Min døgnsytme er nu officiel på kinamode og ik bare i derestidszone, men ligesom kineserne er jeg begyndt at stå tidligt op og tidligt iseng. Vågner hver morgen af mig selv klokken 7 senest 8 og er træt allerede ved21-22 tiden! Liv er lidt mere en syv sover så jeg har de første morgentimer formig selv så jeg tænkte at mens jeg nu havde tid til at stene kunne jeg lige sågodt skrive en lille beretning.

Det er godt nok ved at være evigheder siden, men jeg syntes alligevel at mineoplevelser under OL i Kina er værd at fortælle lidt om så here goes.
Det har været fantastisk at opleve kinesernes stolthed over at de fik lov tilat holde OL. Allerede fra marts måned hvor vi havde et emne og OL i voresundervisning gik det op for os hvor stor en ære det var for kinesere. Selv demsom bor langt væk fra Beijing, helt herude på landet i Huanren. Vi spurgtevores elever om hvad de troede OL ville gøre for Kina og de stod med julelys iøjnene og fortalte hvordan OL ville ”help to develop China and make it a greatcountry” og hvordan de ”finally can show the world how friendly and open Chinais.” Hvis det var man havde hørt det fra en eller anden kinesisk leder ku detgodt være det havde lydt falsk of propaganda agtigt, men når nu det kommer framine søde små elever så ka ens hjerte da ik andet end at smelte.
Og hold da op…. Ved ik om det er fordi jeg aldrig rigtig har fulgt med ioptakten til OL i andre lande men Kina gik helt amok. Under vores rundrejsebrugte mig og Tinne timer på at se flammebærene på fjernsynet og hvordan denæsten alle havde krearet en lille dans eller koreografi til de 20 meter (eller mindre) dehver fik at løbe med faklen. Alle steder du kiggede hen var der OL reklamer,maskotter og bannere og alle folk du snakkede med fortalte om hvor stolte Kinavar af OL.

Da det blev åbningsceremoni tid den 8 august var mig ogtinne kommet tilbage til Huanren og havde gjort klar til en aften foranfjernsynet i ført vores I LOVE CHINA tshirts og med en øl i hånden. Kort førdet begyndte var jeg over på skolen for at få mit nye visum og der opdagede jegat alle eleverne var på vej over i biblioteket. Lidt mærkeligt da jeg ellersaldrig har set en eneste af eleverne gå derind. Det vidste sig så at de havdefået lov til at se åbningsceremonien på storskærm i stedet for at gå i skolen.Mig og Tinne blev hurtige enige om at det blev vi da nødt til at være med i såvi gik derover og da vi kom derop sad alle 1000 elever (det var kun grade 2 dervar i skole på det tidspunkt) i et kæmpe auditorium og så ceremonien på storskærm.Vi blev hurtigt vist hen på første række og så sad vi ellers der blandt eleverder klappede og grinte mens fyrværkeriet udenfor lyste op over hele Huanren!Det var specielt sjovt når der kom en afrikansk sportsgruppe ind (kineseresyntes åbenbart sorte mennesker er yderst morsomme) for så var de alle sammenflade af grin…. Eller når der blev zoomet ind på en lyshåret europæisk pige. Såkunne man høre alle drengen pifte og fløjte bag ved os.
Det største var dog da Danmark kom ind. Først var der helt stille menligepludselig brød alle 1000 elever ud i kæmpe jubel og klapsalver der bareblev ved og ved og ved. Så ka det nok være at mig og Tinne fik os ensmulehjerte banken. Jeg sad selv og blev helt rød i kinderne af bare stolthed.Mine elever og mit land på hver sin side og jorden, men som nu gik op i eneller anden form for større enhed på en eller anden måde…. Det var godt nokstort.

Men nårh hvor havde jeg ond af eleverne. Efter vi havdesiddet og ser 200 lande (hvor af mange jeg aldrig havde hørt om før… så megetfor geografien) blev klokken 23, storskærmen blev slukket og eleverne smidt iseng. Før de nåede at se Kina og Yao Ming komme gående ind med det kinesiskeflag og får de nåede at se den gamle kinesiske gymnast Li Ning tænde faklen.Hvis de bare havde fået lov til at se en halv time mere havde de fået det helemed, men næææ nej!! Mig og Tinne skyndte os selvfølgelig hjem til lejlighedenså vi kunne se resten og novra et show, men det var på ingen måde lige så fedtsom det havde været at se det sammen med et tusind jublende elever.

Den 14 august drog vi så mod Beijing og allerede da vi komtil Shenyang blev vi mødt af sådan en stemning at man havde lyst til at iførersig de vildelste kina/dansker farver og danse rundt og synge OL sange. Der varstorskærme over det hele og folk stod stimlet sammen omkring dem for at følgemed. Tinne mente at det var vigtigt at vi kom tidligt af sted så da vi kom tillufthavnen havde vi 4-5 timer før vores fly gik (flot tinne) så vi havde noktid til at se lidt OL. Vi fik både set basket, Kina mod grækenland tror jeg,inde i restauranten hvor vi spiste frokost og kinas bueskytte damer vinde guldpå storskærmen ved vores gate.
Da vi kom til Beijing overnattede vi den første aften ved Yan (voreskoordinator) som dog havde nogle helt anderledes meninger om OL. Ik fordi hunhavde noget decideret mod legene, men hun havde i hvert fald noget i mod denmåde den kinesiske regering havde håndteret det. Og jeg er da også helt enig iat det er forkert når lokal befolkningen bliver nægtet adgang til Beijing underOL og hvordan de arbejdere som har været med til at opbygge birdsnest ogtusindvis af andre bygninger op til OL bliver flyttet ud på landet under OL forat gøre plads til udlændingene. Men det er bare meget svært ik at blive fangeti alt OL hypet!!

Nå, men vi var der jo for at se noget boldt. Vi havde købtbilletter allerede hjemme fra DK af til mændenes kvartfinale som endte med atvære mellem Italien og Belgien. Det blev ik lige den drømme kamp vi havdeforestillet os mellem Kina og Brazilien (lidt naivt af os at tror Kina ville haku komme så langt) men for at gøre det hele lidt mere interessant indgik vi etvæddemål hvor taberen skulle være slave for en dag. Tinne tippede 3-2 tilBelgien og jeg 2-0 til Italien! Der var overraskende mange kinesere inde og sekampen med henholdsvis Italienske og Belgiske flag på kinderne. På vej ind påWorkersstadium stødte vi på en lille folk belgiske mænd i ølboden som næstenfik mig overtalt til at heppe på Belgien med en øl som betaling.
Vi havde vildt gode pladser. Vi sad helt nede ved banen på 3 række lige vedsiden af en dansk familie, bagved en folk over excited amerikanere og forannogle belgiske mænd som råbte og skreg. Det blev en yderst underholdende kampmed masser af mål og røde og gule kort, men resultatet faldt ikke helt til denside jeg havde håbet på. Ikke nok med at Belgien vandt. Resultatet blev ogsålige præcis hva tinne havde forudset: 3-2 til belgien…. Så når jeg engangvender hjem til DK ka jeg se frem til en hel dag som tinnes slave?!
Umiddelbart efter fodboldkampen var der håndbold kamp med de danske herre.Håndbold er åbenbart ikke noget de går så meget op i her i Kina og specielt ikde danske herre så kampen blev ikke vidst på CCTV, men vi havde aftalt at mødesmed Berit på The Den, en dansker bar, hvor de ville vise kampen! Det var nogetaf et kultur chok at komme derind og lige pludselig være omringet af danskeremed BT på bardisken og Carlsberg på fad. Kvaliteten på kampen var dog meretvivlsom. De viste det over internettet som ik helt virkede som det skulle ogman ku ik rigtig følge med i hvad der stod eller hvor lang tid der var tilbageeller om bolden røg i mål, men vi lærte at klappe og råbe hver gang vi kunne senogle hvid-røde farvede mennesker stod med hænderne i vejret. Det var en yderstnice oplevelse og vi nåede da også at komme tilbage til The Den to gange indenjeg smuttede tilbage til Huanren.

Da vi kom hjem til vores hostel den aften hang der en seddelpå døren til Mrs Tinne hvor der stod at hendes visum ville udløbe i morgen ogat hun derfor ik ku bo på hostellet efter det. Efter lidt frem og tilbage snakmed receptionen gik det op for tinne at det jo var skudår i år og at voresvisum derfor holdt en dag mindre end vi havde regnet med så vi måtte bruge engod del af aftenen på at ringe til ambasader og kigge efter billetter hjem tilDK. Dagen efter måtte jeg så ta med Tinne ud til lufthavnen og sige farvel endag for tidligt. Ik lige det sjoveste i verden efter sådan et halvt år sammen mender er jo kun lige omkring 4 måneder til så er det igen Tinne og Taramandagainst the world!!
Men det vidste sig hurtigere at jeg manglede tinne end jeg havde troet. Jeg kuik finde rundt på den skide lufthavn og normalt ville tinne gå hen og spørge eneller anden men min stædighed og generthed gjorde at jeg rendte rundt i 45 minfør jeg fandt ud af at jeg skulle gå nedenunder for at finde en taxa til byen!
Senere den dag fik jeg oplevet Olympiadens absolutte anti-klimaks da Kinas 110 meter hækkeløber Lui Xiangskulle løbe. Han var en af Kinas helt store håb og alle stod samlet om diversefjernsyn og storskærme da han gjorde klar til at løbe. Selv stod jeg på voreshostel ude på gange sammen med hele rengørings personalet og så det. Efterstarten var gået og løberne måtte stoppe på grund af noget tyvstarteri måtteLui Xiang humpe ud med en eller anden skade. Og så brød kaos ud. Alle begyndteat råbe og damerne begyndte at løbe op af ned af gangene for at fortælle hvader var sket. Jeg fattede selvfølgelig ik noget. Det eneste jeg forstod var atde råbte hans navn, Lui Xiang, en milliard gange. Det vidste sig vidst at detvar noget med hans akillessene som gjorde at han ik kunne løbe og hele Kina ogjeg måtte stå skuffede tilbage.
De næste par dage brugte jeg sammen med berit hjemme i hendes lejlighed hvor vifik set OL på fjernsynet, jeg fik lært noget kinesisk og spist sushi for førstegang.

Efter et par dage gik turen tilbage mod Huanren. Jeg havdefået en togbillet tidligt om morgenen fra Beijing til Shenyang hvorfra jegskulle med en bus hjem til Huanren. På toget mødte jeg en kineser som havdearbejdet 3 år i canada så han var rimelig heftig til engelsk og vi sad ogsnakkede hele turen på 4 timer. Da vi ankom vidste det sig at jeg var ankommettil den forkerte togstation og kunne derfor ik finde busstationen. Den flinkekineser, som hed Frank, tilbød at hjælpe men først skulle vi lige ud og spisefrokost med nogle af hans venner. Det havde jeg selvfølgelig aldrig sagt ja tili Danmark, men her i Kina er det vidst meget normalt så lige pludselig sad jegsammen med en masse fabriksejere i Shenyang og drak ganbei’d og fik stukketvisitkort i hånden for nu var vi da venner for livet. Efter frokosten hjalp demig hen på busstationen og snart var jeg på vej hjem til Huanren igen hvor jegskulle tilbringe 10 dage alene før de nye volontører kom.

Afslutningen på OL fik jeg set sammen med min ynglingsklassefra sidste semester over i deres klasse værelse. Lige så snart jeg kom ind iklassen brød der klapsalver ud og der blev råbt ”Welcome back teacher”. En afmine meget larmende elever fra sidste semester som ik er så forfærdelig god tilengelsk fik også fremstammet ”i missed you….. i very very missed you” og så vedman at man er tilbage hvor man hører til!