Kaere venner i Dinamarca

I weekenden har vi, Lisbeth og jeg, helt alene haft fri og vaeret paa en lille rejse i dette dejlige land. Nydt solen og en oede strand, der dog ikke var saa oede alligevel. Mere om dette laengere nede i beretningen.

Det er et stykke tid siden vi har opdateret. Internettet i huset er gaaet ned, selvom husets indfoedte stadig ikke har indset det, saa virker det altsaa ikke. Og paa vores ellers ugentlige fridage har jeg Ninna valgt at vaere syg; i en mere eller mindre dramatisk udformning... Sidste gang var vi kommet afsted, men midt i en samtale med en "telefondame" valgte jeg at braekke mig igen igen midt paa Barquisimetos hovedgade. (De laekre lyshaarede piger er ikke altid saa laekre som de ser ud til...)

Forrige weekend samledes alle "Abansa-foraeldre" og andre ledere i Valencia (stedet hvor vi var de foerste to uger) for at planlaegge ud i fremtiden. Hver paaske har Abansa ogsa en stor fest de kalder "actiòn de gracias" (aktion tak til Gud), den planlagde de ogsaa denne weekend. Alt dette betoed at Lisbeth, jeg, og fastansatte Aura havde boernene for os selv denne weekend. Det var vi begge en smule betaenklige ved, eller det vil sige, vi blev foerst informeret dagen inden de tog afsted, saa meget taenketid havde vi ikke... Men alt forloeb fantastisk! Vi legede - stor tak til Lyngsbo for inspiration:-)  - lavede snobroed og hyggede paa venezuelansk manèr. Smaa uheld som ingen lys og ingen vand forekom ogsaa, men da boernene tog det ganske roligt med dette, gjorde vi ogsaa.

Denne weekend tog vi saa en ca. tre-timers busrejse til stranden. Bare busserne er en oplevelse i sig selv. Vi er begge helt vilde med denne sjove kultur hernede. For det foerste er ALT farligt hernede; for vi ihvertfald at vide. I busterminalen er alt totalt kaos. Maend raaber op om hvilke ruter de koerer for at hverve rejsende. Vores buschauffoer belaerte os dog saa venligt om at naar vi kom frem til vores oenskede lille landsby midt om natten skulle vi bare gaa hurtigt hen til et hotel. Ikke snakke med nogen, for der var farligt. Men hvad moeder os? Den foerste mand vi moeder er en taxichaufoer der har boet i Danmark i ti aar og taler naermest flydende dansk. Tak Gud for denne hjaelp!!

Naa, paa vores lille oede oe med palmer og eventyrligt vand havde andre venezuelanere desvaerre ogsaa fundet sig vej til, men Lisbeth havde en plan!!! Den ene side af oen var helt fri for mennesker, og der var endda faerre folk. Der gaar vi hen. Godt nok er strandkanten ikke saerlig god, men bag traerne; der er der perfekt haevdede Lisbeth. Pludselig staar vi omringet af myg- KAEMPE MYG! eneste raedning var at smide sig i vandet. Flot start. Vi begav os tilbage hvor maend morede sig gevaldigt; raabte "mosquito mosquito" mens de slog sig paa kroppen. Ja, ja, tak for oplysningen. Nu er vi roede over hele kroppen, baade af sol og myggestik...

I gaar ankom to nye boern til hjemmet. Soeskende paa ni og 14 aar. Hvor laenge de skal vaere der er uvist endnu, men deres foraeldre har tilsyneladende skilsmisseproblemer. En dame fra socialforvaltningen kom med dem, en rigtig dejlig dame! -Og der blev taget godt imod dem! Selvfoelgelig kan det maerkes at de har vaeret meget igennem.

Vi har det godt os begge to! Tak for tanker, forboen og hilsner! Det varmer alt sammen!

Kaerligste hilsner Lisbeth og Ninna