Godt hotelophold

Sådan sikrer du dig et ordentligt hotel – få gode råd her

Kenneth Karl Nielsen
Måske kender du det selv. Det hotelværelse, som du har booket lever ikke helt op til dine forventninger. Ja, måske er det en hel katastrofe, når du ankommer. Men hvordan undgår du sådan en oplevelse. I denne artikel får du gode råd til, hvordan du får et skønt og godt hotelophold.

Brug brugeranmeldelser – men vær varsom

Anmeldelser af hoteller

Det er altid en god idé at tjekke, hvordan hotellet er blevet bedømt af andre rejsende. Her får man ofte nogle sandheder at vide, som ikke står på rejsebureauets eller hotellets egen hjemmeside.

Jeg tjekker altid Tripadvisor.dk, inden jeg booker et hotel – så har jeg bedømmelser fra to kilder.

Når du kigger på anmeldelserne, så læg mest vægt på de nyeste anmeldelser. Et hotel kan være blevet meget dårligere eller meget bedre med tiden og derfor er gamle anmeldelser ofte ikke troværdige.

Jeg kommer ofte på et hotel i Firenze, hvor morgenmaden tidligere har været meget simpel. Nu laver de overdådig morgenmad. Men i gamle hotelanmeldelser er morgenmaden stadig under kritik.

Brug i øvrigt din sunde fornuft, når du læser anmeldelser. For nogen kan en hård seng ødelægge en hel ferie. Hvis du er ligeglad med hårde senge, så se bort fra de anmeldere, som klager over det.

Kig også efter anmeldelser fra folk, som ligner dig selv. En japansk anmelder har måske andre præferencer end dig. Og er du på familieferie, er det ikke sikkert, at du har samme krav som et par på en romantisk ferie.

Kig på billederne en ekstra gang

Godt hotelophold

De hotelbilleder, som du kan se hos rejsebureauer og på bookingportaler vil ofte være taget under optimale forhold. De er højst sandsynligt taget, når hotellet er nymalet og ny istandsat, sengetøjet er lagt specielt flot sammen, og solen skinner udenfor.

Virkeligheden er næsten altid en helt anden. Rummet vil ofte være mere eller mindre slidt, så det skal du tage højde for. Her kommer 4 ting, som du skal være opmærksom på, når du kigger på billeder fra hotellet:

1) Hvis der er mange billeder fra hotellets facade og reception og ingen eller få fra værelserne. Så er der sikkert noget galt.

2) Hvis fotomodeller er i fokus på billederne i stedet for selve hotellet, så er der sikkert også noget galt.

3) Hvis billederne ligner det rene luksus, men prisen er meget lav. Så er det måske for godt til at være sandt.

4) Via Google Street View kan du se facaden af mange hoteller. Hvis den ser helt anderledes ud end hotellets billeder, så kan der være noget galt.

Nogle hoteller sminker bevidst deres billeder – du kan se eksempler på dette her.

Tjek hotellets egen hjemmeside

Hotelophold

Nogle gange kan det være en god idé at tjekke hotellets egen hjemmeside. Og nogle gange vil du kunne få en lav pris, hvis du kontakter hotellet direkte frem for via en bookingportal eller et rejsebureau.

Hvis hjemmesiden ser meget sjusket ud og ikke er opdateret, så kan det være, at hotellet heller ikke er så omhyggelige med selve hotellet.

Hvis du skriver til hotellet, og de ikke svarer eller ikke svarer høfligt, så kan det også være et tegn på manglende omhyggelighed på selve hotellet.

Sammenlign dog hjemmesiden med anmeldelserne og bliv ikke besat over, at hotellet har en dårlig hjemmeside.

Andre gode råd

Generelt er det en god idé at vælge hoteller i kendte hotelkæder. Så er du som regel sikret mod at ende på de allerværste hoteller.

Hvis du skal vælge mellem 2-3 hoteller, så overvej at tage det lidt dyrere hotel. Det er ligegyldigt, at du sparer nogle få hundrede kroner, hvis året store ferie bliver ødelagt.

Hvis det er gået galt

Uanset om du følger alle ovenstående råd, så er det ikke en garanti for, at alt går, som det skal. Ferien kan sagtens starte på en helt anden måde, end du havde forventet.

Hvis det sker, så forsøg alligevel at tage det roligt. Tag en rolig snak med selve hotellet for at høre, om de kan hjælpe. Kan de ikke, så tag hurtigt fat på guiden, den bookingportal eller det rejsebureau, som du har købt rejsen hos. I langt de fleste tilfælde finder man en løsning.

Uanset, så gør alt for, at det dårlige hotel ikke kommer til at ødelægge din ferie.
Sammenlign ferieboliger her.

Fotos:
Topfoto © istockphoto / PeopleImages
Kvinde med computer © istockphoto / shapecharge
Hotelværelse © istockphoto / JacobH
Par med computer © istockphoto / svetikd

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.