Campingferie i Ungarn – paprikaens land

Der er noget eksotisk over en campingferie i Ungarn – et af Europas mest spændende men også mest oversete lande. Ungarn og Balatonsøen er gode rejsemål for dig, der vil være sikker på at få den gode campingferie.

Endelig på vej

Det er altid en dejlig følelse, når campingudstyret ligger på sine faste pladser, dieseltanken er fyldt op, og jeg endelig sidder bag rattet på vej til nye campingoplevelser. På vej til at udforske et nyt område. Denne gang køres turen i en autocamper med plads til fire personer, men den er optimal til to, og til vores campingferie i Ungarn.

Som altid, når turen går syd på, består de første par dage stort set af transport, men kunsten er jo at starte ferien idet, vi forlader hjemmet.

Efter ankomst til Rostock kører vi mod Berlin og videre sydpå ad de gamle betonveje.
Meget kan siges om tyskerne, men solide vejkonstruktioner kan de også bygge.

Kort efter Dresden kører vi ind i Tjekkiet, og dagens slutdestination er campingpladsen i udkanten af Prag.

Der er forholdsvis mange på campingpladsen, hvor der både er restaurant og en lille købmandsbutik.
Vi spiser aftensmad og nyder en kold øl under stjernehimlen foran autocamperen før vi kryber til køjs.
Vi sover i alkoven over førerhuset. En dejlig stor dobbeltseng med to små vinduer i begge ender. Vi åbner, så der er gennemtræk og falder i søvn i den friske, men lune aftenluft. En god start på vores campingtur til Ungarn.

Næsen mod grænsen til Slovakiet

Næste morgen pakker vi sammen, hvilket ikke tager mange minutter med en autocamper, og så sætter vi næsen mod grænsen til Slovakiet.

Ved grænseovergange tjekkes vores papirer, som skal være originale, og vi forsyner os med en vejmærkat/vignet, der gør, at vi kan køre på motorvej.
Efter få timers kørsel og en lille pause holder vi ved grænseovergangen til Ungarn. Vi er næsten fremme.

Der er mange, der er usikre på, hvilken vej de skal køre, når de skal på campingferie i Ungarn, og de er især usikre på, om vejen igennem Tjekkiet og Slovakiet er sikker.
Det er meget individuelt, hvordan vi planlægger vores campingture. Efter min mening kan du uden problemer kører denne vej, og som alle andre steder (nogle mere end andre) skal du tænke dig om og tage de forbehold, som de kan. Det kan f.eks. ikke anbefales at køre sent om aftenen eller om natten, og du skal kun overnatte på campingpladser.

35 grader i skyggen

Det er over middag, og der er rent ud sagt ulideligt varmt i vognen. Alle vinduer er nede, men vi sidder bare stille og sveder. Det bliver skønt at komme frem til Balatonsøen og snuppe en hurtig dukkert.

Den første campingplads, som vi skal bo på vores under vores campingferie i Ungarn, ligger i Balatonfüred på Balatonsøens nordside. Campingpladsen er enorm og forholdene er helt i top. Vi bliver betjent af en sød, ung pige, der på velformuleret tysk byder os velkommen og fortæller om pladsens og områdets muligheder. Vi tjekker ind for de næste to dage, og så er det ellers med at komme i vandet.

Lige ned til vandet

Campingpladsen ligger lige ned til vandet og har alt, hvad du i princippet skal bruge på en ferie.
Der er legepladser, swimmingpool, aktivitetsområder, købmand, boder og bedst af alt en hel restaurantgade, hvor du for meget favorable priser kan få stillet sulten efter mavens helt individuelle ønsker. F.eks. koster en wienerschnitzel med kartofler, sovs og lidt salt omkring 35 kr.
Som hovedret bestiller vi pörkölt, som er en kraftig og fantastisk velsmagende gullasch. Desserten bliver en lille beskeden kaloriebombe, gundel palacsinta, som betår af tynde pandekager flamberet i Armagnac og overhældt med varm chokolade.
Det ungarske køkken har hentet sin inpiration over hele verden. Papika er et af de vigtigste krydderier, og de fås fra søde til ekstremt hotte. Maden tager både lang tid at tilberede og at spise, for der er rigeligt af den. Skønt.

Børnevenligt feriemål

Balatonsøen kaldes af gode grunde for Det Ungarske Hav. Med sine knap 600 km2 er det en af Europas største søer, men i modsætning til vandet i mange andre søer, så er vandet her dejligt varmt – helt op til 28 grader om sommeren, så der er ingen undskyldninger for ikke at komme under.
Det tempererede vand er også en af grundene til, at søen er et ideelt sted for børnefamilier, der gerne vil på campingferie i Ungarn, fordi selv små børn ikke kommer til at fryse, når de leger i vandkanten eller bader længe.
En anden grund er, at du kan gå meget langt ud uden, at vandet bliver dybt. Den gennemsnitlige dybde for hele søen er kun 2-3 meter. Sydbredden har mere sandstrand end nordbredden.

Balatonfüred

Midt i Balatonfüred står den store kildevandsdrikkehal med 5 af de 11 kilder, som er i området. Kilderne har noget helt specielt kulsyreholdigt vand, der i mere end 200 år har været anvendt til patienter med hjerteproblemer. Lokale kommer med deres vandflasker og fylder op. Vi fylder da også lige vores drikkedunke op, inden vi udforsker Tihany-halvøen.

Det 12 km2 store område har siden 1952 været naturfredningsområde, og det har et rigt fugleliv.
Vi går en lang tur, inden vi sætter kursen mod Siófok, der har fået sit navn efter Sió-kanalen, der leder vandet fra Balatonsøen og ud til Donaufloden. Siófok er hovedhavnen i Balatonsøen. Det var bl.a. her, at skibene overvintrede i gamle dage, når søen frøs til is.

Vi finder det lokale marked for at forsøge os med lidt indkøb. Det er planen, at vi samme aften vil kokkerere på vores medbragte grill.
Der er altid marked i Siófok. Ungarerne går på marked hver dag for at købe de friske råvarer, som skal bruges til dagens måltider. Frugt og grønsager bliver nøje udvalgt, inden de lægges i indkøbskurven. Det er, som om at kun det bedste kan bruges.
Stemningen er helt fantastisk, og de mange farver er en fryd for øjet. Afslappet, venlig og inspirerende. Folk griner, hilser og udveksler lokale nyheder. Det hele sætter vores upersonlige indkøbscentre, hvor alt er pakket ind i plastik, i perspektiv.

Aftenhygge på campingferie i Ungarn

På campingpladsen har vi kørt markisen ud på autocamperen for at få skygge. Heldigvis er der træer på hele pladsen, som også giver en del skygge. Det er helt vindstille, og der kan ikke klages over mangel på varme.
Hen under aften tænder vi op grillen og åbner en flaske kølig hvidvin, som vi købte hos en vinbonde tidligere på dagen.
I Ungarn er der 5 vindistrikter, og en af dem ligge ved Balatonsøen. Vinen kostede 20 kr. pr. flaske, og den smager eminent.
Sådan slutter endnu en oplevelsesrig dag. På bedst mulige måde nemlig foran autocamperen med dejlig mad, flot udsigt og hygge, og der er ikke langt i seng.

Næste morgen vågner vi op til endnu en solrig dag. Vi fortsætter ned langs kysten til Keszthely. Fordelen ved at rejse med autocamperen er, at du let kan flytte lejr. Næsten hver dag rykker vi et lille stykke længere ned af kysten, og vi har hele tiden alle vores ting med. Balatonsøen er kun 70 km lang, så vi kunne have valgt at finde en base og så rejse rundt derfra. I så fald ville vi nok have taget cykler eller en scooter med bag på autocamperen. Det havde også været en god måde at komme rundt på.

Hévic, Europas største termalsø

Denne dag står i afslapningens tegn. Vi skal udelukkende pleje vores kroppe. Termalsøen i Hévic, der ligger 6 km nordvest for Keszthely, er Europas største og en af Ungarns mest kendte.
Den 5½ ha store sø er fyldt med hvide og røde lotusblomster. Fra en kilde 39 meter under overfladen udspringer 39.000 liter svovl- og radiumholdigt vand pr. minut, hvilket betyder, at vandet i søen udskiftes hver andet døgn. Om sommeren er vandet 35 grader varmt, og om vinteren er det 27 grader varmt. Søens er ikke en, man bader i som sådant. De fleste hænger i en badering og slapper af. I virkeligheden ser det meget komisk ud med alle de mennesker, der ligger i vandoverfladen, men det er optimal afslapning for kroppen.

Meget for pengene

En campingferie i Ungarn er på mange områder et godt alternativ til campingferier i enten Frankrig eller Italien. Før det første er der ikke så langt at køre, vejret er godt og ferien kan både være aktiv, afslappende, kulturel osv. eller en blanding af det hele, så alle i familien får en god tur.
Og så er der lige en ekstra bonus: priserne. Du får virkeligt meget for pengene på en campingferie i Ungarn, end du gør i Frankrig eller Italien.

Teksten er oprindeligt skrevet af Dansk Camping Union.

Topfoto (c) istockphoto / alxpin

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.