Hvar – smuk natur og festligt natteliv

Hvert år laver rejsemediet Lonely Planet en favoritliste over de feriesteder, der vil trække turister til i det kommende år. Og ifølge Lonely Planet er den kroatiske ø Hvar en af de bedste regioner i verden at besøge. Det er især kombinationen af flot natur og festligt natteliv, der sender den kroatiske ø ind på den eftertragtede liste.

Hvert år kårer rejsemediet de 10 bedste lande, byer og regioner. I år har guiderne fra Lonely Planet udpeget Hvar til at være en af bedste regioner, hvilket ikke mindst skyldes meget positive tilbagemeldinger fra de turister, der besøger Hvar.

“De siger, at det er et fantastisk sted, som vi burde omtale mere,” forklarer Tom Hall, der er talsmand for forlaget bag Lonely Planets rejseguide.

Det er særligt festerne og den smukke natur på Hvar, som har fanget opmærksomheden hos Lonely Planet.

Ifølge Lonely Planet tiltrækkes turisterne af det pulserende natteliv, men også muligheden for at besøge Pakleni-øerne lige ud for kysten for at opleve uforstyrret ø-idyl. Her kan turisterne udforske Hvars kystlinje og det smukke landskab med endeløse lavendelmarker høje tinder, maleriske kløfter og forladte landsbyer.

Danskerne glade for Hvar
Hvar-området er ikke nyt for danske turister, der længe har haft et godt øje til den solbeskinnede ø i Adriaterhavet. Hvert år besøger flere tusinde danskere Hvar.

Den aflange ø har byer med et livligt natteliv. Ikke mindst i byen Hvar, hvor der er diskoteker, drinks og fester på stranden i sommerperioden. Men lige uden for byerne kan man finde storslåede naturoplevelser.

Mange danskere har kystbyen Split som udgangspunkt for en ferie i Kroatien. Det skyldes blandt andet byens lufthavn, der har direkte forbindelse med Danmark. Hvar ligger ikke langt væk fra Split, og derfor er der mange danskere, som slår et smut forbi den smukke ø.

Derudover er der mange, som bruger ferien på at sejle rundt om Hvar og de andre små øer i området.

Foto (c) istockphoto / GoranStimac

 

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.