Storbyferie i Porto og Vila do Conde – Her er de bedste tips

Storbyferie i Porto og Vila do Conde – Her er de bedste tips

Thiamka Margrethe Pedersen
Overvejer du også at tage på storbyferie i Porto? Så tøv ikke… For mit vedkommende var det kærlighed ved første blik, og jeg følte mig hjemme i Portugals næststørste by, selvom det var mit første besøg i byen. Min tanke var, hvorfor vi ikke havde været her noget før? Læs videre, bliv inspireret og få mine rejsetips. Se samtidig, hvad din flybillet koster dertil.

På familiens jomfrutur til Portugal valgte vi at stifte bekendtskab med både Porto og Vila do Conde, som begge ligger på Portugals nordvest-kyst. Og det viste sig at være en god kombination med storbyferie i Porto og mere stille dage lidt længere nordpå.

Din hurtige vej til tips og tilbud til Porto og Vila do Conde

Du er selvfølgelig velkommen til at læse min artikel fra toppen og ned. Men hvis du har brug for et godt tilbud eller bestemte tips til Porto og Vila do Conde, kan du hurtigt klikke dig frem til det her:

* Gode tilbud på rejser til Porto
* Hvad koster flybilletter til Porto?
* Portos mest kendte seværdigheder
* Sådan kommer du rundt i Porto
* Mad & drikke i Porto
* Shopping i Porto
* Vila do Conde og omegn
* Vila do Condes mest kendte seværdigheder
* Tips til gode gratis seværdigheder i Vila do Conde
* Sådan kommer du rundt i Vila do Conde
* Mad & drikke i Vila do Conde
* Shopping i Vila do Conde
* Mine tre bedste oplevelser i Porto og Vila do Conde
* Har du fået lyst til at tage på storbyferie i Porto og måske også besøge Vila do Conde?
 

Gadebillede i Porto

Både i 2017, 2018 og 2019 blev Portugal kåret som det bedste rejseland i Europa. Landet blev især rost for at være et rejsemål af høj kvalitet til billige penge. Ligeledes er store dele af landet uberørt af turisme, landet har store variationer i landskabet, og befolkningen er imødekommende.

Altså mindst fire gode grunde til at besøge Portugal. Hvornår det er bedst at besøge landet ved jeg naturligt nok ikke, men jeg kan forstille mig, at foråret og sommeren må være endnu mere fantastisk end det tidlige efterår.

Læs også: Storbyferie i Lissabon
Læs også: Algarvekystens skønne strande
Læs også: Hvad koster flybilletter til Portugal?

Porto

Efterår i Porto

Porto har indtil nu været lidt overset by på trods af sin portugisiske charme og smukke beliggenhed ved Rio Douro med Atlanterhavet kun et par kilometer mod vest.

Bryder du dig ikke om alt for mange turister, vil du også kunne lide Portos rolige stemning. Der er dog begyndt at komme flere turister, fordi både du nu kan flyve billigt dertil fra både Billund og Københavns lufhavn.

I 2017 blev Porto nr. 3 på Lonely Planets top 10 over ”Best Value”-rejsemål, og du kan stadig få meget for pengene. Dette gør jo ferien lidt sjovere. Og nyder du portvin, har du endnu en god grund til at besøge byen.

Byen er charmerende, hyggelig og smuk, og så er der ikke mindst en autentisk stemning og den dejlige ro. Vasketøj i alle regnbuens farver hænger flere steder til tørre oppe mellem husene, som er en skøn blanding af nye og gamle bygninger i små brostensbelagte snævre gader.

Gadebilledet veksler mellem beboelse, små butikker og hyggelige portvinsbarer, og overalt blev jeg taget med storm af alle de fine kakler, som pryder husene. Hvilke fine farver, former og mønstrer, og ofte i en skøn farvekombination med husets skodder, vinduer og døre.

Derudover blev jeg gang på gang positivt overrasket over al den forskellige gadekunst rundt omkring i byen.
I Porto boede vi centralt og tæt ved kirken, Clérigos i en hyggelig taglejlighed. Prisniveauet for indkvartering i Porto ligger i den lave ende, og du kan nemt finde overnatning til forholdsvis billige penge.

Portos mest kendte seværdigheder

Porto byder på et væld af seværdigheder på din storbyferie, og her kan du udforske spændende museer uden at ødelægge feriebudgettet.

Sevaerdigheder i Porto

Clérigos

Clérigos bliver også kaldt Portos kronjuvel, og kirken, tårnet og museumsudstillingen er et besøg værd. Den smukke kirke blev bygget i 1740’erne og dekoreret med marmor, granit og guldbelagt snedkerarbejde. Snyd ikke dig selv for den lidt kringlede tur op i det 75 meter høje tårn fra 1763, hvor du bliver belønnet med den smukkeste udsigt.

Sao Bento

Du må heller ikke gå glip af Sao Bento, Portos banegård fra 1903, som er en af verdens smukkeste med 20.000 kalkfliser med blå malerier af historiske slag.

Dom Luís I

Portos vartegn må siges at være den smukke ”Dom Luís I” bro over Rio Douro, som stod færdig i 1886. At tyskeren Téophile Seyrig havde et samarbejde med Gustave Eiffel, er man ikke i tvivl om, når man kigger på jernkonstruktionerne. Den 385 meter lange- og 75 meter høje bro har to niveauer. På det nederste plan kører biler, scootere og cykler, og det smalle fortov er beregnet til fodgængere. Det øverste plan er derimod for byens metrolinje og for gående, og herfra kan du nyde den fantastiske udsigt over Douro-floden og Portos gamle bydel.

Storbyferie med strand

Havnefronterne – Cais de Gaia & Cais da Ribeira

På havnefronterne langs begge sider af broen summer det af liv, og her kan du få mange timer til at gå.

På Cais de Gaia kan du slentre rundt på det lille marked, hvor der sælges små souvenirs, bagværk og håndværk. Det er også på denne side, du finder det gamle distrikt Gaia, der er blevet et moderne område med caféer, hyggelige butikker, gamle portvinshuse og de karakteristiske træbåde nede i vandet.

På den anden side af floden er der endnu mere livlig aktivitet ved havnefronten. Langs kajen ligger caféer, spisesteder og vinbarer som perler på en snor. Men du kan også vælge at sidde på en bænk og se skibene sejle forbi. Et hyggeligt leben af folk, der slentrer eller sidder og nyder solen, imens andre underholdes af forskellige gøglere.

Det er også her, du finder det gamle Ribeira-distrikt, der i 1996 blev optaget på UNESCOs verdensarvliste. Det var herfra, at portvin blev udskibet til resten af verden. Havnefronten på denne side er i øvrigt Portos mest fotogene område med farverige huse i forskellige størrelser, der er bygget side om side og i flere lag.

Sejltur på Rio Douro

Vi tog på sejltur på floden langs de gamle kvarterer, hvor vi sejlede under flere af broerne, der forbinder Portos to bydele. Det var sjovt og interessant at se broernes forskellige stilarter, og sejlturen var en god oplevelse, som varmt kan anbefales.

Minitog- og sporvognsture

En anden anbefalelsesværdig tur er med et af de små turisttog, som kører rundt i byen. Magic Tour tilbyder flere forskellige hyggelige ruter og spændende pakker.

Drikke i Portugal

Portos portvinshuse

Med Magic Tour valgte vi en tur med et besøg på Real Companhia Velha, som er et af Portugals ældste portvinshuse. Det har eksisteret meget længe, helt siden 1756. En guide viste os rundt blandt gigantiske tønder og fade med portvin lige så langt øjet rakte, og rundturen sluttede selvfølgelig af med smagsprøver på de søde dråber.

Sidst men ikke mindst, er det muligt at tage forskellige ture rundt i byen med de legendariske vintagesporvogne.

Sådan kommer du rundt i Porto

Saadan kommer du rundt i Porto

Vi ankom til Porto lufthavn, hvorfra vi havde lejet en bil. Prisniveauet er til at have med at gøre, hvilket det også er, hvis du vælger at tage lufthavnsbussen ind til byen, som koster omkring 5-8 euro.

Selve Porto indbyder til at blive udforsket til fods. På gåben kan du nemlig komme rundt i de smalle og skæve gader, stræder og gyder – især i det helt gamle Porto.

Et godt tip er også at opleve byen på to hjul. Fx tilbyder Bluedragon – Porto City Tours forskellige guidede ture på cykel og segway med omdrejningspunkter som fx tapas, sunset eller strand.

Du kan også gøre som os og tage ud på egen hånd. Vi lejede cykler i 5-6 timer, hvor vi på begge sider cyklede langs floden ud til udmundingen i Atlanterhavet. En dejlig form for transport, hvor man kan bestemme sit eget tempo. Vi gjorde bl.a. stop ved en gammel borg, Castelo Do Queijo, som havde et lille museum og mulighed for at købe en forfriskning. Det er virkelig smukt ved havet, og samtidig en skøn form for afveksling på din storbyferie i Porto.

Mad og drikke i Porto

Mad og drikke i Porto

Maden og dets priser lever op til kåringerne som ”høj kvalitet til billige penge”, og ”hvor du får meget for pengene”. Pga. Portos placering byder byen naturligt på mange restauranter, hvor menukortet frister med sea-food specialiteter. Spørg også efter deres lækre friturestegte kartofler, som har form som buttede franskekartofler, men med smagen som pommes frites. En perfekt kombination!

Når du er på storbyferie i Porto, er det selvfølgelig et must at nyde stemningen på de hyggelige portvinsbarer, hvor der også serveres tapas-lignende specialiteter, som du kan nippe til.

Shopping i Porto

Porto byder på flere hyggelige gågader, hvor du finder en fin blanding af specialbutikker, kædebutikker, konditorier og caféer.
 

Vila do Conde og omegn

Efter to nætter i Porto kørte vi lidt længere nordpå til den lille by Vila do Conde.

Byen virkede som en noget stille by. Godt nok var det ikke højsæson, da vi besøgte den i uge 42, men selv i den inderste by forgik alt i et afstressende tempo.

Vila do Conde’s mest kendte seværdigheder

Sevaerdigheder i Portugal

Vila do Conde har lidt af hvert at byde på. Udover floden Rio Ave, som flyder igennem byen, kan Vila do Conde bryste sig af at være en af de ældste byer i det nordlige Portugal med datering tilbage til år 953.

Det første som fanger øjet nede ved floden, er alle de smukke vandhyacinter, som flyder rundt i store grønne flader. Derudover ligger der ved kajen et fint træskib, som er bygget i original størrelse efter tegninger af skibe, som sejlede over Atlanterhavet med forskellige handelsvarer.

Lige overfor skibet finder du The Royal Customs House of Vila do Conde 1487, som er den oprindelige bygning, hvor de sejlende kom ind og anmeldte- og tolddeklarerede deres hjembragte varer som fx te, krydderier og gryn. I dag fremstår det som et fint og hyggeligt museum.

Det kostede den symbolske sum af én euro både at komme ombord på skibet og at besøge museet, hvor du bl.a. kan se, hvordan skibet blev bygget.

Tips til gratis seværdigheder i Vila do Conde

Gratis serværdigheder ved havet

Udflugter i Porto

Fra kajen kan du følge havnefronten langs floden, og efter en frisk gåtur kommer du ud til havet.

Det første du møder er et lille bitte kapel fra 1940, som ligger helt ude ved stranden. Udenfor er muret en høj trappe, hvorfra du kan nyde udsigten. Det kostede ikke noget at komme ind i selve kapellet, men flere små pengebøsser vidner om, at der gerne modtages et frivilligt bidrag.

Også i Vila do Conde er der utroligt smukt ude ved havet, hvor det veksler med store sten og klipper på de brede sandstrande. Men vær opmærksom på bølgerne, for de kan være større, end du regner med og overraske med både våde strømper og bukser.

Gratis seværdigheder i byen

Byrundtur i Porto

Andre gratis oplevelser og seværdigheder kan du finde, når du er tilbage inde i byen. Beliggende ved broen over Rio Ave kan du ikke undgå at se det gamle kloster, Santa Clara fra det 14. århundrede. Bagved kan du følge den flotte 4 km lange – og ikke mindst 300 år gamle – Santa Clara aquadukt med de 999 buer.

Gå gennem byens hyggelige små gader, hvor du flere steder kommer forbi små åbne altre med religiøse figurer, som kan være indbyggede i murværkerne. I modsætning til Porto er det desværre langt fra alle huse, som er udsmykkede med kakler.

Udflugt til Guimarães

Overvejer du at leje en bil som os, vil det være oplagt at tage på en udflugt eller to i omegnen.
Omkring 35-40 km fra Vila do Condo besøgte vi Guimarães, en rigtig hyggelig by med skønne gågader, fine torve og pladser, flere steder med oliven- og citron & limetræer.

Penha Mountain

Udflugt til Penha Portugal

Har du god tid, er et godt tip – ja, det er faktisk et must – at tage cablecar-banen op på Penha Mountain. Her kommer du op til en meget smuk verden for sig med kæmpe mosbeklædte sten, klipper, grotter og lidt skov.

Følg de forskellige stier og besøg kirken øverst på bakketoppen, hvorfra du fra bagsiden har en storslået udsigt ud over dalene. Ja, det siges, at det er den bedste udsigt i regionen!

Fem minutters gang fra kirken ligger et par spisesteder og is- & souvenirbutikker samlet. Herfra kører også et lille turisttog rundt i området, hvilket er en lille hyggelig og fin tur.

Udflugt i Portugal

Gå ikke glip af den lille bitte kirke, som på forunderligvis er bygget ind i – og halvvejs under en grotte. Ovenpå klippen er et lille åbent kirkerum, hvor det tilhørende gelænder udenfor – med en masse låse på – fortæller, at det er et populært sted at blive gift. Herfra er udsigten også fantastisk. I det hele taget er der mange muligheder for at nyde den smukke natur heroppe, enten ved fx at campere, vandre på stierne eller cykle på mountainbike.

For at få en forfriskning, besøgte vi det over 100 år gamle hotel, Hotel da Penha fra 1905. Hotellet er fredet, og det er derfor begrænset, i hvilken grad bygningen er moderniseret. Alligevel fremstår det trods alderen virkelig fint og hyggeligt. Vi sad i udestuen og nød den fine udsigt med en kop kaffe, en øl og en sodavand. Min mand måtte bede om prisen to gange, blot for at sikre sig, at han havde hørt rigtigt – Jo, kun tre euro!

Den lidt mavekildrende tur i cablecar op til bakketoppen kostede i øvrigt 15 euro for to voksne og et barn på 13.

Sådan kommer du rundt i Vila do Conde

Indkoeb på storbyferie

Da vi kørte til Vila do Conde i den lejede bil, var det også naturligt, at vi brugte den til småture rundt i omegnen uden for byen.

Da Vila do Conde ikke er specielt stor, er den perfekt at udforske til fods. Selv på gåben kan du sagtens gå en tur rundt omkring i byen og ud til vandet. Ellers vil jeg anbefale at leje cykler, som vi gjorde det i Porto.

Mad & drikke i Vila do Conde

Der er ingen risiko for at feriebudgettet løber løbsk i Vila do Conde, og igen fik vi bekræftet, at prisniveauet er lavt. Inde i centrum fandt vi en lille café, hvor vi blandt de lokale tog os et lille break midt på dagen. En øl, kaffe & kage, en bolle og lidt slik – til 22 kroner!

Shopping i Vila do Conde

Shopping i Porto

Vi fandt hurtigt vores ynglings købmandsforretning i byen, som var en lidt gammeldags og charmerende butik med blot én kasse. Forretningen havde lidt af alt, herunder en lille delikatesse-disk, hvor du i åbne trækasser og kurve kunne vælge din tørrede & saltede fisk, kastanjer til at riste samt portugisiske vine.

Et must er også at besøge den hyggelige butik Bosque. Den søde ejer giver butikken stor personlighed, og med en skøn blanding af vintage, retro og nye ting fx oliventræ-skeer og små stykker portugisisk sæbe, er det ikke svært at finde en lille souvenir. Den bliver oven i købet pakket fint ind – uanset størrelse og pris.

En anden hyggelig form for shopping er på lørdagsmarkedet inde midt i byen, hvor du kan finde alt, hvad hjertet begærer. Det er delt op i to, hvor der i den øverste del er et kæmpe udvalg af tøj, sko, tæpper og andre tekstiler. I den anden del sælges isenkram og håndværk, og det var svært ikke at blive fristet af alt det friske frugt & grønt, bagværk og smukke blomster.

Mine tre bedste oplevelser på min storbyferie i Porto og Vila do Conde

Oplevelser i Porto

Der er nok af gode oplevelser at vælge imellem, men hvis jeg skal prioritere, må de tre bedste være:

1. Morgenerne i taglejligheden i Porto. Når man tog skodderne til side, kunne man se ud over byen, som langsomt vågnede. Duerne sad og kurrede lige udenfor vinduerne, og den ældre nabo-dame fik sig en morgen-cigaret, imens hun spejdede ud over de røde tage og ned i gaderne. Huse og tage i forskellige højder og niveauer, nogle nye imens andre var faldefærdige. Jeg nød det smukke og harmoniske helhedsbillede, hvor farvetonerne komplementerede hinanden.

2. Vores cykleltur langs begge sider af Rio Douro i Porto. En skøn oplevelse i tilpas tempo og ikke mindst i solskin og med en let brise. Prikken over i’et var mødet med havet, som var bryskt og flot på én gang.

3. Mit besøg i butikken ”Bosque” i Vila do Conde, hvor jeg fik en hyggelig snak med den søde ejer i hendes fine og inspirerende butik.

Har du fået lyst til at tage på storbyferie i Porto – og måske også besøge Vila do Conde?

Byliv i Porto

Har du mulighed for det, fortjener Porto dit besøg (mindst) én gang i livet!

Kunne du også tænke dig at udforske Porto? Byen ligger ikke længere væk end ca. 5 timers flyvning inkl. ét stop. Vil du hurtigere frem, er Kastrup, Hamburg og Bremen også mulige lufthavne med direkte flyforbindelser.
 

Billige pakkerejser til Porto

Klik her, og se gode tilbud på pakkerejser til Porto (Du kan hurtigt ændre datoen til den periode, hvor du vil rejse):

Pakkerejser fra København til Porto

Star Inn Porto
PortoStar Inn PortoPortugal (4 nætter)Dobbeltværelse
2.233,-Vælg
HF Fenix Porto
PortoHF Fenix PortoPortugal (4 nætter)Comfort dobbeltværelse
2.757,-Vælg

Pakkerejser fra Billund til Porto

Star Inn Porto
PortoStar Inn PortoPortugal (4 nætter)Dobbeltværelse
2.979,-Vælg
HF Tuela Porto
PortoHF Tuela PortoPortugal (4 nætter)Comfort dobbeltværelse
3.231,-Vælg

Hvad koster flybilletter til Porto?

Uanset om du vil flyve til Porto fra København eller fra Billund, kan du uden for hovedsæsonen få direkte flybilletter t/r for under 500 kroner.

Se eksempler på aktuelle flytilbud til Porto herunder

(Klik på tilbuddet for at komme over i Travelmarkets flysøgemaskine)

Billund - PortoFra 526,-Vælg
København - PortoFra 645,-Vælg

Du kan sammenligne priser på billige flybilletter, hoteller, ferielejligheder og -huse og pakkerejser i Travelmarkets rejsesøgemaskiner.

Som et alternativ til Porto kan du også se billige flybilletter til Algarve her.

Jeg håber, du er blevet inspireret, og kan bruge mine rejsetips til din storbyferie i Porto.

Jeg ønsker dig en god rejse, og håber, du finder lige så stor glæde og berigelse ved at besøge Porto og Vila do Conde som jeg.

Fotos:
Alle fotos: © Thiamka Margrethe Pedersen

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.