Kina rundt

Så er vi kommet tilbage efter 1 måneds rundrejse. Jeggider ikke at skrive om alle byerne og hvad vi har lavet, men Tara har skrevetom det på sin log www.travellog.dk/tara.Vi har været godt rundt i Kina – beijing, shanghai, nanjing, guilin, yangshou,chengdu og xian. Den modsatte vej er vist en rimelig klassisk rute og selvomdet er kendte/turistede byer mødte vi overraskende få ikke-kinesiske turisterog vi fik også set en del småbyer rundt omkring.

Top 5 – i vilkårlig rækkefølge:

1. Cooking-class og madmor i Chengdu. På et nice lille hostel var der en café, hvor de lavede ….. hold fast… hjemmelavede pizzaer!! Hvilket er ret stort, når pizzaerne man ellers får i Kina ikke engang nærmer sig de frosne ”ristorante” pizzaer fra føtex. Derudover fik vi en times cookingclass, så vi nu kan lave tre kinesiske retter. Nu har jeg været i Kina i et halvt år og har hele tiden prøvet at lave mad, som mindede om det derhjemme, så det var ret sjovt at prøve at lave noget kinøjsisk. Det var sådan en rigtig mad-mor kinøjser, der næsten kun kunne sige ”chop-chop ”og så grine af mig, når jeg snøftede og pudsede næse og fik tårer i øjnene – Sichuan mad er ikke bare spicy, det er HOT! Og så fik Tara også lavet mad for… hmm.. femte gang på et halvt årJ Hun mener jo selv, at hun ikke kan lave mad, men hun har nu lavet fortræffelig nudler med ketchup mange gange. Hun formår altid at koge dem i det rigtige antal minutter.
2. Tara og pandababy. Inden vi tog af sted, var Taras originale plan at redde alle pandaer i Kina. Det har hun også næsten gjort nu. Eller det vil sige hun har fået et bogmærke der er et officielt ”certificate of love for the giant panda” og så det allervigtigste – 2 min. med en baby panda på skødet for den nette sum af 750 kr..  Der er slags panda park i Chengdu og vi ankom med rimelig høje forventninger. Der var bare en ting, som vi ikke vidste. Det er åbenbart så varmt at være panda om sommeren, at de kun opholder sig i deres bure, hvor der er air-con. Så vi var lidt skuffede i starten, men det er nu alligevel ret sjove at se på, når de leger i deres bure. Og ja vigtigst af alt fik tara de to min. med en panda. Sød var den, selvom det var svært at sige, hvad der var sødest pandababyen eller Tara, der lignede et barn juleaften.
3. ”Ahhh that legendary backpacker hangout”, som der star i Lonely Planet som introduktion til Yangshou. Og efter halsbetændelse og hede i Shanghai var det lige, hvad vi trængte til. Lige tilpas turistet – man kunne rent faktisk få en rigtig pizza, der ikke var frysepizza, der var Carlsberg øl, billige souvenirs og danskere! Vi fik vores første danske ”venner” i kina. Efter et 5 måneder rimelig isoleret i en lille kinøjsisk flække, var det næsten helt befriende, at vide at man stadig kan snakke, socialisere og drikke øl med en flok danskere. Vi var på en svedig cykeltur til et flot bjerg uden for byen, som resulterede i, at vi næsten ikke kunne gå de næste par dage, og vi fik sejlet op ad floden på en bamboo båd.
4. Risterrasserne ved Longji. Da vi kom dertil gik vi i en halv times tid op til en lille landsby, hvilket var rimelig hårdt i 35* varme og med 20 kg., men vi følte os rimelig badass-backpacker-agtige og det var det hele værd! Vi overnattede en nat på bjerget i en bjælkehytte med udsigt over terrasserne. Og tara fik lokket mig op kl. 6 for at gå op til udkigspunktet og tage nogle billeder det smukkeste landskab jeg nogensinde har set. Billederne formåede vi desværre at slette senere på turen.
5. Efter Shanghai fik vi vist begge et chok over at finde ud af, hvor mange penge vi havde brugt. Beskeden kom hjemmefra da vi var i yangshou. Der var hævet rimelig mange penge på vores kontoer. Indtil da havde vi boet i dobbeltværelse og fløjet. Tara har vist fundet ud af, hvor god jeg er til at retfærdiggøre alt fra at købe en flybillet køb til ja mig selv. ”Jamen i virkeligheden er det næsten billigere” som jeg siger efter jeg har rundet ned et par gange og nøje valgt de priser, der passer bedst i mit regnskabJ Men vi ændrede kurs og fik prøvet et par dejlige togture på 20-30 timer i den øverste billigste hard-sleeper køje. Det var faktisk slet ikke så slemt og så sparede man jo også alle de penge, som man ville have brugt den dag.

Nedturen: (Det var kun et par dage af turen, men nårman ser tilbage, var vi næsten så uheldige, at det er underholdende)

Tara fik stjålet sin pung på en computer cafe. Efteren times tid fandt security-mændene tyven på overvågningskameraet, vi fik ærenaf at se det et par gange. Det var svært at tænke på andet end, hvad man villehave gjort ved den lille kinøjser dreng, der på 2 sek. stjal 1000 kr, kørekort,dankort, studiekort, togbilletter til Beijing og lidt mere. Vi brugte derefter5-6 timer med det lokale politi på at udarbejde en politianmeldelse tilforsikringsselskabet, selvom de intet engelsk kunne. Da vi endelig kommer hjemformår Tara at skolde sit lår ved at vælte nudler over sig på voreshotel-værelse. Næste dag tager det første fly hjem til Shenyang, da vi nu varrimelig sure, trætte og fattige. Vi ankommer ved en 18tiden, så den sidste bustil Huanren var gået og vi blev nødt til at overnatte i byen. Efter at have ringetrundt til samtlige hoteller, der stod i vores to kina-guides og fået ”sorryfull… conference”, blevet afvist af en computer café, da ”foreigners is notallowed” og råbt fuck til en kina hustler-kinøjser, der ville have 400 kr. foren nat på et skummelt hotel, slog vi os ned på den nærmeste 24 timers McD. Mankan da også altid regne med de amerikanske vidundere! Nå, men vi var stort setklar til at være der hele natten, men da klokken var over midnat og vi var påvores anden kop kaffe, fik jeg den glimrende idé at ringe hjem til mutti og entime efter fandt vi et hostel i den anden ende af byen til de normale 30 kr.per nat. Som prikken over i’et finder Tara senere ud af, at hun glemtepolitianmeldelsen på natbordet på hotellet, hvorefter hun siger til mig, ”jegtror virkelig min mor syntes jeg er den største spade” :) Lige i de dage hadede jeg stort set altved Kina; deres små tyve, deres hverdags hustlere, der konstant kommer hen tilsom undercover engelsk-lærere eller kunststuderende, der gerne vil snakke meden og til sidst selvfølgelig prøve at sælge en nogle akrobatikbilletter ellernoget te, deres administrative ineffektivitet… og ja jeg kunne blive ved.. Kortsagt vi glædede os virkelig til at komme hjem, hvor ingen kinøjsere vil snydeen, hvor taxa-turerne til tider er gratis, da det er en ære for dem at køre meden, hvor folk ikke henvender sig til os pga. vores penge og hvor eleverne intetved om alle de hustlere, der truer i resten af Kina.  

Det bliver nu lidt rart at komme hjem til det dejligenkle og gennemskuelige danske samfund.