Hampton Inn-kæden. I de store byer er prisen højere. I højsæsonen (september og oktober) stiger prisen på overnatning til det dobbelte.

Hvad angår prisen på de hyggelige Inns, varierer den en del hen over året. Der vil også være forskel mellem de enkelte ugedage, da denne overnatningsform er meget populær i weekenden. Men vi regner selv med omkring 100-150 dollars pr. overnatning for 2 personer med morgenmad. Så en frapris vil være ca. 800 kroner.

Mad og drikke

Du kan købe et rimeligt godt måltid mad inklusiv drikkevarer for 150 kr. pr. person. På de mange fastfoodrestauranter kan du få et måltid til en lavere pris.

Drikkepenge

Husk, at der i USA skal betales drikkepenge for alle serviceydelser. Du bestemmer selv hvor meget. Men der forventes mellem 10–20% af den samlede regning. Drikkepenge skal lægges oveni den viste pris.

Visum til USA

Husk: I forbindelse med rejser til USA skal du på forhånd ansøge om elektronisk indrejse (ESTA). Prisen pr. person er 14 dollars.

I Travelmarkets temasøgemaskine kan du være heldig at finde en rundrejse til New England.

Spar på mobilen under rejsen.

Brug wi-fi – når du kan

Er der fx wi-fi på dit hotel, så kan du spare på din mobildata, når du bruger hotellets wi-fi.

Spær for brug af data

Vil du undgå at bruge data i udlandet, kan du slå Spærring for roaming til.

Download indhold til mobilen

En del musik, film og serier kan du downloade fra dine apps, så indholdet ligger på din mobil. Så kan du streame uden at bruge af din data.

Alle fotos (c) Ontrip.dk

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.