Seværdigheder Frankrig

Seværdigheder Frankrig

Alsace

Cathédrale de Notre Dame

Strasbourgs enorme katedral kan kendes langt fra på sit særprægede spir. Den gotiske røde sandstenskirke, der blev bygget over en periode, der spænder fra 1015 til 1439, er udstyret med et kæmpe astronomisk ur, der ringer hver dag klokken 12.30.

Le Musée d'Unterlinden

Noget af gotikkens mest interessante kunst findes i dette gamle dominikanerkloster fra det trettende århundrede, der ligger i byen Colmar. Der er også spændende skulpturer fra middelalderen og renæssancen.

Bourgogne

Den romerske by Autun

Inde bag antikke mure ligger den romerske by, som kejser Augustus opførte cirka 10 år før Kristi fødsel. To af de fire oprindelige porte kan stadig ses, og det kan resterne af det største romerske teater i området også.

Musée de Beaux-Arts

I Bourgognes hovedby Dijon findes et kunstmuseum, der er berømt viden og for sin diversitet. Her er billeder fra en mængde forskellige perioder, og kunstnerne spænder så bredt som fra Rubens over Monet og impressionisterne til antikke religiøse artikler. Museet findes på en gammel greveresidens, der i sig selv er en seværdighed.

Vin-museet i Beaune

I Bourgognes centrum ligger den charmerende by Beaune, der har viet et helt museum til regionens vigtigste afgrøde, vinen. Her bliver man indviet i vinens historie, og man kommer ud meget bedre rustet til at tage på vinsmagning på de mange spændende vingårde i oplandet.

Brest

Byen Brest

Havnen i Brest er en af de smukkeste naturlige havne i verden. I byen findes et slot fra det trettende århundrede, der er værd at besøge. Desuden går der en kanal fra Brest til Nantes, hvorfra det smukke landskab kan nydes fra en hyret båd.

Bretagne

Byen Rennes

Rennes er en universitetsby og har derfor en del at byde på kulturelt. Her findes le Musée des Beaux-Arts og det mere lokale Musée de Bretagne, der kan give et indblik i områdets historie og kultur. Byen blev raseret af en stor ildebrand i 1720, der gjorde det af med en del smukke bygninger, men le Palais de Justice overlevede og er nu en turistattraktion med sine smukke forgyldte sale og en debat-sal med imponerende gobeliner.

Byen Saint Malo

Her ankom pirater for at hærge og plyndre de prøvede franskmænd. Saint Malo var en af fordum tiders vigtigste havne, hvis forsvarsværker i ruiner udgør et af de vigtigste turistmål i Bretagne. Byens store katedral Saint Vincent påbegyndt i ellevehundredetallet tiltrækker mennesker, der er interesserede i kirkens smukke mosaikker.

Champagne-Ardennerne

Byen Verdun

Byen er mest kendt for sin rolle i første Verdenskrig, hvor mange hundrede tusinder franskmænd og tyskere måtte lade livet i egnen omkring byen. Disse hyldes nu på byens krigsmuseum. Slagmarkerne er stadig let genkendelige, og udgør ligeledes en seværdighed, der er værd at tage med, hvis man vil have hele et indtryk af, hvad der var det sidste syn for så mange mennesker.

Katedralen i Reims

Denne kirke har set riger komme og gå, den har været destrueret og er blevet genopbygget flere gange, og den har set Frankrigs mægtige konger blive kronet og hyldet. Katedralen er bygget i gotisk stil

Palais du Tau (palæ)

Ærkebiskoppernes gamle palæ fra 1690 indeholder i dag et museum, der udstiller vægtæpper, skulpturer og andre genstande fra kongernes storhedstid i Reims. Det er en god idé at se dette palæ samtidig med katedralen.

Frankrig

Cathedrale de Chartres

En af Europas mest berømte katedraler er denne gotiske tolvhundredtals kirke, der er kendt for sin gode stand og sine spændende antikke mosaikker. Den store bygning ligger på en bakketop og kan ses fra lang afstand.

Fontainebleau paladset

På et af Frankrigs mest imponerende paladser har prominente franskmænd som Napoleon, Marie Antoinette og Catharina de Medici alle resideret. Haveanlægget er meget smukt med blomsterhaver og karpedamme, og slottet ligger i en kæmpe skov, hvor der er gode udflugtsmuligheder.

Katedralen i Reims

Denne kirke har set riger komme og gå, den har været destrueret og er blevet genopbygget flere gange, og den har set Frankrigs mægtige konger blive kronet og hyldet. Katedralen er bygget i gotisk stil

Kulturhuset Centre Georges Pompidou

Beaubourg, som stedet også kaldes, er et kulturhus, der blandt andet huser et af Paris’ mest spændende museer for kunst fra det tyvende århundrede, Le Musée d’Art Moderne. Alle de vigtigste strømninger blandt andet kubisme og surrealisme er repræsenteret her i form af værker af vigtige navne som Picasso, Braque, Matisse og Chagall.

La Nouvelle Arche de la Défense (Den nye triumfbue)

Ude i det pulserende erhvervsliv i la Défense, der huser Europas største antal skyskrabere, findes den nye triumfbue, der blev tegnet af Axel von Spreckelsen og stod klar til at fejre hundredåret for verdensudstillingen i Paris i 1889, der blandt andet efterlod sig Eiffel-tårnet. Herfra kan man på klare dage se helt til Place de la Concorde, gennem den gamle triumfbue og ned ad Champs-Élysees.

Monets have i Giverny

Efter at have set mesterens kunstværker på Musée d’Orsay eller Musée de l’Orangerie i Paris er det meget interessant at se en del af inspirationen bag disse. Hvis man vil se haven fra sin ypperligste side, skal man komme om foråret, men hele sommeren blomstrer den, så man selv kan stå på den japanske bro og kigge på åkanderne. Claude Monets have kan ses på en dagudflugt fra Paris.

Picassomuseet i Antibes

Imellem de mere jet set-prægede strandbyer Cannes og Nice ligger Antibes lidt trukket tilbage fra det vilde liv, selvom byen stadig har sine designer-butikker og fancy hoteller. Her findes et Picassomuseum, der er et meget godt kulturelt alternativ til badestrandene. Det ligger i Château Grimaldi fra det tolvte århundrede. Byen huser også flere spændende museer.

Strandpromenaden La Croîsette i Cannes

Denne verdensberømte strandpromenade indbyder de rige og berømte og dem, der gerne vil møde de rige og berømte, til at dyppe tæerne i det azurblå vand. Når havbadet er overstået byder Cannes på eksklusiv shopping, gode restauranter og fancy caféer, alt sammen designet til at imødekomme kravene fra jetsettet med guldkortet i orden.

Versailles slottet

På solkongens gamle slot, hvor Louis XVI og Marie Antoinette senere levede i luksus til revolutionen indhentede dem, er der nu mulighed for at få en fornemmelse af svundne tiders storhed. Både på turene inde i slottets grandiose sale og i det enorme parkanlæg udenfor kan dette nydes, selvom stormen omkring årtusindskiftet fældede en del af havens smukke alléer.

Øen Île d'Ouessant

Naturen i Bretagne er kendt for at være smuk men vild, og dette gælder især for denne ø, der ligger 20 kilometer udfor Frankrigs kyst. 8 kilometer lang er Île d’Ouessant, der med sit fyrtårn har gjort sit til, at de mange skibe, der sejler gennem kanalen, kommer sikkert frem. Den vilde natur og enkelte gode lokalhistoriske museer er en god grund til at lægge vejen forbi området. Der går færger fra Brest og Le Conquet.

Korsika

Byen Ajaccio

Øens hovedby er Ajaccio, der huser en smuk katedral, er mest berømt for at have stået fadder til bysbarnet Napoléon Bonaparte. Hans minde hædres mange steder i byen, blandt andet på museet Maison Bonaparte og på rådhuset i le Salon Napoléonien.

Byen Le vieux Port de Bastia

Hovedbyen i den nordlige del af Korsika var engang øens hovedstad. Ved byens gamle havn findes den største kirke i Bastia, Église Saint Jean-Babtiste, der med sine tvillingetårne kan ses på lang afstand. En anden og mindre kirke, l’Oratoire de l’Immaculée Conception, var før den kirke, der blev brugt ved statslige begivenheder.

Korsikas National Park

Over en tredjedel af Korsika dækkes af denne over 350.000 hektarer store nationalpark. Naturens forskellighed er slående i dette område, der dækker både høje bjerge, kyststrækninger, maki og dybe søer.

Languedoc-Roussillon

Arkitekturen i Montpellier

I denne by findes arkitektur fra alle de vigtige arkitektoniske tidsaldre i Frankrig. De fleste bygninger er middelalderlige, men der er også en del grandiose opførelser fra attenhundredetallet og for nyligt er der blevet bygget et kompleks, der kaldes l’Antigone, der viderefører gamle tiders bygningsværker med et moderne tvist, i form af for eksempel en triumfbue med spejlglasvinduer.

Borgen La Cité de Carcassonne

Denne borg husede nogle af de mest resistente franskmænd, der i kampene om katharerne holdt ud på trods af massiv belejring. Borgen udgør et helt lille samfund, hvor de små gader er pakket med butikker, hoteller og restauranter. Borgen er oplyst ved nattetide og er et meget smukt syn, men det er mest praktisk at besøge borgen udenfor de store turistmåneder, hvor det er ulideligt at færdes i de smalle gader.

Broen Le Pont du Gard

Denne akvædukt var en meget vigtig romersk vandforsyning, som ledte vand over en kæmpe kløft. Broen ligger ikke så langt fra Nîmes og er bygget med tre rækker massive buer ovenpå hinanden. Det er muligt at gå over broen, hvis man ikke er bange for de enorme højder.

Byen Minerve

Bjergbyen Minerve var et af de steder, hvor katharerne holdt stand mod den romersk katolske kirkes forfølgelse. Da overgivelsen endelig fandt sted, blev kætterne til gengæld samlet og brændt ihjel i den lokale kirke. Byen ligger på en klippe og forbindes kun til omverdnen via en bro over en kløft, over en udtørret flodseng. Under bjerget har fordum tiders flod gravet dybe huler ind i klippen, som det er muligt at vandre ind i og undres over naturens vindundere.

Loiredalen

Château de Chambord slottet

I den naturskønne Loire-dal ligger dette slot, hvortil Franois den første foreslog at Loires flodseng blev omlagt, så hans residens kom til at ligge ved bredden. I steder ligger det nu i en nationalpark og svanereservat. Slottet er åbent for turister, der vil føle forgangne tiders storhed i de 440 værelser, store sale og smukke tårne.

Rideskolen Centre national d'Equitation

I Saumur ligger den franske hærs pendant til den Spanske Rideskole i Wien. Cadre Noir-rytternes træning kan overværes af udenforstående i sommerperioden, så her er mulighed for at overvære dressur på meget højt plan.

Slottet Château de Chinon

Til dette slot bragte Jeanne d’Arc sit hellige budskab om at angribe englænderne på borgens storhedstid, da den endnu var enorm i omfang. Nu er der kun en lille del tilbage af Henri den anden og Charles den syvendes residens. Slottet ligger cirka 50 kilometer sydvest for Tours.

Slottet Château de Villandry

Dette smukke renæssanceslot i landsbyen Villandry cirka 10 kilometer udenfor Tours er ikke bare kendt for sin elegante arkitektur. Slottets smukt anlagte have ligger indenfor de hesteskoformede mure, og den er et besøg værd i sig selv. De ni forskellige sektioner er plantet i forskellige geometriske former udgjort af grøntsager, blomster og buske. Slottet holder vinterlukket fra midten af november til midten af marts.

Lyon

Maden i Lyon

Frankrigs tredjestørste by er et værdigt stop på vejen sydpå for dem, der kommer for at nyde regionens gastronomiske vidundere. I denne by finder man det højeste antal restauranter per kvadratmeter i hele verden, og køkkenerne excellerer i områdets kogekunst, der bestemt ikke henvender sig til vegetarer. Fokus ligger på kød og meget af det, og så selvfølgelig på regionens vine.

Marseille

Château d'If fæstningen

Alexander Dumas henlagde historien om Greven af Monte Christo til denne fæstning, der ligger på en ø 20 minutter med båd fra Marseille. Borgen blev brugt som fængsel, og ingen er sluppet væk derfra. Fangerne var ofte af politisk eller religiøs karakter, og størstedelen endte med at blive sindssyge eller dø af indespærringen på den dunkle klippeø, inden de havde udstået deres straf.

Kirken Basilique Saint Victor

Dette er byens ældste kirke, der af udseende kan minde en del om et fort. Helgenen, der har navngivet stedet, led martyrdøden ved at blive knust mellem to møllesten, og det er til hans minde, kirken er bygget. Under kirken ligger krypten og katakomberne, der kan besøges for et mindre beløb.

Musée des Docks Roman

Romernes efterladenskaber er blandt andet synlige ved havnen i Marseille. De romerske havneanlæg blev opdaget, efter tyskerne bombede området i 1943 og derved blotlagde de spændende ruiner fra antikken, der nu kan ses på dette museum.

Mulhouse

Byen Mulhouse

I grænsebyen mellem Tyskland og Frankrig findes en række spændende museer lidt udover det sædvanlige. Der er et automobilmuseum, et jernbanemuseum, der også huser et brandmandsmuseum, et stoftryksmuseum og et elektricitetsmuseum, så der er noget at tage sig til i tilfælde af regnvejr.

Nice

Musée d'Art Moderne et d'Art Contemporain

Et af de vigtigste kulturelle centre på Côte d’Azur er Nices museum for moderne kunst. Udstillingerne er fokuseret på franske navne, mens pop-artens Andy Warhol og neo-realisten Roy Lichtenstein også er repræsenteret.

Promenade des Anglais

De forfrosne overklasseenglændere, der tog til det milde Sydfrankrig for at pleje deres gigt og astma i det tempererede klima, valgte at rekonvalescere på strandpromenaden, der strækker sig fra Vieux Nice langs vandet forbi de store mondæne hoteller. Nu kan det smukke azurblå hav og de smukke topløse piger og de svajende palmer nydes på en spadseretur mellem rulleskøjteløbere, cyklister og turister med kameraer.

Slotsruinerne fra Le parc du Château

Selvom der står slot på skiltet, skal man lede længe efter det gamle romerske akropolis, der engang prydede dette bjerg, der tårner sig op over den gamle bydel. Der har ikke været noget fæstningsværk på bjerget i 300 år, men stedet er stadig opkaldt efter det. Turen derop er krævende, men udsigten fra klippens top er vidunderlig. Herfra kan hele Englebugten beskues, mens Nice ligger i dybet klemt inde mellem grønne bjerge.

Normandiet

Bayeux-tapetet

Normannernes bedrifter i England i starten af sidste årtusinde er minutiøst gengivet på dette 70 meter lange broderede tapet, der har beklædt katedralen i Bayeux indtil de revolutionære franskmænd opgav enhver tilknytning til historien og brugte det værdifulde lærred til at overdække en vogn. Nu er det vigtige historiske vidnesbyrd reddet og restaureret og bliver nu beundret af rejsende fra alle dele af verden.

Byen Rouen

I denne by endte Jeanne d’Arc sine dage på bålet på Place du Vieux Marché i 1432, og Richard Løvehjerte boede her. Rouen har også en smuk katedral, som har været motiv på flere af Monets billeder.

Saint Michel bjerget

Dette lille bjerg er kun en del af fastlandet, når tidevandet vil det. Ellers isoleres det som en klippeø, hvorpå der ligger et kloster, hvor enkelte munke stadig lever, beder og ser til, at turisterne ikke overrender de hellige bygninger. Der er et helt lille samfund på øen, der består af en middelalderlig by, hvor der er mulighed for at overnatte.

Paris

Cathédrale de Notre-Dame de Paris

Dette må være en af Paris’ mest berømte vartegn, efter at Victor Hugo gjorde den verdenskendt ved at lade Quasimodo være klokker i netop denne kirke. Den befinder sig på Île de la Cité midt i Seinen og kan beundres fra flodbredden på begge sider. Denne gotiske kirke har fungeret som Paris’ vigtigste spirituelle centrum, siden den blev færdigbygget halvandet århundrede efter den første sten blev lagt i 1163.

Concorde pladsen

Paris’ mest glorværdige plads domineres af en Luxor-obelisk fra det trettende århundredes Egypten. Dette sted, der før var Place de la Révolution, lagde scene til et af de forfærdeligste blodbade i europæisk historie. Guillotinen, der var opstillet her, lettede under den Franske Revolution over 1200 mennesker for deres hoveder. I dag er Concorde pladsen et trafikknudepunkt af rang, og de 8 uopdelte vejbaner er rædselsvækkende for uerfarne bilister.

Eiffel-tårnet

Eiffel-tårnet står som selve symbolet på Paris. Den lidt over hundrede år gamle konstruktion står som byens vartegn knejsende over gadernes liv og kan med sin 307 meter høje jernkonstruktion ses fra alle sider. På trods af de ofte lange køer er det ventetiden værd at tage elevatoren op og nyde den fantastiske udsigt over Paris eller spise på Jules Verne-restauranten deroppe.

L'Arc de Triomphe (Triumfbuen)

Modsat Place de la Concorde i Champs-Élysees’ens anden ende ligger Triumfbuen. Verdens største triumfbue er Napoléons gave til sine hjemvendende tropper, men han oplevede aldrig at se den i brug. Dette symbol på frihed huser også den ukendte soldats grav, hvorover en flamme tændes hver morgen klokken halv syv i mindet om de mange millioner omkomne på slagmarkerne.

Musée du Louvre

Det verdenskendte Louvre indeholder mere end 300.000 kunstværker, hvoraf nogle af den vestlige verdens mest uvurderlige kunstskatte er iblandt. Mona Lisa og Venus fra Milo er nogle af berømthederne, der bebor det enorme museum. Her er kunst fra antikkens grækere, romere og ægyptere til renæssancens store mestre over i moderne kunst.

Provence

Byen Avignon

I Avignon finder man en bro fra det tolvte århundrede, den hedder Pont St. Benezet og tiltrækker turister i massivt antal til byen, der også har en del andre seværdigheder. 9 forskellige paver har haft hovedsæde i denne by, der har en historisk baggrund i middelalderens politiske rænkespil. Dette kan følges ved at besøge le Palais des Papes fra det fjortende århundrede eller nogle af de mange store museer.

Byen Les Arènes i Arles

I den smukke antikke by ved bredden af Rhône-floden har romerne efterladt sig tydelige kendetegn. Byens arena lader tilskuerne overvære ægte tyrefægtning på tæt hold fra det antikke amfiteater, der er åbent for besøgende mellem forestillingerne. Byen har også et historisk museum, der beskriver romernes bedrifter, Le Musée de l’Arles Antique.

Kløften Les Gorges du Tarn

Naturens vildskab kan ses her, hvor en 80 kilometer lang kløft, der på enkelte steder er op mod en halv kilometer dyb er at besøge. Der er bådture på floden i bunden af kløften, og der er en drypstenshule i området, der indeholder mere end 400 kæmpe stalaktitter og stalagmitter.

Rhonedalen

Landsbyen Châteauneuf-du-Pape

Châteauneuf-du-Pape var landsbyen, der husede pavernes sommerresidens, da Avignon var middelalderens paveby. De hellige mænd sørgede for, at der blev plantet vin i området, og det er dette distrikt, der nu er berømt verden over. Ruinen af den gamle paveresidens kan endnu ses i området.

Vingården Côte-Rôtie

En af de ældste vingårde i Rhône-dalen er Le vignoble de Côte-Rôtie. Her produceres vine fra henholdsvis la Côte Brune og la Côte Blonde, der er nogle af de mest velrespekterede vine fra området. Historien går på, at herremanden i området ønskede at opkalde stedet efter sine to døtre, og da den ene var blond og den anden mørkhåret, fik stederne navne derefter.

Saint Tropez

Byen Saint Tropez

Hvis man vil mænge sig med de rige og berømte, er det her, man skal lede. Stjerner og starletter kommer hertil for at kunne tage herfra med en god farve. De rigtigt berømte holder sig til deres lystbåde et godt stykke fra kysten, så dem ser man kun gennem en tilstrækkelig lang telelinse, som det dyrkes blandt paparazzi-fotograferne. Saint Tropez er en fin middelalderlig by med luksusbutikker, fremragende mad og et livligt natteliv på landjorden for dem, der ikke har egen yacht.

Har du fået lyst til at rejse til Frankrig?

Her finder du eksempler på rejser, som vores brugere har fundet tidligere.
Charter (fly+hotel)
Flybilletter t/r
Priserne er oplyst som pris pr. person
Book dine seværdigheder her